WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Jeg vil skilles




(1913) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


NIENDE KAPITEL


   Brev fra Student Kaj Plenge i København til hans Fader, afskediget Kaptajn Poul Plenge, Lausanne.

      „Kære Far!
   Dette Svar på dit Brev, som jeg modtog gennem Morbror Frits, og som både han og Mor sagde, jeg skulle tage imod og også besvare - kommer så sent, fordi jeg har været så længe om at overveje, hvad jeg skulle svare. Jeg synes jo, det er underligt at skulle sidde og skrive Breve til et Menneske, jeg slet ikke kender; men du er jo min Far - og jeg har lovet Mor, at jeg nok skulle svare dig. Jeg kan ikke med at forestille mig, og hvis du altså synes, at mit Brev er noget koldt, så er det, fordi jeg ikke kan forestille mig. Tak for Lykønskningen til min Eksamen; den kunne godt have været endnu bedre, men jeg havde det Uheld at komme op i noget Botanik, som jeg ikke kunne huske et Kvæk af, så jeg fik kun tg i det. Heldigvis betyder det Fag ikke noget, når jeg skal tage min Adgangseksamen til Officersskolen - og min Matematik gik jo udmærket.
   Angående alt det, du skriver om, Mor og dig og hvorfor du lod dig skille fra hende, så vil jeg blot sige dig, at det måtte du hellere have ladet være med at skrive noget om, for du kan da nok forstå, at jeg, der har levet i 13 År alene med Mor, ikke kan forstå, at du kunne begå den Grusomhed overfor hende, at gå fra hende, der i alle de År har holdt lige trofast af dig, for det ved jeg jo, at hun har. Du skriver, at jeg nok en Gang selv, når jeg bliver Mand, vil forstå, hvordan det gik til, at der kom et Tidspunkt, hvor du følte det, som var du vokset fra hende, og at jeg nok vil tilgive dig, at du forlod hende. Jeg behøver slet ikke at vente, til jeg er bleven en Mand, for at svare dig på dette, for jeg er vistnok med mine nitten År lige så gammel som de fleste på tredive - og det er din Skyld. Du skal huske, jeg har ikke haft sådan en Barndom, som andre Drenge, der har haft et rigtigt Hjem med en Far og en Mor - jeg har, fra jeg kom i Skole, været Søn af en fraskilt Kone. Dette her har jeg aldrig fortalt Mor, så du skal helst rive dette Brev i Stykker og aldrig lade hende vide, hvad der står i det; men da du beder så meget om et Svar på dit Brev, og Mor og Morbror vil have, at jeg skal svare, så vil jeg også for en Gangs Skyld have, at du skal have Sandheden at vide om, hvordan vi har haft det, siden du gik fra os og tog Else med dig. Det, at du tog Else fra Mor, skal jeg ikke bebrejde dig; Mor siger desuden altid, at det var hende selv, der gav dig hende, og at hun godt kunne have sagt Nej, men når man kender Mor, ved man jo godt, at Mor ikke kan sige Nej til dem, hun holder af. Men jeg bebrejder dig, at du tillod Else at skrive det Brev til Mor den første Jul, efter at hun var kommet hjemme fra. Jeg var kun 8 År dengang, men jeg husker så tydeligt, hvor vi glædede os, Mor og jeg, til et Julebrev fra Else, og jeg husker også, hvordan Mor græd, da hun åbnede det og læste Overskriften. Der stod: „Kære Faster!” og i Brevet kaldte hun en anden for Mor. Det kan jo godt være, at du ikke ved noget om dette, og så vil du måske synes, det er meget uridderligt af mig at røbe noget ondt om en Dame, som står dig nær; men min Mor står nu mig nær, og hun har ingen andre end mig til at forsvare sig, og derfor besluttede jeg, at du nu skulle vide, hvorfor alle dine og alle Elses Breve blev sendt tilbage siden den Jul, og hvorfor Mor heller ikke siden den Tid ville have Hjælp til mig fra dig. Der er ingen andre end Mor og jeg, der ved noget om Elses Brev; kun til Morbror sagde vi det, og nu ved du det. Og så vil jeg sige dig, at jeg aldrig vil lære at forstå, hvorfor du gik væk fra Mor, som aldrig har gjort dig noget ondt - det skriver du jo også selv i dit Brev. Jeg kan slet ikke forstå, at en Far, blot fordi han pludselig bliver noget forelsket i en anden Kone, vil være bekendt at løbe fra sit Hjem og sine Børn og deres Mor, og hvis du havde vidst rigtig, hvor megen Sorg det ville forvolde os andre, så havde du måske nok betænkt dig lidt. Mor har måttet arbejde meget, det kan du nok forstå; du ved jo, at hun siden den Tid har taget Kommunelærerindeeksamen, og jeg kan godt huske, hvordan hun sled i det for at få den. Og de første År især savnede vi dig meget. Mor græd næsten hver Aften, når hun var kommet i Seng og troede, at jeg sov. Og det er mange Gange både sørgeligt og flovt for en Dreng, at han ingen Far har - eller at hans Far er gået fra hans Mor, så jeg har været faderløs på den værste Måde, man kan være det. Jeg har mange Gange som Dreng ønsket, at min Far lå i sin Grav, så kunne jeg da have vist mine Kammerater den, når de talte om deres Far, og så havde det også været lettele at trøste Mor.
   Men alt det har du måske ikke vidst noget af. Du skriver, at Else er blevet gift for et godt År siden; men det vidste vi, for der er altid fremmede Mennesker, der morer sig med at fortælle En den Slags Ting. Du skriver også, at du er en ensom Mand nu, og du beder mig huske på det - og om nu og da at skrive til dig. Jeg kan ikke forstå, hvad du mener med, at du er ensom; hvad det angår at skrive til dig igen, så kan jeg ikke love det, det er ikke nemt at skrive Breve til et Menneske, man ikke kender.
   Jeg ved heller ikke, om det er så godt for Mor, at vi skriver til hinanden, og jeg får desuden så lidt Tid herefter.
   Du spørger om Morbror Frits og den øvrige Familie, og jeg kan fortælle, at de alle har det godt. Morbror Frits og Tante Thea kommer her tit. De har købt sig et lille Hus ud ad Vallerød til, og der bor vi i Sommerferien. Deres Datter, der er opkaldt efter min Mormor, er nu elleve År, og Faster Felle siger, at hun ligner Mormor aldeles. Faster Felle fyldte firs i forrige Uge, og vi var der til Middag. Hun er rask nok, men hører ikke godt. Tante Thilde bor hos hende nu; hun flyttede hen til hende, da Bedstefar døde, Marie bor hos Morbroder Frits og Tante Thea. De - jeg mener Morbror og Tante - gav en nydelig Middag for mig, da jeg havde taget Eksamen, og det var der, Morbror gav mig dit Brev.
   Nu har jeg besvaret dit Brev, så godt jeg kunne, og sender dig så en Hilsen fra din Søn
Kaj Plenge.”   

