Fru Marie Grubbe
J.P. Jacobsen (1876) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XVI
Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsråd Palle Dyre, og med ham levede hun så i et, indtil seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte År og ender med hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange År.
Fulde seksten lange År, levet i dagligdags Bekymringer, i smålige Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og så hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding, hvert Håb et Håb om Mere. Og luvslidt Karrighed på alle Kanter, hyggefjendsk Travlhed i hver en Vrå, og Gjerrigheds altid spejdende Øje stirrende vågent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe leved.
I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring sig, betagen af vågne Skjønhedsdrømme, skiftende som Skyer, rige som Lyset.
Men der var een især.
Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen på det spæde Græsblads bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsåben Mund under Bregnens krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn midt i Forårets frodigste Tid på de mosgrønne Træers Kviste. - Hun kom til Borgens Gård: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens åbne Gab stod den springende Vandstråle som et spindelvævsgrenet Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres åndeløse Muler og lukkede Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen af sit Øje.
Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gård, hvor faldne Rosenblade lå i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
- At kunne hvile! - I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens alle Minder, Håb og Tanker i vage, bløde Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun kjendte.
Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst at flyve mod det samme Mål, som en indelukket Bi, der summer imod Ruden, og alle Evner trættedes med den.
Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige Billedpragt dækkes Lag på Lag med dødende Kalk, således forsømtes og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten År.
Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frastødende, således havde den også skærpet og fremhævet alle hans slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, påståelig indtil Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig og gjerrig. Han førte nu på sine gamle Dage altid Gud i Munden, især når der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formået hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde tilskyndet hende til dette Skridt, var Håbet om at blive uafhængig af den faderlige Myndighed, hvilket Håb imidlertid ikke var bleven opfyldt, på Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare kommen overens om at drive Tjele og Nørbækgård, der betingelsesvis var given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af Gårdene, og Erik Grubbe ikke kunde årke at føre Tilsynet, medførte dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under deres eget.
Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.
Marie foragtede ham.
Han var ligeså gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, når han kunde komme afsted med det, og han skammede sig aldrig, når det blev opdaget; han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge denne Tillid således, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende på en Måde, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han på nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Måder korrekte og normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre, i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed, og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til Efterfølgelse - og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede; både hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.
Sådan var nu altså den Mand, der blev den Tredie i Livet på Tjele, og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Håb om, at han skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og indbyrdes Pukken på hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig efter den anden.
Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre, der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden. Råhed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse seksten Tjeleår bragt hende.
Og Eet endnu.
Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende Attrå efter Livets gode Ting, et kraftigt velbehag ved Mad og Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller skjønhedadslet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen fik stillet - men, det gjorde jo ikke hendes Attrå mindre stærk.
Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
Så skrives der seksten hundrede og ni og firs. - Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder.
De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune Røg og lyste over hele den græssede Gårdsplads, hen på de lave Udhuslænger, på Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet men ildblankt blinkende Vand i Såer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og et andet Steds hen med Håret flyvende om Ørerne og med en rødmalet Rive i Hånden, mens Erik Grubbe lå bedende over en gammel udbjerget Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde til Spænde og våndede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.
Marie var også dernede, men hendes Blik havde andet Mål end Branden.
Hun såe på den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Råstensmur var reven ned til begge Sider, og ud ad denne Åbning førte han Hestene, en ved hver Hånd. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, såsnart det skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det såe ud som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs over Gården og slap dem så løs indad Haveporten.
Der var mange Heste på Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig voldsomt tilbage på jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i Spring og Sæt og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser, som er ejendommelige for alle overhånds stærke Folk.
De korte Lærredsbenklæder og den grålige Blårgarnsskjorte, som Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder, fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage og det store, lyse, brusende Hår.
Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveårige Kæmpe, egenlig hed han Søren Sørensen Møller, men havde fået Tilnavnet efter sin Fader, der havde været Ladefoged på en Hovedgård i Hvornum.
Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpå den gjennemvågede Nat.
