Fru Marie Grubbe
J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
V
Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan som Borgerne kaldte ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og når han red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje Skikkelse i den bredskjødede, blå Drabantfrakke med de vældige, hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kårdegehæng, og de var stolte, når deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden, når de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmål om, hvordan det vilde være gået Byen, når han ikke havde været.At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under, thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende Gaver. Men også i andre Henseender havde han taget Arv efter ham, han havde fået både hans Hidsighed og hans Umådelighed, men også en Del af hans Begavelse, hans Rådsnarhed og hans Overblik. Han var meget ligefrem; flere Års Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den gemeneste Matros.
Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og tyve År, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men vigtige Udfald med en så overlegen Indsigt og en så stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe havde været i så gode Hænder hos nogen anden af Frederik den Tredies Mænd.
Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene tilråbte ham: »du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse«, eller hilste ham med et: »o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre David danske«, og ønskede ham at hans Liv måtte vorde som et cornu copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed, Velstand og Lykke; og det var såre naturligt, at mangen stille Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om også fremtidigen at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til Herren, at hans Fod måtte ledes bort fra Syndens slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den som i så fuldt Mål havde vundet sig denne Verdens Ære også måtte blive delagtig i den eneste sande og rette Ære.
Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham, hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun på Gaden havde hun seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.
Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye, modige Træk af ham; hun både hørte og læste, at han var en Helt, og den jublende Mumlen, der var gået igjennem Folkehoben hin Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt Indtryk på hende.
Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia, Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne, strålende Skikkelser, der mere var Mønstre eller sådan Noget end de var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive så sirligt som de Forskrifter, En skrev efter, sådan var det heller ingensinde faldet hende ind, at Nogen kunde nå op til at blive en Helt. Helte det var noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, så vildt havde hun aldrig drømt. Livet så pludselig helt anderledes ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store, Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser, det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne Folk troede på det. Livet var rigt, strålende rigt.
Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt, men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det Håndgribelige for hende, var hende et Pant på, at det var således. Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, når hun hørte Hestetrav nede på Gaden og hun overtalte ofte den villige Lucie, når de var ude, til at gå en Omvej med sig om ad Slottet, men de såe ham aldrig.
Så var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen på Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt på Skjødet, og lagde på Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre og altimellem nikkede Fru Rigitze så småt i sin polstrede Stol.
Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder mod de små, duggede Ruder og kiggede med det samme ud på Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Såe hun så ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. Pludselig trådte Ulrik Christian så rask ind ad Døren, at det gav et Sæt i Fru Rigitze. Han såe ikke Marie og satte sig straks henne ved Kaminen. Så nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var så længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig så forover på Stolen med Hånden under Kinden og tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.
Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun såe ham træde ind; hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for hende, så blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem Luften, og Alt hvad der var derinde såe hun så underlig skarpt og bestemt, men dog så uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde holde det fast med Blikket, og så såe det desuden så nyt og fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede det ikke og hun kom til sig selv igjen. Der var han altså. Hun vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe på sit Kammer, sit fredelige, lille Kammer; hun var så bange; hun kunde mærke hendes Hænder rystede. Bare han ikke såe hende!
Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede nu først bestemt Blikket på sin Fasters Gjæst.
Var det sådan han såe ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne var jo slet ikke skinnende sorte, blå var de, rare blå, sørgmodige Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var så bleg og såe så bedrøvet ud; - nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var så hvide og hvor hans Mund var smuk, så fin og lille.
Jo længere hun såe på ham, jo smukkere syntes han hende, og hun begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte på al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden såe hun på ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, når de skummende springe op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der stod i Krøniken, hun havde læst.
Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje på ham.
Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, såe ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende Smil, så rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje på Marie Grubbe.
Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter og Marie gjorde sin Kompliment.
Ulrik Christian blev forbavset, også lidt skuffet ved at erfare at de Øjne, der havde seet således på ham, vare et Barns.
»Ma chere,« sagde han lidt spidst og såe ned på hendes Arbejde, »hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.« »Å!« sagde Marie, der godt forstod ham, »der jeg såe Generallieutenanten,« og hun skjød den svære Kniplepude ind i Vindueskarmen, »kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for Lægevæle end for Huestads.«
»Da veed jeg Huer klæder ligeså charmant i Krigstid som ellers,« sagde han og såe på hende.
»Ja, men hvem har Tanker for det i sådanne Tider som nærværendes!«
»Mange,« sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes Alvorlighed, »og jeg for een.«
»Ja, jeg forstår,« svarede Marie og såe alvorligt op på ham, »det er jo kuns et Barn, I taler til.« Hun nejede ceremonielt og tog efter Knipletøjet.
