WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Lammet og hans Mors Billede




(1925) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument
Note: Fra "Min egen Julebog" fra 1925


   Novemberblæsten peb hen over Hvemmertofte Landsbys Kirkegård, og alle, der stod omkring Arne Brakkes og hans Kones Grav, frøs, så de rystede. Kirkegården lå på en Skrænt, og der var ikke Læ nogen Steder.
   Følget var for Resten heller ikke så talrigt, for Arne Bakke havde ikke været meget kendt, og han hørte ikke til Egnens betydeligste Folk - det var så langtfra. Han var snarere en af dem, man trak på Smilebåndet ad; for Egnens Folk havde ingen rigtig Respekt for det Arbejde, han kaldte sit „Håndværk”.
   Han var nemlig Kunstmaler!
   Engang havde han som ung været „lovende”, og et Stykke Tid blev hans Billeder solgt jævnt godt; men så kom der en Periode, hvor han ligesom kæmpede med sin Form, måske var han også gået af Mode - der gik i hvert Fald et Års Tid, hvor han ikke fik solgt mere end eet Billede. Havde han været ene, havde han ikke taget sig det så nær; men i de gode Dage havde han giftet sig, og hans unge Kone og lille seksårige Dreng skulde jo have Mad hver Dag og Tag over Hovedet.
   Han hjemsøgte en af de Rigmænd, der havde troet mest på ham og købt flest af hans Billeder, og klagede sin Nød til ham. Og han, der netop havde været på Jagt ovre på en Hedeegn, gav ham den Idé; at han skulde flytte over til Hvemmertofte, hvor han så tilbød at leje et lille Husmandshus til ham. Han mente, at Egnens storslåede Ro og Ensomheden vilde virke stimulerende på den unge Maler, og Arne Bakke var da også henrykt både over Ideen, Huset og den lille Sum, han fik, til at starte sin nye Tilværelse med.
   I Begyndelsen gik det også ret godt. Han følte sig inspireret af de nye Omgivelser og malede et Par rigtig gode Billeder, som han sendte til en Kunsthandler i København og fik ganske godt betalt. Og da de levede temmelig billigt derovre - Grøntsager og Frugt var der i den lille Have og en beskeden, men såre nyttig Hønsegård - så var der god Forslag i de Honorarer, han fik.
   Men det lod alligevel til, at Arne Bakkes gode Dage var forbi. Et Par År sneg sig hen, uden at han fik solgt så meget, at de blot nogenlunde kunde slå sig igennem uden at gøre Gæld.
   Nu og da skrev han til de rige Velyndere i København; men der var de flotte Tider også forbi - Guldfloden flød ikke så rigeligt som før, og de beskedne Beløb, han fik sendt, opfordrede ham ikke til at gentage Forsøgene.
   Så prøvede han på at handle med Egnens Velhavere. En rig Tørvefabrikant fik et Billede for et Par Læs gode Tørv, og en af de største Gårdmænd gav Mælk og Slagtemad for et Billede af Gården. Sådan fristede han Livet endnu et Par År - men det var dog tydeligt for de Mennesker, der overhovedet lagde Mærke til deres Omgivelser, at Arne Bakkes Livsmod var borte.
   Hans spinkle, blonde Hustru sørgede med ham, og tanken om den lille tiårige Poul var egentlig det eneste, der endnu kunde få den tungsindige, livstrætte Maler til at tage fat på et nyt Arbejde. Men Modstandskraft havde hverken han eller hans Hustru mere, og da en ondartet Influenza i Oktober Måned hærgede Egnen, blev den lille Povls Forældre dens første Ofre. De døde begge med et Døgns Mellemrum, og da Poul ikke havde Spor af Slægt og ingen Venner, der kunde skrives til, bestemte Sognefogeden sig til at tage Drengen i sit Hus.
   „Jeg trænger netop til en Løbedreng til Foråret,” sagde han, „så jeg tager ham straks. Han er nok noget mager af sig, med hvad - han har vel heller ingen rigtig Føde fået. Hos os kan han få, hvad han kan spise, og han kan nok med Tiden blive en flink Hjordedreng - han skal passe Lammene, når de skal ud på Marken.”
