WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Fru Marie Grubbe




(1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VII

   Marie Grubbe var nu sytten År.
   Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op på sit Kammer og var gået hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt i stærke legemlige Smerter, så Lucie ganske åndeløs løb ned til Fru Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da også derop, men hun kunde ikke få et Ord ud af Barnet; hun havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede med Hovedet fra den ene Side til den anden. Så gav Fru Rigitze hende et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage Livet af hende med deres Pjank og lod dem så skjøtte sig selv.
   Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskjæmmelse, men nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro og hvert hendes Håb i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og vejret hen. Hun tænkte på, hun en Gang hjemme på Tjele havde seet Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke komme, og Blodet randt af det, en Sten sårede det hist, en anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den måtte ramme ret dybt, thi Dyret var så elendigt at Skånsel havde været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme, for nu var hun så ulykkelig at Nådesstødet var al hendes Håb og forlængsel. O, når det var Enden på al Storhed: en trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, så var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet Hoved og sænket Kårde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke med Nådesbønner på skjælvende Læber. Der var da ingen strålende Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig lysblind på så Alt blev Stråler og Glands og Farver; mat og gråt - Altsammen så var det mat og gråt og øde, bundløs Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.
   Sådan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og strålet Sol fra alle Blade og åndet Duft fra alle Årer, og salig i sit Lys og sin Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud på Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og sådan var den hele Verden, alle de Mennesker, der var til, så var de sådan. Og dog levede de løs i dårlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.
   Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der så tidt var bleven hende budt og ligeså tidt vraget, og hun fandt en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var Johannes' Åbenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder, gik gjennem dets mindste Stræder og såe ind ad alle Døre; hun lod sig blænde af Stråleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig også hvordan hun og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te sig, når den første Engel udgød Guds Vredes Skål over Jorden og når den anden udgjød sin Skål, og den tredie sin, længer kom hun aldrig, thi hun begyndte altid for fra.
   Hun var utrættelig i, når hun sad ved sit Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun på lange Bønner af »den Bedendes Kjæde« eller »de tolv gudelige Måneds Stemmer«, for de to kunde hun næsten udenad.
   Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund med Gud, men der lå dog tillige til Grund for alle disse gudelige Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Håb om at blive en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven indesluttet og folkesky og også hendes Udseende blev et andet; hun blev mager og bleg og hendes Øjne fik en hård, brændende Glands og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen når Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig på sine bare Knæ på Gulvet og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine Fødder af Kulde.
   Så var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi på den kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op på Kammeret og fyldte Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer, som Marie havde fået i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven funden på Tide at Marie kom til at gå i voksne Klæder.
   Det var så betagende at blive gjort til Gjenstand for al den Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne Sprætten op og tagen Mål og Skjæren til og Rien sammen, og hvor kjært var ikke dette poncerøde Atlask, når det gløded tungt i lange, rige Folder eller strålede blankt, hvor det sad tæt og stramt og hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige Drømmerier kunde stå for denne glade strålende Virkelighed. Og nu blot een Gang, at sidde ved Gildesbord, - og nu kom hun til Gilder -, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med ligeså krusede Kraver, så vilde hele hin Tid være fremmed som en døgngammel Drøm, og blot een Gang at have trådt Sarabande og Pavone i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshåndstrømper og med spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til at brænde af Skamrødme.
   Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og Pavonen, for to Gange om Ugen måtte hun nu gå på Dandseexercitier sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille på Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru Rigitze havde nu så sine egne Planer.
   Marie var lykkelig.
   Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk løftes op på Tronen, får Magtens og Ærens Guldring trykket fast på sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig og anerkjende dets Herskerret, således var også hun fra sit stille Kammer trådt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.
   Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blå, således var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende Dugdråbe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. De kunde sænkes så blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig så kjækt som en Fanfare. Vemodigt - ja, når Dagen kommer, så ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, sådan var hendes Blik, når det var vemodigt. Det kunde hvile så smilende fortroligt, og da blev det mangen En, som når det i Drømme fjernt, men indtrængende kalder på Ens Navn, men når det mørknedes i Sorg, håbløst og våndefuldt, var det som hørtes der Blodsdråber dryppe.
   Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var, måske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu ikke så. Hendes Skjønhed var såmeget ældre end hun selv, og hun havde så pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig bære frem af den; tværtimod, hun gjorde sig megen Umag for at behage, blev ikke lidet Coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.
   Hun var nu sytten År og idag var det Søndag, den første Søndag efter Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med Fru Rigitze.
   Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været stængede i samfulde toogtyve Måneder. Alle måtte nu derfor ud at se, hvor Forstaden havde stået, hvor Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet; man måtte ind i Løbegrave og op på Brystværn; der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der havde den stået og der var den falden, hin havde rykket frem hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.
   Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped vel hundrede Gange på Jorden og syntes for det Meste, det lød så underlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige hårdt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de små Børn græd over at de ikke måtte beholde den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, thi han var da også derude og gik og stak i den halvrådne Halm, hvor Barakkerne havde stået, eftersom han mindedes en Historie om en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt såmange Penge, at de deserterede da Plyndringen af Staden skulde til at gå for sig.
   Ja, der var ret en Gåen og Kommen, de grønne Marker og hvidgrå Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte Steder så nøje og opmærksomt, som om det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen ligge så fri og åben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gå og gå, ligesom beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpå Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegård og de omliggende store Haver, thi det var så Skik fra gammel Tid, at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegården havde været tom de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen, og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle så havde de mindedes Petri Kirkegårds bredkronede Linde.
   Mellem grønne Tuer og på brede Ligsten lå Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet på det lækre Søndagsbrød, mens han ventede på Kurven. Småbørn trippede med Hænderne fulde af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren, videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme eller på Trakteurstederne i Haverne bagved.
   Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Rådmænd og unge Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige grå Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod Fru Ide Då med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utålmodige Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske Dragt.
   Ulrik Frederik var der også, han var i Følge med Niels Rosenkrands, den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige Gebærder.
   De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og afmålt og vil gå forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu så venligt spise til Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de gå begge to med.
   Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for sig af de landlige Retter, som Urtegårdsmanden havde at opvarte med.
   »Er det sandt, skal En tro,« spurgte Fru Ide Då, »at de svenske Officiers skal havt så særdeles angenemme Manerer med de sjællandske Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?«
   »Ja allenfals,« svarede Fru Sidsel Grubbe, »er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.«
   »Af hvad for Dyrer er det?« spurgte Fru Rigitze.
   »De Skånelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er så lyse i Hårlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergård, ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med sig både i Dåse og Pose af hendes Faders, både Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede Pengestykker.«
   »Ja,« smilede Axel Urup, »stor Elskov drager stort Læs.«
   »Jo - at forstå -« bekræftede Oluf Då, han slog altid ud med den venstre Hånd, når han talte, »Elskov - at forstå - den er - den er stærk.«
   »Elskov,« sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger, »er som Herkules udi Fruentimmersdragt, af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veghed og Tamhed, men ligegodt har den i sig Kraft og Listighed nok til at føre igjennem de tolv herkuliske Prøver tilhobe.«
   »Ja,« afbrød Fru Ide Då ham, »Jomfru Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesåvel som han rensed Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.«
   »Jeg mener heller',« sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe, »at Elskov er som når man er falden i Søvn udi en Ørk og vågner op i en skjøn og angenem Lustpark; thi sådan Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens Sind, så det, der før syntes En gold og øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?«
   »Jeg?« spurgte hun, »jeg holder Elskov for at være lig en Demant, for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, sådan er og Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der nedsvælger den, således er også Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours, de føre.«
   »Ja,« hvidskede Ulrik Frederik galant, »Kjærten kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!«
   »Jo såmænd kan du have Ret, Marie,« begyndte Axel Urup og holdt op igjen for at smile og nikke over til hende, »jo, jo, det er nok til Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer ind i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller WunderDekokt kunne indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?«
   »Ih nej, fy da!« udbrød Fru Sidsel, »snak da aldrig om sådan gruelig Ugudeligheds Værk - og på en Søndag!«