»Tøv lidt, lille Jomfru!«
»Å nej, lad mig intet incomodere Eder længer.«
»Hør nu,« sagde han og greb hende hårdt om Håndledene og bøjede hende over mod sig over Kniplebordet, »hun er mig for Gud en vanskelig Person, men,« hviskede han, »har En bedet mig Goddag med et Øjekast som det, hun såe på mig med, så vil jeg intet, at En en Håndevending efter hilser mig så fattigt Farvel, jeg vil det intet - så - kys hun mig nu!«
Marie trykkede med Tårer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans, han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende på sine Arme.
Marie var ganske fortumlet. Både den Dag og den næste havde hun en dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var hende som var der bleven sat en Fod på hendes Nakke, som var hun bleven trådt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind, ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere. Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot at hvis han sagde: kom, måtte hun komme, hvis han sagde: gå, måtte hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men sådan var det, det vilde blive ved at være således og anderledes kunde det ikke blive.
Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred påny, om Svenden, der måtte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land, hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i det skumle Tårn så sørgelig længe og hvordan så først hans ædle Falk den døde, dernæst hans trofaste Hund døde og sidst hans gode Ganger grå døde, men hans troløse Viv Malvina hun levede frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre og imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, så Lucie troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i sine Strømper.
Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter såe ind og talte mildt og venligt til hende, var også hun som om der intet havde været dem imellem; men hun såe med en barnagtig Nysgjerrighed på de store hvide Hænder, der havde taget så hårdt på hende og hun spejdede efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der således havde kunnet kyse hende, og også Munden med det smale nedadbøjede Overskjæg betragtede hun, men stjålent og med en hemmeligt kildrende Skræk.
I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Når han var borte, var der øde og livløst i den gamle Gård, syntes hun, og hun længtes efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men når han så kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte sig altid så usikker overfor ham.
En Nat drømte hun at hun så ham ride gjennem den tætopfyldte Gade ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter såe koldt og ligegyldigt på ham, hun selv blev bange i Tavsheden og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da såe han sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig på hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlem, kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko på hendes Nakke ...
Hun vågnede, satte sig op i Sengen og såe sig forbavset om i det kolde månelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede, hun vilde dog så gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. - Ja sådan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det blev hende som hun lå i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham; hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! så herligt var det, så stolt, så mægtigt virkeligt, men dog så uvirkeligt. Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Tårer i Øjnene af Medlidenhed med sig selv - men alligevel! og hun gjemte sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge og tænke på ham sådan og på sin Kjærlighed, sin store, store Kjærlighed.
Næste Gang Marie såe Ulrik Christian var der ingen Følelse af Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed hun bar på, gjorde hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid; eller var det ikke dejligt, når Ulrik Christian gik, skjult for ham og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys eller når han kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig hos hende og hvordan de så vilde se hinanden i Øjnene - længe, og hun vilde lade sin Hånd glide igjennem hans bløde, brune, buklede Hår? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.
Det var skjønne, lykkelige Dage, men så var det at Ulrik Christian sidst i November blev så farligt syg. Hans Helbred, der længe havde været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde måske ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevågen og det anstrengende Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller måske det også var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld, tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog efter kort Tids Forløb en så farlig Vending, at det var øjensynligt at Sotens Navn var Døden.
Det var den ellevte December.
I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede stråmåtter belagte Gulv. Han standsede åndsfraværende foran Malerierne på Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare, fyldige Nymfer, der lå udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme; men længe formåede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet og lod Blikket rastløs vandre om fra den gråhvide Himmel til de våde, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne nede i Slotsgården. Så begyndte han igjen sin urolige Vandring, mumlende og gestikulerende.
Det syntes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede: nej! Så trak han Vejret tungt og lod sig falde ned på en Stol og der sad han og sukkede og gned beklemt sine Håndflader mod hinanden, da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.
Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede på sin Samarie og trådte ind i Sygeværelset.
Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel, fra hvis stærkt dybede Midtfyldninger en Rad grimme, broget malede Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt, blågråt Klæde, hvormed det smale dybe Gittervindue var hængt til forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke, medens Lyset spillede frit på Loftmaleriet, hvor Heste, Våben og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og på Himmelsengens Baldakin med dens sølvfrynsede Omhæng af gult Damassin.
En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft, slog Præsten imøde som han trådte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb efter en Stol og støttet til den såe han i sin Svimmelhed Alting dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Våbenstativet og den åbne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
»Guds Fred, Herre!« hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden havde fortaget sig.
