WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Fru Marie Grubbe




(1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


IX

   Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men også betænkte på at forlyste sig ovenpå Sommerens Travlhed. Heller ikke var det dem imod at gjøre forsøg på at blænde den, siden Krigen temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og tryg, trods kongelige Privilegier, trods borgerlig Våbendåd og Sejersglands og trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.
   Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj og brogede Våbendækner. Og der blev en Gjæstereren og Beværten i alle Byens Adelsgårde - til sent ud på Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.
   Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, på Grund af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere på dettes end på Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de senere Årtier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da således af en dobbelt Grund forbigået, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.
   I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt hårdt, men da det blev ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den såre naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, så der, da de den sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Nådesbevisninger.
   At Vielsen gik så stille af, var ganske imod hvad der havde været påtænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre deres Bryllup på Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermål og Skilsmisse, at burde lade det blive som det blev.

   De er da så nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel - og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det er jo nu engang i Almindelighed så, at når Leander og Leonora har været sammen i et Halvtårstid, så er Ånden ikke altid over Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun er som de små Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser og det selvsamme evige »Snip, snap, snude,« så er Leander så fordringfuld, at han trættes, såsnart hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv. Såsnart han ikke længer er helt beruset, er han også i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds Selvtilid og Tryghed, forlader ham, han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage på sin Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter ser de så inderlig velkjendte, så lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne hjemlige Verdenspart så længe.
   I en sådan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.
   Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt på at læse og havde spillet Daldøs med Marie. Regnen skyllede ned, det var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gået ind i sit Våbenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse sine Skatte - det var det just Vejr til - og var så kommen til at tænke på en Kasse Våben, han havde fået i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede Arven Stykke for Stykke.
   Der var Pragtkårder, blåanløbne med Guldindlægning og sølvblanke med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, med lange, flammebugtede, med trekantede, nålespidse Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af ætset Stål, den var stukken igjennem et lille Spændebånd af Silke, besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten var det et Armbånd, et simpelt Armbånd eller, som Ulrik Frederik troede, et Strømpebånd - og Kården var stukket der igjennem.
   Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde været i ni År og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde også have været i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men så kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve År. Altid leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme. - Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i Tiden, ved Kongens Nåde, blive Gehejmestatsråd og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, få Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane, der var ham afstukken. - Nu krigedes de nede i Spanien, der var Hæder at vinde, Liv at leve - der var Kården og Båndet fra. Nej - han måtte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det måtte afgjøres.
   Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt, urimeligt, umuligt - og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse, til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske Konges Svar være kommet.
   Svaret kom da også allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var så meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk, der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men så rejste han da.
   Marie Grubbe var kun dårligt tilfreds med denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt, at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vel var hans Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for Folks Omtale og Adelskabet var jo nu på denne Tid så forkert og vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog sig ud i den dårligste Mening - men alligevel, Kvinder havde nu en Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel Vare på en Konges Søn, så kunde hun dog ikke Andet end ængstes for, at det Samliv, de så vel havde begyndt, ved en måske mer end årelang Adskillelse kunde blive således afbrudt, at det aldrig kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var så ny og så lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst, skulde den skånselløst udsættes for allehånde Umildhed og Fare, var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? - og det havde hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin Trolovelsesstand havde set an for såre let at føre, det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme således indvortes, men det var at friste Lykken hårdt at åbne Dør for sådan Skilsmisse.
   Og så var hun også meget Skinsyg på alt det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.
* * * *
   Frederik den Tredie, der, som såmange andre Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik Frederik der Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager, Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og underhånden lade ham forstå at såvel Kongen som den rige Christen Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.
   Da Ulrik Frederik derfor i Juni Måned Toogtreds nåede den nævnte By lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Hår og en smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse og små, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde små og store Rynker, som i Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et på en Gang fiffigt og godlidende Udseende.
