Fru Marie Grubbe

J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

III

   Vinteren kom. Det blev hårde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle; det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter. Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede Master, brådne Både og døde Skibe. Rigdom lå der og rullede i Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af eller skjultes i Sandet; thi det stod på med Storm og slemt Hav og dræbende Kulde, så der ikke var Tag at få for Menneskehænder. Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper. Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger, Fattigmand døde af Kulde på sit Stråleje og Rigmandens Kvæg gik det lidet bedre.
   Så lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for Sommerdårskab - den svenske Hær gik over de danske Vande.
   Så kom Freden. Så kom Våren med lyst Løv og lyst Vejr, men de sjællandske Knøse red ingen Maj i By det År; der var fuldt af Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens Byrder alligevel, og Freden såe ikke ud til at leve længe.
   Den gjorde det ikke heller.
   Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik Svensken mod Kjøbenhavns Volde.
   Den anden Søndag i August udbredte der sig under Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i Korsør.
   Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op, men blev ved - blev ved med en underlig tung Ensformighed.
   Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakåndet Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste sig og såe spejdende mod Udgangen. - Lidt efter var der ikke et Ansigt, der såe på Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden, holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt på Præsten, som for at skjønne hvor langt der var til Enden, - så hviskede de videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude på Gaden var tydelig at høre, blev utålelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikke Psalmebogen i Lommen.
   »Amen!«
   Alle Ansigter såe op på Præsten.
   Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle på om Præsten vidste Noget. Så bades der for Kongehuset, for Rigets Råd og den menige Adel, for Alle som havde nogen høj Bestilling eller Embede at forestå og da var der mange, der havde Tårer i Øjnene; men da den næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog hørligt lød det fra hundrede Læber: »Gud mildeligen afvende endnu fra disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød, Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvåde at vi og for sådan faderlig Nåde må love og prise hans hellige Navn.«
   Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang derinde.
   Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare på Benene, fået et bestemt Mål at gå efter; thi den svenske Flåde havde om Natten kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag, sagtens fordi det var almindeligt bekjendt at to af Rigens Råder vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med så vid Fuldmagt at det måtte føre til Fred. Men da Råderne om Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked at Fred ikke var til at få, skete der et brat og voldsomt Omslag.
   Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og som slet ikke såe ud som om de boede i disse rolige, ædruelige Huse med deres mange Tegn på al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde, der stå de midt på Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres Jamren og deres Tårer.
   Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte Øjne; han vender sit askegrå Ansigt mod Muren og hamrer på den med de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens Råd og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig, han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!
   Hvor de brøle af Raseri over at de er så afmægtige som de tror, og Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!
   Vognene holde stille midt på Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv, fare omkring blandt Folk og snakkede ivrigt for at lede Opmærksomheden bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de på? Og hvorfra komme alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og råbe, kjævles og falde, de sidde på Trappestenene og er syge, de skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slåes med Mændene.
   Det var den første Rædsel - Instinktets Rædsel. Over Middag var den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Håndværkssvende, Studenter og Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Våben, Kanoner var kjørt op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive - der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.

