Arabesk

---

J.P. Jacobsen (1874, dele af digtet fra 1870)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Til en Håndtegning af Michel Angelo.
(Kvindeprofil med sænkede Blikke i Gangen mellem Pitti og Ufficierne.)


Tog Bølgen Land?
Tog den Land og sived langsomt,
Rullende med Grusets Perler,
Atter ud i Bølgers Verden?
Nej! den stejled som en Ganger,
Løfted højt sin våde Bringe;
Gennem Manken gnistred' Skummet
Snehvidt som en Svanes Ryg.
Strålestøv og Regnbu'tåge
Sitred op igennem Luften:
Ham den kasted',
Ham den skifted',
Fløj på brede Svanevinger
Gennem Solens hvide Lys.

Jeg kender din Flugt, du flyvende Bølge;
Men den gyldne Dag vil segne,
Vil, svøbt i Nattens dunkle Kappe,
Lægge sig træt til Hvile,
Og Duggen vil glimte i hans Ånde,
Blomsterne lukke sig om hans Leje,
Før du nå'r dit Mål.
- Og har du nå't det gyldne Gitter
Og stryger tyst på spredte Vinger
Henover Havens brede Gange,
Henover Laurers og Myrthers Vover,
Over Magnoliens dunkle Krone,
Fulgt af dens lyse, roligt blinkende,
Fulgt af dens stirrende Blomsterøjne,
Nedover hemmeligt-hviskende Iris,
Båret og dysset i grådmilde Drømme
Af Geraniernes Duft,
Af Tuberosers og Jasminers tungtåndende Duft
Båret mod den hvide Villa
Med de månelyse Ruder,
Med dens Vagt af høje, dunkle,
Høje, trolige Cypresser,
Da forgår du i Anelsers Angst,
Brændes op af din skælvende Længsel,
Glider frem som en Luftning fra Havet,
Og du dør mellem Vinrankens Løv,
Vinrankens susende Løv,
På Balkonens Marmortærskel,
Mens Balkongardinets kolde Silke
Langsomt vugger sig i tunge Folder,
Og de gyldne Drueklaser
Fra de angstfuldt-vredne Ranker
Fældes ned i Havens Græs.

Glødende Nat!
Langsomt brænder du henover Jorden;
Drømmenes sælsomt skiftende Røg
Flakker og hvirvles afsted i dit Spor,
Glødende Nat!
- Viljer er Voks i din bløde Hånd,
Og Troskab Siv kun for din Åndes Pust!
Og hvad er Klogskab lænet mod din Barm?
Og hvad er Uskyld dåret af dit Blik,
Der intet ser, men suger vildt
Til Stormflod Årens røde Strøm,
Som Månen suger Havets kolde Vande?
- Glødende Nat!
Vældige, blinde Mænade!
Frem gennem Mulmet blinker og skummer
Sælsomme Bølger af sælsom Lyd:
Bægeres Klang,
Stålets hurtige, syngende Klang,
Blodets Dryppen og Blødendes Rallen
Og tykmælt Vanvids Brølen blandet
Med purpurrøde Attrås hæse Skrig ...
- Men Sukket, glødende Nat?
Sukket, der svulmer og dør,
Dør for at fødes påny,
Sukket, du glødende Nat!

Se, Gardinets Silkevover skilles,
Og en Kvinde høj og herlig
Tegner mørk sig mod den mørke Luft.
- Hellige Sorg i dit Blik,
Sorg, der ej kan hjælpes,
Håbløs Sorg,
Brændende, tvivlende Sorg.
- Nætter og Dage summer over Jorden,
Årstider skifte som Farver på Kind,
Slægter på Slægt i lange, mørke Bølger
Rulle over Jord,
Rulle og forgå,
Medens langsomt Tiden dør.
Hvorfor Livet?
Hvorfor Døden?
Hvorfor leve, når vi dog skal dø?
Hvorfor kæmpe, når vi ved, at Sværdet
Dog skal vristes af vor Hånd en Gang?
Hvortil disse Bål af Kval og Smerte:
Tusind Timers Liv i langsom Liden,
Langsom Løben ud i Dødens Liden?

Er det din Tanke, høje Kvinde?
Tavs og rolig står hun på Balkonen,
Har ej Ord, ej Suk, ej Klage,
Tegner mørk sig mod den mørke Luft
Som et Sværd igennem Nattens Hjerte.
1874? (Noget af Digtet fra 70.)