WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Fru Marie Grubbe




(1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


I

   Den Luft, der lå under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule Blomster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu lå den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
   De Menneskelæber, som åndede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Hår, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblå Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebånd ned på Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskåren Lærredskrave slog ned over en lavendelblå Hvergarnskjole med korte og vide, opskårne Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad på Brystet og højrøde Sløjfer på Skoene.
   Hun gik med Hænderne på Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ på den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne på den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Håret fra Kinderne og såe op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blåladne Skygger under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de store, blå Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskåren Underlæbe og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske små Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte på Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt på Hælen, halvt til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne på Ryggen, med Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt med sin Svingen.
   Der lå to Gråstenfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blåhvidste Himmel såe lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink. Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage om tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod og stak Hovederne sammen ligesom Får på åben Mark. Ærterne og Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og såe Solen lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde Blomsterblade og stod i de bare Stilke.
   Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved, som man nu løber over en Gård i Regnvejr. Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om bagved dem og gik så ind i den store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Elmetræer havde de flettet sammen foroven, såvidt Grenene kunde nå, og det runde Hul i Midten havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til den ene Side var de slået fejl, og Humlen, der var plantet efter med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for Hullet.
   For Indgangen til Stuen lå der to hvidmalede Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten; stor og oval havde den været, men det Meste af den lå på Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde lå løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op på Bænken, lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der kom et Par små Rynker i Panden, en Gang imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
   »I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har han revet hende op fra det lune Leje, nu åbner han den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind på den stakkels Griseldis, der ligger på Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og låser Døren efter hende. Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og hulker og hører ham gå blødt inde på Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som en lille, rund Sol på hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort og går ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder på de isnende Stentrin. Så kommer hun udenfor. Sneen ...nej, det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned på hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen Kjole på ... som det flængede mit brune Skjørt! - der må vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var på Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har fået Ro i sine Tænder ... Nej! Bruhnhylde! - den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og Grimmild - Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og går bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og lådden Karl lægger sin hårede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte Lokker om sin Hånd og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Håndflader på hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det grå Støv på Vejen og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...«
   Så kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede på Hovedet og såe mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste sig halvt og såe sig træt og misfornøjet omkring.
   Myggene dansede henne for Åbningen mellem Humlerankerne, og det drev på derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd og imellem med Duft af Dild og Anniskål. En lille, tummelumsk, gul Edderkop lød kildrende hen over hendes Hånd og fik hende til at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke nå den. Så gik hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet og lagde dem på Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
   Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens Luv, strøg hun af, og blev så siddende med Hænderne i Skjødet og såe på Rosenfloret.
   Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blåner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla så let, at det kommer og går som om det drev i Luften -. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Årer og spredt i Huden ... og så den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i blomsterets Bund.
   Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, så sprang hun op og fejede med ét Strøg Alt det bort, der var på Bordet og gik ud i Haven, rettende på sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte så langsomt Havediget op mod Kjørevejen. På den var der kort før Indkjørslen til Gården et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.
   Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk på Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gården. Kjælderdøren ned til Bryggerset stod åben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
   Det var den fjortenårige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard.
* * * *
   Skumringens blå Skjær lå over Tjele. Duggen var falden og havde gjort Ende på Høkjørslen. Gårdens Piger var i Stalden og malkede; Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode i Flok uden Porten og ventede på at blive ringet til Nadvre.
   I det åbne Vindue stod Erik Grubbe og såe ud over Gårdspladsen: langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gården stod en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem Træhesten og den store Slibesten.
   Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, såe sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage, en Pige med fyldt Malkespand kom i hurtig, småtrinet Trampen over Gården, og Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde på Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen med Spande, Fade og Brikker, så blev der taget et Par stærke Tag i Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Så var Gården tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten.
   Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i Vinterstuen han sad. De brugte den både Vinter og Sommer, både til Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med store, blå Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste var stillet foran Åbningen, ellers vilde det trække når der blev gået med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med Sæder af hårdt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der hang højt oppe på Væggen, andet var der ikke derinde.
   Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske, Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Hånd og en Stob pattevarm Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip på Stagen, men sidder og drejer den rundt med sin store, røde Hånd, der glimter af mange Ringe og store Stene.
   »Åja såmænd ja!« sagde hun som hun satte sig.
   »Hvad er det?« spurgte Erik Grubbe og såe hen på hende.
