Jeg vil skilles
Ingeborg Vollquartz (1913) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
OTTENDE KAPITEL
En Dag i Marts Måned kom Else lidt forsinket fra Skole; der var noget underligt ophidset over Barnet, hendes Kinder var så røde og Øjnene så blanke, at det straks stod Grethe klart, at der var noget i Vejen med hende.
„Er du syg, lille Else?” spurgte hun flere Gange, men Else rystede hver Gang ivrigt på Hovedet og sagde Nej, og så blev hun endnu rødere i Kinderne - indtil hun pludselig kastede sig ind til sin Moder og hviskede:
„Jeg har talt med Far i Dag.”
Grethe blev så forbavset og så ubehagelig berørt, at hun ikke kunne sige et Ord, men hun fik heller ikke Tid til det, for lille Else var selv så optaget af sin Oplevelse; at hun, da hun først havde fået Munden på Gled, blev ved at fortælle videre uden at vente på Svar.
„Det var et lille Stykke borte fra Skolen, at jeg mødte ham,” forklarede hun, „han stod ovre på den anden Side af Gaden, men jeg så ham lige straks, og så løb jeg jo lige over til ham, kan du nok tænke, Mor - ville du ikke også have gjort det? Og han blev så glad for at se mig - han havde nok Tårer i Øjnene, men det var af bare Glæde, sagde han! - og så fulgtes vi ad herhjem, og han gik med mig i Hånden hele Vejen og - å, Mor, hvor var det rart at se Far! Ville du ikke også gerne se ham igen? Og han sagde, at han længtes også så skrækkeligt efter os. - Og så spurgte jeg, om han ikke ville gå med mig hjem nu; men han sagde Nej, det var bedre, jeg spurgte dig først, om han måtte komme. Var det ikke underligt, Mor? Far må da gerne komme for dig, ikke? For du er da ikke vred på Far, vel? Og da jeg spurgte ham, hvorfor han ikke var hjemme hos os mere, så sagde han: „Har Mor ikke fortalt dig det?” Og så sagde jeg, at du nok havde fortalt, at han var rejst væk, og at du også havde sagt, at du ikke troede, han kom hjem igen, men hvorfor han var rejst - det havde du ikke sagt - og det har du heller ikke, vel -?”
Else stoppede endelig op og så spørgende på Moderen.
„Hvorfor rejste Far væk fra os?” spurgte hun så pludselig og så Grethe lige ind i Øjnene.
Grethe følte i dette Øjeblik en sådan Bitterhed mod sin Mand, at det ikke var hende muligt at svare Barnet. Hun forstod godt den Længsel efter Else, der havde drevet ham til at gå hen og møde hende; men hun forstod ikke, at han ikke selv havde kunnet tage det på sig at svare den lille pige på det Spørgsmål, der optog hende så meget. Hun syntes, det var så fejgt af ham.
Og dog, det var vel ikke så let netop for ham at give det Svar!
„Hvad, Mor -” gentog Else, „hvorfor rejste Far væk fra os?”
„Fordi han ville have en anden Kone,” fløj det pludselig Grethe ud af Munden, og det forekom hende, som var det slet ikke hendes egen Stemme, der udtalte de Ord - så rolige og naturlige lød de. Men i samme Nu, hun havde sagt det, fortrød hun det; hun forstod ikke selv, at hun havde kunnet få de Ord over sine Læber til sit eget Barn.
Hun så hastigt ned på Else for at se, hvilken Virkning hendes Svar gjorde på Barnet, og undrede sig over, at denne Meddelelse slet ikke lod til at gøre videre Indtryk på hende - hun så kun lidt forbavset ud, men spurgte så lige straks:
„Ville han også have nogle andre Børn?”
„Nej - det ved jeg ikke - det tror jeg ikke,” svarede Grethe tøvende.
„Nej, det ville han vist ikke,” nikkede Else overbevist, „for han var så glad for mig, og han spurgte mig, om der ikke var noget, jeg gerne ville have, og så sagde jeg, at jeg gerne ville have en ny Fløjlskåbe Mage til Vikke Vinklers - og tænk så, Mor, så sagde Far, at den skulle jeg nok få, bare jeg ville vise ham, hvordan den så ud!”
„Fulgte Far dig lige her til Døren?” spurgte Grethe underlig forvirret.
