Gurresang

---

J.P. Jacobsen (1867-1869)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


I.
Den blålige Dæmring nu dæmper
Hver Tone fra Sø og Land,
De flyvende Skyer har lagt sig
Til Hvile ved Himlens Rand.
I lydløs Tynge samlet
Er Skovens luftige Bo,
Og Søens klare Bølger
Har vugget sig selv til Ro.
I Vesten kaster Solen
Sin strålende Purpurdragt,
Så drager den over sig Bølgen
Og drømmer om Dagens Pragt.
Ej mindste Løv sig rører
Og kalder på min Sans,
Ej mindste Tone klinger
Og vugger mit Sind i Dans.
Nej, hver en Magt er sunken
I egne Drømmes Elv
Og skyder mig blidt og stille
Tilbage til mig selv.


II.
O, når Månens Stråler milde spille,
Når omkring mig Alt er tyst og stille,
Da er Vand mig ikke Søens Vove,
Træer ej de dunkle, tavse Skove,
Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølge
Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,
Form ej Form og Farven ikke Farve,
Alt: et Udtryk for hvad Gud har drømt.


III.
Ganger! står du nu og drømmer!
Nej, jeg ser det, Vejen strømmer
Hurtig bort dig under Hoven.
Stærkere dog frem du sprænge,
Du er endnu midt i Skoven,
Medens jeg dig ventet længe
Har ved Gurre Borgeled.
Skoven slipper, alt jeg øjner Tovelilles
Skovens Træer bag os glide sammen til
Men end vildere du jage!
Ser du Skyens Skygge trække
Over Mark og Mose frem?
Før den Gurres Grund kan række,
Må vi stå ved Toves Hjem;
Før den Tone, som nu klinger,
Går for Evighed til Ro,
Samlede Skrifter
fagre Bur,
en dunkel Mur;
Må dit rappe Hovslag ryste
Gurreborgens lille Bro;
Før det Blad, der falder,
Bækkens Bølger nå'r,
Må din Vrinsken gjalde
Lydt i Gurregaard.
Skygge kom og Tone dø,
Dyk dig Blad i Vove:
Volmer ser sin Tove!


IV.
Stjerner juble, Søen lyser,
Trykker sit bankende Hjerte mod Kyst,
Løvet nynner, Duggen danser,
Vinden sig kaster så kåd til mit Bryst.
Vejrhanen synger og Tårnene nikke,
Svendene spanke med flammende Blikke,
Ternerne dæmpe med Hånden forgæves
Barmen, der sælsomt uroligen hæves.
Roserne stirre med Hånd over Bryn,
Faklerne hjælpe det dårlige Syn.
Skoven nu åbner sit Ly,
Hundene glamme i By,
Stien, i stedse nærmere Bølger,
Vugger den dristige Rytter mod Havn,
Og i den næste Stigning, som følger,
Slynger den ham i min åbnede Favn.


V.
Ej danse de Engle for Herren så herligt,
Som Verden nu danser for mig!
Ej juble for ham de mer ydmygt og kærligt,
End Valdemars Hjerte for dig.

Men stoltere satte ej heller sig Krist
Hos Herren, og lo af sin Kvide,
End Valdemar, glemmende Kummer og Tvist,
Sig sætter ved Tovelils Side.

Ej længes de Sjæle for Himmerigs Mure
Mer efter at svinge sig ind,
End Valdemar, da han fra Øresunds Kure
Så Gurres guldglimtende Tind.
Og ej vil jeg bytte dets fredsæle Vang
Og Perlen, den lønligen varer,
For Himmerigs Glans og bedøvende Klang
Og alle de Helliges Skarer.

Nu siger jeg dig for første Gang:
»Kong Volmer, jeg elsker dig,«
Nu kysser jeg dig for første Gang
Og slynger min Arm om dig.
Og siger du, at jeg det før har sagt
Og at du til Kysset er vant,
Så siger jeg: »Kongen han er en Nar,
Der mindes forfængelig Tant.«

Og siger du, så er jeg selv slig Nar,
Så siger jeg: »Kongen har Ret;«
Men siger du, at jeg det ikke er,
Så siger jeg: »Kongen er slet.«
For alle mine Roser har jeg kysset ihjel,
Alt mens jeg tænkte på dig.

