Jeg vil skilles
Ingeborg Vollquartz (1913) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
SYVENDE KAPITEL
Sommeren var gået, og den havde bragt mange Forandringer.
Grethes Landophold havde, om ikke bragt hende Lægedom for hendes Sorg, så dog styrket hende i legemlig Henseende, og Børnene var kommet sig godt og havde til Dels vænnet sig af med de i Begyndelsen ustandselige Spørgsmål efter deres Fader.
Men den største og vigtigste Glæde, Sommeren havde bragt dem alle, var dog Morbroder Frits's Forlovelse med Thea.
Ingen glædede sig mere end Grethe over deres Lykke, og dog betød den et Tab for hende. Hidtil havde Morbroderen været hendes eneste Trøst, når de svage Øjeblikke kom over hende. Hun var altid tyet til ham, når Sorgen tog Magten fra hende, og Længslen efter Poul blev hende altfor pinagtig.
Han havde været hendes trofaste og tålmodige Tilhører, når hun fortvivlet jamrede over sin Skæbne; han havde fundet akkurat de Ord, som påny rejste Livsmodet i hende, og han havde altid været rede, når som helst hun kaldte.
Men som naturligt var, trådte hun nu i Skygge for Thea. Ikke fordi den kærlige, rettænkende Thea ville forhindre sin elskede Frits i at være Grethes Beskytter og Ridder, men der er en egen Fortrolighed mellem to, som brydes, så snart en tredie - han eller hun være nok så sympatisk - er til Stede.
Den gamle Kaptajn Klemmensen var henrykt over at få den ene af „Pigebørnene” anbragt og navnlig i så gode Hænder, og Brylluppet var blevet fejret i Begyndelsen af Oktober Måned.
„Det skulle vi bare have gjort for ti År siden,” sagde Morbroder Frits.
„Det er godt at overveje en Sag,” sagde Faster Felle, „hvis I havde giftet jer for ti År siden, havde I måske været skilt nu. Nu er det i hvert Fald at håbe, at I har tænkt så nøje over dette Skridt, at al Fejltagelse er udelukket.”
Morbroder Frits og Thea havde efter en kort Bryllupsrejse slået sig ned for Vinteren i en lille tysk By; han udgav fra Tid til anden en Skolebog, og en sådan havde han netop for Tiden under Arbejde.
Men den unge Kone savnede dem begge meget, og mens hun anden Juledag var på Vej til Faster Felle og stadig havde Besvær af Børnene i den tætpakkede Sporvogn, kom hun atter til at tænke på, hvor helt anderledes hun dog havde haft det sidste Jul.
Den Gang havde hun haft Poul, nu var hun ene.
Hun huskede, hvor kedsommelig de begge havde syntes, disse Pligtbesøg i Julen hos Familien var, men de var kommet igennem dem, fordi de havde været sammen og i Smug og al Godmodighed kunne more sig med hinanden over de gamle, rare Menneskers små Særheder og Latterligheder.
Denne Jul skulle hun aflægge de Besøg alene, og længe før Højtiden havde hun ængstet sig for, hvordan disse Dage ville gå. Juleaften havde de tilbragt hos hendes Fader, men han var bleven forkølet og turde ikke vove sig ud, og derfor skulle Grethe være alene hos Faster Felle i Dag. Hun gruede for, hvordan Børnene skulle holde ud at være stille og artige så længe. I År havde de jo ikke deres Fader at ty til, mens Grethe talte med Faster, og Morbror Frits og Tanterne var der heller ikke til at hjælpe dem med at få den lange Tid til at gå.
Nå - endelig stod de udenfor den brede, hvidlakerede Dør med det skinnende Messinghåndtag. Grethe trak i den blanktpolerede Messingdørklokke, hvis fine Klingren de kunne høre helt ind i Lejligheden. Og mens de ventede på at blive lukket ind, formanede hun endnu en Gang Børnene, at de endelig måtte være artige og søde.
Grethe vidste ikke, hvordan det gik til, men så snart man var inde i Faster Felles lille Entre, blev man altid så dæmpet i sit Væsen.
