WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Fru Marie Grubbe




(1876) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XVIII

I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og firsindstyve År gammel.
   Arven skiftedes straks mellem hans tre Døtre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død, ved pro forma-Skyldbreve og på anden Måde, til Skade for Marie og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af Formuen.
   Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og efter nogle få Års Forløb var de fleste af Pengene tabte. Resten var dog så meget at Søren for den kunde komme i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset på Falster, og dertil blev den så også brugt.
   I Begyndelsen måtte de slide meget hårdt, og Marie kom tidt til Åren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, så gjorde det ikke så meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt Gang utålmodig, så stilledes hun dog snart tilfreds når hun kom til at tænke på, at den Søren, der var så hård og barsk, var den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.
   De Folk, de havde at færge over, var for det meste Bønder og Prangere, men stundom kunde der jo også komme de, der var højere på Strå. Sådan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for ham, og han satte sig bagi Båden, så at han kunde tale med Marie, der havde den bagerste Åre. Han kjendte hende straks, da han såe hende, men viste ingen Tegn på Forundring; måske han havde vidst, han vilde træffe hende der. Marie måtte se to Gange til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om han var lam i Mundvigene, så var hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn på et Liv fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde også været hans Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme og mai^tre d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gået over til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gået over til Lutherdommen igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Nådsensbrødet hos Broderen.
   »Er det,« spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, »er det ham, jeg spåede der skulde komme efter mig?«
   »Ja, det er ham,« svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst til at lade være med at svare.
   »Og han er større end jeg - var?« spurgte han igjen og rettede sig i Sædet.
   »Å, der er ingen Sammenligning, Eders Nåde,« svarede hun med påtagen Bondeagtighed.
   »Ja såmænd, sådan går det, - vi har da givet Kjøb vi to, så godt som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde - I på een Vis og jeg på en anden.«
   »Ja, Eders Nåde har det vel godt nok?« spurgte Marie på den samme enfoldige Måde.
   »Godt nok,« lo han, »godt nok er halv fordærvet; jeg har det såmænd just godt nok, og I, Marie?«
   »Jo tak, vi har Helsen, og når vi slider ret udaf den karske Bælg, har vi Brød og Brændevin til.«
   De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.
   »Herregud!« sagde Marie og såe medlidende efter ham, »ham har det da skåret både Vinger og Top.«
* * * *
   Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene, med dagligt Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre Kår, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en Del Småhandel og bygged op på deres gamle Hus. De leved det gamle Århundrede ud og en halv Snes År ind i det ny, og Marie blev treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør og arbejdsmunter, som var hun på den rette Side af de Halvtreds; men så var det på hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i Foråret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige Omstændigheder, ved et Vådeskud kom til at dræbe en Skippermand fra Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.
   Det var et hårdt Stød for Marie, og den lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Året efter ved Midsommertid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med Mordforsøget på Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.
   En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den ene af disse, en Håndværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han påstod at have viist Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede. Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst, når han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og som sådan kun pligtig til at betale det Halve, faldt han tilføje. Først da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne Søsyge stod stramtindhyllet i sin sortgrønne, grovtrådede Kappe og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Båd. Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde få Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde se på Lejligheden.
   Hun viste han så et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Hånden på en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde få Snue, dersom han var så uforsigtig at sidde og læse med Albuerne på Bordet.
   På Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her på Stedet til den var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke tåle Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus på Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.
   Magister Holberg var en meget stille Mand, med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han såe ved første Øjekast kun ud til at være en atten, nitten År gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han måtte være ikke så lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, når han blot kunde have det således, at man lod ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham åbenbart en Fornøjelse, når Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller når Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han meget af at se Folk arbejde, enten det så var med at pløje eller stække eller sætte Både ud, og var der En, der tog et Tag, som oversteg det almindelige Jevnmål af menneskelige Kræfter, kunde han smile helt tilfreds derved og løfte på Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været i Burrehuset en Månedstid, begyndte han at nærme sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i Træk inde i Krostuen, hvor så Døren stod åben og gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blåligt dæmrende Møen.
   En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk over, at Søren var bleven taget fra hende.
   »Jeg må bekjende,« sagde Holberg, »at jeg er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl og Stoddere for en så perfekt Cavalliere som hans Excellence Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed og fine Manerer, ja som et Mønster på hvad som besynderligen er gallant og aimabelt.«
   »Endog han havde været deraf så fuld som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet så meget som en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en sådan degout og Afsky, at jeg knap kunde tåle ham for mine Øjne, og I veed, hvor aldeles uovervindelig en sådan degout kan være, så om En havde en Engels Dyd og Principier, så vilde den naturlige Afsky dog bære Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes jeg af en så hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var at modstå.«
   »Sådan kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være den, som haver degout for Mådehold, den for Sandfærdighed og den for Ærbarhed, og sådan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at et sådant er kuns skammeligt Hjernespind og Dårekistesnak.«
   Marie svarede ikke.
   »Troer I da ikke på en Gud, Morlille,« vedblev Magisteren, »og på det evige Liv?«
   »Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror på Vorherre.«
   »Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?«
   »Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.«
   »Det er jo ingen Tro, tror I på Opstandelsen?«
   »Hvordan skal jeg opstå? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstå som den gamle, fattige, håbløse Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?«
   »Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!«
   »Ja, har jeg?« spurgte Marie og sank hen i Tanker. »Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,« fortsatte hun, »og svar mig som I tænker: tror I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig hårdeligen mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, når han ligger og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er Gud velbehageligere end En, som også har været ham hårdt imod med Synd og Forargelse, men så i mange Livsens År har stridt for at gjøre sin Pligt og båret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i Bøn eller åben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men uden Håb om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens Ord?«
   »Derpå tør intet Menneske svare,« sagde Magisteren og gik.
   Kort efter rejste han.
   Det næste År i August faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød på tre Års Arbejde i Jern på Bremerholm.
   Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, så gik da også den.
   Søren kom hjem, men Fangenskabet og den hårde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et År, bar de ham på Kirkegården.
   Endnu et langt, langt År måtte Marie drages med Livet. Så blev hun pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende eller berette hende.
   En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
Vreden din afvend, Herre Gud, af Nåde,
Riset det blodigt, som os over Måde,
Plaget så redelig af en Vredes Brynde,
Fordi vi synde.

Thi om du efter vore Synder onde,
Straffed', som du med al Rette kunde,
Da måtte Alting gå i Grund, og falde,
Ja, een og alle.
.......................................
.......................................