»Hvad i Helvede vil han her?« brølede den Syge og lettede sig op i Sengen.
»Gemach, gnädigster Herr, gemach,« tydsede Ane Skomagers, Sygekonen, og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, »es is de hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und Euch beichten soll.«
»Nådigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!« begyndte Præsten og nærmede sig Sengen, »vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, også er den Gud, som holder Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin Hånd, så er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, så dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og at foregå med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han dårligen tænker: dette haver jeg udrettet, denne Dåd er en Frugt, som jeg haver bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I her er hvilendes på Eders hårde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig Eders Hjerte, så at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den Nåde og Tilgivelse, han med både kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til Anammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...«
»Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse og det evige Liv,« vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i Sengen, »tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld skulde blive mere genegen til at høre på hans Præstepjadder?«
»Nådigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod Bråden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgå Herrens Straffedomme og at Himlens Svøbeslag falder på Høje som på Lave?«
Ulrik Christian afbrød ham leende: »der taler I, Helved fortære mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved' skikker Folk sådant på, så skal jeg sige Jer, at de får det ved Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I stole på. Nå, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...«
Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og våndede sig under heftige Smerter, svor og bandte han så bespottelig og så kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og Rædsel og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det dog måtte forundes ham at gjøre denne så hårdt forsømte Sjæl tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: »Herre, Herre! med grædendes Røst anråber og bønfalder jeg Eder at lade af med sådan vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes på Ilden, om det farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...«
Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op på Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og råbte den ene Gang efter den anden: »H'raus, Præst! h'raus, marche! jeg tål' ham intet længer!«
»Og kjære Herre,« fortsatte Præsten, »om I gjør Eder hård, fordi I mistvivler om at finde Nåde fordi Eders Syndebjerg er så overmåde, så hør da med Jubel, at Guds Nådsens Væld er uudtømmeligt ...«
»Galne Præstehund, går han nu!« hvæsede Ulrik Christian frem mellem de sammenbidte Tænder, »ejns - zwej -!«
»og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...«
»Rechtsum!«
»han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...«
»Så skal da også St. Satan og alle hans hellige Engle,« brølte Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kårde fra Våbenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slået Døren i efter sig. Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt så magtesløs om på Gulvet og måtte løftes op i Sengen, men han tog Kården med sig.
Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter, og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og velgjørende. Han lå og stirrede på de små Lysprikker, som trængte sig ind mellem Trådene i Klædet, der var hængt for Vinduet og talte de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, når han kom til at tænke på Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge på at sove.
Lidt over Middag bankedes der hårdt på Døren og umiddelbart efter trådte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Hår og store, dybtliggende Øjne, trådte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.
Såsnart Ulrik Christian såe, der atter var en Præst for hans Seng, blev han så rasende, at han rystede på alle Lemmer, og Eder og Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.
»Ti stille, Menneskebarn!« dundrede Hr. Jens, »er det en Mund at føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de Misdædere og Ugjerningsmænd, der, når deres Dom er falden og de ser, de intet kunde undgå Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og sålunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i hvilken dog slige Kumpaner på det sidste hensynke, og som de fast mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.«
Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde fået listet Kården frem over Dynen, da råbte han: »var dig, Præstevom!« og gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet med sin brede Alterbog.
»Lad dog slige Pagenstreger fare,« sagde han hånligt, »dertil er vi vel begge to for gode, og nu hun derhenne,« og han vendte sig mod Ane Skomagers, »er det bedst hun lader os ene.«
Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian lagde Kården fra sig ovenpå Dynen.
Så talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden på Korset.
Mens Præsten talte, lå Ulrik Christian og legede med Kården, at Lyset kunde spille på den blanke Klinge, og han bandede, nynnede Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige Spørgsmål, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og Himmerigs Glæde.
