WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Jeg vil skilles




(1913) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


TIENDE KAPITEL


   Grethe var atter hjemme i sin lille Lejlighed, der lå på en af de frederiksbergske Villaveje.
   Hele Sommerferien havde hun og Kaj tilbragt hos Else, hvis Mand var Auditør i en Garnisonsby et Par Timers Rejse fra Hovedstaden, og dette Besøg havde haft den bedste Indflydelse på dem begge.
   De havde følt sig tilmode omtrent som to forkrøblede Planter, der pludselig rettede sig i Solen efter længe at have stået i Skygge og været udsat for al Slags ondt Vejr.
   Det var 13 År siden, Mor og Datter havde set hinanden, men i samme Nu deres Øjne mødtes, var der som slået Bro over den mellemliggende Tid. Moderen havde fået sit Barn tilbage, og Else kunne igen lægge sit Hoved ind til sin Moders Bryst, få Tilgivelse og græde sin Sorg ud ved det kærligste Hjerte, et Menneskebarn kan eje.
   Den unge Kone lå endnu til Sengs, da Moderen kom, men hun bedredes nu hurtigt, og Mor og Datter havde haft en uforglemmelig Tid med hinanden.
   Grethe havde ikke spurgt, men Else var af sig selv begyndt at tale om den Tid, da hun levede som Datter i sin Fars nye Hjem. Hun sagde ikke et nedsættende Ord om den Kvinde, der havde forsøgt på at fortrænge hendes Mor af hendes Hjerte, men Grethe forstod så godt, hvordan det var gået til, at Else havde ladet sig påvirke og lede af hende, og hun havde straks haft sit Forsvar for Datteren parat.
   Man så jo voksne, forstandige Mennesker - Folk, som man kaldte hæderlige og brave - bøje Knæ for Guldkalven, var det så ikke tilgiveligt, at et otte Års Barn havde ladet sig blænde af Guldets Glans?
   Else havde fra ganske lille Pige holdt meget af fine Klæder og Fornøjelser, og et Barn jo klynge sig til det Menneske, der gør alt, hvad der står i dets Magt, for at skaffe Barnet hvert ønske opfyldt, og som kun tænker på at glæde og føje det.
   Grethe var så lykkelig over Datteren, hun havde fået tilbage, og det var let for hende at være højmodig og forsonlig stemt, selv mod Fru Ester.
   Nu forstod hun så godt, at den barnløse Hustru havde kæmpet til det yderste for at vinde sin Mands Datter, og forvænt og forkælet, som Fru Ester var, havde hun ikke taget det så nøje med, hvilke Våben hun brugte. Ja, Grethe syntes endogså, at alene i den Omstændighed, at Fru Ester ikke selv var Mor, lå der en Undskyldning for den egoistiske og hensynsløse Måde, hvorpå denne Kamp var ført.
   Mor og Datter havde altså talt ud med hinanden, og al Bitterhed var borte.
   Til sin Forbavselse fik Grethe nu også at vide gennem Else, at Poul og Fru Ester var rejst fra hinanden allerede et halvt Års Tid, før Else blev gift. Fader og Datter havde så boet på et beskedent Hotel i Lausanne, mens Fru Ester for det meste opholdt sig i Aix-les-Baines, Paris eller Monte Carlo, som oftest ledsaget af den gamle Etatsråd, der var meget bekymret for Datteren, hvis nervøse Irritabilitet voksede med Årene.
   „Far og hun var ikke lykkelige,” sagde Else, „men de gjorde, hvad de kunne, for at narre sig selv og andre til at tro, at de var det, og i de sidste År sagde Ester så tit, når der havde været en Scene mellem hende og Far: „Nej, den Lykke, man stjæler fra en anden, varer ikke.” Det pinte Far så gruelig at høre. Og så bebrejdede hun ham og han hende de Ofre, de havde bragt for at få hinanden. Hun beklagede sig over, at hun havde ofret sin Frihed og sin gode Samvittighed for at få en Mand, hvis Kærlighed hun trods alt måtte dele med hans Børn og deres Moder; ja, hun kunne ligefrem rase over, at hun måtte kæmpe, som hun sagde, med alle hans Minder og dog aldrig fik ham for sig selv. Og så fo'r Far op og sagde, at han vel nok havde ofret mest, når der skulle tales om det. Han havde ofret dig, sin Søn og sin Stilling. Og sådan kunne de blive ved. Nej, Mor, de var ikke lykkelige, og jeg undrede mig tit over, hvorfor Far ikke gik tilbage til dig!”