   Sognefogeden, Søren Krenggaard, var en myndig Mand, og det blev som han havde bestemt. Alle mente desuden, at Poul sagtens kunde være tjent med den ordning; for Søren Krenggaard var Enkemand, og han havde ingen Børn, så kom han til at synes om Poul, var der ingen der vidste hvad det kunde føre til. Sognefogeden var en velstående Mand, ja, der var de, der sagde, at han ligefrem var rig.
   Der var naturligvis også nogen, der mente, at han var noget påholdende af sig, men det tjente da kun til Mandens Ros. Han var en streng Herre, men retfærdig havde han da Ord for at være.
   Da Præsten havde kastet Jord på Kisten, og Skolelæreren havde sunget, tog Sognefogden Poul ved Hånden, og Følget gik een for een hen og sagde Farvel til ham.
   „Du kan sagtens være, glad,” sagde der en til ham, „du kommer i et Hjem, hvor du aldrig mere behøver at lide Nød.”
   De fleste andre lykønskede også Poul til hans nye Hjem; men Drengen så hverken forhåbningsfuld eller trøstet ud.
   „Hvor er Faders og Moders Møbler?” dristede han sig endelig til at spørge Sognefogden.
   „De er solgte,” sagde den myndige Mand, „de penge, der kom ind for dem, er de kommet i Jorden for - Doktoren havde jo også en Regning, så der var knapt nok.”
   „Og Faders Billeder?”
   „Ja, de er sendt til Auktion i Aarhus,” forklarede Sognefogden, „men jeg kan aldrig tro, der kan blive meget tilovers for dem.”
   „Også Moders Billede?”
   „Var der et Billede af din Moder? Ja, det er sendt med de andre, men din Seng er bragt hjem til os, og du skal ligge i det lille Kammer i Gavlen. Skorstenen går op gennem det, så det er lunt og godt. Og nu håber jeg, at du vil skikke dig godt og være lydig og ærlig, så jeg ikke skal fortryde, at jeg selv har beholdt dig i Stedet for at sende dig ud til en af de Familier, der ellers altid har Sognets Børn i Pleje.”
   Poul svarede ikke. Han frøs, og han følte sig så underlig sløv. Han længtes efter at blive alene - han syntes, at alt det, Folk havde sagt til ham, efter at hans Forældre var døde, var sådan noget underligt noget.
   Mens Forældrene levede, var han aldrig kommet mellem Landsbyens Beboere; han havde leget ganske alene i den lille Stump Have, der hørte til Huset, og hans Moder havde taget ham med ud på sine Spadsereture, når Faderen skulde have Ro til at arbejde. Moderen havde fortalt ham så meget om de Byer, hun havde været i, da hun og Fader havde været ude at rejse. Og Moderen havde sunget de dejligste Sange for ham, mens hun spillede på en Gitar, der hang om hendes Hals i et blåt Bånd.
   Han havde nok gået i Skole med de andre Hvemmertofte-Børn; men han var langt den dygtigste både til at regne og læse og skrive, så der blev aldrig sagt noget til ham, selv om han blev hjemme, når Vejret var råt og koldt. Han havde lang Vej at gå, og Skolelæreren havde vel på Fornemmelsen, at Arne Bakke og hans Hustru nok selv kunde stille deres Drengs Kundskabstørst.
   Poul havde aldrig været i Sognefogdens Hjem før, og han følte sig temmelig beklemt, da han kom ind på Gårdspladsen, og en vred Lænkehund for glammende frem mod ham.
   „Du skal ikke være bange, Dreng,” beroligede Sognefogden ham, „Hunden er jo lænket.”
   „Er det ikke Synd at lænke den?”
   Sognefogden lo.
   „Nej,” sagde han, „den skal vel også gøre nytte for Føden. Tror du, man holder sådan en, for at den skal gå og lege og more sig og æde en ud af Huset.”
   Poul skottede op til den strenge Mand og tænkte: „Hvordan skal jeg mon gøre Nytte for min Føde?”
   Inde i Køkkenet stod den Pige, der styrede Sognefogdens Hus. Hun hed Kirstine, og hun så rigtig rar ud.
   „God Dag, Poul,” nikkede hun, „du ser rigtignok forfrossen ud. Nu skal du få en Kop varm Kaffe, sæt dig ned ved Bordet henne ved Komfuret.”