Marie Grubbe søgte også sin Seng, men hun sov ikke, hun lå og tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
Endelig stod hun op.
Hun smilte hånligt medlidende af sig selv, mens hun klædte sig på. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gå skjødesløst, urenligt, næsten lurvet klædt, for så ved Lejlighed at pynte sig så meget desto stærkere på en mere iøjnefaldende end smagfuld Måde; men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblå Hvergarnskjole på, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals og tog en net, lille, simpel Hue frem; men så betænkte hun sig og valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med. Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gå, der var sådan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde ikke megen Gavn derude, for hun sad det meste af Tiden i Lysthuset med Hænderne I Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.
Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere stærkere Dag for Dag, og hun havde fået en pludselig Lyst til ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del af Yderhaven. Både hendes Mand og hendes Fader skjændte på hende derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke så meget som blot svarede dem, og så tænkte de, det var bedst at lade hende råde sig selv en stakket Tid, sålænge Travlheden ikke var større. -
En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig såe Søren Ladefoged liggende, ligesålang han var, i Kratbrynet, med lukkede Øjne ligesom om han sov. Der lå en Høle lidt fra ham, og Græsset var slået hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
Hun blev længe stående, stirrende på hans store, regelmæssige Træk, på hans brede, kraftigt åndende Bryst og hans mørke, storårede Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og såe lysvågent op på hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var bleven så forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gå, først da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og gav sig til at stryge Stålet så det klingrede hen igjennem den varme, sitrende Luft.
Og så begyndte han at slå, som det var Livet om at gjøre.
Endelig da han såe Marie gå over Stenten til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede på Leen. Så kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med skrævende Ben, med åben Mund og med Hænderne fladt stemmende ned i Græsset ud til Siden, og sådan sad han i stille Forundring over sig selv og sine egne forunderlige Tanker.
Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
Han syntes hans Hoved var så fuldt, ligesom om han drømte. - Om der nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Troldom ved ham? for sådan havde han aldrig været, det myldred på og myldred på inden i hans Hoved, det var just som om han kunde tænke på syv Ting ad Gangen, og han havde slet ingen Styr på det, det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre. - Det var da mærkeligt, som hun havde seet på ham, og hun havde Ingenting sagt om, at han lå og sov der midt på Dagen. - Lige ud af sine klare Øjne havde hun seet så mildt og så ... ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet på ham. Den nådige Frue. Den nådige Frue. Der var en Fortælling om en Frue på Nørbækgård, som var løbet bort med sin Skytte; om han nu også var bleven seet sådan på, mens han lå og sov? - Den nådige Frue! mon han kunde blive gode Venner med den nådige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet på hver af hans Kinder, hans Hjærte banked og var så beklemt, og det var ilde nok han kunde få sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre; men kunde ikke få den op, som han sad; så rejste han sig og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slå så Græsset røg af Skåret.
I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gårdarbejde, og han stirrede da altid på hende med et ulykkeligt, forvirret og spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen på den forunderlige Gåde, hun havde kastet på hans Vej; men Marie så blot stjålent hen på ham og vendte Hovedet bort.
Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtigt fat med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt kom Folk på, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke på det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker, hvad han så gjorde, forknyttede ham mest, for han sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke måtte fortage sig, fordi det vilde blive så tomt og trist derefter; men det vilde han ikke tilstå for sig selv, thi han skammede sig, så hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og havde i Tankerne. -
En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg, på Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslået Bog på Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den lysopfyldte, solede Luft gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.
Marie sukkede.
»Petits oiseaux des bois,«hviskede hun klagende,
»que vous estes heureux,Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, så tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:
De plaindre librement vos tourmens amoureux.
Les valons, les rochers, les forests et les plaines
Sçauent également vos plaisirs et vos peines;«
»Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten råbte:
Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,
Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
Sous de si dures loix la retient asservie,«
........................
»Il est vray je ressens une secrète flameHendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet Billede, end det, Ordene tegned.
Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame
Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau.«
Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var så besynderligt, så ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget af de samme tungtåndende Længsler, de samme anelsesfulde Drømme og urolige Forhåbninger, som havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte Flor, som en solrig Efterårsuge kunde kalde tillive, et Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmål opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om igjen?
Sådan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin Lidenskabs Styrke og Varighed, og den havde fyldt hende så ganske og så uimodståelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Bildet af den gyldne Remigius og hans urokkelige Tro på hende, men det aflokkede hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og så var hendes Tanker andetsteds bundne.
Hun undredes på, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene - hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte på hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og hans plumpe Grådighed. Og hun skulde bøje sig ind under al dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Hånd ... der var i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt med grov Sandselighed, men også i Slægt med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.
Men sådan var jo også det Ler blandet, af hvilket hun var skabt -.
Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset på Tjele i Færd med at blande Mjød; thi der var ikke få af Bistaderne, der havde taget Skade den Nat, Branden var.
Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren, i hvis Åbning hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt, summende omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.
Han såe et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene på Stald, og spankede så en Stund omkring med Hænderne dybt i Lommen på sin lange Kudskefrakke og med Blikket hæftet på sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende på Panden og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men uundgåelig Afgjørelse. Han havde også bandt på, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.
Han tog sin Hat i Hånden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren på Kanten af Bryggekarret.
Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.
Nej.
Om Søren vilde smage på hendes Bryg eller han vilde have et Stykke Stenhonning?
Jo tak, - nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
Marie blev rød og følte sig hel beklemt.
Om han måtte spørge om en Ting?
Jo, det måtte han så godt.
Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke rigtig, for både når han sov og når han var vågen, havde han alletider den nådige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.
Ja, men det var jo også rigtig nok af Søren.
Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe det, han skulde, at han tænkte på den nådige Frue. Det var på en anden Maner; han tænkte på hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.
Han såe ængsteligt spørgende på hende og blev helt modfalden og rystede på Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.
Nej, det var heller ikke på den Vis, det var sådan elskendes. Men det var nok uden Årsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom han vilde yppe Klammeri, sådan en fine Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var halvt som Mennesker også og hverken havde Vand eller sur Vælling til Blod mere end som Andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene som det Andet, skulde han da tro, for de både åd og drak og sov og sådan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke, at den nådige Frue kunde tage Skade af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en Herremands Kys. - Ja, hun skulde nu ikke se så vist på ham, fordi han var så fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for når han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
Det måtte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt på at nævne et Ord om ham til noget Menneske i Verden.
Nå, det havde hun endda ikke, ja, det kunde En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han elsked hende da så inderlig.
Han havde sat sig ned på en Ølskammel og sad nu og stirrede på Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Gråden.
Hun kunde ikke lade være at gå hen til ham og trøstende at lægge sin Hånd på hans Skulder.
Men det måtte hun ikke, han vidste godt, at når hun lagde sin Hånd på ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, så kunde hun læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl, når hun betænkte at han var død inden Aften.
Marie satte sig.
Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort på Bænken, så rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke den nådige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden, og om hun så vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige der på Gården.
Marie holdt hans Hånd fast.
Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt så meget af, som ham.
Å, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde gåe og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for, for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende nær, efter at han var død, det skulde han både love og holde, om hun så vilde slippe.
Nej, hun vilde aldrig slippe.
Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Hånd til sig og løb ud af Bryggerset, og tværs over Gården.
Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
»Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.«
Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i Engene ved Høet.
Marie hamrede på Døren, alt hvad hun kunde.
»Herregud, Søren!« råbte hun, »så kom da ud, jeg elsker dig jo så højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, - å, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?«
Søren hørte hende ikke, han var gået igjennem Karlekammeret, og ind i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. Her skulde det gå for sig, og han såe sig om derinde. Så kom han i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude, hvor de lå så mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret igjen.