„Nej, han fulgte kun med til Hjørnet; men han sagde, at han kom nok og talte med dig snart. Å, Mor,” vedblev den lille Pige, halvt klagende og halvt bedende, „hvorfor kan Far dog ikke komme hjem og blive hos os, når han længes sådan efter os? Må han ikke for dig?” udbrød hun pludselig, som havde hun nu endelig fundet Løsningen på en Gåde. Og da Moderen ikke straks svarede, vedblev hun sagte prøvende:
„Er du - vred på Far?”
„Nej, lille Else, det er jeg ikke,” fik Grethe endelig fremhvisket og drejede behændigt Samtalen hen på andre Ting, så Barnet ikke fik Tid til at spørge hende om mere. Og hun tvang sig til at lade være med at tænke på dette, så længe Børnene var i Stuen. Men så snart Pigen var gået ud med dem, på den sædvanlige Eftermiddagstur, og hun var blevet alene, gennemgik hun i Tankerne Ord for Ord, hvad Else havde fortalt hende.
Poul havde nu slet ikke haft Lov til det, han havde gjort. Det var Morbroder Frits, der havde ordnet alt for hende vedrørende Skilsmissen, og han havde sørget for, at Retten til Børnene helt og holdent blev overgivet til Grethe. Før han tillod Grethe at skrive under på et eneste Papir Skilsmissen vedrørende, måtte Poul frasige sig Børnene og gå ind på, at han kun fik dem at se med deres Moders Tilladelse.
„Når han selv kan have Hjerte til at gøre de to Børn faderløse,” havde den ellers så mildtdømmende Morbror Frits sagt, „så kan han også finde sig i at undvære at se dem. Og skulle der endelig en Gang vågne en Trang i ham til at få at vide, hvordan det går hans Datter og hans Søn, så er det vel ikke for meget forlangt, at han spørger hende om Forlov, over på hvem han så brutalt vælter alle Pligter mod dem og alt Ansvar for dem.
Og Poul var den Gang så villigt gået ind på alt, som var det ham en let Sag at undvære Børnene, blot han hurtigst muligt kunne få Skilsmissen i Orden, så han kunne blive gift påny.
Hvorfor havde han da nu opsøgt Else? Han vidste sikkert, at Morbroder Frits var borte, ellers havde han ikke vovet at gøre det uden først at spørge hende ad.
Det lignede for Resten slet ikke Poul at gå sådanne Krogveje. Hans Længsel efter at se Else måtte rigtignok have været stærk, for at han skulle bekvemme sig til at gå hen udenfor hendes Skole for at opsøge hende.
Grethe ville gerne hidse sig op til at blive rigtig vred på Poul, fordi han havde brudt sit Løfte, men det var hende ikke muligt at føle Gnist af Harme over det.
Den lille Elses Beretning havde i det hele taget haft en besynderlig Virkning på hende. Hun, der i den sidste Tid var falden hen i en underlig sløv Ro, var pludselig blevet som vækket af en Døs ved høre, at Poul ikke helt havde glemt dem. Der var kommet sådan en underlig Forventning over hende, en Følelse af, at der ville ske et eller andet mærkeligt.
Else havde sagt, at hun skulle spørge, om hendes Far måtte komme hjem.
Det var da besynderligt, at han kunne sige det til Barnet!
Mon han virkelig ville komme? spurgte hun sig selv.
Han kunne da umulig være lykkelig i det nye Ægteskab, når han allerede nu kunne - ja, efter Elses Forklaring havde han jo selv sagt, „at han længtes så skrækkeligt” efter dem.
Og Grethe var jo ikke mere end et Menneske, så der var en vis Tilfredsstillelse for hende i den Tanke, at den nye Forbindelse, han havde ofret så meget for at få i Stand, mulig havde bragt ham Skuffelse.
Og dybt nede fra Bunden af hendes Sjæl dukkede der nu et lille, frygtsomt Spørgsmål frem.
„Var det ikke tænkeligt, at Poul kunne komme tilbage til hende og Børnene?”
Når han havde kunnet lade sig skille fra hende efter næsten ni Års Ægteskab, så kunne han vel også gå fra denne Kone, som han jo næppe havde været gift med i et År.