   »Å, En kan nok give sig, når En har støjet om til En hverken årker eller sanser!«
   »Ja! - travle Tider! - Folk får de Sommerdage rende den Varme op, de om Vinteren skal sidde i.«
   »Ja! - I snakker! - der er Måde med Alting, men Hyvl i Grob og Hamler i Gras det er en lied Kongkyren. Jenne er En om Alting; de indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt, det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, så gjø' di ed skidt, å gyres skal ed å det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl A. Wulborg æ syg å Stine å Buel, de Malosier, de står og bødler te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj Hjælp a' Mari når I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov te' å rør' sæ te' de' jen heller de ånt.«
   »Nå, nå! du snakker dig jo både fra Vejr og Ånde og fra Landsens Mål tillige. Klag ikke mig Noget på, forklag dig selv; havde du havt Tålmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist hende ret Håndelag på Alting, så havde du nu havt Gavn af hende; men du havde intet Tålmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er såmænd mere en Tak værd, at det blev forbi.«
   »Ja vist så! værg I kuns Mari, I er så nærmest til det; men værger I Jeres, så værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller hvad I gjør, så får I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er, men hun er ond - ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun lade bitte Ane gå i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk og Nap og lede Ord så lang Dagen er; det sølle Barn måtte ønske det aldrig var bleven til og det måtte A og, og A ønsker det så travrig som det er. Å! Gud inderlig se i Nåde til os! I er ikke ens Fader for de to Børn; men det forstår sig, det er som ret er, Fædrenes Synder skulle hjemsøges på Børnene i tredje, ja i fjerde Led, og Moderens Synd ligesådan, og bitte Ane er kuns en Horeunge, - jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge både for Gud og Mennesker; - men I! I, hendes Fader! I måtte skamme Jer, måtte I, - ja, det siger A om I så lægger Hånd på mig for det, som den Mikkelsaften for to År siden, I måtte skamme Jer, æ tvi måtte I så; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen udi Synd, og I lader hende formærke det, både I og Mari lader hende og mig mærke det, ja, om I så slår mig lader I hende det mærke ...«
   Erik Grubbe sprang op og trampede hårdt i Gulvet.
»Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? - du er drukken er du, ind og læg dig på din Seng og sov dig Rusen og Galden væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! - nej, ikke et Ord til! - Marie skal bort, hun skal herfra den Dag imorgen, - Fred vil jeg have i Fredsens Tid.«
   Ane hulkede højt.
   »Å Gud, å Gud! at det skulde times! - en Verdens Skam! - lægge mig ud for Drik! - har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til hinanden og al den Tid der forved, gået i Stegers med en ruset Pande? har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig ligge mendrukken? Det er den Tak, En får! Sove min Rus væk! - ja, give til Gud A måtte sove hen, give til Gud A måtte synke død ned for Jer, som I bær Spot og Spe ind på mig ...«
   Hundene glammede op derude i Gården, og der lød Hovslag under Vinduerne.
   Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe åbnede Vinduet og spurgte hvem det var.
   »Ridende Bud fra Fovsing,« svarede en af Husets Karle.
   »Så tag hans Hest og lad ham komme herind,« og dermed blev Vinduet lukket.
   Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Hånden for de rødgrædte Øjne.
   Så kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag havde fået Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af den Grund var det nødvendigt at han for flere Årsagers Skyld tog til Års og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge, om Erik Grubbe vilde slå Følge, sålangt Omstændighederne vilde Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald få endt den Sag, de havde sammen med somme Århusfolk, og anlangende Kjøbenhavn så vidste Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være på Tjele henad fire Slæt over Middag.
   Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen.
   Med den Besked red så Budet hjem.
   Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens han var borte, og det blev da også bestemt, at Marie skulde rejse med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Årstid eller to.
   Den nær forestående Afsked havde gjort dem begge roligere, men den gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort så lang som muligt var.
   Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.
   Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.
   Med et: »God Kvæld i Stuen!« trådte han ind.
   Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og ludende Hoved; rundrygget var han også, og han Hår var stort som en Kragerede, gråsprængt og filtret, og hans Ansigt havde en underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.
   Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik med hans Høbjergning. Talen drejede sig så en Stund om Årstidens vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Års dårlige Kornavl.
   Præsten sad og skelede påskjøns over til Stoben og sagde så: »Velbyrdighed altid synderlig mådeholden! holder sig altid til naturlige Drikke. - Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en Himmerigs velsignet Ting, det er det, både for ond Mave og æng Bryst.«
   »Jamænd! Guds Gaver er alle gode så enten de malkes eller tappes os til. - I får nu sætte Smag på en Tønde ægte Mumme, vi forgangen fik hentet hjem fra Viborrig; hun er både god og tysk endda jeg ikke kan skjønne at Tolderen har mærket hende.«
   Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev sat frem.
   Så drak de hinanden til.
   »Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!« udbrød Præsten med en Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde sig tilbage i Stolen, havde han næsten Tårer i Øjnene.
