WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Fru Marie Grubbe




(1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VIII

   Så fejret som Marie Grubbe var, så mærkede hun dog snart, at var hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog ikke helt optaget. Sådanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier holdt nede på en egen, underordnet Plads i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Småting, der hver for sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først var nu Børnene altid så ubehageligt familiære mod dem og befandt sig så drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og så Tyendet; der var en tydelig Forskjel på den Måde, på hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kåbe, og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig, og det ringe Indtryk, som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger gjorde på dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre Kavallerer, thi selv når de ikke var forelskede i En, så tog de dog de allersarteste Hensyn og sagde En det smukkeste de kunde finde på med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke på at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var der nogle, der kunde være ganske utålelige med deres overdrevne Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt åndsfraværende Blik, den lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed de hørte på En - nej! det var oprørende. Så var der også Forholdet mellem de unge Jomfruer selv; det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse så gjorde den det, de anså egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at omgåes hinanden værdigt og med alle mulige Tegn på udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling, og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle Ord til Marie om at hun og hendes andre Frænder havde påtænkt en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, så blev denne Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt på at være indtaget i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der åbnede store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende, hvor ærefuld og fordelagtig en sådan Forbindelse vilde være, hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed, der lå Ulrik Frederik åben som Kongens naturlige Søn og hvad mere var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket, så syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog kun endnu var Planer og løs Tale og løst Håb.
   Men Fru Rigitze havde Grund at bygge på; ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god Talsmand hos Marie, men han havde også formået hende til at undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens nådige Villie med, og de havde begge optaget det såre vel og givet deres Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.
   Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens Overtalelser sikkert også bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe var så rigt et Gifte, thi det var Kongen overhånds trangt med Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdådighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo så den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder, Fru Marie Juul jo var død, vilde hun såsnart hun var gift få sin Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var på den Tid Ejer af Tjele, Vinge, Gammelgård, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgårde, foruden Strøgods trindt omkring, så der efter ham var en god Arv i Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der Ingenting forødte.
   Alt var jo således vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag blev de da så højtideligt trolovede.
   Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke på en sådan stormende, urolig Måde som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende, blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig, rødmusset, frisk.
   Marie havde fortalt ham sin lidet lystige Barndomshistorie, og han elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem Tornehjulenes hvasse Pigge. Så var der Tider, hvor han plagedes af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder, at han skulde bære hende på hænder og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.
   Men der var også den Stund, hvor han hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i Støvet om han vilde, til at opløfte når han vilde, til at ydmyge, til at bøje.
   At sådanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt og halvsandt Billede, når der sagdes, at hendes Kjærlighed til den afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var at ligne ved den samme Sø ved Aftentide, når Vejret havde bedaget, spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det på en Måde være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.
   Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men det var ikke mere fordi han var som den magiske Vånd, der slog Portene ind til Livets Herlighed og Pragt åbne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig elskede?
   Det kunde se ud undertiden som det var ikke så. Når hun i Skumringen sad på hans Skjød og, akkompagnerede sig selv, sang små franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun så søde og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov har dem sødere, og der var kjælne Tårer i hendes Øjne, som kun Kjærlighedens milde Uro dugger frem - og dog - kunde det ikke være at hun i Længsel, på en svunden Følelses Minder byggede en Stemning op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig på Elskovsord, og utålmodig ved Kjærtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes så pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og Hån på Læbe, så mangen en Gang, når han bad om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere så gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, når hun var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gang at udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre så håbløst og fortabt ud for sig, og føle sig så uendelig ensom og forladt?
* * * *
   Lidt over Middag, sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som så ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.
   Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet, tordenblå Skyer rullede bort i det Fjerne.
   Så rask som Vejen tillod red de frem, både de og Lakajen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte Bundgarn, på hvis Tråde endnu de blinkende Regndråber hang, Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens Gård, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte og lo og jog afsted.
   Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det så i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod Overdrupsøens blanke Vandflade.
   Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget Bræmme i Skjællet, hvor Skråningen, der var brun af vissent Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm, hvor en Lysstribe Skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, så fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor stålblå Guldsmedde blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtigt glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gård bag Krattet lød Hønsenes Kaglen derned, og på den anden Side Søen kurrede Skovduerne under Dyrehavens kuplede Bøge.