   Sort Fløjlsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper, sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte Båndroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris på Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og både om Håndledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede, buttede og små og så overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at han ikke kunde få Fingrene sammen. Endogså om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende Ringe. Såsnart han sad ned, gjemte han, uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han frøs altid sine Hænder, som han sagde.
   Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe på Væggen. Et stort, rundt Bord stod midt på Gulvet, omgivet af Træstole, på hvis Sæder der lå bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor Sølvplade hvorpå der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang på Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var Malet i grå og røde Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt, udskåret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og langs Væggen lå Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et tørt Palmeblad i Hånden.
   Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik - de talte Fransk - Burrhi om han ikke også vilde komme de Søgende i Danmarks Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.
   Burrhi rystede på Hovedet.
   »Jeg veed vel,« sagde han, »at den hemmelig' Kunst har fornemme og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset så mange fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, så har jeg dog mødt så megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager mig en Skikkelse på som Læremester for så ophøjede Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen af Danmark laborerer, så mine Ord ingen Sigtelse mod ham kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og Arveherrer, der vare så uvittige i deres Historia naturalis og Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere bondeagtig overtroisk end som de var. De slå endog deres Lid til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den rette Opskrift, så mænges det tilhobe, sættes på Ilden, en Formula udsiges, og så skal Guldet være der. Sådant har Styverfængere og ignorantiske Personer udspredt - dem Djævelen have! Kan de Folk dog intet forstå, at dersom det således gik an, da ville Verden svømme udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode således bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der må en lykkelig Hånd til, der må være visse særdeles Constellationer og Conjunctioner forhånden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle Åringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens Omskabelse, der skal gå an. Ja, jeg tør sige, at der går en Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindårige Omfavnelse!«
   »Men,« sagde Ulrik Frederik, »I forlade mig jeg spørger, men sætter En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Våde?«
   »Nej, nej,« svarede Burrhi ivrigt, »hvor vil I tro! hvilken Mager var vel større end Salomo, hvis Segl, både det store og det lille, vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Ånd, den Forfærdelige?« og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. »Jo, jo,« vedblev han, »visselig have vi store Mørkets Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige Spåkvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre, fluks lægger deres Påkalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi påkalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det er Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys før Solen og Månen blev indsat i Himlens Hvælvinger.«
   Således talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel, han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop.
   »I det Store,« sagde Burrhi, »kunde jeg vel nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men når ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet fødes, så kommer intet alle Småtegn med og Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide på. Dog veed jeg noget. Ja, ja,« vedblev han og strøg sig over Øjnene, »havde I været borgerlig født og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt så let. Det er på visse Måder meget at beklage, at Verdens Gang i de meste Tilfælde er således, at en Håndværkeres Søn bliver og en Håndværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn en Bonde og således fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser dem. Om således En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Sår og liden Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil Alting stå for ham som på Pinde. En, der er født under Fiskenes Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste Part, må søge sin Lykke på Søen, enten det så må være som gemen Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i anden Part. - Men lad mig nu se Eders Hånd!«
   Ulrik Frederik rakte Hånden frem, Burrhi gik hen til HesteskoTrianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser stryger sine Såler på Harpiksbrædtet inden han går ud på Tovet. Så såe han i Hånden.
   »Ja,« sagde han, »Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker så vidt, den række kan, uden at nå til en Krone. Lykke-Stregen er mat på nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren, den ser hel ilde ud desværre, I må tage Jer vel i Vare til I har nået Syvogtyveårsalderen, til da er Eders Liv hårdt og hemmeligt truet, men så bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom, men den skyder kun en Streg ud - jo dog, der er alt en mindre hos - ja, I vil få Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men få i hvert.«
   Han slap Hånden.
   »Hør,« sagde han alvorligt, »der er Fare for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet, dog, åben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde det være Fald eller anden Rejsevåde, så tag her disse trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem på Jert blotte Bryst, eller om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de må røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der sidder i den som et Træes Lignelse, den er såre rar og fin, og god mod snigendes Våbenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en Gang, min dyrebare unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren blinker i et Kvindfolks Hånd, men jeg veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor også for arge Venner og skalkagtige Tjenere, for kolde Vande og for lange Nætter.«
   Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode Råd og gode Værgestene.
   Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.


Kapitel X >