   Sognefogden gik ind i Stuen, og Kirstine blev ved at snakke til Poul. Han havde en Fornemmelse af, at der var noget inde i ham, der tøede op, mens den rare, godmodige Pige talte til ham; men da han var mæt, kom der alligevel en underlig Bedrøvelse over ham. Hans Lemmer blev så tunge, og der sad ligesom en Klump i Halsen på, ham - den var i Vejen, hver Gang han skulde svare Kirstine. Han tænkte på Graven, på den kolde, blæsende Kirkegård og på de tomme Stuer hjemme i det lille, ensomme Hus, hvor han havde boet med sine Forældre.
   Hvor var det underligt, at han aldrig mere skulde bo der, og endnu underligere, at han aldrig mere skulde se Forældrene, de to kære, der havde holdt så meget af ham - de eneste, der havde været glade ved ham.
   „Hvad skal jeg bestille her?” spurgte han endelig.
   Kirstine så hastigt på ham; hun kunde godt høre, at Stemmen var grødet, og hun havde ondt af den lille, spinkle, forfrosne Knægt.
   „Du skal vel - hjælpe til at passe Kreaturerne,” sagde hun, „jeg ved for Resten ikke, hvad Manden vil sætte dig til - men Arbejde skal du ikke være bange for, for det er der ingen, der har Skade af, når det ellers er noget, man kan overkomme.” Lidt efter tilføjede hun: „Mon du ikke hellere skulde gå op og gå i Seng? Det har været en streng Dag for dig og det er jo ikke værd, at du går hen og bliver syg for os.”
   Hun sendte ham ind for at sige Godnat til Sognefogden, og så fulgte hun ham op på Gavlværelset, hvor der virkelig var ganske lunt. Der stod hans egen Seng redt med hans egne Sengeklæder; men Poul var ikke ked af, at Kirstine hentede en Dyne til fra et Loftskammer, for han havde endnu megen Kulde i sig fra Begravelsen.
   Tidlig næste Morgen blev han vækket, og Kirstine satte ham i Arbejde. Han måtte hjælpe hende at fodre Svinene og Lammene, og Arbejdet var ham inderligt imod. Han syntes, at der lugtede så ækelt i de Båse, og han kunde næsten ikke få den Mælkegrød ned, som hun bagefter trakterede ham med i Køkkenet.
   Han holdt sig borte fra Folkene, og han var glad, da han fik at vide, at han skulde gå i Skole igen. Men hver Morgen måtte han alligevel ned tidligt og hjælpe Kirstine at passe de Kreaturer, der var hende betroet, og til sidst blev det ham en Vane.
   Han så hende en Dag kæle for en af de små Kalve, han fik Tårer i Øjnene, da han hørte alle de gode Ord, hun sagde til den lille Kalv, der slikkede hendes Hånd.
   „Ja - du vilde gerne være bleven hos din Moder,” sagde hun, „og nu sutter du på min Hånd - den tror nok, jeg er dens Moder,” smilte hun til Poul.
   „Jeg kan bedre lide de små Lam,” sagde Poul, „tror du, det store Får bliver vred, hvis jeg kæler for hendes Lam?”
   „Nej, det gør hun ikke,” sagde Kirstine, „så dumme er de nu heller ikke; det lille der var jo så svagt til at begynde med men du har fodret det så godt, så det kender dig jo allerede. Se, hvor det kommer løbende, blot det hører din Stemme.”
   Fra den Dag begyndte Poul Bakke igen at glæde sig ved Tilværelsen, skønt han ikke rigtig kunde vænne sig til Sognefogden. Der var noget hos den Mand, han ikke forstod; men Kirstine kom han godt ud af det med. Hun forstod ham heller ikke rigtig; men han kunde alligevel tale med hende om mange Ting, som han aldrig vilde have nævnet hverken til Sognefogden eller til nogen af de Folk, han havde i sit Brød.
   Han følte sig, ofte meget forladt mellem disse Mennesker, der var så forskellige fra de to, han var vokset op hos; men fra den Dag, Kirstine havde sagt til ham, at han gerne måtte lege, at det lille bitte Lam var hans, syntes han, at han ikke var helt alene længere.
