Fru Marie Grubbe
J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
II
Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke Fru Rigitze Grubbe havde sin Gård liggende på Hjørnet af Østergade og Pilestræde.På den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdsted; her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl van Manderns nye røde Gård logerede som oftest to eller flere udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der var så fint befolket; på Nikolaj-Siden vare Husene lave og her boede mest Håndværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse var der også.
Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September.
I Kvistvinduet på Fru Rigitzes Gård stod Marie Grubbe og såe ud: ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter adstadige Fodtrin og en enkelt Østersråbers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og Brosten, og alle skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten firskårne. Alt Fjærnt lå i en let, røgblå Varmedis.
»Passt au ...f,« råbtes der bagved hende med en Kvindestemme, der heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ.
Marie vendte sig om.
Det var Kammerpigen Lucie, der råbte. Hun havde en Tidlang siddet stille oppe på et Bord og betragtet sine temmelige velformede Ben med et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde råbt, og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og tilbage med Benene.
Marie trak på Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om Livet og tvang hende til at sætte sig på en lille Halmstol, der stod derhos.
»Hør, Jomfru!« sagde hun, »veed hun Noget?«
»Nå!«
»Hun glemmer at få sit Brevskab skrevet og halvgåen to har vi de Fremmede, så hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have? Gyldensuppe, Flyndere og sådan anden bred Fisk, stegte Høns udi Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er det, fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da også!«
»Å Snak om en Ting,« udbrød Marie ærgerligt.
»Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse, fordi jeg siger det. - Jeg kan nu ikke forstå, Jomfru, at hun ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dej-ligste, lysteligste Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! - Og kongeligt Blod er der i ham; En kan se det på hans Hænder alene, så bitte små de er! - å, og så ligesom de var støbte - bare hans Negle, de er ikke større end Halvsyslinger og så røde og runde. - Hvad! han kan mønstre et Par Ben? det er ligesom Stålfjedre, når han kommer gåendes - hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker ...«
Hun slog Armene om Marie og kyssede hende på Halsen så hæftigt og sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.
Lucie kastede sig på Sengen og lo som en Besat.
»Som du gjør dig til idag!« udbrød Marie, »farer du fort med det, så går jeg nedenunder.«
»Men hvad i Alverden? En får da have Lov til lidt Lystighed iblandt. Der er såmænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og døjer både ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke på. Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud nåde mig arme Pige, jeg blev da aldrig til Menneske mere.«
Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: »å nej, nej, nej, min egen, egen Lorens - jeg skal være dig så tro, så tro, bare Vorherre vil lade mig få dig hjem hel - å, Jomfru, Jomfru! det er aldrig til at udholde!«
Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom hun så vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.
»Ja, Jomfru,« sagde hun, »Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle; kommer de med Lystighed og komplimenter, om det så var mit Liv om at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig på Tungen for at svare dem igjen og så bliver det jo let til mere Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men når jeg så tænker på, hvor farligt han er stedt, å! så fortryder jeg det mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham, Jomfru, og ingen andre end ham, det må hun tro. Å! når jeg er kommen i Seng og Månen skinner ret der ind på Gulvet, så bliver jeg et helt andet Menneske; det kommer mig så sørgelig for og så græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde kvæles - å, det er så pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg helt fra mig selv og så sætter jeg mig op i Sengen og holder på mit Hoved og bliver så forskrækkelig bange for at jeg skal gå fra min Forstand af at længes. - Men Herre Gud, Jomfru! hun græder jo; hun går da intet hemmelig og længes efter Nogen, så ung hun er?«
Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i den Tanke, at hun kunde være forelsket og gå og længes.
»Nej, nej!« sagde hun, »men det er så sørgeligt, det du siger, det er lige som Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.«
»Vist ikke så! der er Andet iblandt,« sagde Lucie og rejste sig, da de kaldte på hende dernede, og så gik hun med et skjælmsk Nik til Marie.
Marie sukkede, gik hen til Vinduet og såe ud, ned på St. Nikolaj grønne, kjølige Kirkegård, på Kirkens røde Mure, henimod Slottet med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til Østerport med det spidse Spir og til Hallandsås med dens Haver og Træskure og med det blålige Sund udenfor, der gik i Et med den blå Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev over mod den skånske Kyst.
Tre Måneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residensstaden var Noget vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt der, end på Tjele Hovedgård, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.
Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid så ganske sig selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten År, når han talte med en Fjortenårig, og han blev ikke Kvinde, fordi han talte med en lille Pige; han var altid på den anden Side de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.
Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde såret og pint hende så ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig hård, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgjængelig, og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igjennem hende.
Hvad Selskab hun da havde?
Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegården. Og i Tjenestefolkenes og Bøndernes venlige Hilsen, når hun gik forbi dem, blev der sagt: Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.
Men i Kjøbenhavn?
Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed. Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke have det sagt til sig at det var sørgeligt, sådan som hun var stillet, og hun kunde ingenlunde tåle, at et Tyende talte om hendes ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun høre et Ord. Og dog holdt hun slet ikke ad Fasteren, havde heller ingen Grund til det.
Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige ved en hård og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen havt, hun var derfor en yderst utålmodig Plejemoder, dertil meget ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de små og såre nyttige Kunstgreb, der gjør det så meget lettere for Barn og Læremester at komme Vejen frem. Og dog - en sådan barsk Opdragelse havde måske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, på den ene Side, næsten var blevet forvokset af Mangel på årvågent og fast Tilsyn og, på den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og lunefuld Grusomhed, måtte næsten have følt det som Fred og Lindring at blive styret støt og hårdhændet den Vej, hun skulde, af En, der fornuftigvis ikke kunde vilde hende andet end Godt.
Men hun blev ikke styret på denne Måde.
Fru Rigitze havde så meget at tage Vare i Politik og Intriger, levede så meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage var hjemmefra, eller hjemme var så beskjæftiget, at Marie kunde gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. - Fik Fru Rigitze så endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, så gjorde hendes egen Forsømmelighed hende dobbelt utålmodig og dobbelt skrap Det hele Forhold måtte derfor for Marie komme til at tage sig ud som den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen elskede.
Som hun nu stod der ved Vinduet og såe ud over Byen, kom denne Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op på de langsomt glidende Skyer.
Hun forstod så godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes; det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at gjøre end at lade det brænde som det vilde, - hun kjendte det så godt. - Hvad skulde det blive til? - den ene Dag ligesom den anden - Ingenting, ingenting, - aldrig noget at glæde sig til; kunde det blive ved? - Ja! længe endnu; - også når En var bleven seksten År? - Det blev da ikke sådan ved for alle Mennesker; - det var da umuligt hun kunde blive ved at gå med Barnehue når hun var seksten År! - Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; - hun var nu gift. - Hun kunde så tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, - og Musiken. - Hun kunde da også gjerne blive gift. - Med hvem skulde det være? måske med sin Svogers Broder. - Han var jo rigtignok forfærdelig grim; men når det skulde være .... Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der Noget? - ikke det hun kunde se.
Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til at skrive:
»Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous congratuler, såsom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er både frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver ikke det bedste Lov på sig og ganger nok både på Herberger og Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzøsisk da ler han meget og siger det er hundrede År gammel, som jo nok kan hænde, såsom Hr. Jens var pur ung den Tid han var på Rejser, ellers giver han mig godt Lov formedelst jeg kan så vel sætte det sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men det tror jeg er Komplimenter og bryder mig intet om. På nogen Tid haver jeg fra Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han lever med et Fruentimmer af så nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt derover, som dog Intet båder. Du lade nu intet Stycho se dette Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657.
Din kjære Søster
Marie Grubbe.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev, min gode Ven og Søster venligen tilskreven.«
* * * *
Man havde rejst sig fra Bordet og var gået ind i Storstuen, hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han ved Bordet havde siddet så langt fra Mademoiselle. Som han således talte, lagde han sin lille, brune Hånd i Vindueskarmen. Marie såe på den og blev rød som et dryppende Blod.»Pardon Mademoiselle! jeg ser I bliver ganske rød af Vrede, at jeg tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været så jammerlig at fortørne Eder?«
»Jeg er såvist hverken vred eller rød.«
Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte røde Rose har?«
»Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?«
»Ja - lad mig se! - jo, jeg må bekjende, at det virkeligen er hændtes mig - men ikkuns sjældent -
Doch Chloë, Chloë zürne nicht!»Ja, det må I nok sige!«
Toll brennet deiner Augen Licht
Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
Und Worte schäumen mir vom Munde
Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...«
»Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amorns Magt! - Skulde I tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til Silkegården, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter og stirrer til Vindvet i Jert kammers til den smægtige Aurora løber sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.«
»Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor; Evan skulde I visseligen sagt - og må hænde En let går vilse, når En støjer om ved Nattetider, for intet har I stået i Skeels Have, I har været hos »Mogens i Cappadocia« mellem Rømere og Bouteiller, og har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte Jeres Ben.«
»I gør mig storligen Uret; falder det sig så ibland at jeg kommer i Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.«
»Å!«
»I lider intet på mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed - Himmel! ser I det østre Glamhul på St. Nikolaj? trende Dage tilende har jeg siddet der og stirret på Eders yndelige Åsyn, som I sad ved Jer Syramme.«
»Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til Nikolaj. - Kjender I den Ramse:
»Det var svart Nat,Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord.
Mand fik i Trold fat,
Mand sa' til Trold:
»Vil du ud af min Vold,
Vil du hjem i Nat,
Så lær mig brat
Uden List eller Svige
Det Sandeste du veed af at sige.«
»Hør!« sagde Trold og mælte ej Ord.
Mand slap og Trold foer,
Ingen på Jord
Sige Trold på, han med Løgn foer.««
Hun såe efter ham som han gik hen over Gulvet; den var smuk hans Gang; hans Silkestrømper var så skinnende hvide og de sad så stramt, der var hverken Læg eller Fold på dem; det var så kjønt det dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko - det var så morsomt at se på ham - hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et lille rosenrødt Ar i Panden.
Hun kigede stjålent ned på sine Hænder, trak lidt på Munden, - hun syntes de var for korte i Fingrene.