„Hvis Far anede, at jeg tænkte sådan,” sagde Grethe til sig selv, „så ville han sige, at det var urigtigt og pjattet af mig at tænke sådan, og at jeg manglede Stolthed, når jeg kunne ønske at få Poul tilbage; men jeg må jo slet ikke kende den Følelse, jeg har overhovedet slet ikke andre Følelser overfor Poul end den eneste, at jeg elsker ham så højt, at jeg kan tilgive ham alt, tåle alt for hans Skyld og ofre min egen Lykke, for at han kan blive lykkelig. Hvad bryder jeg mig om, at andre synes, det er ydmygende for mig at tage ham tilbage, når han blot kom.”
Så langt var Grethe kommet i sine Overvejelser, da der blev ringet på Entrédøren, og i samme Nu vidste hun, at det var Poul. Hun kom sådan til at ryste, at hun næppe kunne holde sig oprejst, men da hun var ganske alene i Lejligheden, måtte hun jo gå ud og lukke op.
Gennem de matte Glasruder så hun straks, at hendes Formodning var rigtig, den høje Skikkelse kunne ikke være nogen anden end Poul.
Ganske sagte lukkede hun Døren op, og hun blev ved at holde på den uden at sige et Ord.
„Ja, du må tilgive mig, Grethe, at jeg kommer,” begyndte han, og da Grethe nu åbnede Døren helt, trådte han hastigt ind og fulgte efter hende ind i den lille Dagligstue.
„Jeg er kommet herhen for at bede dig tilgive mig, at jeg i Dag standsede Else på Gaden og talte med hende,” sagde han og blev stående tæt indenfor Døren. „Jeg længtes sådan efter at se - en af Jer,” sluttede han forklarende.
Grethe havde ikke taget sine Øjne fra ham, mens han talte; hun syntes, han var kommet til at se så alvorlig ud, og at der var kommet sådan et underligt forsagt Udtryk i hans Ansigt.
„Og jeg - som troede, du var så lykkelig!” Grethe vidste næppe, hvad hun sagde.
„Lykkelig!” gentog han; men da han mødte hendes Blik, var det, som tog han sig i noget, han ville have sagt - - „Jeg savner Børnene,” føjede han til.
Det gav et lille Sæt i Grethe.
Det var kun Børnene, han savnede. Se, hvor forsigtig han havde været for ikke at komme til at røbe noget! Han kunne såmænd lige så gerne have sagt det lige ud, for alene det Tonefald, hvori han havde sagt det ene Ord: „Lykkelig?” havde hun forstået således, at selv om ikke Skilsmissen var et Misgreb, var i hvert Fald det nye Ægteskab det. Men det ville han altså ikke selv indrømme - endnu.
„Jeg forstår slet ikke, at du kan savne noget, sådan som du har det,” sagde hun, idet hun søgte at gøre sin Stemme hård og at bekæmpe den Lyst, der kom op i hende, til at løbe hen til ham, kaste sig i hans Arme og bede ham tilgive hende.
„Hvor kan du vide, hvordan jeg har det?” spurgte han heftigt, og der var nu et Udtryk i hans Øjne, som hun ikke forstod, men som bevirkede, at hun pludselig følte en underlig øm Medlidenhed med ham.
„Du har jo fået det, som du ville have det,” sagde hun sagtmodigt.
„Ja, det har jeg,” nikkede han alvorligt - „og jeg klager heller ikke,” føjede han til og rettede sig. „Jeg har altid syntes, at det var både dumt og unyttigt at klage over noget, som nu en Gang er sket og ikke kan ændres.” Og da Grethe stirrede forundret på ham, tilføjede han: „Ja, det er min Mening.”
„Ja, undskyld mig, Poul,” svarede Grethe lidt rød i Kinderne, - „det er ikke dette Tilfælde, jeg tænker på; men du kan da umuligt mene, at man ikke skal rette en Fejl, man har begået, når man indser den.”
„Det kommer an på, hvad Slags Fejl det er, man har begået,” sagde han rolig. „Det er ikke enhver Vej, man kan komme tilbage ad!”
„Det forstår jeg mig ikke på,” svarede Grethe kort; „men det kommer måske af, at jeg altid har en vis Angst for at slå ind på nye og ukendte Veje; jeg har altid været bange for at fare vild.”
„Ja, når man føler sådan, så har man jo let ved at blive, hvor man er,” sagde Poul, og det forekom Grethe, at der var et Gran af Spot i Stemmen, hvad der gjorde hende hård.