   Dagen efter blev der hen på Eftermiddagen sat Ild på Forstaden udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk urolige og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær over Fruetårns vejrgrå Mure og spillede i de gyldne Kugler på Petri Kirkes Spir, hed sig at fjenden kom ned over Valdbybakke, gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader, Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: »Svenskerne, Svenskerne!« Drenge løb gjennem Staden og råbte det ud med skingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomst deres Skrammel ind; det var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.
   Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog var der også mange samlede på Steder hvor man ikke kunde se noget til Branden, således udfor Løngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting på Tale der: først og fremmest når Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?
   Gert Pyper, Farveren henne på Vandkunsten, mente nu det vilde gå an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?
   Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var så en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.
   »Vand!« sagde Gert Farver, »giveste Gud vi vidste selv kuns halv så god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde tro det. Jo! - det veed Borgermester og Råd også hjærtelig vel, for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv - det er vel nu en halv Snes År siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ... Indigofarve seer I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblå og hun gjør mellemblå, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer an på. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det er kuns Håndelav om at gjøre, men bejtse! - retteligen - det er en Kunstighed. Bejtser En for stærkt, så brænder En Garnet eller Tøjet, eller hvad det nu er så det går hen og skjørner i alle Tråderne, og bejtser En for knapt så kan Farven aldrigen holde om En så farvede med det allerdyrbarste Blåtræ. Se, derfor er Bejtsningen også en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig - til Ens Søn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej, ...«
   »Javel Mester Gert«, sagde Kjøbmanden, »vel så, vel så!«
   »Nå«, fortsatte Farveren, som jeg skulde fortælle, så havde jeg en halv Snes År forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af til Bejtsen for lukte Døre var den Ting jo intet så bekvem at gribe an. Hvad hitter mig så det Skarnsmenneske på I troer? Hør nu kuns! Der er nu så slemt med store Dyr derhenne på Kunsten, de skjærer os både Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det, der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker. Får han så ikke det Djevels Gesindeken en af Drengerne til at klynge ham op i en af de der Sækker og - jeg kommer ind og vejer og blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, så skikker det sig så kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækken og han tager på at stime og råbe jeg skulde forhjælpe ham ned ... og om jeg hjalp ham! - Død og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og sådan er de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.«
   »Nej, det har I så Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,« talte Erik Lauritzen, »Ingenting har de at sætte Tænder i når de er hjemme og kommer de så en Gang udenværts, så helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen, de er ligesom Fattighusbørn er, de æder både for nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; - og så morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har nemt til Kniven som svenske Lasse«.
   »Og så løsagtige!« faldt Farveren ind, »det skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det mon er for en Kreatur, En jo får til Svar, at det er en svenska Dulle.«
   »Ja, Menneskens Blod er så forskjellig, og Dyrenes også. Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de uvittige Bæster; der er sådan uterlig Brynde og hastig Ild i hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har beskjænket alle Mennesken' med, intet kan råde med hans arge Drifter og syndige Begjæringer.«
   Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde så: »Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer lugte når der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod om han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har så en ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har så tidt havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.«
   »Det er da ingen Jærtegn,« henkastede en gammel Kone, der stod hos, »om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.«
   »Å, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,« afbrød Farveren hende, »troer hun Svensken ikke er Kristenfolk?«
   »I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk efter min Postillebog, og det er da så sandt som Guld, at det gik sådan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken lå i Jylland, at et helt Regiment en Nymånenat, der de allersombedst kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder og Moser igjennem og gjorde Ulykke både på Folk og Fæmon.«
   »Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.«
   »Jo vist! kunde I kuns få mig det bildt ind! det søger Kirke det Djævelens Pak iligemåde som Hekser de far' til Aftensang når den Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte er de og kugelfaste; på dem bider hverken Lod eller Krud og de har et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Småpockern' har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til på det, Mester Farver! Svar mig til på det, om I kan!«
   Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen Tid havde stået og seet sig urolig omkring, udbrød: »Tys, tys, Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' så prækendes histhenne og Folken' står så digt omkring?«
   De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var så ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt var.
   Det var en doggeagtig, lille Mand på en tredive År med et langt, glat og sort Hår, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe på en Gadedørstrappe, gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og læspende.
   .... »I det seksogtyvende Kapitel,« sagde han, »skriver Evangelisten Matthæus 51-54 sålunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte Hånden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt så gå til.«
