Fru Marie Grubbe

---

J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

X

Der blev så stille i Gården den Forårsdag, da Hestenes Hovslag var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre åbne efter Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet lå endnu ved hans Couvert, således som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.
   Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved svorne Løfter om snarligt Gjensyn.
   Uvilkåligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast, således som hun for et Øjeblik siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme, forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.
   Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Gråd. Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med Halen og såe hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.
   Hine første Dage, - hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden lå på hende, og hvor Længslen så imellem var skjærende skarp som Salt i en åben Vunde.
   Ja, det var de første Dage, men da det så ikke var nyt længer og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok på Flok, den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en underlig Håbløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en Følelsesløshed, det sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.
   Og så var det pludseligt igjen helt anderledes.
   Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Årer bankende af livstørstigt Blod og hendes Fantasi så fuld som Ørkenens Luft af farverige Billeder og dårende Syner.
   I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utålmodigt ser sin Ungdomstid, Vår på Vår, glide gold forbi, uden Blomster, mat og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel vride sine Hænder og skrige som i Pine.
   Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt til at påskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske overladt til sig selv.
   En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen, og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her at holde sig i en halv vågende, halv slumrende Tilstand, der affødte æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns tågede Drømmebilleder, så de næsten var som virkelige, og gav en kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.
   Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, så den mindste Larm voldte hende Smerte, og hun kunde få de sælsomste Indfald og pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten måtte vække Tvivl om hendes Forstand.
   Der var vel også kun et Strås Bredde mellem Vanviddet og denne sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det.
   Således hændte det undertiden, når hun stod ved det åbne Vindue, lænet til Vinduesposten og såe ned i den stenlagte Gård dybt under hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra Vinduet ind i det inderste af Stuen, rystende af Angst og med Billedet af sig selv, liggende blodig nede på de hårde Sten, så tydeligt for sig, at hun måtte gå til Vinduet igjen og se ned, for at jage Billedet bort.
   Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, når hun, hvad der stundom hændte, kom til at se på sin blottede Arm, og næsten nysgjerrigt fulgte de blå og dunkeltviolette Årers Løb under den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille Rovdyr Mærke på Mærke, men såsnart det gjorde rigtig ondt, holdt hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede Arm.
   Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde på at gå ind og klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en iskold Stålklinge nedad sin blottede Ryg.
   Af sådanne Indfald havde hun mange.

   Efter fjorten Måneders Fraværelse vender så Ulrik Frederik hjem.
   Det var en Julinat, Marie kunde ikke sove, hun lå og lyttede på den langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker.
   De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme.
   Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Måneder siden? - det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven så gammel i al den Tid, så forsagt og stilfærdig, og nu kom han hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind - tung i Gang, slet ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være så fremmed og kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt, og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra ham, nej, nej, hun vilde våge over ham som en Moder, og når Verden gik ham imod, så vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham og være ham så god, savne for hans Skyld. lide og græde, gjøre Alt for hans Skyld. - Så syntes det hende igjen at såsnart hun såe ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som kåde Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og Jubel og Krogene hviskede med Kys -.
   Som hun tænkte sig det sådan, faldt hun i en let Blund og det larmed og legte ind i hendes Drømme, og da hun vågnede, larmede det endnu, raske Fodtrin lød på Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne rumlede på Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.
   Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe, og svøbt i det som en Kåbe, ilede hun gjennem Værelserne. I Storstuen standsede hun, der stod en Bisseprås i en Træstage nede på Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte, Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed. Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af Bevægelse.
   Døren gik op og med Hat på Hovedet og Kappe omkring sig stormede han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes Hånd, for hun foer tilbage, han såe så fremmed ud, hun kjendte ikke hans Dragt, han var bleven så brun og så fyldig, og under Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde set Mage til, det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.
   »Marie,« råbte han, »min hjærte Pige,« og han vred hende hen til sig, så det værkede i hendes Håndled og hun våndede sig af Smerte. Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var ikke varm, og de havde bedet godt i den sidste Kro.
   Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; så kom hun dog i Tanker om, at det måske var en vel sælsom Velkomst og vendte tilbage.
   Ulrik Frederik stod på samme Plet, helt forvirret, delt imellem Bestræbelsen for at få sin omtågede Forstand til at fatte, hvad der foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op, men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom tilbage og friede ham for Kappen, kom han på, at det Foregående nok skulde være en Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig på Lårene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde åbenbart noget Spøgefuldt, han vilde sige, begyndte også på det, men kunde ikke få det frem, og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned på en Stol, stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet.
   Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, så rejste han sig op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet, stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i Siden, den anden støttet på Gesimsen og såe overlegent - stadig tynget af den stærke Rus - ned på hende.
   Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være så lydig, så lydig, han vilde ingen Raisonering høre på, ikke et Kny, ikke eet; hvor højt han også havde hævet hende, så blev hun dog altid hans Slave, hans lille Slave, lille søde Slave, og nu blev han så mild som en legende Los, græd og smidskede og trængte med hele en drukken Mands Ihærdighed ind på hende med grove Kjærtegn og plumpe Elskovsord - uundgåelige, uafviselige.