   »I er en Kjendere, Hr. Jens!« smiskede Erik Grubbe.
   »Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igår og vide Intet,« mumlede Præsten åndsfraværende, »ellers tænker jeg på,« fortsatte han med hævet Røst, »om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig fortælle om de Heydenkampers Bryghus. - Det var en Frimestere, der fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste med Junker Jørgen. - Se! han sagde, at de begyndte altid deres Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Hånd til Nogenting, måtte han gå hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder på den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen hadske og onde Tanker gik og bar på, for det vilde gjøre Øllet Skade. Han fortalte også, at Søndag Morgen når Kirkeklokkerne begyndte at gå, så slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort når Øllet var sat hen for at gjæres, så kom Mesteren selv med en prægtig Lade, deden op han drog både svære Guldringe og Kjæder og kostelige Stene, som der var sære Tegn på, og det blev tilhobe lagt ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at sådan ædle Rigdomme må give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra Naturen af.«
   »Ja, det er ikke godt at vide Noget om,« mente Erik Grubbe, »jeg har nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesåd, de sætter til.«
   »Jo!« sagde Præsten alvorligt og rystede på Hovedet, »det må vi ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok. Hver en Ting både døde og levendes har sit Miraculum i sig, det er kuns om at gjøre at have Tålmod til at søge og opladte Øjne til at finde, - ak, i gamle Dage, da det ikke var så lange Tider siden at Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting så bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse Timer og på visse Steder, når mærkelige Himmeltegn ere oppe; det sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve Himmel rundt. - Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os - herop til, jeg troer?«
   »Det var så, Hr. Jens.«
   »Han red vel intet med Andet end som godt var?«
   »Han red med det at Krigen er nu erklæret.«
   »Herre Jesus, nej da! - ja, ja en Gang måtte det jo komme.«
   »Ja, men har de biet så længe, skulde de biet til Folk havde deres Avl inde.«
   »Det er de Skåninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde Kløe i denne.«
   »Å! det er intet Skåningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig, de veed jo vel, at dem går den immer udenom, - ja, det er gode Tider for Nøvter og Tosser, når Rigens Råder ere galne tilhobe ...«
   »De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.«
   »Ja, Fanden tro det! - kan jo dog nok være, men det kjendes kun lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, - nå, Krig har vi, og nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i alle Måder.«
   Talen faldt så på den forestående Rejse og gik nu en Tid om de slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring og gik igjen på Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden, Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med »Perlen«, havde ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny Pudserlighed randt ham i Minde.
   Præsten blev jo længer jo alvorligere; han lå sammensunken ned i Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, såe bistert ud for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos med den ene Hånd, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet; så faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over på Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af en over al Måde enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog på at tale med en dump, høitidelig Røst.
   »Sandelig,« sagde han, »sandelig! jeg skal vidne med min Mund - med min Mund - at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand - det var Jer bedre, I blev kastet i Havet - sandelig! med en Møllesten og to Tønder Malt, - to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg høitideligen og med min Mund, - to topfulde Tønder Malt i mine egne nye Sække, - for det var ikke mine Sække - aldrig i Evighedens Rige - det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt I - og det var bedærvet Malt, - sandelig! se Ødelæggelsens Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale - Dommen hører mig til, siger jeg. - Skjælver I ikke i Eders gamle Ben - I gamle Skjørlevnere! - kristeligen skulde I leve - er det kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig Sognepræst? - I er en - I er en - kristelig Skjørlevnere - ja -.«
   Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele Ansigtet og venskabeligt rakt sin Hånd ud imod ham over Bordet, senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var, men omsider må han have fået et Slags Forståelse af Talen; thi han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled ned på Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi Kanden nåede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen; Indholdet drev over hele Bordet og randt i små Strømme ned på Gulvet og på Præsten.
   Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, så der snart var lyst i Værelset, snart så mørkt, at den blå Dagning såe ind igjennem Vinduerne.
   Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende, det andet pibende og næsten klynkende.
   »Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke mine Sår - og hvad lagde I i Abrahams Skjød? - hvad Offer gav I? - I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød. - Og nu pines I svarligen - men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand for Jer,« og han slog med Hånden i det spildte Øl, »men jeg vasker mine Hænder - begge to - jeg har advaret Jer, -hi, - der går I - ja, der går I i Sæk og Aske - i mine to nye Sække - Malt ...«
   Han mumlede endnu en Stund, så faldt han i Søvn, men Erik Grubbe gjorde imens Forsøg på at komme til at hævne sig; han tog hårdt fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke Bordbenet eftertrykkeligt i det Håb, at det var Præsten.
   Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe ned fra Bordpladen.


Kapitel II >