Det er Midnattens Stund,
Og usalige Slægter
Stå frem af glemte, sunkne Grave,
Og de stirre med Længsel
På Borgens Kerter og Hyttens Lys,
Og Vinden ned over dem
Spottende ryster
Harpeslæt og Bægerklang
Og Elskovssange,
Og svindende de sukke:
»Vor Tid er forbi!« -
Mit Hoved vugges på levende Bølger,
Min Hånd fornemmer et Hjertes Slag,
Ned over mig livssvulmende strømmer
Kyssets glødende Purpurregn,
Og min Læbe jubler:
»Det er min Tid nu!«
Men Tiden flygter
Og jeg skal færdes
Ved Midnatstide
En Gang som død,
Skal samle Ligdragten om mig tæt
Mod de kolde Vinde,
Og liste mig frem ved sildig Måne,
Og smertebunden
I Muldet riste
Med sorte Gravkors
Dit kære Navn,
Og synkende sukke:
»Vor Tid er forbi!«

Du sender mig et Elskovsblik
Og sænker så Øjet,
Dog Blikket trykker din Hånd i min,
Og Trykket dør;
Men som et elskovsvækkende Kys
Du lægger mit Håndtryk på min Læbe. -
Og du har for Døden et Suk,
Når et Blik kan opstå
Som et flammende Kys!
De lysende Stjerner på Himlen hist
Vel blegne hver Gry,
Men blusse dog hver en Midnatsstund
I evig Pragt.
- Så kort er Døden
Som rolig Slummer
Fra Kvæld til Gry,
Og når du vågner,
Hos dig på Lejet
I nyfødt Skønhed
Du stråle ser
Din unge Brud.
Så lad os da tømme
Den gyldne Skål
For den mægtigt forskønnende Død;
Thi vi gange til Grav
Som et Smil, der dør
For et saligt Kys.

Vidunderlige Tove!
Så rig ved dig er jeg nu,
At end ej et Ønske jeg ejer.
Mit Bryst er så let,
Min Tanke så klar,
En vågen Fred er over min Sjæl.
Der er så stille i mig,
Så sælsomt stille.
Læben vil bygge på Ordets Bro,
Men synker igen til Hvile;
Thi det er mig, som banked' mit Bryst
Ved dit Hjertes Slag,
Og som mit Åndedrag
Hæved', Tove, din Barm.
Og jeg ser vore Tanker
Fødes og glide sammen
Som Skyer, der mødes,
Og samlede vugges de i vekslende Former.
Og min Sjæl er stille,
Jeg ser i dit Øje og tier.
Vidunderlige Tove!


VI.
Gurre Duer! Sorg mig tynger,
Samlet på Flugt over Ø, -
Kommer! lytter!
Død er Tove! Nat på hendes Øje,
Det der var Kongens Dag.
Stille er hendes Hjerte,
Men Kongens vugger vildt,
Dødt og dog vildt,
Sælsomt lig Båd på Vove,
Når den, Plankerne krummede sig for at favne -
Snekkens Styrer - ligger død, hildet i Dybets Tang.
Ingen bærer dem Bud,
Ufør er Vejen.
Som tvende Strømme vare deres Tanker,
Strømme, der fulgtes Side om Side.
Hvor rinde nu Toves Tanker?
Kongens i sælsomme Bugter sig vride,
Søgende Toves,
Finder dem ikke.
Vide får jeg, Sorg mig sanked', meget jeg så!
Kisten så jeg på Kongens Skuldre,
Henning den støtted';
Mørk var Natten, en enkelt Fakkel
Lyste i Gyden,
Dronningen holdt den, højt på Svalen,
Skjalv for sin Hævn;
Tårer, som ikke græde hun ville,
Funkled' i Blik.
Vide fór jeg, Sorg mig sanked', meget jeg så!
Kongen jeg så i Bondekofte
Køre med Kisten,
Gangeren, som ham bar til Sejer,
Måtte den drage.
Vildsomt vankede Kongens Øje,
Søgte et Blik,
Sælsomt lyttede Kongens Hjerte
Efter et Ord.
Henning talte Ord til Kongen,
Blik og Hjerte søgte dog end.
Kongen åbner for Toves Kiste,
Stirrer og lytter med bedende Læbe,
Tove er tavs.
Vide fór jeg, Sorg mig sanked', meget jeg så!
Munken ville Rebet drage,
Ringe Solen ned,
Men han så på Køresvenden,
Sorgens Rune til ham talte; -
Solen sank til Klang, som lyder
Over Jordens Døde.
Vide fór jeg, Sorg mig sanked', Død dertil!
Helvigs Falk
I Kongegården
Gurres Due slog.