Men så rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i Ansigtet på Hr. Jens: »det er idel Løgn og Digt tilhobe.«
»Fanden skal tage mig som jeg står, er det sandt!« råbte Præsten, »hvert evige Ord,« og han slog i Bordet, så Krukker og Glas ramlede mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han ham til og sagde: »I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede Støvet fra mine Fodsåler og lod Eder ligge ene her tilbage som et sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gårde beredt. Spot intet ad Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Våndefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og under Kneb af gloendes Tænger og han vågnede udi Helvedes Ild, han vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, når de som en Trækvind piner sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og når de spænder Senerne som de skulde briste, når de brænder som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med sløve Tænder på Legemets inderste Marv, men Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed, således følge Helvedes skoldende Sting og Hug på hinanden evig og evindelig og uden Ende og uden Ophør.«
Den Syge såe sig forvildet omkring, »jeg vil intet,« mumlede han, »jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller Himmerrig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.«
»I skal visseligen dø,« sagde Præsten, »men for Enden af Dødsens mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme, visseligen ingen.«
»Jo der er, Præst, jo, der er, - er der ikke? svar! er der ikke en dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb, sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?«
»De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; det myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge, de skubbes og drages for at undgå den gabendes Svælg og de råbe ynkeligen på den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over dem som Vandene lukke sig over den Druknede.«
»Er det nu Noget, I fortæller, er det? ved Eders ærlige Navn, er det andet end som Digt?«
»Ja!«
»Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil slet intet udi Himmerig, bare dø.«
»Så far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr imellem Overfladens spillende Luer. - Jeg ser deres Kropper drives om som hvide Måger på Havet, ja som flyvendes Fråde i blæsende Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, når Jordskjælv ryster dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde bede dig løs, du Arme! men Nåden haver tilhyllet sit Åsyn og Barmhjertighedens Sol er gangen under.«
»Men så hjælp mig da, hjælp mig, Præst!« stønnede Ulrik Christian, »hvad er du Præst for, når du intet kan hjælpe? bed! for Guds skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som en angergiven Pog, han er jo så stærk, så uretfærdig stærk, så trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!«
»Bed!«
»Ja, jeg vil bede, jeg vil bede såmeget det skal være - ja!« og han lagde sig på Knæ i Sengen og foldede Hænderne, »er det ret?« spurgte han og såe hen til Hr. Jens, »og hvad skal jeg sige?«
Præsten svarede ikke.
En Stund lå Ulrik Christian således og stirrede opad med store, feberstrålende Øjne, »der er ingen Ord, Præst!« klynkede han, »Herre Jesus! de er borte allesammen,« og han sank grædende sammen.
Pludselig foer han op, greb sin Kårde, brød den itu og råbte: »Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kårde!« og han holdt de blanke Klingestykker i Vejret: »Pardon, Jesus, Pardon!«
Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at berette ham, da han ikke såe ud til at have meget igjen.
Så kaldte Hr. Jens på Ane Skomagers og gik.
Da Sygdommen ansåes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og Rådmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene med Ane Skomagers.
Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i Tilfælde af at der skulde komme Noget på; de lå nu begge to på Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger på Stråmåtten for at det ikke skulde rasle og de var så optagne af deres Spil, at de ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.
Det var Medikus, sagde de og såe forskrækkede på hinanden.
Det var Marie Grubbe.
Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der lå stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys såe han så bleg og fremmed ud, Panden så dødningehvid, Øjelågene så sælsomt store og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om på det mørkeblå Bolster.
Marie græd. »Er du så syg?« mumlede hun. Hun lagde sig ned på Knæ foran Sengen, støttede sine Albuer på Sengestokken og såe ham lige ind i Ansigtet.
Han våndede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.
»Ulrik Christian!« sagde hun og lagde sin Hånd på hans Skulder.
»Er her flere?« stønnede han mat.
Hun rystede på Hovedet. »Er du meget syg?« spurgte hun.
»Ja, det er snart forbi med mig.«
»Nej, nej! det må det intet være, for hvem har jeg tilbage, når du går hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?«
»At leve! - det er let at leve; men jeg har fået Dødsens Brød og Dødsens Vin, jeg må dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod - tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi Navn! Bed en Bøn, Barn ret en stærk Bøn!«
Marie foldede sine Hænder og bad.
»Amen, Amen! bed igjen! jeg er så stor en Syndere, Barn, der må så meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord - mange Ord! - å, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? - hold fast, hold fast! den går rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? - Vin! - ja vist, det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig, min Høne!
Herzen und Küssenkys igjen min Snut, jeg er så kold, men du er rund og varm ... kys mig varm? - og du er hvid og trind og hvid og glat ....«
Ist Himmel auf Erd ....
Han havde slået sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn ind til sig. I det samme vågnede Ane Skomagers og såe den Syge sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin Bønnebog op i Vejret og råbte: »h'raus du höllisch Weib - sitzt mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer du bist - elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!«
»Teufel!« brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe fra sig. »Vig bort Satan! ud, ud!« og han slog Kors på Kors, »o, du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste Åndepust, i den sidste Time, hvor En skal være så forsigtig, bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.« Med vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen og pegte mod Døren.
Målløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.
Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.
Et par Timer efter døde Ulrik Christian.