   Det lille, kælne, blide Dyr med de blanke, gode Øjne udfyldte et Savn hos ham, og al den Tid, han havde fri, tilbragte han ovre i en tom Bås ved Siden af den, som de andre Lam var indelukkede i. Lammet lå på hans Knæ med Hovedet på den Arm, han holdt om det. Han kunde sidde i Timevis og klappe det, tale til det, synge for det de Sange, hans Moder havde sunget for ham, eller sidde og læse i en af sine Skolebøger, mens det sov i hans Arm.
   Der var alligevel Tider, hvor han længtes efter sit Hjem, så det gjorde ondt helt inde i ham, og da han Juleaften kom op på sit Kammer, græd han sig i Søvn.
   Nej - Sognefogdens Juleaften kunde rigtignok ikke måle sig med den Højtidsaften, hans Forældre havde lavet for ham, selv om der ikke var nær så meget Mad og Drikke som her. Sognefogden havde drukket flere Snapse, og han havde været så rød i Hovedet og råbt op og let så støjende, at Poul slet ikke kunde lide at se på ham. Han fik aldrig rigtig Tillid til sin Husbond - men han var glad for Kirstine, og så havde han jo Lammet, og det gjorde Dagene tålelige for ham.
   Men så skete der noget en Dag i Februar Måned.
   Der kom en Slagter kørende ind i Gården, og det kan nok være, at Kirstine fik travlt med at dække op for ham inde i Sognefogdens Stue. De fik Snaps og Øl, og Poul hørte dem snart snakke højt og le og støje.
   „Hvad skal han her?” spurgte han Kirstine.
   „Han kommer for at købe Lam,” sagde Kirstine, „og vi har jo nok af dem, og når vi nu trakterer ham godt, så giver han nok en god Pris for dem. Det bette Lam, du har opfødt, er jeg vis på, vi får en ordentlig Betaling for - så trind og fedt det er bleven.”
   „Kirstine - han kan da ikke få mit Lam?” Poul så forfærdet på hende. „Mit lille Lam - mit lille søde Lam, det kan Slagteren da ikke få, Kirstine - vel?”
   Kirstine havde travlt; men der var noget i Drengens Stemme, der gjorde sådan et løjerligt Indtryk på hende. Han så jo ud akkurat, som han havde set ud den Dag, han kom hjem fra sine Forældres Begravelse!
   „Du kan jo få et andet Lam,” sagde hun trøstende, „her bliver ved at komme Lam hele Foråret.”
   „Ja, men det Lam, som kender mig, det kan de da ikke tage fra mig - kan de vel, Kirstine?”
   Der var Gråd i Drengens Stemme, hans Kinder var hvide, Øjnene var helt forvildede, og det trak om Munden, som kæmpede han for ikke at give efter for sin Sorg.
   „Jeg ved det ikke,” sagde Kirstine og strøg ham oven Håret, „jeg skal prøve på at få det fri til dig.”
   Lidt efter gik Sognefogden og Slagteren ud i Stalden, og efter en Stunds Forløb kom en af Karlene trækkende med alle de små Lam - også Pouls!
   Kirstine gik ud til Sognefogden og sagde noget til ham. - Poul, der var fulgt efter hende, hørte ikke, hvad han svarede; men han hørte Slagterens rå Latter, og han hørte sin Husbond - ham, der skulde være ham i Faders Sted - istemme den.
   Og så begyndte Karlen at binde Benene sammen på Lammene og lægge dem op i Vognen. De små Dyr brægede af Angst, og inde fra Båsen hørtes de store Lams Klage. Poul havde en Fornemmelse, som var der noget inde i ham, der gjorde så ondt, at han måtte skrige - og så skreg han og løb hen til Sognefogden.
   „Å, lad mig få Lov at beholde det ene lille Lam, som kender mig, det ligger der - å, lad mig få Lov at få det - jeg holder så meget af det, og det holder også så meget af mig - jeg har slet ingen andre at holde af - å, giv mig Lov - Sognefoged, giv mig Lov -”
   „Hvordan er det, du skaber dig, Dreng?” for Sognefogden op. Han var ildrød i Hovedet og meget vred.