   Næste Dags Morgen vågnede Marie længe før Ulrik Frederik.
   Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved hendes Side. Hendes Håndled var hovnet op og var ganske ømt fra hans voldelige Velkomsthilsen igåraftes. Der lå han med de kraftige Arme under den stærke, lådne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende, åndede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil på de røde, fugtigt glindsende Læber.
   Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse ved at se på ham. Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt ind, pukkende på hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis på hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis på at finde sine Møbler stående, hvor de stod, da En gik ud. Vis på at være savnet, vis på at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis på at alle hendes Ønskers Mål var hans brede Favn -.
   Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt liggende på en Løjbænk inde i den blå Stue. Hun var bleg, Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Hånd lå mat ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et smerteligt Smil Hovedet tilbage.
   Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Hånd, kom med nogle spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igåraftes og undskyldte sig med, at han, sålænge han var i Spanien, aldrig havde fået en eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde på at drikke, og han tilføjede, at når han skulde være ærlig, så drak han heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.
   Marie tav.
   Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke skulde spise.
   Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han måtte spise ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Hånd gjorde så ondt, han havde rent kvæstet den.
   Så fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig se den syge Hånd og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin Kjoles Folder og såe på ham, som han sagde, med et Blik som en Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men det hjalp ikke, så satte han sig leende tilbords og spiste med en Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid ikke sidde, han måtte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for alle Gadens hjemlige Scener var ham så nye og kurieuse, og han fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven lå i det andet, hans Serviet hang over Vasen på det forgyldte Gueridon og en Kringle lå på det lille Bord i krogen.
   Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og såe ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede ham sjeldent eller slet ikke svarede.
   Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun sukkede og såe tungsindigt ud i Luften.
   Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring rundt på Fingeren.
   »Skal jeg puste på den kranke Hånd?« sagde han i en klagende, medlidende Tone.
   Marie rev Kniplingstørklædet af Hånden uden at sige et Ord og blev ved at se ud.
   »Den tager Kuld, den lille Stakkel,« sagde han og såe et Øjeblik op.
   Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Hånd mod Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som på et Klavikordium, frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.
   Ulrik Frederik såe med smilende Velbehag på den smukke, blege Hånd, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg, tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage, lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod det spille blankt i Solen, fløj så op med Kniven ...
   I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned i Ærmet og han hugged den til Side ned på Gulvet, sprang med et Forfærdelsesråb op, så Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse.
   Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik var stivt og forfærdet, det stirrede hen på den Plet, hvor Ulrik Frederik havde siddet, så sænkede Øjelågene sig, en skærende, død Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om på Gulvet, lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.
   Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod åben og blottede hans Bryst, og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstået hos hende, at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at såre ham, måske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi hendes Hånd var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over hendes Vilje.
   Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Håndfladerne på Frokostbordet, han skjælvede, så Bordet rystede og Fadene klirrede mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet så uanet, var så vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke på den Skikkelse, der lå livløs og stille på Gulvet henne ved Vinduet. Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Hånd, klang for ham, han sank på Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished også, thi det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde hun ellers vilde dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor, hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.
   Næsten stjålent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede Stumperne ind i den tomme Kamin.
   Endnu rørte Marie sig ikke.
   Hun var da ikke såret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen Blod på hans Mansketter, men hun lå så stille, dødsens stille; han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.
   Marie sukkede, slog Øjnene op, såe stivt og dødt ud for sig, såe på Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel så lykkelig og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun såe henad Gulvet som om hun søgte Noget, greb så pludselig Ulrik Frederik om Håndledet og følte på hans Ærme, og da hun såe, at det var udrevet og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.
   »Så gjorde jeg det dog,« råbte hun fortvivlet, »å Gud i din højeste Himmel, bevar min Forstand, så mindelig jeg beder! - Men hvorfor spørger du intet?« sagde hun til Ulrik Frederik, »hvorfor slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel, skal Gud vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde; det kom sådan på mig, der var det, der tvang mig, jeg svær' dig min højeste Helgens Ed, der var det, der styred' min Hånd; men du tror det intet, hvor kan du også?« og hun græd og jamred.
   Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den, der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde få Lov til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Tålmod for at vinde hende igjen, så svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte; hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde Småting, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun ham, hver Time på Dagen, sin inderlige, længselsfulde Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var Sejren også bleven hende vis.
   Men større Fjender stod hendes Sag imod.
   Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere end sin Lige. Enevælden var endnu så ung, og den Betragtning, at Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, så såre gammel. Det Halvgudsskjær, der i de senere Tider omstrålede den absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.
   Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger, udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes på lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være magtpåliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved overvættes Gavmildhed og Nåde at udtrykke sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolutte Herskeres Række.
   Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen Betydning, såe Ulrik Frederik snart, at han havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gå ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg på at vække det gamle, idyliske Forhold tillive igjen.
   Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit Ægteskab og forstod også helt vel Grunden, og benyttede derfor enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og overvældede hende med Tegn på Gunst og Nåde, og troede på denne Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af årvågne og misundelige Fjender rundt om den Udkårne.
   Den Sommer, som så ofte ellers, boede Kongefamilien på Frederiksborg.
   Ulrik Frederik og Marie tog også derud, thi de skulde hjælpe med at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i September og Oktober skulde gå for sig, når Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.
   Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i slutningen af Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne på Balletter og anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag på lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de små Tårne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestående Fest.