„Men det, du er kommet for - ja, for jeg forstår jo nu, at du har et Ærinde til mig,” sagde hun så ligegyldigt, som det var hende muligt, „det er altså, at du gerne vil se Børnene en Gang imellem, ikke sandt?”
Poul svarede ikke, han så kun hen på hende, og det tavse Blik gjorde pludselig Grethe helt usikker. Der var sådan en underlig Medlidenhed i det.
„Hvad er det, du vil mig?” udbrød hun pludselig angst, „skynd dig og sig - hvad er det, du er kommet her for?”
„Grethe,” bad han og gik helt hen til hende, „kunne du ikke tænke dig at lade mig få Else?”
„Jeg skulle give min lille Pige til dig og hende! Jeg forstår ikke, at du blot kan nævne det for mig!”
„Hun er jo også mit Barn,” indvendte han sagte.
„Ja, hvem du uden at skænke en Tanke gik fra,” udbrød Grethe.
„Jeg kunne jo ikke savne hende, før jeg havde mistet hende,” udbrød han. „Jeg ved godt, Grethe,” fortsatte han sagte og bedende, „at det er et stort Offer, jeg forlanger af dig, men du gør en Velgerning imod mig, hvis du kan overvinde dig til det. Husk - hun er jo også mit Barn, og du beholder jo Kaj!”
„Ja, hvem borger mig for, at du ikke også en Dag kommer og be'r om ham?”
„Nej, Grethe, sådan har du ikke Lov at tale,” sagde Poul irettesættende; „det ved du godt, jeg aldrig kunne gøre. Jeg forlanger jo heller ikke, at du skal give mig Else - jeg beder blot om hende, fordi hun altid har hængt ved mig, og hun vil være mig til sådan en Glæde og - Trøst.”
„Og hvad vil,” - Grethe standsede, hun kunne ikke få sig til at sige „Din Kone”, Men Poul forstod hende straks.
„Ester vil blive henrykt over hende, hun holder så meget af Børn - og - hun kan aldrig få nogen selv.”
Grethe så hastigt og forundret op på ham.
„Nå?” sagde hun langsomt uden at tage Blikket fra ham, - „så er det måske hende - der har sendt dig herhen - og hendes Skyld, at du gik hen for at møde Else i Dag?”
„Nej det er det ikke,” forsikrede han; „jeg gik hen og mødte Else, fordi jeg - som jeg sagde før - længtes efter hende - og det er mig selv, der fandt på, at jeg ville spørge dig, om du kunne bringe mig det Offer at give mig Else. Ester vil tage hjerteligt imod hende og gøre alt for, at hun skal blive lykkelig, men hun kunne da aldrig af sig selv have fundet på at „sende mig herhen”, som du sagde.”
„Var det så meget værre end det andet, hun har gjort?” udbrød Grethe bittert.
„Lad os nu ikke tale om det, Grethe,” sagde Poul stille; „jeg har jo desuden før sagt dig, at det ikke var hende, der „tog mig fra” dig, som du siger, men...”
„Ja, ja,” afbrød Grethe ham, „jeg ved det nok, det var dig selv, der gik fra mig hen til hende - vær ikke bange - jeg skal ikke fornærme hende!”
„Jeg synes kun, at Ret skal være Ret,” sagde Poul sagte. „Men hvad siger du så; må vi få Else?”
„Mon du egentlig rigtig ved, hvad det er, du forlanger af mig, Poul?”
„Jo, det ved jeg godt - jeg siger jo også, at det er et stort Offer; men jeg ved, du er så helt anderledes end alle andre Kvinder, Grethe - ja, det var virkelig min Mening - det er slet ikke noget, jeg siger blot for at smigre dig til at give efter - for selv om du ikke vil lade mig få Else, så siger jeg endda, at du er det mest uegennyttige Menneske, jeg kender. Men du ved ikke, hvor lykkelig du vil gøre mig, Grethe, hvis jeg får Lov at få min lille Else. Du vil gøre en Velgerning imod mig og måske også mod lille Else selv -”
Hun ville gøre en Velgerning mod ham, sagde han, og han sagde det på sådan en underlig Måde.
Kunne det tænkes, at lille Else kunne blive et Bånd imellem sin Fader og det Hjem, hvor hun så ville komme til at sidde alene tilbage med lille Kaj?