   „Tror du, vi kan holde levendes Legetøj til dig! Slagteren har købt Lammet, og du gør bedst i at skrubbe ind med dig.”
   Poul så ikke på ham - han var løbet helt hen til Vognen og prøvede på at nå Lammets Hoved med sin Hånd.
   Så suste Sognefogdens Hånd gennem Luften og faldt på hans Kind så hårdt, at han var ved at falde.
   „Kan du nu forstå, Dreng, at det er Alvor,” tordnede han, „og kør så, Slagter!”
   Slagtervognen raslede ud af Gården med sin brægende Last, og Poul så fortumlet efter den; men så var det, som kom han pludselig til sig selv igen, og så løb han lige så stærkt, han kunde, ud af Gården og efter Vognen.
   Slagteren piskede på sin Hest, så den næsten galoperede, og Poul løb, som gjaldt det hans Liv - indtil han pludselig sank sammen på Vejen og blev liggende.
   Da han kom til sig selv, lå han på Grøftekanten, og han kunde se, at han var langt borte fra Sognefogdens Gård. Han vidste slet ikke, hvor han var, men han forstod, at her kunde han ikke blive siddende.
   Men eet vidste han, at tilbage til Sognefogden vilde han ikke! Det var, som den Tanke gav ham Kræfter, og så rejste han sig op og gik hen ad Landevejen. Han mødte ingen, og det var han glad ved. Han syntes, at det hjalp lidt på den underlige, bedrøvede Fornemmelse, han havde inde i sig, at han kunde blive ved at gå. Han kom gennem en lille Landsby, han ikke kendte, og så gik han atter hen ad en øde Vej.
   Nu begyndte han alligevel at blive træt, han syntes også, at det blev mørkere, og så blev han bange. Han kunde da ikke være her på Landevejen i Nat. Bare han kunde gå ind et Sted, og bede om Husly; men Gårdene turde han ikke gå ind på - de vilde nok sende ham tilbage til Sognefogden igen. Nej, skulde han gå ind til nogen, skulde det være hos sådanne Mennesker som hans egne Forældre.
   Han standsede og så sig om. Han var lige ved Begyndelsen af en lidt større Landsby, kunde han se - noget længere borte var der en Kirke, og omkring den lå der tæt med Huse. Her, hvor han var standset, lå der et Par Småhuse, en Gård inde bag en stor Have, og til venstre et nydeligt lille Hus med en høj Hæk omkring.
   Han kigede gennem den. Der var Lys inde i Stuerne og - hvad var det, han hørte nogen synge - det var en Dame - det lød næsten, som når Moder sang. Han listede sig gennem Lågen op til Huset, og da han havde stået og lyttet lidt, bankede han på. Han bankede flere Gange, og endelig hørte Sangen op, og der lød Trin inden for Døren.
   Så blev den åbnet, og en Dame - en yndig Dame med akkurat sådan et dejligt lyst Hår som hans Moders - stod i Døren. Hun så forbavset på ham; men før hun kunde få sagt noget, kom der en Herre til.
   „Hvad er der, Agnete?” spurgte han, „der er da ikke Bud efter mig igen?”
   „Det ved jeg ikke, Aksel,” sagde hun, „her står en lille Dreng. Hvad vil du, min Ven? Skal du hente Doktoren? Kom indenfor - der er jo alt for koldt derude,” og så trak hun ham ind i Entreen.
   „Lad os så høre dit Ærinde,” sagde Doktoren.
   Poul så fra den ene til den anden og bøjede skamfuldt Hovedet.
   „Jeg har ikke noget Ærinde,” hviskede han.
   „Hvad vil du da her?” spurgte Fruen forundret.
   „Det ved jeg ikke. Jeg kunde ikke holde ud at gå længere -”
   „Hvor skal du hen?”
   „Ingen Steder,” hviskede han igen - „jeg vil bare væk - helt væk!”
   „Kom herind,” sagde Doktoren og tog Drengens Hånd efter at have vekslet et Blik med sin Hustru, „når du nu er kommet ind til os, så må du hellere fortælle os, hvad der er sket. Hvorfor du er løbet bort, og hvorfor du vil væk - helt væk?”
