Fru Marie Grubbe

J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XIV

   Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at råde over, og derfor syntes det hende, nu hun havde fået så stor en Sum i Hænde, at hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Hånd, og hun længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
   Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Tårne og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og så svang hun da Kvisten førte Gang, og på Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde fået sin Faster til at overlade sig, og så en Kjøbmandskusk fra Århus, thi først i Lübeck skulde de egentlige Rejseforberedelser træffes.
   Det var Sti Høg, der havde bragt hende på den Tanke at rejse, og den Gang havde han sagt, at han også vilde forlade Landet og søge sin Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom nu også, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks på at gjøre sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en så lang Rejse gjorde nødvendig.
   I sit stille Sind havde Marie egentlig tænkt at være en Velgjører for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn på, at hans Pung ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregået i hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før såe ud, som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, så trådte han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne, der talte om endnu skarpere Klør.
   Marie tænkte først, at det var glæden over at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagved sig og Håbet om at vinde en Fremtid, der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da han havde været der i nogle Dage uden at åbne sin Mund for hine elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte så godt, begyndte hun at tro, han havde fået bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin Hæl på Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig efter at få at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun såe til Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.
   En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes Formodning.
   Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som både var Gang og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste Håndgjerningsarbejder, undertiden også Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere Årstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slået lange Fjælhylder op, hvor Hvidkål lå i grønne Rader over røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
   Porten stod på vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende strømme.
   Både Marie Grubbe og Lucie var klædte på til at gå ud, den Ene i en skindbræmmet Klædeskåbe, den Anden i et Slag af brungråt Hvergarn; de gik og ventede på, at Regnen skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med små trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
   »Skulde det nu også være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?« spurgte Lucie.
   »Sti Høg? - ja, ja er han da så, skulde jeg tænke. Hvad mener du med det?«
   »Å, kuns om han intet bliver siddendes i det på Vejen.«
   »Hvad!«
   »Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed, han har det Ord på sig, at hans Hjærte er gjort af så glødendes Materie, at det slår i lysendes Brand, såsnart der kuns er et Skjørt, der vifter til.«
   »Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?«
   »Men Herregud, har I da aldrig hørt det før? Jeres egen Svoger! - Hvem kunde tvivle på (Tvivle på: i Betydningen: tro), at det var Nyt; jeg kunde da ligeså godt være falden på at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.«
   »Hvad mon der har seet dig idag, du primer, som havde du fået spansk Vin til Morgenkost?«
   »Ja, een af os, lader det til. - Sig mig: Ermegård Lynow, har I aldrig hørt det Navn før?«
   »Nej!«
   »Så spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn så med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.«
   Marie standsede i sin Gang ved den åbne Port og såe længe vist ud på Regnvejret. »Veed du kanhænde«, sagde hun så og begyndte at gå igjen, »veed du kanhænde også om nogle af de Parabler at sige?«
   Det skulde En næsten vente sig.«
   »Om Ermegård Lynow?«
   »Jo besynderlig om hende.«
   »Hvad da?«
   »Å det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj, rødhåret, bleg ....«
   »Tak, det veed jeg nu just så lige.«
   »Veed I også det med Forgiften?«
   »Nej, nej!«
   »Eller Brevet da?«
   »Nå, fortæl.«
   »Hu, der er så en grimme Fortælling den.«
   »Nå!«
   »Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegård Lynow; hun havde det længste Hår nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde i det, og hun var så hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun, men han var så hård og bøs mod hende, sagde de, som var hun en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slået hende blå og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke på, som en Mennesk' kan være, når den ret har sat sit Sind til en Anden. Men så blev han kjed af hende og såe aldrig den Vej hun var, for det han havde fået en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegård hun græmmed' sig og sørged' og var ved at gå til af ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda, det Liv det var. Så kunde hun intet holde det længer ud, Jomfruen, de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gården forbi og var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans Hest, uden at han skulde såmeget som standse et Trin eller skulde ville høre på hendes Bønner og Begrædelser, men bare red hårdt til og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og så tog hun dræbendes Forgift ind og skrev så til Sti Høg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu skulde hun aldrig være til Hinder mere, blot hun måtte se ham engang inden hun døde.«
   »Og så?«
   »Ja Gud veed om det også er som Folk siger, for så er han da den ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente på; - så skrev han tilbages - ja, sådan var det, han skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde også være godt, og det vilde han råde hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I? kan der nu være Noget, mer skammeligt til end som dette?«
   »Og Jomfru Ermegård?«
   »Jomfru Ermegård?«
   »Ja vist.«
   »Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev så krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen til Helsen igjen.«
   »Det bitte Lam,« sagde Marie og lo.
   Næsten hver Dag i den nu påfølgende Tid hidførte en eller anden lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved også i den Måde på hvilken de omgikkes med hinanden.
   Det var så let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt og Rådsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive klog på, at han både i Manerer og Begavelse stod langt over selv de ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen, kun af ham kjendt Vej, til Forståelse af Mennesker og Ting, og det var med en frejdig Hån, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro på, hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor uforstået og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel, instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig greb til.

* * * *

   I Lohendorf en tre Mil fra Vechta lå der, lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter at Solen var gået ned, taget ind.
   Ud på Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gået til Hvile i Udhusene, sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
   Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod Bordpladens Kant, sad Lucie på Enden af en Bænk og strikkede og såe til.
   På Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig tømtes og ligeså stadig fyldtes af en pjudskhåret Karl, som lå og drev på en Gåsebænk inderst i Stuen.
   Både Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de havde også gjort det, havde Kamrene ikke været så isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var nemlig der på Egnen så svovlede, at kun Folk, der var vante til dem, kunde få deres Vejr, hvor de var i Glød.
   Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig så belevent som det stod i deres Magt, men efterhånden som Øllet fik mere og mere Magt over dem, blev også det Bånd, de havde lagt på sig selv, slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres Spørgsmål nok så nærgående.
   Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de skulde gå bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel grov Hentydning som fik Sti til at rynke Brynene og se truende på ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
   Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned på sit Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys på hendes Læber.
   Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.
   I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden så kraftigt og sikkert, at han sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
   I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt på Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
   Karlen på Gåsebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slå smække for Husets Bagdør. Det var nemlig Skik der på Kroen, såsnart der var Slagsmål, at stænge sådan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage Del i striden og således give den større Udstrækning end nødvendigt, men det var også deres eneste Indblanden, og når Stængselen var besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting såe, kunde heller Ingenting forklare.
   Der var ingen af de Kæmpende, der havde Våben hos sig, så de havde kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og bandtes og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge; de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled de om på Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der var kommen til sig selv igjen.
   Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals og Knæene i hans Sider.
   Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme om hende i et næsten krampagtigt Tag, så hun ikke kunde flytte sig.
   Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med en sidste Kraftanstrengelse forover, så den Mørkes Baghoved hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og åbned Vej for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til Siden, kasted sig ind på den Lyse, så han vælted til Jorden, bøjed sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hjærtekulen, så han næsten segned; men så greb han med den ene Hånd om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Hånd fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede således Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Lår, så Knoglerne brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som lå og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han såe dette, et så våndefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed var det Slagsmål da forbi.
   Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse på Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved på sin Pude, sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de påfølgende Dage havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der tydede på, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han det Svar, han ønskede.

Kapitel XV >