   Grethe svarede ikke herpå, men ved sig selv tænkte hun på de Ord, Poul en Gang havde sagt til hende:
   „Det er ikke enhver Vej, man kan komme tilbage ad.”
   Nu var Mor og Søn altså vendt hjem, og så lykkelige og forhåbningsfulde følte de sig, at de besluttede at samle Familien til et lille Selskab på Grethes tre og fyrretyve-årige Fødselsdag den ottende September. Det var første Gang, denne Dag blev fejret, siden Grethe var blevet ene.
   Om Morgenen var der kommet et dejligt Rosentræ til Grethe; der fulgte intet Kort med, men Grethe var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvem det var fra, og hun følte sig rørt og taknemlig over, at Poul havde tænkt på hende.
   Nu gik hun og ordnede det sidste ved Middagsbordet, og hun smilede så vemodig-glad ved at høre de kære Gæsters Passiar i Stuen ved Siden af.
   Det var mest Faster Felle, der underholdt dem; hun var trods sine firsindstyve År lige så snakkesalig som i gamle Dage, og det forstyrrede hende ikke i hendes Konversation, at hun med Årene var blevet noget døv og havde lidt svært ved at huske Navne.
   Hun fik mange Komplimenter for sit friske, sunde Udseende, og hun udviklede beredvilligt for Elses Mand, i hvem hun fandt en interesseret Tilhører, hvordan man skulle bære sig ad med at holde sig længe ung.
   „For det første skal man ikke tænke for meget,” forklarede hun, „for det giver let Ophidselse, og det er ikke sundt. Aviser skal man heller ikke læse, for det hidser også; jeg læser kun Dødslisten og Feuilletonen, og så skal man holde Måde med sine Fornøjelser. Man skal indordne sine Lidenskaber under Fornuftens Love. Jeg har ofte som yngre haft Lyst til at gå i Selskaber og Teater, men jeg bekæmpede mig og holdt Måde. Nej, sagde jeg til mig selv, nu var du i Teatret i forrige Uge, det kan ikke være sundt, at du allerede har Lyst til at gå der igen, og så gik jeg i Stedet for i Seng med en Kop Kamillete.”
   „Så skulle jeg måske også nøjes med en Kop Kamillete i Stedet for at gå hen og høre Faust?” sagde Else, idet hun bøjede sig smilende ned og kyssede Faster Felle på Kinden; „jeg havde endda glædet mig sådan til det, men det bliver vel for megen Fornøjelse; i Dag til Middag og i Morgen til „Faust”.
   „Nej, vist ikke nej, Else,” indvendte Faster Felle godmodig, „det er da ikke mere end rimeligt, at du og din kære Mand, nu I er herinde, går hen og hører den dejlige Opera! Thilde var der i forrige Uge, og hun siger, den er meget bedre end i gamle Dage, for nu er hele Bartholomæusnatten med.”
   „Du mener Walpurgisnatten,” skingrede Thilde ind i Øret på hende.
   „Ja, det er jo det, jeg siger,” indvendte Faster sagtmodig, „men du behøver da ikke råbe sådan op, fordi du selv er lidt tunghør. Mon vi ikke snart skal spise?” vedblev hun henvendt til Thea, „for jeg er ikke fri for at være lidt sulten!”
   „Katten, det Skarn - stjal nemlig den Brissel, vi skulle have haft til Frokost,” forklarede Thilde og lo - „og tænk jer, så skændte Faster så gruligt på mig og Karen, fordi vi gav Katten et lille Tjat.”
   „Ja, det havde I da også ærlig fortjent,” erklærede Faster myndig; hun havde fuldstændig forstået at gætte sig til Thildes Forklaring; „den uskyldige Kat kunne jo ikke vide, at den Brissel ikke var til den - men I kunne vide, at Katten kunne nå den.”
   „Derfor havde du da ikke behøvet at give den al Fløden for det,” sagde Thilde misbilligende.
   „Skulle den måske slet ingen Oprejsning have, fordi den var blevet skældt ud for Tyv, mens det var jer, der skulle kaldes for tankeløse Sjusker?”
