Fru Marie Grubbe
J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
IV
Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgrå Tågebanke i Horizonten og de tændte Luften over sig så den brændte i en mild, rosengylden Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede på Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede på Tagene bagved og i Haverne foran, så at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber og Træerne bøjede langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad Volden begyndte at gå livligere frem og tilbage på deres Poster, rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.
Ude på Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik Gyldenløve og såe på de hvide Måger, der i sejlende Flugt strøg op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.
Flygtige og lette, snart matte og tågeagtige, snart farverigt stærke, brandlevende og klare jog hans tyveårige Minder forbi hans Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove, de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han såe sin Moders, Fru Margrethe Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler såe han og den bulne Fægtemester med det rødblå Ansigt og de skæve Ben. Gottorps Have drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden, og der stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slåe så mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre Kristus, der havde den røde Fane i Hånden.
Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal og Sollyset brød frem i det samme, skarpt og varmt og forjog alle Tåger og disede Toner.
Så var der Jagten hvor han skød sin første Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Så var der Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med Hovmesteren og så var der Udenlandsrejsen med den første Duel i den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte da hans Hoved værked af den første Rus. Så kom der en gylden Tåge med Klang af Bægre og Duft af Vin og der var Lieschen og der var Lotte og der var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til Kjøbenhavn, hans kongelige Faders nådige Modtagelse, Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets gyldne Sale.
Men langt klarere end Alt dette såe han Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kåde Triller, mens den flygter ...
En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.
»Wer da!« råbte han.
»Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,« svaredes der og en lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.
»Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?«
Manden såe trist ned for sig.
»Daniel, Daniel!« sagde Ulrik Frederik og smilede, »han er intet gået uskadt ud af »den gloendes Ovn« i Nat, den tyske Brygger har nok fyret ham for strengt.«
Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel Knopf, også på Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en rig Storkjøbmand på nogle og tyve År, og var lige så bekjendt for sig Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikes meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var bekjendt under Navn af »le cercle des mourants«, som navnlig bestod af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet end afholdt, men egenlig ligeså beundret og misundt som berygtet.
Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse Mennesker. Han færdedes ikke med dem på alfar Gade eller i adelige Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og på Herberger var han dem ganske uundværlig. Ingen kunde tale så videnskabeligt om Boldtspil og Hundedressur eller så salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker overordentligt, han havde bestemte Meninger om Alt.
Så var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et så vidunderlig latterligt Udseende, når de i Kådhed eller Drukkenskab stafferede ham ud på en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget så godmodig, at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, når han derved kunde standse en Samtale, der begyndte at få en farlig Vending for Freden i Laget.
Det var da også dette, der gjorde det muligt for ham at omgåes disse Folk og han måtte omgåes dem; for ham, den vanføre Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse lå der en Dag af Lys og et Hav af duft, medens de andre Stænder sled Livet hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det at han var borgerlig født som en langt større Ulykke end hans Vanførhed og græmmede sig derover, når han var ene, med en Bitterhed og Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.
»Nå Daniel,« sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til ham, »det har intet været nogen ringe Tåge, der har været for hans Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her på Vestervold, eller stod Luttendranken så overhånds højt i Kvæld, siden jeg træffer ham an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark på den Bjerg Ararat?«
»Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I troer jeg var i Lag sammen med Eder inat!«
»Men hvad tusind Pokker er det da med ham?« råbte Ulrik Frederik utålmodigt.