Fasters Pige, Karen, der bevægede sig så lydløst, som om hun gled hen over Gulvet, hjalp Børnene af med Tøjet, mens Grethe rettede på sit Hår foran den brede Mahogni-Konsol, hvis Spejl var gammelt og lidt plettet. Hun kunne huske det Spejl, fra hun var en lille Pige; hun havde altid undret sig over, hvorfor det var skåret over foroven, og hvad den Dame egentlig skulle forestille, der var malet på det øverste Stykke, og som sad på en Skammel midt ude i Spejlet og holdt sig fast i en Blomsterranke.
Pigen åbnede nu Døren ind til en ret stor og dyb tofags Stue med hvidlakerede Døre og Paneler. Der var dybe Vinduesnicher og hvidlakerede Skodder slået for Vinduerne. Der var tændt Petroleumslamper, og Værelset havde en behagelig Duft af Lavendel og tørrede Rosenblade.
Faster Felle, der øjensynlig havde siddet lige bag Døren og ventet på dem, rejste sig nu og kom hen imod dem.
„Velkommen, søde lille Grethe,” sagde hun og omfavnede Niecen, „hvordan har du det?”
Hun spurgte så interesseret, at man ikke skulle tro, de to Damer var skiltes den foregående Aften Klokken 10.
„Tænk - er det ikke en Lykke -”
Grethe så forventningsfuld op.
„Det fryser ikke længer? Det var en halv Grads Varme i Morges! Å, jeg synes, det er så herligt for de stakkels fattige Folk, der ikke har noget at lægge i Kakkelovnen. Ja - nu skal jeg komme,” vedblev hun henvendt til Karen, der viste sig i Døren. „Du undskylder nok et Øjeblik!”
„Ja, selvfølgelig,” nikkede Grethe og lænede sig tilbage i Stolen med et Suk.
Hvordan skulle hun dog komme over dette Besøg!
Hun så sig om i Stuen. Å, hvor var dog hver eneste Ting herinde hende gammelkendt! Den brede Mahognisofa, det blanke Bord, der rokkede lidt, og på hvis Løvefødder hun og hendes Søster ofte sneg sig til at støtte deres korte Ben for dog altid at blive opdaget af Faster Felle, der endnu havde den Vane, når der var Børn i Besøg, hvert femte Minut at dukke Hovedet lidt for at se efter, om den dyrebare Bordfod brugtes til Skammel; Chatollet, der altid blev lukket til, når der kom Børn, „fordi man ikke skal friste nogen”, som Faster plejede at sige. På den brede Pille mellem Vinduerne stod et Konsolspejl Mage til det ude i Gangen, blot lidt bedre holdt, og på Konsollen en stor Potpourrikrukke på Fod og med Låg. Den var af rubinrødt Glas med fine Guldforsiringer, og som Barn havde Grethe syntes, at det var et vidunderligt Pragtstykke. I en Krog af Stuen var anbragt et gammelt karnisformet Klaver i en næsten sort Mahognikasse. På Træet over de gulnede Tangenter stod der med Guldbogstaver og i en Mængde Snirkler og Sving Navnet „Marschall”.
Henne ved det ene Vinduet stod en såkaldt Krinolinestol med et perlebroderet Betræk og foran den et ovalt Sybord, også på Løvefødder. Det var Faster Felles Plads, og vé den, der vovede at sætte sig ned der!
Og mens Grethes Blik gled rundt i de så velkendte Omgivelser, krøb Minderne frem mod hende fra hver Krog og gjorde hende så usigelig vemodig.
Hvor huskede hun ikke sin Forlovelsesvisit! Da havde hun også siddet i denne Stol, og Poul havde sidder derovre og sendt hende det ene opfordrende Blik om at afbryde Besøget efter det andet, og han var sprunget op og havde kysset hende, mens Faster var gået efter Malaga.
Alt var så uforandret her, at fjernt blev så nær.
Her var så hyggeligt og så hjemligt i disse gammeldags Stuer. Det var et Hjem, der ikke var købt på Bestilling hos en Møbelsnedker, men et Hus, der var bygget op og samlet langsomt og tålmodigt og i stor Kærlighed.
Og det var, som forstod hun pludselig, at Faster Felle havde Ret, når hun sagde, at Folk, der havde dannet et sådant Hjem, havde for megen Respekt for det, til at de med egen Hånd ville styrte det om.