   Kaj lagde Pennen fra sig med et Lettelsens Suk.
   Nu havde han gjort det, hans Mor havde bedt ham om, og nu ønskede han blot, at Brevet lå i en Postkasse.
   Han skyndte sig at lægge det i Konvolut og skrive udenpå. Han var så bange for, at hans Mor skulle komme og spørge ham, hvad han havde skrevet, og dette Brev ville han nu ikke vise hende.
   Men, idet han ganske sagte ville gå ud ad Entrédøren, løb han lige på Tante Thea.
   „Å, Kaj,” udbrød Tanten og greb ham om Armen. „Din Mor er vel hjemme.”
   „Ja, hun sidder inde i sin egen Stue,” sagde Kaj forundret over Tantens eksalterede Udseende. „Men hvad er der i Vejen? Du ser ud, som om der var sket et eller andet vigtigt -”
   „Det er der også, lille Kaj - det er der også,” hviskede Tanten, mens han lukkede hende ind; „men din Mor skal være den første, der får det at vide. Gå du kun hen med dit Brev - så fortæller jeg det imens til hende.”
   „Det er da vel kun godt?” spurgte Kaj efter Tanten, der allerede var langt inde i Entréen.
   „Ja vist, ja vist,” forsikrede hun, „alt hvad der hænder os, lille Kaj, er dog kun til vort Bedste.”
   Så vinkede hun til Søstersønnen og gik ind til Grethe.
   Men da Kaj et Par Minutter efter kom gående gennem den lille Forhave op til Verandaen, standsede han aldeles forvirret, for der sad jo hans Mor i Lænestolen ved Bordet og græd. Den ene Hånd holdt hun foran Øjnene, og i den anden holdt hun et Brev.
   Tante Thea knælede ned foran hende og kyssede og klappede snart hendes Hånd, snart hendes Kind.
   „Græd kun, græd kun, lille Grethe!” hviskede hun kærligt. „Gud skal vide, at du har grædt mange Tårer - men disse er da Glædestårer, lille Grethe - ikke sandt? - Og jeg tror nu,” vedblev hun for at give Grethe, der blev ved at græde, Tid til at fatte sig, „jeg tror nu, at hver Tåre, vi fælder hernede, bliver til en ordentlig Blomstereng, der venter på os der, og Faster Felle siger, at der er ikke Plads nok i den anden Verden til alle de Blomster, vores Familie så har grædt sig til der - men det er nu min Tro, at vore Tårer her ikke er spildte.”
   „Hvad er der i Vejen?” spurgte Kaj bange, da hans Mor slet ikke sagde noget, og da Tante Thea nu rejste sig, tog han hendes Plads ved Moderens Fødder. „Hvad er det, lille Mor - sig mig det! Hvorfor græder du?”
   „Å, min Dreng,” hviskede Grethe og så på ham med tårefyldte, men strålende glade Øjne, „det er, som Tante Thea siger, Glædestårer! Ja,” vedblev hun og lænede sit Hoved mod hans Skulder, „vi to har nu været ene i snart tretten lange År, og Gudskelov for dig, min egen trofaste Dreng, i al den lange Tid, men nu skal du glæde dig med mig, for nu har vi fået din Søster tilbage - og tænk dig, Kaj, jeg er blevet Bedstemor!”
   Kaj greb det Brev, hans Moder rakte ham, og løb det hastigt igennem. Det var kun ganske kort og lød således:

      „Min egen, elskede Mor!
   Endelig er jeg så vidt, at jeg kan skrive til dig; jeg har længtes sådan efter det. Jeg har været meget syg, og først i Dag har jeg fået Lov til at fortælle dig, at du, min egen, lille Mor, er blevet Bedstemor. For fjorten Dage siden fik jeg en lille Pige, og Mor, hvor var det dog underligt, men du vil forstå mig, at da jeg hørte min lille Piges første, spæde Skrig og trykkede hendes lille, bløde Kind mod min, da gjaldt min første Tanke dig, og i samme Nu - jeg kom sådan til at græde - blev jeg trods Års Adskillelse og alt det fremmede, der er kommet os imellem - igen din egen Else. Men så var det, at jeg blev syg, og derfor fik du ikke noget at vide; jeg tryglede Gud om, at han dog måtte lade mig leve, for at jeg kunne få bedt dig om Forladelse for al den Sorg, jeg har forvoldt dig, min egen, kære Mor. Jeg beder dig for min lille Piges Skyld tilgive mig, fordi jeg kunne glemme dig i så mange År, fordi jeg kunne skuffe dig sådan og volde dig den Smerte at kalde dig ved det fremmede Navn. Mor, jeg bliver aldrig glad, hvis du ikke tilgiver mig, men jeg ved, at du gør det - ikke sandt? Du vil glemme de År, hvor jeg var en tankeløs Dukke og en hjerteløs Egoist, Jeg har skrevet et Par Gange til dig siden det Brev, du ved nok - men mine Breve blev sendt tilbage, og da Morbroder Frits skrev, hvorfor du ikke turde åbne dem, så forstod jeg godt, hvor forfærdeligt jeg havde båret mig ad, men jeg kunne ikke rive mig løs fra det Velvære, jeg levede i, og det var først, da jeg holdt min lille Pige i mine Arme, at jeg forstod, hvad du må have lidt, da du lod Far rejse bort med mig.
   Vil du ikke nok komme, så snart du får dette, kære lille Mor, og tage Kaj med dig. Jeg længes efter at lægge min lille Pige i hendes Bedstemors Arme!
   Min Mand beder mig hilse dig og Kaj hjerteligt. Han siger, at du skal holde vor lille Pige over Dåben, og at hun skal opkaldes efter dig.
   Lad mig nu ikke vente for længe!
Din egen Else.”   

   Kaj lagde Brevet på Bordet, slog sine Arme om Moderen og brast i Gråd.
   Tante Thea listede stille ud i Haven, mens Moder og Søn græd lykkelige, befriende Tårer i hinandens Arme.
   Men pludselig løftede Grethe Hovedet og så sin Søn ind i Øjnene, og det var, som læste hun et bange, ydmygt Spørgsmål i dem.
   „Å, lille Kaj,” hviskede hun og trykkede ham påny ind til sig; „du da vide, at intet kan udslette Erindringen om, hvad du, min egen velsignede Dreng, har været for mig i disse lange, sørgelige År, men du må huske på, at i en Mors Hjerte er der Plads for alle hendes Børn - jeg har Kærlighed nok til jer begge.”


TIENDE KAPITEL >