   „Spiller Faster stadig Rambus om Aftenen?” spurgte Else så.
   „Nej, lille Else,” protesterede Faster stolt, „vi følger med Tiden - vi spiller Briks.”
   „Bridge,” skingrede Thilde igen.
   „Du behøver ikke at anstrenge dig, Barn,” sagde Faster rolig - „det var jo det, jeg sagde - jeg ved godt selv, at Spillet hedder Briks; Gud ved, hvorfor for Resten, men et Navn skal det jo have.
   Og Grethe lyttede smilende til Passiaren. Hvor var Faster sig selv lig! Nu faldt Thea i Begejstring over Elses lille Pige, og til Gengæld kælede Else for sin lille Kusine Ida, som hun for første Gang så i Dag.
   Så hørtes Kajs lyse, glade Stemme, han drøftede Sport med sin nye Svoger og Morbroder Frits, og så måtte Grethe stå stille et Øjeblik for at høre sin Yndling tale.
   „Gud lønne ham for alt, hvad han har været for mig i disse År,” hviskede hun som så ofte før.
   Så hørte hun Else og Thea hviske sammen, og mens Blodet farer hende til Hovedet, aner hun, at det er om hende og Poul, de taler.
   „Intet er umuligt for den gode Gud,” siger Thea; „se til mig, der fik min Drøm om Violøen og Barnet opfyldt, og oven i Købet den Mand, jeg havde elsket, fra jeg gik til Præsten! Nej, man skal blot have Tid til at vente på Guds Velgerninger.”
   Og så var Bordet dækket. Faster Felle blev ført til Hæderspladsen af Elses Mand, og Middagen gik sin Gang programmæssigt og uden Uheld.
   Det var en sjælden smuk Dag, så Thea foreslog, at Kaffen skulle drikkes ude i Haven.
   Mens den blev serveret, så Morbroder Frits Lejlighed til at trække Grethe ind i hendes egen lille Dagligstue.
   „Se her,” sagde han, idet han trak et Brev op af sin Brystlomme, „det fik jeg i Morges i et Brev til mig selv.”
   „Det er fra Poul,” hviskede Grethe - „så har han dog endelig en Gang husket min Fødselsdag.”
   „Turdet huske den, må du hellere sige,” rettede Morbror og ville gå; men Grethe bad ham blive.
   Og mens Morbror stillede sig hen ved Vinduet og stod og glædede sig over de fornøjede Ansigter omkring Kaffebordet ude i Lysthuset, brød Grethe sin Mands Brev og læste:

      „Kære Grethe!
   Når jeg har vovet at sende dig en Fødselsdagshilsen, hvori er indesluttet mine varmeste Ønsker om alt godt for dig, så er det, fordi jeg føler, jeg må gøre dig en Tilståelse, og fordi jeg for første Gang i mange År kan tænke på dig uden alt for stærkt Samvittighedsnag. Ikke sådan at forstå, at jeg nu har glemt al den Sorg og Ulykke, jeg den Gang bragte over jer alle og mest over dig; men da jeg fik vor Søns Brev, forstod jeg til min store Beroligelse, at jeg ikke helt havde ødelagt dit Liv, hvad jeg så ofte frygtede, jeg havde gjort. Du har i Kaj en trofast og ridderlig Beskytter, en Søn, som du kan være stolt af, og som du fortjener. Og så kommer min Bekendelse. Længe har jeg famlet mig frem mod Forståelsen af, hvor forkert jeg så hin Dag, da jeg så sikker i min Sag sagde mit: „Jeg vil skilles”; men det var først, då jeg modtog vor Søns Brev, at jeg for Alvor forstod min - ja - lad mig kun sige det lige ud - sørgelige Vildfarelse. Jeg kan ikke sige dig, hvor besynderlig jeg følte mig tilmode ved at læse hans Ord - det var, som min egen Ungdom rejste sig anklagende og fordømmende imod mig. Han har Ret i alt, hvad han skriver.