   De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Hånden havde hun en lang Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu småt skvulpende Vand.
   »Jeg tror, vi får Torden,« sagde hun og fulgte opmærksomt et svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde, mørktkrusede Pletter ude over Søen.
   »Lad os så vende,« rådede Ulrik Frederik.
   »Ikke for Guld,« svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.
   I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.
   »Jeg gad vidst,« sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden på sin Kind og længe i lange Drag havde indåndet dens Kjølighed, »jeg gad vidst,« længer kom hun ikke, men såe med strålende Blikke op i det grønne Løv.
   »Hvad gad du vidst, min Hjærte?«
   »Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. - Å, for de mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe længere og længere ind i det Allertykkeste og tætteste. Jeg var så ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, når de fløj op, indtil jeg så lige med Eet blev så underlig skræmt og sky, - å, jeg blev så beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?«
   Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden Sky:
»Jeg ganger mig i Skoven fro,
Hvor Ælm og Abild gro,
Og smykker der med Roser to
Vel mine Silkesko.
For en Dands,
For en Dands,
For en Tralala,
For de røde, røde Bær på den Hybengren!«
og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, hvor Grenene fejede hen over hende og hendes Øjne funklede og Kinderne brændte, hun hørte ikke på Ulrik Frederiks Råben, Pidsken hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler - Skummet sad i Flager på hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.
   Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende, sort Himmel med jagende, gråflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blåsorte, tågebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede op imod hende og holdt snart ved hendes Side.
   I samme Øjeblik slæbte som et tungt, gråt, regnvædet Forhæng en Byge skråt henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som myldred de op af Jorden.
   For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart udenfor »Stataf-Kroens« lave Døre.
   En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.
   Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.
   »I skal blive, Mand,« sagde han, »og muntre os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,« og han vendte sig mod Marie, »at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, såsom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad Kjøbenhavn.«
   Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, så optaget var han af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag på hans brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med sit koldeste Smil: »vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.«
   Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og råbte: »o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig stå til Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed for denne ædelige Jomfru, så hun tiere end tidt har ytret den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den kranke Hane og den skrukke Høne!«
   Marie tog nu også Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde de unge Cavalliers fast på smudsige Ølkipper halve Dage og hele Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes Længsel og ikke lade sig for længe bede.
   Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til sådan fin og skjøn Jomfru at amusere, så vilde han dog fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne Velbårenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde på Stand exequeret og udført.
   »Se nu!« sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved Bordet med Albuerne ud til Siden, »nu er jeg en hel Forsamling af Eders Fæstemands velbårne Kjendinger og synderligt gode Venner.«
   Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem på Bordet, strøg Håret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.
   »Dæ'len smelte mig!« drævede han og slog raslende med Pengene som det var Terninger, »er jeg intet velbåren Erik Kåses ældste Søn for Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjør' mig ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti, så det klingred'. Kan din Fæhund se? siger jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller skal jeg åbne din Bælg med min Stingendal, så din Lever og Lunge kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!«
   Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:
   »Høder du?« hvæsede han med nordskånsk Accent, »vet din Dræksjung hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slår jeg din ...«
   »Nej, nej,« sagde han med sin rigtige Stemme, »det er sagte vel stor Lystighed at fange an med; nej, nu!« og han satte sig ned, støttede Hænderne helt ude på Knæene som for at undgå sin Mave, gjorde sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Så holdt han op, rullede forelsket med Øjnene og råbte kjælent:
   »Poppegøj - e! lille Poppegøj - e,« fløjtede igjen, men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende Smil. »Lille Sukkerdukke!« råbte han så, »lille Honningsnut! om til mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af lille Krus?«
   Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.
   »Bliv nu her,« sagde han lokkende, »bliv nu her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og du må heller aldrig forlade mig,« og hans Stemme blev grådrusten, »vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. - Gods og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig som Drank det og Bærmevalle. - Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Våbenskjold og Mærke, de! - skulde de være bedre for det? du har også Våbentegn, har du så! det røde Mærke på din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit røde Jern, det er Adelstegn det; - jeg spier på mit Skjold for at kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for - ja. For er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde så dejlig som du er? spørger jeg - er der? - nej, der er ikke, ikke en Stump af en!«
   »Det - det - det er Løgn at forstå,« råbte han med ny Røst, sprang op og gestikulerede henover Bordet, »min Fru Ide, at forstå - din Hjadderkop - hun har Skabning, du, at forstå - Lemmer - hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...«
   Her vilde Daniel lade sig falde tilbage på Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtigt op, rakte begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den lille greb halvt liggende, halvt knælende Hånden og stirrede på hende med et så taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde glemme det.
   Så red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte på at dette tilfældige Møde i »Statafkroen« skulde række længere end det havde rakt.


Kapitel IX >