»Søren, Søren, å lad mig komme ind, lad mig, hvad, å luk op. Nej, nej, å, han hænger sig, og her står jeg. Å, for Gud den Almægtiges Skyld, Søren, så luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første Gang jeg såe dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har så kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.«
»Er ed sand?« spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved Døren.
»Å Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren det er sandt, det er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som på Jorden er til, at jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Å, Gud have evig Lov og Tak ...«
Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.
Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og jublende.
Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
»Å, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen;« råbte Marie, »men hvor var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,« og hun såe sig nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner lå uordenligt over hinanden.
Men Søren svarede ikke, han stirrede truende på Marie: »hvafor så do ed et nøj far?« sagde han og slog hende over Armen.
»Om Forladelse, Søren! om Forladelse!« græd Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.
Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var ganske forbavset.
»De er da hverken Komeddi eller Obenbarels?« spurgte han stille hen for sig.
Marie rystede smilende på Hovedet.
»Å den Unde! hvem skuld' da ha' tint....«
* * * *
I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet på Tjele, og da Parret såe sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Måde at holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; når han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin Næve, og når han skjændte på Marie og vilde forsøge på at bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at remse en hel Mængde op for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven hel tunghør, og oven i Kjøbet på Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham mere lydhør.At ikke også Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning, selv når Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller når han ellers havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.
Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende hårdere og råere, end han egenlig mente af, for så ved hendes Lydighed og Blidhed at få sin Tvivl modbevist og gjort til Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt forurettet, thi så blev han gal og rasende, og svor, han vilde slå Hjærnen ind på Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde Hals, og var så opsat på at fuldbyrde sin Trudsel, at der måtte Bønner og Tårer til, for at få ham gjort rolig igjen.
Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende på Forholdet mellem Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og plagede de da også Søren på alle optænkelige Måder, så han tidt var ude af sig selv, og snart var bestemt på at rømme, snart på at tage sig af Dage.
Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.
En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform og dyppede Vægerne, som Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem op under Lysebordet, og tog Lysene af, når de var bleven tykke nok. Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og såe til, han havde en rød Klædeshue på, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker på en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende Hovedbevægelse.
Hun spurgte ham, om han sad godt.
Det var der Måde med.
Så var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude til ham.
Det gjorde hun så, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den anden Pige, bag Maries Ryg.
Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?
Jo, det kunde ikke være så ilde.
Marie tog en Vægeten, og gik efter Kagen, men blev temmelig længe borte.
Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.
Søren skjævede arrigt hen til dem.
»Å lille Søren,« sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes Røst og Tale, »vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine Fingre på, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan Søren nu også se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og så hænger der en sid, blommerantes Kjol' i Husbonds Kammer, skal jeg intet hente den, den vilde være så stads til Sørens røde Kabuds?«
Søren værdigede hende ikke et svar.
»Å, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?« fortsatte Ane, »sådan simple Folk som os og vores Lige vil så gjerne høre lidt fin Snak, og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og det kan jo aldrigen fejle, at sådan en højbåren Herre kan både stave og læse, enten det så skal være forlænds eller baglænds.«
Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og såe vredt til hende.
»Søren,« begyndte nu den Anden, »A vil gi' dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do plejer at få både Stieg og Most a hinner den Gammel ...«
I det Samme trådte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men han slængte den hen over Bordet.
»Jav di Kvinner ud!« råbte han.
Ja men Tællen blev jo kold.
Det brød han sig ikke om.
Så blev Pigerne da sendt udenfor.
Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun skulde ikke her gå og bringe Æde for ham, som om han var en mager Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det var ham, der var Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det således, han vilde råde og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun ikke gå og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gå med ham gjennem Kamp og Flint, så måtte de skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den nådige Frue, så han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være Hund med ham, hun skulde have det sådan at han kunde være god imod hende og få Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun skulde Ingenting have at stole på uden på ham.
En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at måtte være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.
Her sad der tre Karle på deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen, som stod op.
»Der hår vi Baruenen!« sagde den ene Karl, som Kudsken trådte ind.