»Hr. Gyldenleu,« svarede Daniel alvorligt og såe op på ham med Tårer i Øjnene, »jeg er en elendig Menneske.«
»Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle Kram går Satan i Vold, nu det tegner til Fald både for Konge og Rige!«
»Hr. Gyldenleu!«
»Å, gå han Helved i Vold med hans Begrædelser!«
»Nej, Hr. Gyldenleu!« sagde Daniel højtideligt og trådte et Skridt tilbage, »for hverken klager jeg over Bræk på Næring eller Forlis af Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig både af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig, Hr. Gyldenleu; - derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og råbet til den Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er Gangen i Rette med hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees an for vissen og uduelig til at føre Våben og Gevær, aldenstund der rustes ud både Tjenere og Handtværksburscher ...«
»Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?«
»Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme Folk og anden Snak mere; men der var også de Hold, hvor de sagde, de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke ved dem og Kuglerne trak efter dem og de skjøttede aldeles intet om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have sådan et Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Så supplicerte jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han bare rysted' på Hovedet og lo: det var da endnu heller intet så styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med så stynede Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.«
»Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt med?«
»Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks på Circlen, og kom da også to af de Mouranter i Tale, både den Kong Skjørt og den Ridder Forgyldt.«
»Nå og de hjalp ham?«
»Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. - Hr. Gyldenleu, de hjalp mig så Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gå hjem, Daniel, og lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde havt såmegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men når de var i deres Embede skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu, nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset mig an på Vinstue, betød intet at de såe mig for deres Lige, at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde få deres Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for nærgåendes, Hr. Gyldenleu! jeg måtte intet tro jeg kunde trænge mig ind i deres Kompagnie her på denne Sted, her brugte de ingen Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre Bysens Borgere.«
»Nå ja,« sagde Ulrik Frederik og gabte, »jeg forstår nok, det harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo også falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult, mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe på Voldene. Nå, han skal komme med. For ...,« han såe mistænksomt ned på Daniel, »der stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?«
Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket Væg og hans Tænder skar imod hinanden.
»Nå, nå,« vedblev Ulrik Frederik, »jeg stoler på ham; men han kan da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt Ord at give; - og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!«
Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det første, der blev løsnet i denne Krig.
Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg og da han talte, var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.
»Daniel!« sagde han, »op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig og bryd han sig intet om det, jeg sagde.« Så gik han hastigt henad Volden.
Daniel såe beundrende efter ham, så sukkede han dybt, satte sig i Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder.
* * * *
Det var hen på Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spåner, Halmstumper og Støv et Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.Farvernes lange, mørkeblå Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer, smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage, Bundtmagerskiltene slog med de lådne Haler og Glarmestrenes pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med Badskærernes blankt polerede Bækner.
I Baggårdene slog det med Lemme og Luger, Hønsene måtte krybe i Ly bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, når Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.
Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned.
Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede livligt omkring i den lummervarme Luft.
På Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte da også overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have, der lå bagved Christoffer Urnes Gård i Vingårdsstræde, sad en ung Pige i Skyggen af et af de store Løntræer.
Hun sad og syede.
Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved det rige, sorte, buklede Hår og de ængsteligt store, sorte Øjne. Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog stærk og kraftig formet. Hendes Påklædning var ikke meget ordenlig: en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte Næser. Hun havde Dun i Håret og hverken hendes Halskrave eller hendes lange hvide Hænder var ganske rene.
Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens Råd og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par År siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede Huset.
Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af sine Sko på Spidsen af Foden.
Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og vendte den lyse Vrange ud af Bladene, så det skiftede Farve ved hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig fladt henad Jorden og på Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den hvide Blomsterfråde op og ned i evig Skiften.
Så blev en Stund Alt stille, Alting rettede sig, endnu som dirrende af Angst og i åndeløs Forventning og næste Nu hvinede Vinden ned igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glitren, dens vilde Vuggen og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.
»Fillis sad udi en Skøyte,Nede fra Lågen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gående. Sofie såe et Øjeblik forbavset der henad, så bøjede hun sig atter over sit Sytøj og nynnede videre.
Koridon blæst' i sin Fløjte
Højt så at det Fillis hørte
Og sin Roer ej mere rørte,
Thi drev Skøyten på en Sand,
Thi drev Skøyten .....«
Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille og såe på Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede så ind på en Sidesti, standsede bag en stor Jasminbusk og rettede på sin Uniform og sit Belte, tog Hatten af og purrede op i Håret og gik så videre.
Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.
»Ah Goddag, Jomfru Sofie,« udbrød han ganske overrasket.
»Goddag,« sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Nål i Sytøjet, glattede det med Hånden, såe så smilende op og nikkede. »Velkommen, Hr. Gyldenløve!«
»Das nenn' ich blindes Glück,« sagde han og bukkede, »jeg ventede kun at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.«
Sofie såe hurtigt på ham og smilte: »han er her intet,« sagde hun og rystede på Hovedet.
»Nej,« sagde Ulrik Frederik og såe ned for sig.
Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: »Hvad for en Lummervarme det da også er idag!«
»Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.«
»Ja-a,« sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.
»Hørte I det Skud imorges?« spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som for at antyde, at han vilde gå.
»Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi går imod i denne Sommer. En kan fluks blive svagsindet ved at tænke på al den Farlighed både for Folk og Ejendele, og når En har så mange kjære Slægtninge og gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig' Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad de ejendes er, så er der også mer end Årsage nok til at komme på alskens modige og underlige Tanker.«
»Nej, hjærte Jomfru Sofie! I må for den lebendiges Gud intet falde hen i Tårer, I maler Eder alting altfor dyster af
Tousiours Mars ne met pas au jourog han greb hendes Hånd og førte den op til sine Læber
Des objects de sang et de larmes
Mais«
» .... tousiours l'Empire d'amourSofie såe naivt op på ham.
Est plein de troubles et d'alarmes.«
Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink, som en sort Diamantsten, der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en Sky, som Morgensolen belyser og dunkelåret som skære Blomsterblade de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke Hår ....
Hendes Hånd skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev liggende i den knælende Stilling.
»Jomfrue Sofie!« sagde han.
Hun lagde sin Hånd på hans Mund og såe mildt alvorligt, næsten smerteligt på ham.
»Kjære Ulrik Frederik!« bad hun, »Tag mig det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her på Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.«
»Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,« sagde Ulrik Frederik og blev liggende. »I veed kuns lidet hvor stor og brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke, jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld tro dog intet på en Ting så ren og platterdings umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild, men det står til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.«
»Men kjære Ulrik Frederik vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig og stæd mig intet i en Fristelse jeg muligen intet kan stå imod, thi I må tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af den Årsag vil jeg til det Yderligste værge mig imod at bringe Eder i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan meintenere. I er vel seks År på det Nærmeste yngre end jeg er og det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men supponer at I, når I er fyldt de Tredive, drages med en rynket Heks af en Kjæreste, der kuns har ført Eder en ringe Medgift og heller intet på anden Måde har været Eder til Forfremmelse; tænker I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en ung, fyrstelig Person, hvad der både havde været Eders Alder og Byrd allermest gemäss og som og vilde have båret Eder bedre frem end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik, talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme; men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge; iversyg vilde hun være på hvert Jert Øjekast, ja på Eders inderste Hjærtenstanker; for just fordi hun vidste I havde sluppet så meget for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern og fornam hun I længtes ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.«
Hun rejste sig op og rakte ham Hånden. »Farvel Ulrik Frederik, det er bedsk som Døden at vi må skilles, men om mange År når jeg er en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Hånd over Jer. - Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro Ulrik Frederik sådan vil mit Sind også støttes og bæres af Eders Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.«
Hun såe ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gå, men Ulrik Frederik holdt Hånden fast.
»Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er dårligt at tale om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, så om du i denne Time vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede - - jeg tænker intet på din Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller Ulykke, blot jeg er med i din Glæde, blot jeg er med i din Lidelse, blot jeg ....«
Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit Bryst.
Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og såe længe på ham med tårefyldte Øjne; smilte så: »som du vil da Ulrik Frederik« og hun kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.
Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende på Ulrik Frederiks vel lystige Ungkarleliv.