   »Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt så gå til. - Nu ligger uden denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af velberuste Stridsmænd og deres Konge og Krigsøverste haver opladet sin Mund og ladet udgå Ordre og Befalning til dem, at de med Ild og Sværd, med Pårend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er deri, underdan og ganske deres egen.«
   »Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet, de føre sig i Våben, de bringe Fyrmørsere og anden skadelig Krigsgeråd til Voldene og de tiltale sig selver, sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gå den Fredsforstyrrere på Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken's Bryst, om ikke til slig en Fjende at modstå og fordærve? Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel må dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornuftstighed og synes en Dårskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; - ligervis som et Skiberum, der er ladet med mange gavmilde Ting, således er Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. - Af hvad Årsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende Poster:
   »Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al Måde herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en Jordlille, en Verden både af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikke det ganske Legem' en Verden! både de begjærendes Øjne, de hastige Fødder og de gribendes Hænder; både den umættelig' Bug, de bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubende Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en sådan Verden øde at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Sådan at lide og udstå.«
   Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten såes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.
   »Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en Afspejling eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der forgriber sig på Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den, der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Sådan at lide og udstå.«
   »Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride, iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med Sandhedens skjærendes Glavind. Sådan berust falder det hannem til at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig' Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med den åndelig'!«
   Fra begge Ender af Gaden såes nu og da Folk komme, der lyste sig hjem med små Håndlygter. Efterhånden som de stødte på Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, så der snart var dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smålys, der sluktes og lyste op alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes også en Lygte i Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om på Husenes hvidtede Mure og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile på Prædikantens alvorlige Ansigt.
   »Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da overantvorde os selv bunden på Hænder og Fødder til vor Fjende, til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? - O! mine Elskelige, I tale ikke så! thi da er I at regne som dem der men', at Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishåb, knurrer ikke i Eders Hjærter mod Herrens Rådslagning og gjører ikke Eders Lever sort imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslå, den knuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gå gjennem Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...«
   Her blev Jesper Kiim afbrudt.
   Hoben havde hørt temmelig roligt på ham; kun ude fra de yderste Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Så var det Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: »Hu, din Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! - hør intet på ham, det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.«
   Der blev et Øjeblik ganske stille, men så brød larmen løs; Hånsord, Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale, men da blev Råbene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte truende op imod ham. En hvidhåret, lille Mand, lige foran, der hele Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin lange, sølvknappede Stok.
   »Ned med ham!« råbtes der, »ned med ham! han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal tilstå hvad han har fået for at beføre os. Ned med ham! lad os få ham her ned til Geständniss! vi skal nok plukke det ud af ham.«
   »Han skal i Kjælderen, skal han,« råbte andre, »han skal i Rådstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!«
   Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens Trærækværk; så spændte de både det og ham ned på Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og Næveslag. Kærlinger rev ham i Hår og Klæder, så små Drenge, der stode med deres Fader i Hånden og såe til, hoppede af Fornøjelse.
   »Lad Mette komme frem!« råbtes der bagved, »gå tilside; tilside! Mette skal tage ham i Forhør.«
   Mette kom frem. »Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han Mester Lurifas?«
   »Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som skreven står.«
   »Skal En det!« sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med, »men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt og intet Vorherres; jeg skal slå dig, skal jeg, så din Hjærne skal sidde på Muren næst herved;« og hun slog ham med Tøffelen.
   »Forsynd Jer intet, Mette! stønnede Magisteren.
   »Så skal da også den Slemme!« hvinede hun.
   »Tys, tys,« råbtes der, »var Jer, var Jer, og stim ikke så, her kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!«
   En høj Skikkelse red forbi.
   »Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',« brølede Hoben.
   Der svingedes med Hatte og Huer og Råbene vilde aldrig få Ende. Så red Skikkelsen bort ad Volden.
   Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.
   Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle få.
   »Det er ligegodt kurieus nok,« sagde Gert Farver, »her slår vi Hovedet i Bræk på den, som tal' om Fredelighed og råber os hæse for den, som mest er Skyld i Krigen.«
   »Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,« sagde Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.
   »Han tænker på Mettes Tøffel,« mumlede Farveren; så gik også han.
   Henne på Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt på sit værkende Hoved og oppe på Volden gik Vagterne langsomt frem og tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille, ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender lå derude.

Kapitel IV >