»Tys, lad ham Ingenting høre!« udbrød den Anden med forstilt Ængstelighed.
»Ja,« hviskede den Første halvhøjt, »A vild' it vær' i hanses Sted for såmanne Rosenobler, som der kan gå i en Møl'sæk.«
Søren såe sig urolig omkring og satte sig så ned på en Kiste, der stod opimod Væggen.
»Det må vær' en pinagtig Død å få,« sagde den, der havde tiet og gøs.
Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
»Hva er et, der er po Snak?« spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.
Ingen svarede.
»Er et herover?« spurgte den første Karl og lod Fingeren glide tversover sin Nakke.
»Tys!« sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.
»Er et mæ, I snakker om,« sagde Søren, »så sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.«
»Ja!« svarede Skytten med megen Eftertryk på Ordet, og såe med alvorsfuld Bestemthed på ham. »Ja, Søren, det er om dig. Herregud! ...« han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke Grublerier. »Søren,« begyndte han så igjen og tørte sig om Næsen, »det er halsløs Gjerning du bedriver, og jeg vil sige dig det,« han talte som om han læste det op af en Bog, »vend om, Søren! der står Galgen og Blokken,« han pegte imod Hovedbygningen, »der er en kristelig Levnet og Begravelse,« og han førte i en Bue Hånden i Retning af Hestestalden. »For du skal straffes på din Hals, det er Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.«
»Å,« sagde Søren trodsigt, »hvem vil angi'e mæ?«
»Jo,« gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, »hvem vil angive dig? Søren, Søren, hvem vil angive dig? - Du er jo Fanden partere mig også tåbelig,« fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, »og det også rigtig tåbeligen at rende efter sådan en halvgammel Kvind, når der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! - Og så en gal Satan også, lad du den Blåkindede beholde hende i Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.«
Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge på at forklare dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og Piger på sig at tilstå Sandheden, og derfor løj han så og fornægtede sin Kjærlighed.
»Ja de' er en viis Vej,« sagde han, »men sier I Folkens, A hår en Rigsdaler, når som Ajer di ingen hår, og jen Lap og jen Ralt, og jen til og manne flier, det bly'er en hiel Las, bette Venner, og foer A føst mi Pång fuld, så kvitterer A lisså stil', og så ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.«
»Det er nu godt nok,« svarede Søren Skytte, »men det er at stjæle Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok at få givendes til Gave både Klæder og Sølv, og det kan jo også være skjønt nok at ligge og strække sig på sin Seng, og give sig ud for syg, og så få både Vin og Steg og hvad godt er sendendes ned, men det vil aldrig gå her mellem så mange Folk, det kommer lige godt op en Dag, og så er det værste i Verden dig vist.«
»Å, di lar et aldrig go så vidt,« sagde Søren lidt modløs.
»Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gå imellem, når de kan få hende gjort arveløs.«
»Å, Fajen i hvi't så hjælper hun mæ nok!«
»Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vil hjælpe hende med så meget som en Havreså.«
»Nå ja da,« sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, »truet Mand ka' læng' løv'.«
Fra den Dag af måtte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre på skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru. Efterhånden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte sjeldnere Marie.
Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og således afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogså Marie, hvem han dog havde indviet i Planen.
Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.
Han vendte sig om, og såe da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.
Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede så forvildet og ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.
»Søren,« sagde hun, »hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder af mig?«
»Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstå, te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po ingenting Ant end å leg mæ ø og fo mæ undlyvet. Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ.«
»Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at lade mig se på det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro, at jeg vil tigge mig dig på, for jeg veed så grangivelig hvor vovelig det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Hårdhed der skulde til, om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da også knap at ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.«
»Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs hun er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem så kald' dæ gammel og und og hvad Dævlen di vil.«
»Jeg tror dig intet, Søren, så gjærne jeg vilde.«
»Trover do mæ it?«
»Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor jeg står og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i Mørket.«
»Du skal nok kom' te og trov mæ.« »Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre, der kunde få mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.«
»Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om så A skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, så skal do kom' te og trov mæ.«
Marie rystede på Hovedet og såe bedrøvet på ham.