Dengang kendte man ikke Ord som: „Jeg kan ikke finde mig i det - jeg kan ikke holde det ud,” - plejede Faster Felle at sige.
Et sådant Hjem kunne en Mand eller Hustru aldrig tænke på at forlade for at bryde et helligt Løfte og derved gøre deres Børn hjemløse. - Det var den Slægt for velopdragen til.
„Så er Maden på Bordet, lille Grethe,” forkyndte Faster Felle, og Grethe satte sig lige overfor Faster med et Barn på hver Side.
Børnene så fra hende op på Rødvinsflasken, i hvilken der sad en Porcellænsprop, som forestillede et Mandshoved med en morsom broget Hat på Hovedet. Faster Felle havde et helt Dusin af den Slags Propper med forskellige Hoveder af Damer og Herrer med og uden Hatte, og de blev brugt efter Tur, for at der kunne slides lige meget på hver.
Og Grethe så ned på de underlige flade, gammeldags Sølvgafler, som hun kendte så godt, på de gamle slebne Vinglas, der „sang”, når man kom til at røre ved dem, og hun syntes pludselig, at hun aldrig nogen Steder så bittert havde følt den frygtelige Omvæltning, der var foregået med hendes Tilværelse, som her i disse Stuer, hvor det var, som Tiden havde stået stille.
I fordums Dage havde hun haft en egen Glæde af at komme her, omtrent som den man føler, når man åbner en Skuffe med gamle Erindringer; men da havde det også hele Tiden været i Bevidstheden om, at hun selv, hvad Øjeblik det skulle være, atter kunne træde ud i det virkelige Liv, som stod der udenfor Døren og ventede på hende, med Lykke og Kærlighed.
Så skænkede Faster Felle Vin i de gammeldags Glas og ønskede hende velkommen, og for at forhindre Niecen i at falde hen i Drømmerier igen, begyndte hun nu at „underholde” hende.
Om Grethe havde været i Kirke i Dag? Nå - nej - Føret var jo slemt! Ja, hun havde nu selv sådan nogle dejlige Galoscher, så stærke og slet ikke tunge. Hun købte dem hos en Skomager i Borgergade - hvis Grethe ville, kunne hun godt få hans Adresse; han var sådan en „ærlig Sjæl”, og så havde han mindst tre Fuglebure med Kanariefugle, der fik Unger. Og som han passede dem! Tænk, trods det, at den flittige Mand sad ved sine „Hænders Gerning” til langt ud på Aftenen, stod han op hver Morgen Klokken fire for at give Fuglene Mad! En Mand, der følte sådan, måtte være god og ærlig - det kunne man sige sig selv. Grethe burde huske ham; hvis hun skulle have Galoscher. Nej - Julen uden Kirkegang, det kunne hun nu ikke tænke sig - hvis Karen ville være så god at binde lille Kajs Serviet fast; den var lige ved at falde ned. Nej - hvad hun ville sige - Pastor Jørgensen havde prædiket rigtig så hjerteligt over Dagens Tekst, der var altid noget at tage med hjem fra ham!”
„Hvor har du det, Faster?” spurgte Kaj pludselig interesseret.
„Hvad for noget, min Dreng?”
„Det, du tog med hjem fra Præsten!”
„Å, den lille Stump, hvor han følger med!” udbrød Faster helt begejstr,et. „Det, jeg tog med hjem fra Kirken, er ikke noget, man kan se, lille Kaj.”
Og så pludrede Faster videre for ikke at give Grethe „Tid til at tænke”, og så var Middagen omsider forbi, og det lille Selskab begav sig atter ind i Dagligstuen, hvor der hele Tiden havde været Lys.
„Se, er det nu ikke meget bedre med almindelige Petroleumslamper,” sagde Faster Felle og rettede lidt på den høje Lampe, der stod på Divanbordet. „Nej - det elektriske Lys er der noget underlig ængsteligt ved.”
„Ja, men det er så bekvemt,” indvendte Grethe.