   I den Allee, som fra Skoven fører op mod Lågen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe at gå sin Morgengang.
   Hun var der også idag.
   Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det grønne Løv.
   Langsomt kom hun nærmere.
   Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet Solitaire på den opkrammede Sideskygge, sad let på det i tunge Lokker opsatte Hår. Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule, var på Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skråstribet Silkeskjørt tilsyne, så langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop kunde sees. I Hånden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer af Ravne.
   Tæt ved Lågen standsede hun, åndede i sin hule Hånd og holdt den først for det ene, så for det andet Øje, så rev hun en Kvist af og lagde de kjølige Blade på de hede Øjelåg, men det kunde alligevel sees, at hun havde grædt. Så gik hun ind ad Lågen, op mod Slottet, vendte tilbage igjen og slog ind på en Sidegang.
   Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en hård Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kåbe og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gå hurtigere til, end han ret vel kunde årke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede småskjændende med.
   »Nå, nå!« sagde hun, »bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres. Gå nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at stolpre afsted på Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i, end som i gammel Sime!«
   »Herregud, da også for Ben det er!« klynkede den Syge og standsede, da Knæene rystede under ham, »nu er hun helt af Syne,« og han såe langeligt op imod Lågen, »helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren sagt, og der er så længe til imorgen!«
   »Ja, ja, den Tid går nok, lille Daniel, og så kan du hvile idag, så er du såmeget des stærkere imorgen, så følger vi hende hele Skoven igjennem, fluks ned til Lågen, ja vi gjør, og nu går vi hjem, og så skal du ligge på den bløde Løjbænk og have et godt Krus Øl, og så spiller vi Verkehring og så kommer Reinholdt Vinskjænk, når det høje Herskab har spiset af, og så spørger du Nyt og vi får os en god, trofast Lanter til Sol gåer i Bjerge, ja, vi gjør, lille Daniel, ja, vi gjør!«
   »Ja, vi gjør, ja, vi gjør!« vrængede Daniel, »du med din Lanter og Spil og Verkehring! når det brænder i min Hjærne som Løbebly og min Forstand er i vilden Våde og - hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg kan sætte mig lidt - så, så ... er jeg klog, Magnille? er jeg? - jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament! det er klog Mands Fart for en vanbåren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbråden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har trådt, det er klogt, siger jeg! - å, var der intet de Drømme, Magnille, hvor hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Hånd på mit pinefulde Bryst eller ligger så stille og ånder så sagte og er så kold og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! - men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.«
   De gik igjen.
   Ved Lågen standsede de.
   Daniel støttede sig med Armene på den og stirrede op imellem Hækkene.
   »Derinde!« sagde han.
   Stille og lys lå Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel og Småskår nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende Strålebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt oppe mod den blå Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld over de hurtige Vinger.
   Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.
   »Sådan en Nar!« mumlede Daniel. »Skulde En tro det, Magnille, at En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og - Karen Fiol! er han klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og Tredækkere i Bundter og Par, og imens så stimer og fjaser han nede i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille - tvi, tvi, i Helvedes Hav for skidden Commerce! - og han er så iversyg på den Majmånedskilling, at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...«
   Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor Lågen.
   Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gået ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-kameler nu holdtes, og var derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Lågen. Her havde hun hørt Daniels Ord til Magnille og nu:
   »Hvem er I?« spurgte hun, »og var de sande, de Ord, I sagde?«
   Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Lågen, sådan rystede han.