VII.
Herre, ved du, hvad du gjorde,
Da du Tove fra mig tog?
Ved du, at det var mit sidste
Fristed, hvorfra du mig jog?
Herre, rødmer du ej af Skam,
Det var den Fattiges eneste Lam!

Herre, jeg er også Hersker,
Jeg har lært på Kongestol,
Man fra sine Undersåtter
Ta'r ej sidste Glimt af Sol.
Herre, du er på vilse Vej,
Sådan vel knuser, men hersker man ej!

Herre, dine Englehære
Fylde Øret dig med Lov,
Ingen Ven du har, der dadler,
Når du Dadel har Behov.
Ak, og ingen er altid klar,
Herre. lad mig derfor være din Nar!


VIII.
Vågner, alle Kong Volmers Mænd!
Spænder rustede Sværd ved Lænd,
Henter i Kirker det støvede Skjold,
Prydet med Mærker af Dyr og af Trold!
Væk Eders Heste, der græsse i Muld,
Sæt dem i Siden de Kringler af Guld,
Sprænger mod Gurreby,
Det er Dødningegry!

Klap, klap med Kistelåg,
Tunge Trin af Nattetog;
Græstørv skyder af Muld,
Toften klinger af Guld,
Klirren og Klappen i Våbenhus,
Hvisten og Kasten med gammelt Grus,
Stenene ramle i Kirkegårdsdige,
Høgene suse fra Tårnet og skrige,
Kirkeporten slår op og i, -
Ned under Dynen, der fór de forbi!

- Jeg slår tre hellige Herrens Kors
For Folk og Hus, for Ko og Hors,
Tre Gange nævner jeg Frelserens Navne,
Så skade de ikke min Sjæl for en Avne.
Så tegner jeg mig på Ledemod,
Hvor Herrens hellige Vunder stod,
Da bliver for Elverskud jeg fri,
For Mareridt og for Troldespi;
Sidst lægger for Døren jeg Stål og Sten,
Da voldes slet ingen i Huset Mén.

Vær hilset, Konge, ved Gurre Sø!
Nu spænde Jagten vi over Ø,
Vi Pile sende fra strengløs Bue,
Med Øjne sigte, som ej kan skue,
Vi Hjortens Skygge med Vunder slår,
Og Engvand siver som Blod af Sår.
Hør Valravn svinge
Med sorten Vinge,
Og Løvet skumme om Hestens Bringe.
Så skal vi jage, har somme sagt,
Hver Nat til Dommedags vilde Jagt ...
Holla, Hest, og holla, Hund,
Standser Jagten stakket Stund!
Her er Slottet, som fordum var.
Hest skal fodres med Lokes Havre,
Mand kan æde sit Ry til Davre.

Skoven hvisker med Toves Røst,
Søen skuer med Toves Øje,
Stjerner lyse med Toves Smil,
Skyen svulmer som Barmens Høje.
Sanserne jage for hende at fatte,
Tankerne kæmpe for hende at samle.
Men Tove er hist og Tove er her,
Tove er fjern og Tove er nær.
Er du da, Tove, med Trolddomsmagt
Bundet i Søens og Skovens Pragt?
Hjertet svulmer, som skulle det sprænges,
Tove, Tove, Valdemar længes!