„Det er da meget bekvemmere at have en Lampe stående i hver Stue og også meget hyggeligere,” ivrede Faster; „å, jeg kan blive så ærgerlig over denne evige Drejen om, når man går ud af en Stue, og må dreje op, hver Gang man går ind i en anden - det minder mig altid om det Eventyr, hvor Trolden siger: „Lyst for og mørkt bag”. Og du kan sige dig selv, lille Grethe, at der er noget mystisk ved elektrisk Lys. Mig fik du aldrig til at røre ved sådan en Knap! Nå, der er Karen med Kaffen - sæt dig nu ned og nyd den, så skal vi to have en rigtig hyggelig Passiar, når Karen har fået taget af Bordet i Spisestuen, så Børnene kan komme derind til hende. Kan I være rigtig stille og søde så længe,” vedblev hun og så på Kaj og Else, der gabede i et væk, klyngede sig op ad deres Mor og hviskede, om de „ikke snart skulle gå”.
„Nu skal I se,” sagde Faster Felle og trak en Skuffe ud i Chatollet - „her er lidt Tidsfordriv. Se, lille Else, det er noget for dig, det er et meget fint kinesisk eller japansk Boldspil! Se, sådan skal du gøre -” og Faster slog den lille Elfenbensbold, der ved en Silkesnor var fastgjort til det nydelige, udskårne Håndtag, ud i Luften og søgte at gribe den i den lille Skål, der sad på Enden af Håndtaget. „Nu kan du øve dig, lille Else; jeg er vis på, du bliver meget dygtig tilsidst. Så må Kaj se Billeder imens!”
Og mens Else øvede sig i at fange Bolden, blev Kaj anbragt foran den gamle Kukkasse, som så mange Gange havde været Grethes eneste Tilflugt, når hun som Barn havde besøgt Hjemmet her med sine Forældre.
„Jeg kan ingenting se,” sagde Kaj.
„Det er, fordi du ikke skeler, lille Kaj - man skal skele, når man ser i Kukkasse,” forklarede Faster Felle, og mens hun trak en Pakke Broderier ud af en Skuffe i Chatollet, fortsatte hun henvendt til Niecen: „Her er lidt til at underholde dig med; se, hvad synes du om denne her Alterdug, lille Grethe, er den ikke smuk? Jeg var et Øjeblik lidt i Tvivl om jeg skulle tage det Mønster, for det kunne jo måske være, at nogen i Menigheden fandt det hedensk - du ser nok, det er vekselvis en Drueklase og et Kors; men den er jo så nydelig, ikke sandt, så klar og ren i Stilen, og så morsom at sy, men jeg havde som sagt mine Skrupler, og så sagde jeg det til den lille Frøken Fondé. Ja, lille Grethe, hun sidder såmænd endnu med sin dårlige Lever og tegner Mønstre henne i Brodersens Kælder - nå, og så tegnede hun mig denne her - og den er, finder jeg selv, pompøs. Du ser, der er både Kalken og Korset, og ind imellem dem slynger sig Kristtornblade. Se, hvis nu de skulle synes, at den anden var for verdslig - jeg vil jo ikke for alt i Verden forarge nogen - så får de denne her.”
„Og hvad vil du så gøre med den anden?” spurgte Grethe træt.
„Den sender jeg op til Grønland - de bliver så glade deroppe, når man tænker på dem.”
Og Faster Felle blev i sin uendelige Godhed ved at snakke og sprede Broderier ud foran Grethe, der sad tavs og distræt og stirrede på det hvide Tøj, til Mønstrene løb i et for hendes Øjne.
Faster Felle kastede omsider et hastigt Blik på hende, og uden at sige et Ord rullede hun Broderierne sammen og lagde dem ned i Chatolskuffen igen. Mens hun var beskæftiget hermed, kom Karen frem i Døren og meldte sig til Tjeneste, og Børnene fløj glade hen imod hende ind i Spisestuen. Faster Felle tog nu et fint Skrabnæsespil og et gammelt Lotterispil frem og gav dem til Børnene med mange Formaninger om at behandle det pænt, fordi „Bedstefar” havde leget med det, da han var Dreng.
Så lukkede hun Døren ind til denne Stue og satte sig på sin sædvanlige Plads i Sofaen.
„Er du ikke bedt ud nogen Steder i Julen?” spurgte hun så, da hun havde syet lidt; Grethe havde også taget et lille Håndarbejde frem.