   »Hjærte Sidse,« svarede han, »derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod ... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd min Hr. Oberst Gyldenleu? - Nej? - nej vist intet; taler intet også den hellige Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har deres Bo og Sæde udi i Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En både for Øjne og Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da ikke ret ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme? skulde det, tror I, været for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen - ingenledes! alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først når Blodet ved sytten - atten Års Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i Årerne, da tager det på at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op, det sætter Varme og tager på Vej så ingen Menneske ret er sig selv sålænge det står på, men sidenhen så klarnes det af som anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig' Vin hvert År giver sig til at bruse og skumme og vil som til at gjæres, når den Forårstid kommer, der Drueranken står i Blomst, således bliver også alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort Tid om Foråret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i Livsens Forår og nu ihukommer den, hvergang Årsens Forår vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.«
   »Jo Blodet,« indrømmede Oluf Då, »at forstå - Blodet, det er - det - at forstå det er en subtilig Materie nok - at forstå.«
   »Ja det er så,« nikkede Fru Rigitze, »ja, alting virker ind på Blodet, både Sol og Måne og tilstundende ondt Vejrligt, det er så vist som det var prentet.«
   »Ligesådan andre Menneskers Tanker,« tilføjede Fru Ide, »jeg veed det fra min ældste Søster, vi lå i Seng sammen og hver Nat, ret som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun på at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gå en Steds hen, hvor de kaldte på hende, og det kom af det at hendes Fæstemand, som var i Holland, han var så grim til at længes og lå og tænkte på hende Nat med Dag, så hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke også hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?«
   »Om jeg gjør! var det at tale om! - den kjære Sjæl! men så blomstred' hun også op som nogen Rosensknop at se til. - Herre Gud hendes første Barselseng ....« og så hviskede hun videre om den.
   Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, »Formener I da vel,« sagde han, »At en Elixire d'amour er som en gjærendes Materie, der bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at rase, så takler det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Antwerpen i Hotellerie des trois brochets, hvor han havde sit Logemente at det passerte. Om Morgenen havde han i Messen fået Øje på en skjønne, skjønne Jomfru - og hun havde seet helt mildt til ham, men den hele Dag havde han intet havt hende i Tanker. Så kommer han ud på Aftenen ind på sit Kammer, og da ligger der en Rose på Hovedgjærdet af hans Seng, og han tager Rosen og lugter til den, og i samme Minute står den skjønne Jomfrues Afbillede livagtigen for hans Øje som var det kontrafejet af på Væggen ligehos og den heftigste Forlængsel opstod hos ham efter samme Jomfru så pludseligen og stærk at han sagde, han kunde have skreget i vilden Sky af Smerte, ja han blev som hel vild og furieus, så han strøg ud af Huset og løb jamrendes op ad en Gade nedad en anden, ret som han var behekset og han vidste ikke af sig selv; det var som noget drog og drog og det brændte som Ild i ham og sådan blev han ved at løbe til den lyse Morgen.«
   Således taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de skumrende Gader.
   Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sofie Urne; men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev ene med Rosenkrands, svarede han så kort og adspredt på Alting, at denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.
   Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist på Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.
   Han var i sådan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld Stemning, sådan en letblundende Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens tågeflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer og halve Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod, glide med - glide med og briste. Efterklang af Samtalen var der, den brogede Stimmel på Kirkegården, Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Nåde, Kongens Vrede dengang - - Maries Håndbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern - endnu blegere, endnu fjernere, - Rosen på Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, - han sad og lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.
   Han stod op og gik hen til Vinduet, åbnede det og lagde sig på Albuerne udover den brede Karm: så friskt som det var - så svalt og stille.
   Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte et blånende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklede Krone stod som Skygger ånded hen på en Baggrund af glidende Tåge, mens Taksens klippede Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var falden.
   Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de fnuglette Regndråbers Fald var at høre som en næsten umærkelig, stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de vædeglindsende Stammer.
   Sådan underlig Hvisken det var at lytte på, så vemodigt den lød! var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv? - Ak så ene, så sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde Hjerter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjerte, der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af usynlige Tråde, der bandt Sjæl til Sjæl, Tråde stærkere end Livets, stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet nåede hen til ham. Hjemløs, forladt! - Forladt? - Klang det derude som Bægre og Kys? blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke lydt igjennem Natten? - Hvadså! - hellere Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for Blinde, for - Stakler .... - Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt, at jævne hver en Sti og dække for hver en Vind .... så skjøn .... lyttende lig et Barn ... - som en Rose! ....


Kapitel VIII >