»Ålen hun er en sælsom Fugl,
Lever som helst i Vandet,
Vrider sig dog i Måneskin
Ofte en Stund på Landet.«
Det har jeg sunget om Andre en Gang,
Bedst passer nu på mig selv min Sang.
Jeg er ikkun Husmand nu og mit Hus er lille,
Og skønt ej jeg bad en Gæst, leved' ganske stille,
Blev jeg halvvejs dog ædt ud af mit Hus det lille,
Så jeg kan ej byde stort, skønt jeg gerne ville.
Dog - den skal få min Nattero,
Som kan mig det forklare,
Hvorfor jeg skal hver Midienat
Omkring et Vandhul fare.
At Palle Glob og Erik Paa
Det skulle, kan jeg godt forstå:
De var så lidet fromme,
De doble nu, endskønt til Hest,
Om svalest Sted og Døren næst,
Når de til Helved komme.
Og Kongen, han, som løber gal ved mørke Nattetide
Og råber på en Pige, som for År og Dage siden
Med Engle og med Vildgæs fløj, han må med Rette ride;
Thi han var altfor rå oprigtig
Og man må være højst forsigtig
Og tage mægtigt sig i Agt,
Når man er Nar hos slig en Magt
Som ham, der bor hinsides Månen.
Men at jeg, Klaus Nar til Farum,
Jeg, som troede, at de Døde
Vare fri for lægemsmøde,
At Ens Støv blev Åndens Anker,
Så i Fred man sine Tanker
Kunde samle til den store
Hoffest, som Bro'r Knud har sagt
Blæses ind med Guldbasuner,
Hvor vi Gode vel ved Magt
Æde Onde som Kapuner,
Ak, at jeg på en Fole galen
Med min Næse vendt imod Halen
Skal humpe om, mens Folk er i Senge, ...
Var ej det for sent, jeg ville mig hænge! -
O, men hvor sødt det skal smage forvist,
Når jeg nu dog bliver salig tilsidst.
Vel har jeg syndet lidt mer end de fleste,
Kan dog vel snakke mig fra det meste:
Hvem gav den nøgne Sandhed Klæder
Og tog dens Prygl på Vej og Stræder?
Jo - i Fald der er Billighed til,
Så må jeg bænkes i Himmerigs Sale, ...
Nå, hvor jeg der skal Værten bagtale!

Nu ler du deroppe,
Du strenge Dommer!
Men dette drage du dig til Minde,
Når Dommedag kommer:
En Sjæl er elskende Mand og Kvinde.
Du rive ikke vor Sjæl i tvende,
Til Helved' mig og til Himlen hende.
Thi da får jeg Magt.
Da splitter jeg din Englevagt
Og sprænger med min vilde Jagt
I Himmerige ind.

Hanen løfter sit Hoved til Gal,
Har alt Dag i Kroppen,
Og Morgenduggen driver, rød
Af Rust, fra vore Sværd.
Omme er Tiden!
Graven kalder med åben Mund,
Og Jorden suger al lyssky Rædsel.
Synker, synker!
Livet kommer i Magt og Glans
Med Dåd og bankende Hjerter,
Og vi er Dødens,
Sorgens og Dødens,
Smertens og Dødens.
Til Gravs! til Gravs! til drømmesvanger Ro -
O, fik i Fred vi hvile!


IX.
Stolt Henrik og Fru Gaaseurt, tag blot jer i Agt!
Nu begynder Sommervindens vildene Jagt:
Søen gnistrer som Sølv i dens Spor,
Myggene Sivskoven bange forlade;
Det er meget værre, end I tror,
Hu, hvor det ler nu i Bøgenes Blade!
Træk det Grønne om Hagen!
Der er St. Hansorm med Ildtunge rød,
Og Engtågen, det er en Sky, der er død!
Hvilken Bølgen og Gyngen,
Hvilken Ringen og Syngen:
Kornvangens Guldaks slår den lede Vind
Mod hinanden, så det klinger;
Edderkoppen spiller på sit Strengespind
Med de lange Ben, så det springer.
Duggen triller med Klang fra Tue,
Stjerneskud flyve fra Himmelbue,
Sommerfuglen flygter med Larm gennem Hækken,
Frøen springer langt ud i Bækken.
- Tys! hvad tyder nu dens Færd?
Hvert et vissent Løv den vender,
Ak, den søger Eders Frænder:
Vårens blåhvide Strøm af Blommer,
Jordens flygtige Drøm om Sommer.
Længst er de Jord!
Men nu svinger den op
Over Træernes Top,
Thi opstanden den tror
Er det drømfine Flor,
Og i sælsomme Toner
Den dem hilser igen
I de løvrige Kroner.
- Se så, nu er det snart forbi,
Den hvirvler hen ad luftig Sti
Mod Søens blanke Flade,
Og dér i tusind Vovers Dans
I blege Stjerners Genfærdsglans
Den vugges blidt til Hvile.
Hvor her blev tyst!
Ak, var det lyst!
O sving Mariehøne, sving dig fra din Blomstertue
Og bed om fagert Solskinsliv alt hos din fagre Frue!
Alt danse Bølgerne om Næs,
Alt trækker stribet Snegl på Græs;
Nu vågner Skovens Fugleflok,
Og Blomsten ryster Dug af Lok
Og spejder efter Sol.
Vågner, vågner, alle Blommer,
Solen kommer!
Alt i Øst i Farvestrømme
Hilse os dens Morgendrømme!
Snart den af de dunkle Vande
Smilende opstår,
Stryger fra sin lyse Pande
Rige Strålehår!