»Ja så mo et vær', i hunt et så gor,« råbte Søren og løb bort.
Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik til svar at hun var i Haven. Han gik så over i Karlekammeret, tog en ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.
Ane stod og skar Grønkål da Søren fik Øje på hende. Hun havde Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Hånds Fingre op til Munden for at ånde dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende, med Blikket fæstet på det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde ikke se Ansigtet.
Pludselig vendte Ane sig om og såe Søren, og hans mørke Miner, Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun råbte henimod ham: »å lad vær, Søren, lad vær!« Han løftede Bøssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.
Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig så til Kinden og sank om med et forfærdet Råb.
Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Våningshuset.
Lugen var lukket.
Så hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.
»Det er forbi!« hviskede han bleg som et Lig.
»Er de efter Dig, Søren?«
»Nej, A hår skot hende.«
»Ane? å hvordan skal det gå os? - rend Søren, rend - tag en Hest og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Grå.«
Søren løb.
Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.
Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.
Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.
»Der ligger En ude i Haven og jamrer,« svarede Marie; hun skjælvede over hele Legemet og kunde næppe stå på sine Ben.
Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, så det kunde høres langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gået igjennem Kinden og nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte stærkt og hun klagede sig så ynkeligt, blev der sendt Vogn til Viborg efter Badskjæreren.
Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om hvorledes det Hele var gået til og fik da både det at vide og hele Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.
Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig bange for at de ellers på en eller anden Måde kunde komme til at blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre på dem, sagde, det var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende Udgifter, det vilde han helst undgå, Sagen måtte kunne neddysses og Alt gå i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab var ham tålelig ligegyldig, og Sagen kunde måske vendes til det Gode derved, at han kunde få mere Magt over hende og muligvis også over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.
Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog på, han var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen god Måde at sørge for Hemmeligholdelsen på, thi der kunde komme så meget Andet op under Forhørene angående Mordforsøget.
Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget Søren ved Dallerup, hvor den Grå var styrtet, og havde bragt ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild og kom først Dagen efter.
Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgård, thi Folkene havde lettere ved at glemme, når Fruen kom dem ud af Syne, men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var seet der på Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede Søren sig en Nat til Nørbækgård og bankede på Maries Kammervindue. Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død, og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen både med Penge og Fødemidler. Såvel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin Gang på Gården, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig heller ikke meget derom, da de såe, at Husbonden var så ligegyldig derved.
Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der turde Søren ikke vise sig. Både herover og over Faderens idelige Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie så utålmodig og ophidset, at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette brev endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser, hvorved Gud måtte fortørnes, stor Skandalum begåes, og snart al Kvindkjøn forarges, således:
»For sådan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds Skyld er jeg forårsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernådigst vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den Nåde at tillade mig ved Eders kgl. Maj.'s allernådigste Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning på sådan hendes Forhold både mod mig og sin Mand og hendes egen Uskikkeligheds Skyld, at hun på min egen Bekostning måtte vorde hensat på Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over hende, som er sådant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understået mig om dette at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhåbning om Eders kgl. Majt. allernådigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud skal visseligen belønne. Jeg lever og dørKongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik da ud på, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den Nåde at ophæve Ægteskabet uden Proces.
Tjele, 14 Avg. 1690.
Eders kgl. Majestæts
Allerunderdanigste og pligtskyldigste
tro Arve-Undersåt
Erik Grubbe
Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sektenhundrede og enoghalvfems.
Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at måtte gjøre hende arveløs og lade hende indespærre, blev hørt; han måtte lade sig nøje med at holde Marie fangen på Tjele, under Bevogtning af Bønder, sålænge Processen stod på, og han var da også en af de Sidste, det kunde tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.
Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig Bylt Klæder i Hånden. Hun traf Søren der syd på Heden og fik i ham sin tredie Mand.