En Velgerning ville hun gøre mod ham? Ja, han så ikke ud som en lykkelig Mand. Og egentlig talte det da kun til hans Ros, at han ikke kunne blive lykkelig i den selvvalgte og så udmærkede Stilling, fordi han længtes efter sine Børn.
Stakkels Poul! Han ville ikke tale rent ud, men hun kendte ham for godt til, at han kunne narre hende. Hvis det virkelig kunne gøre ham lykkelig at få lille Else, så kom hun selv vel også over det Savn. Else ville jo aldrig på den Måde tabes for hende, som Poul var tabt - Else blev jo ved med at være hendes Datter. Og så havde han sagt, at det måske også ville være en Velgerning mod Else selv, hvis hun kom ind i det Hjem, hvor hendes Fader var.
Ja, det måtte Grethe jo indrømme, for Else ville det Bytte være en uhyre Fordel. Hun huskede, hvor imponeret hun selv havde været, den Dag hun besøgte Fru Ester på „Ma folie”. Lille Else ville befinde sig som en Fisk i Vandet i det rige, smukke Hjem, hvert eneste af den lille forfængelige Piges Ønsker kunne blive opfyldt, og der blev jo budt hende en anden Fremtid end den, hun kunne vente at få hos Grethe.
Den Tanke, at Fru Ester skulle være Mor for hendes lille Pige, skød hun helt bort fra sig; hun ville kun tænke på at gøre Poul så lykkelig som muligt, hvad det end skulle koste hende. Men selv da Tanken om Fru Ester blev ved at trænge sig på, følte hun sig til sin Forundring ikke nær så ubehagelig berørt, som hun havde troet.
„Er det mon, fordi mit Hjerte er slået sådan i Stykker, at jeg ikke kan føle anderledes,” spurgte hun sig selv; „eller er det, fordi jeg føler en vis Triumf over, at den rige Fru Ester, der ellers kan tilkøbe sig alle sine Ønskers Opfyldelse, skal tage, hvad der virkelig har Værdi for hende, af min fattige Hånd?”
Endnu stod hun overvejende; da så hun hen på Poul, hvis Ansigt var så alvorligt, at det ligefrem skar hende i Hjertet, og så tænkte hun igen kun på ham, hvor lykkelig han ville blive over at få den lille, glade Else daglig om sig.
Hun undte ham den Glæde, og inderst inde fra kom så den Tanke listende:
„Og så er hun ham et stadigt Minde om os - og om det Hjem, han har forladt!”
„Ja, du skal få hende, Poul,” svarede Grethe endelig, „hvis hun da selv vil - men hun vil nok - hun har jo altid hængt sådan ved dig - og hun vil nu få det hos dig - sådan som det passer sig for hendes Natur. Men eet skal du love mig, at I ikke vil tvinge hende til at blive hos Jer! Hvis hun vil tilbage til Kaj og mig - så skal du lade hende gå straks!”
„Naturligvis,” udbrød Poul, „det lover jeg dig. Hun skal få sin fulde Frihed. Men - du må forstå, Grethe,” og han så lidt usikkert på hende; „vi bor ikke altid her i Byen, vi tager hende måske med på lange Rejser - og der kan gå længe imellem, at du får hende at se. Tror du, du kan finde dig i det?”
Han spurgte så mildt og kærligt, at Grethe bøjede Hovedet, for at han ikke skulle se hendes Tårer.
„En Mor kan finde sig i meget, når hun blot ved, at hendes Barn har det godt,” mumlede hun, „og skrive til mig - kan hun da altid. Men nu er det bedst, du går, Poul, for Børnene kan komme hjem hvert Minut - og før den endelige Bestemmelse er taget, er det bedst, de ikke ser dig. Nu har du jo også sagt - det, du kom for at sige.”
Poul hørte straks, at der var en Klang af Bitterhed i hendes Tonefald.
„Jeg får aldrig sagt dig Tak nok, Grethe,” sagde han sagte, „og heller aldrig, hvor meget jeg beundrer dit Højsind og din Uselviskhed!”
Grethe svarede slet ikke, hun smilte kun ganske svagt, og lidt efter gik han. Længe blev hun siddende i dybe Tanker. Det var altså det, han var kommet for - blot for at kræve et nyt Offer af hende! Og hun havde lovet at bringe det!