   »Daniel Knopf, velbårne Madame, den galne Daniel,« svarede han, »bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham sådan af Tungen, Redt og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken og intet Andet.«
   »I lyver, Daniel.«
   »Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg så, det er troligt nok, for her, velbårne Madame,« og han pegede på sin Pande, »her er det som en Jerusalems Forstyrrelse - nej dig, Magnille, nej dig høvisk og sig den velbårne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, - vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores små Bræk og Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns så galne, som Vorherre han gjør os.«
   »Er han virkelig ret galen?« spurgte Marie Magnille.
   Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind mellem Lågens Tremmer og kyssede på den og såe ganske forskrækket ud: »Å nej, nej, er han intet, Gud have Lov.«
   »Hun er også ...« og Daniel slog med Hånden en Kreds i Luften, »vi passer på hinanden, vi to Galne, så vel vi kan, det er intet for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gå, ved fælles Hjælp de Graven nå, men der bliver intet ringet over dem, det må intet være. Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.«
   »Bliv,« sagde Marie Grubbe, »I er intet mere galen, end I gjør Jer selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro så laveligt om Jer, at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I det?«
   »En stakkels, galen Mand,« klynkede Daniel og slog undskyldende ud med Hånden.
   »Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde troet Eder så meget, meget bedre!«
   »Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,« råbte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde, »så er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare spørg!«
   »Var de sande, de Ord ...«
   »Som Evangelium, men ...«
   »Er I vis derpå? I fejler intet?«
   Daniel smilte.
   »Er ... han der idag?«
   »Er han på Jagt?«
   »Ja.«
   »Så ja.«
   »Hvad er -,« begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, »hvad er hun for Slags Person, om I veed det?«
   »Lille, velbårne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.«
   »Men af hvad Folk er hun kommen?«
   »For to År siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk Valet de Chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris og der og til Bryssel har hun været, til hun kom her tillands igjen iår ved Pindsedagstide. Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen når som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.«
   »Daniel,« sagde hun og standsede uvis.
   »Daniel,« svarede denne med et fint Smil, »er Eder nu og evindelig så tro som Eders højre Hånd.«
   »Vil I da være mig til Hjælp? - Kan I komme over ... over en Vogn og en Agesvend, der er til at lide på, så fluks jeg giver Jer Varsel?«
   »Ja, jeg kan, det kan jeg, en mådelig Time efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I kuns på det, velbårne Madame.«
   Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. »Vi tales ved igjen,« sagde hun så, nikkede venligt til Magnille og gik.
   »Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!« udbrød Daniel og stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. »Og så ædelig stolt,« tilføjede han triumferende, »å, hun vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl på min Nakke og træde mig sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig Daniel drømmer om hendes Person. - Så brændendes skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet for hende, hun måtte fortro sig til mig, til mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!«
   Så stavrede de af med hinanden.

   At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gået således til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet håbede, fordrede eller ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt han i rigt Mål ved nu og da at se hende sådan som Lejligheden faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede ham omsider på Sygelejet.
   Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste, og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu havde forvundet sin Sygdom såmeget, at han ret kunde stå og støtte, rejste Marie til Frederiksborg. Han måtte følge efter, bie kunde han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge ham, så kunde hun med det Samme få Råd for sine dårlige Øjne. Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende sin besynderlige Elskov, sagde hende, at det for ham kun var Lys og Livsens Ånde, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der så ganske fyldte hans Hu.
   Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe på hendes ensomme Morgengange.
   Og så var det, de mødtes.