Fru Marie Grubbe
J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XIII
En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve kjøre ind på Tjele.Han skjønnede straks, at der var noget Galt påfærde, som hun sådan kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen, han bød hende, for han blev så vred, at han gik sin Vej, smeldende Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
Men da han fik sovet på det, blev han mere omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der egenlig ingen Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen måtte uden stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
Rigtignok råbte Marie på Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare ømme Vunder og gabende Sår, så det lagde han ingen Vægt på; der vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost på Tjele, den ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde få hende til at længes efter det, hun havde forladt. På den anden Side kunde Ulrik Frederik, han være nu så vred han vilde, vanskelig tænke på Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var også hårdt at komme af med, når man nu endelig en Gang havde fået det.
Et Halvårstid gik Alting godt på Tjele. Marie befandt sig vel på den stille Gård. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed og deres fuldstændige Mangel på Begivenheder var noget Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
Når hun tænkte på Fortiden, kom den hende for som en trættende Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Mål, lysnet af et skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utålelig, bedøvende Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes yndigt dunkle Ensomhed.
Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage hen og bo på sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede det for hende, at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog Intet sendte til hendes Underhold, så var det rimeligt, hun lod sig underholde af Kalø Gods, og der kunde hun så leve som Blommen i et Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning, langt anderledes end her på Tjele, som var altfor tarveligt til hende, der var så meget bedre vant. Desuden var der i Kongens Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, åbenbarlig tænkt på Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes Ulrik Frederik et Halvårstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke skulde blive forligte igjen, så var det ikke usandsynligt, at Ulrik Frederik kom til at afstå hende det hende som Enkesæde tiltænkte Gods, og det var derfor tjenligt, både at hun lærte det at kjende og at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse, desto lettere vilde han måske afstå det.
Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold på Tjele, og så i Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man vidste aldrig, hvad den kunde føre til.
Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve, men ikke at lade hende få Hvid eller Skilling i rede Penge. På Kalø var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end på Tjele, så Marie havde neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde fået en Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.
Hans Navn var Sti Høg.
Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte tænkt på denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig Taknemmelighed, og mangen den Gang, når hun på Aggershus var bleven krænket eller såret særlig føleligt, havde det været hende en Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans væsen var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes Herligheds Dage; der var den samme smigrende Håbløshed i hans Miner, den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
Mere end to-tre Dage ad Gangen blev han aldrig på Kalø, så tog han en otte Dages Tid på Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes efter, at han skulde komme, og at sukke, når han drog bort, thi han var så godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
»Madame!« spurgte Sti Høg en Dag, »er det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?«
»Om han så kom krybendes hertil på sine Knæ,« svarede hun, »vilde jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte, for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig, varm Blodsdråbe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet, forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig, blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebåret Ord råbet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.«
»I vil da andrage på Separation, Madame?«
Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han forhastede sig ikke, såsom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gå i Lave, men det vilde det aldrig.
De talte så om, hvad hun kunde vente at få til sit Underhold efter Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe på hendes Vegne navnlig vilde gjøre Fordring på Kalø.
Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af Jylland og så måske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi højere vilde hun ikke nå her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu den Mening, at hun skulde få sin Medgift udbetalt i rede Penge og så forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel og fattige Kontrafej af et Hof.
Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var så god en Baggrund for de bedårende Billeder, han udkastede af Ludvig den Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for alle sine Drømme.
Sti Høg var endnu lige så betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe som før, og han talte ofte til hende om denne Lidenskab, ikke bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Håb eller i Klage, tvertimod, fuldstændig håbløst, altid forudsættende Umuligheden af, at hun kunde gjengælde den eller komme til at gengjælde den. I Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse, men efterhånden begyndte det at interessere hende at lytte til disse håbløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig gjort til Livs og Døds Herre over en så forunderlig Natur som Sti Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp, fordi Kampens Mål syntes uopnåeligt, hans tamme Slåen sig til Ro ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end han følte, thi denne håbløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede Øjnene i for, at der intet Håb var, og blindt stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro på, og hun dannede sig et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom evindeligen at gå og overbeføle sig selv, var kommen til at tro sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu, da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig på sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i Alting ligt.
Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Hånden på Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: »det er en sort Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Håb og Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var skjællig Årsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpå, da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde det vækked' op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres Vældigheds Vinger, så den Part af mit Sind, der er tørstig for Dåd og brændendes af Håb, vilde vinde Overhånd og gjøre mit Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra hvert råbendes Krav og døve hvert lyttendes Håb, så min Lykkes Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...«
Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsåe, at det var bedst således, men dog sukkede hun derved.
Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde få hende til at tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at gjøre hende villig til at gå ind på en Ordning af Sagen, hvorved Ægteskabet blev stående ved Magt.
Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at holde det hen i det Uvisse, sålænge det var muligt, thi enhver af Skilsmissen nødvendig følgende Formueafståelse var ham særdeles ubelejlig, og på Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel bekjendt.
Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik Frederik indså, at det ikke kunde blive således ved længe, og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged på Kalø, Johan Utrecht et Brev, hvori han påbød ham i al Hemmelighed at forvisse sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham på Kalø Slot, uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet i Marts, Niogtreds.
Ulrik Frederik håbede ved den heri foreslåede Sammenkomst at erfare Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig, vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at skaffe sig så blide Skilsmissekår som muligt.
Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med uforrettet Sag til Norge.
Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men så var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle; thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik så højt og havt en så blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men det var dog muligt, der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, thi han var i Faderens Tid så ofte bleven sat i Skygge af den mere begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor bestemt, at de, såsnart Foråret kom, begge skulde tage til Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at få tohundrede Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde vise sig med Anstand for den nye Konge, men Ridefogeden turde ingen Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente desuden, at denne Mangel såmeget bedre viste hendes Elendighed.
Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot, Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle År siden havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og England. Gud havde imidlertid nådig bevaret hende for ovenskrevne Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgået hende, og han havde nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Tårer besøgt sin høje, højtærede Søn, velbårne hans Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag på hende, hvorfor Ægteskabet måtte skilles ad, eller også tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde hun ikke kunnet få så meget som to hundrede Daler til at kjøbe Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt, deres allernådigste Arveherre og Konges medfødte Nåde og Mildhed med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve År, og over hende for hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og nådigst lade sig behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie hendes Sag på hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk må skilles ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller også tog hende til sig igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt, som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.
Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike, da hun på ingen Måde vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan det så end skulde gå. Men Faderen forsikkrede hende, at det var kuns Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage hende til sig igjen, thi han vilde nu have den Skilsmisse for enhver Priis, og den Måde, Bønskriftet var affattet på, tvang ham til at begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe hende bedre Vilkår. Så gav Marie da efter, ja, hun føjede endog på Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til Suppliken:
»Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, mens jeg Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm Eder over mig, allernådigste Arveherre og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.«Men da hun ikke stolede altfor vel på Erik Grubbes Ord, fik hun, ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmålet skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
Marie Grubbe.
Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederik vilde skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok at stole på faderlig Godhed, han måtte ligefrem kappes med andre Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde være langt tjenligere at få den endt så hurtigt som muligt og i et nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen kunde koste både af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse, han havde, til at nå dette Mål.
Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde afgive sin Betænkning, og denne var således, at Ægteskabet ved Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds erklæredes for ophævet, således at begge Parter havde Lov til at gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og såsnart hun havde fået Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens Forestilliger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angår, tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde vise ham såmegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig til det smigrende Håb at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige Hænder.