„Nej,” sagde Grethe, „hvem skulle det være hos, jeg kender jo ingen.”
„Oberstløjtnant Sommers skal have Selskab anden Nytårsdag, det ved jeg fra Frøken Fondé - der var du jo i Fjor -”
„Netop derfor kan jeg da ikke komme der i År,” svarede Grethe bittert; „det er jo Pouls Bekendte - det er hans Oberstløjtnant!”
„Jeg tror ikke, det er rigtigt af dig, lille Grethe, at gemme dig selv sådan bort fra Mennesker - det er du altfor ung til.”
„Å, du ved slet ikke, hvor forandret alt er, Faster Felle; der er ingen, der bryder sig om en fraskilt Kone. Husk, man har ikke noget Hjem længer - man bliver slet ikke regnet med mere.”
„Hvis det passer, lille Grethe, så er det da din egen Skyld,” mente Faster; „så ung og sød som du er, kan du såmænd magelig gøre din Lykke en Gang endnu!”
„Å, tal ikke sådan, Faster; hvor kan du tro, jeg kunne bryde mig om det - desuden kan du være vis på, at der er ingen, der bryder sig om at gifte sig med en Enke med to Børn. Ja - gøre Kur til mig, det er der måske nok nogen, der vil, men du kan tro, jeg har gjort mange bitre Erfaringer i det År, der er gået. Å, det er så ækelt altsammen! Se, nu mødte jeg for et Par Uger siden Premierløjtnant Borman i Alléen, og han standsede mig og spurgte, hvordan jeg havde det, og så bad han, om han måtte følge mig. Han har været sådan lidt forelsket i mig nede i Garnisonen. Du ved, på sådan en pæn Måde, der aldrig kunne fornærme mig, men -”
„Men hvad,” gentog Faster.
„Å - jeg kan ikke forklare det,” sagde Grethe og lagde Hånden med Lommetørklædet over Øjnene, - „nu var der kommet sådan noget underlig frækt i hans Væsen, og han så så dristigt på mig, og da han sagde Farvel, blev han ved at holde på min Hånd og ville ikke slippe den, men så rev jeg den til mig og løb op ad Trapperne - men du kan ikke tænke dig, Faster, hvor jeg følte mig såret og forhånet ved det. Det var der aldrig nogen, der ville have budt mig, mens Poul var hos mig!”
„Du taler, lille Grethe, som om det var en Skam, der var overgået dig -”
„Ja, det er det da også,” afbrød Grethe hende. „Er det ikke en Skam at være en kasseret Kone?” Og Grethe bøjede Hovedet ned mod Bordet og græd.
„Lille Grethe,” sagde Faster, „ja, det er tungt, når man er tredive at skulle tænke, som man var tres. - Men du får jo trøste dig med, at du har Børnene.”
„Det har jeg,” nikkede Grethe; men ved sig selv tænkte hun - det siger de alle; det er den eneste Trøst, de kan give mig - og det er da så selvfølgeligt, at jeg har dem. Men jeg må se at tvinge mig, for de bliver alle sammen så trætte af at høre på mig.”
Og så gled Aftenen. Klokken 9 fik de Te og Julekage, og præcis Klokken 10 gik de ned ad Trapperne, mens Faster Felle stod og viftede til dem og blev ved at sige:
„Det har været en rigtig herlig Dag, lille Grethe, kom snart igen!”
Men da Grethe var kommen hjem og var ved at hjælpe de trætte Børn i Seng, slog Else pludselig Armene om hendes Hals og sagde:
„Jeg hørte godt, at du græd henne hos Faster Felle; var det, fordi Far ikke er her mere?”
Da Grethe ikke straks svarede, vedblev hun, og lagde sit Hoved ind til Moderen: „Jeg længes også så gruelig efter ham.”
Grethe trykkede Barnet ind til sig og græd sagte.
„Mor!” Else løftede pludselig Hovedet. „Tror du aldrig, at Far kommer hjem igen?”
„Jeg tror det ikke, lille Else,” hviskede hun.
„Mor,” udbrød Else igen, „du må aldrig gå fra os - vel?”
„Nej, du kan være ganske rolig, lille Else, jeg går ikke fra jer. Gudskelov jeg har Jer - for Jer kan da ingen tage fra mig!”