   Jeg har tænkt meget over dette Skilsmissespørgsmål, der ødelægger så mangt et Hjem, og jeg indser nu, at det er pjaltet og fejgt at bryde sit Ord til den Ægtefælle, man selv har valgt - og ingen Undskyldning gælder her. Har man taget fejl, må man også bære den Skuffelse ligesom så mange andre, Livet bereder En. Man gør kun ondt værre ved selvopgivende at rive sig løs fra de Bånd, hvormed man frivillig har bundet sig. Hæderlige Mennesker skal blive på deres Post og forsvare den til det yderste.
   Der vokser så megen Fortræd af at tage sig selv til Rette. Vi kortsynede Mennesker griber så ofte fejl, og det går næsten altid værst ud over de uskyldige - jeg mener Børnene. Et Ægteskab uden Børn kan måske opløses uden større Ulykke; men er der Børn i et Ægteskab, må Mands og Hustrus Følelser og personlige Interesser vige for Børnenes. Det, at være Fundament for den kommende Slægt, giver store Forpligtelser, som intet ustraffet skyder fra sig. Jeg har intet kunnet være for mine Børn - ikke engang et godt Eksempel!
   Ja, her har du min Bekendelse, og nu beder jeg dig af et ærligt Hjerte om Tilgivelse for al den Sorg, jeg har forvoldt dig.
   Mig har dette Misgreb kun bragt Ulykke, og hende, for hvis Skyld jeg voldte dig så megen Sorg, har jeg heller ikke kunnet gøre lykkelig. Nu skilles hendes og mine Veje for bestandigt, og til Januar vender jeg hjem til Danmark som en ensom Mand.
   Du ved måske, at jeg har fået en lille ministeriel Stilling, og jeg glæder mig til at komme hjem igen og til nu og da - jeg skal være meget beskeden, det lover jeg! - at få Lov til at se dig og Børnene. Men om og når dette skal ske, må du afgøre. Jeg vil tage Straffen eller Nåden af din Hånd, som jeg til Afsked kysser i Ærbødighed, idet jeg endnu en Gang beder dig tilgive mig.
Poul Plenge.”   

   Grethe rakte Brevet til Morbror Frits, og da han havde læst det, rakte han hende det tilbage og sagde:
   „Stakkels Poul, det er bittert at angre.”
   „Ja, men ved du, Morbror Frits, jeg har en Fornemmelse, som om det er mig selv, der har forbrudt mig.”
   „Du, Grethe?” afbrød Morbror hende forundret - „nej - du har sandelig ingen Skyld her!”
   „Helt uden Skyld er den anden Part nu aldrig, når sådan noget sker,” sagde Grethe alvorligt. „Kan man bebrejde Poul, at han var for hastig til at forlange Skilsmisse, så kan man bebrejde mig, at jeg så hurtigt og villigt gik ind derpå. Jeg burde have haft Viljestyrke nok til at sætte mig imod det og Tålmodighed til at vente. Vi havde jo netop hinanden, for at den ene skulle hjælpe og vejlede den anden - Faster Felle siger - og for at forhindre hinanden i at begå noget galt.”
   „Du må virkelig ikke stå og anklage dig selv, lille Grethe,” indvendte Morbror Frits mildt, „du gik jo netop ind på Skilsmissen af det ædleste Motiv - blot for at han skulle blive lykkelig.”
   „Ja, men jeg havde allerede dengang en Følelse af, at det ikke ville blive til hans Lykke og selv om jeg gjorde det i den kærligste Hensigt, så havde jeg ikke Lov til at hjælpe Poul til at begå en Synd mod ham selv, mod Børnene og mod mig. Det var tværtimod min Pligt at hjælpe ham i den Strid, han stred med sig selv, før han tog den Beslutning, at han ville skilles.”
   - - -
   Morbror er gået ud i Haven til de andre, og Grethe har læst Pouls Brev igennem endnu en Gang. Hendes Tanker har været på Rejse i Mindernes Land, og hun har fældet Tårer. Men så løfter hun Hovedet og ser ud i Haven, hvor alle hendes Kære sidder så hyggeligt sammen under det faldende Løv, og hun hører sine Børn le og kalde på Bedstemor.
   Og det forekommer Grethe, at der i det begyndende Efterårs vemodige Stemning blander sig Guldstænk fra det strålende Forår, hvis herlige Forjættelser så sjældent går i Opfyldelse. Hun aner, at et Genskær af svundne Dages Lykke endnu vil kunne kaste Lys over den Livsvej, hun har tilbage. -