   Poul så op på Doktoren, der skubbede ham ned i en lav Stol, og så begyndte han ganske langsomt at fortælle om Slagterens Besøg - om Lammet, der var kørt bort, om hvordan de havde let ad ham. Om hvor sørgeligt Lammet havde bræget - og at han så var løbet efter Vognen, til han var styrtet om.
   „Det var så glad for mig, det Lam,” sagde han ligesom undskyldende, „det var det eneste, jeg havde at holde af, og -” han så op på Doktorfruen, der havde lagt sin Hånd på hans Hoved og strøg ham over Håret; men idet han løftede Hovedet, for han op af Stolen. Hans Øjne var faldet på et Billede, der hang over Sofaen - og det Billede kendte han.
   „Det er Moder,” råbte han, „det er min Moder, der hænger der - Fader har malet hende - hvordan - kommer hun her - for det er min Moder.”
   „Er du da en Søn af Arne Bakke?” Doktoren greb ham om Armen.
   Poul nikkede, han kunde ikke få Øjnene fra Billedet.
   „Det var da et underligt Træf,” mumlede Doktoren. „Jeg har købt det Billede i Aarhus hos en Kunsthandler - jeg forærede min Kone det i Julegave - fordi jeg syntes, at det ligner hende, og fordi hun hedder det samme, som der står oven for Malerens Navn - Agnete - hed din Moder det?”
   Poul nikkede igen.
   Fruen tog ham om Skuldrene og trykkede ham atter ned på Stolen.
   „Fortæl os lidt mere om dig selv, lille Poul, fortæl os alt, hvad du kan huske, for du kan nok mærke, at du er kommet hos gode Venner - ikke?”
   „Gode Venner?” gentog Poul usikkert og så fra Fruen hen til Doktoren.
   „Ja, når vi har din Moder i vor Stue, må vi da være dine gode Venner - ikke?”
   Hvor så hun rar ud, da hun sagde det. Poul nikkede ivrigt og så atter op på Billedet.
   „Jo - jo,” hviskede han, „jeg er også glad over, at Moder er her.”
   Og så spurgte de ham varsomt ud, og han fortalte, til de vidste alt om ham.
   „Kan jeg få Lov at sove her i Nat?” spurgte han frygtsomt, „så vil jeg gå videre i Morgen, til jeg kommer langt væk, for jeg vil ikke tilbage til Sognefogden mere.”
   „Naturligvis skal du sove her i Nat,” sagde Doktoren, „og Mad skal du også have, før du sover. Hvad siger du, Agnete, hvis vi redte til ham her under hans Moders Billede?”
   „Å, Aksel, hvor det var smukt tænkt,” hviskede Fruen, men Poul hørte det, og han syntes det samme.
   „Og du skal ikke være bange for, at vi vil sende dig tilbage til Sognefogden,” sagde Fruen til ham, mens hun satte Mad frem for ham og nødte ham til at spise, „for jeg kan se p'å Doktoren, at han vil beholde dig her.”
   „Vil han?” Spørgsmålet kom sagte og undrende.
   „Ja, det vil han,” nikkede Fruen, „for engang for længe siden havde vi en Dreng, der var næsten lige så stor som du - men han døde for os -”
   „Det var - sørgeligt,” sagde Poul stille.
   Fruen nikkede, og Poul kunde se, at hun ikke kunde tale, fordi hun var lige ved at græde - det kendte han godt.
   „Det er - slemt, når de, man holder af, dør - eller bliver taget fra en,” han tænkte på Lammet.
   Fruen nikkede igen og tørrede Øjnene.
   „Men ved du, hvad jeg tror, Poul?” Hun tog ham under Hagen og så ham lige ind i Øjnene. „Jeg tror, at det er din Moder, der har ført dig herhen til os i Dag, og at hun vil have, at du nu skal være vores Dreng - i Stedet for ham, vi har mistet.”
   „Tror De?” Poul havde rejst sig op - han var blevet så underlig højtidelig til Mode, og han så på den rare Doktorfrue, der mindede ham sådan om hans egen Moder og hen på Doktoren.
   „Tror De?” gentog han.
   „Ja,” nikkede de begge to.
   „Ja - jeg vil da gerne,” sagde han stille, og da han så op på sin Moders Billede, syntes han virkelig, at hun så ud, som smilte hun til ham.