Niels Lyhne
J.P. Jacobsen (1880) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
VI
»Student Lyhne - Fru Boye; Student Frithiof Petersen - Fru Boye.«Det var Erik, der præsenterede, og det foregik i Mikkelsens Atelier, et stort, lyst Rum med stampet Lergulv og tolv Alen til Loftet, med to Porte, som førte ud, i den ene Væg, og i den anden Døre, der gik ind til Smaaatelierne bagved. Alting var graat derinde af Støvet fra Ler og Gips og Marmor; det havde gjort Spindelvævstraadene i Højden tykke som Sejlgarn og tegnet Flodkort paa de store Ruder; det laa i Øjne, Mund og Næse, i Muskelstriber, Lokker og Gevandter paa den Vrimmel af Afstøbninger, der som en Frise af Jerusalems Forstyrrelse, paa lange Hylder, trak sig hele Stuen rundt, og Lavrbærtræerne i Krogen op til Porten, de høje Lavrbærtræer i deres store Baljer, dem havde det pudret mere graa end graa Oliven.
Erik stod midt i Atelieret, og modellerede, i Blouse og med Papirshue paa det mørke, lidt lokkede Haar; han havde faaet Knebelsbart siden sidst og saae helt mandig ud overfor sine blege, examenstrætte Venner, der tog sig saa provindsagtig artige ud i deres altfor nye Klæder og med deres altfor klippede Hoveder i vel rummelige Kaskjette.
Lidt borte fra Eriks Kavalet sad Fru Boye paa en lav, højrygget Træstol, med en fin Bog i den ene Haand og en lille Klump Ler i den anden. Lille var hun, lidt lille og let brunet, med klarbrune Øjne og lyshvid Teint, der i Rundingernes Skygge blev gyldenmat, og svared fint til det glansfulde Haar, hvis Dunkelhed, i Lyset, tog en Tone af brunbrændt Blondhed.
Hun lo da de kom, som et Barn kan le, saa lettende langt og lystig højt, saa fornøjelig frit, og der var ogsaa et Barns frejdige Blik i hendes Øje, et Barns uforbeholdne Smil om hendes Mund, der blev end mere barnlig ved at Overlæben var saa kort, at de mælkehvide Tænder næsten aldrig skjultes og Munden næsten altid var en Kjende aaben.
Men hun var intet Barn.
Var hun lidt og tredive?
Hagens fulde Form sagde ikke: nej, saalidt som Underlæbens modne Blussen; og hun var fyldig af Skabning, med rige, men faste Former, der stærkt fremhævedes af en mørkeblaa Kjole, stram og sluttende som Trøjen til en Ridedragt, trang om Midie, Bryst og Arme. Omkring hendes Hals og ud paa Skuldrene laa folderigt et mørkt, blodrødt Silkeklæde, hvis Snipper svandt i Kjolens spidse Udringning, og i Haaret havde hun Nelliker af Klædets Farve.
»Jeg er bange for vi afbryder Dem i en behagelig Lekture,« sagde Frithiof med et Blik paa den fine Bog.
»Ikke det Mindste; aah nej! nej det vi har læst, det har vi skjændtes om hele den sidste Time,« svarede Fru Boye og saae med store, uundgaaelige Øjne paa Frithiof; »Hr. Refstrup er saadan en Idealist med al Kunst, og jeg finder det nu saa kjedsommeligt, alt det med den raa Virkelighed, der skal lutres og klares og igjenfødes og hvad det nu hedder, saa det bliver til det bare Ingenting tilsidst; gjør mig den Tjeneste, at se paa den Bakkantinde af Mikkelsens, som den døve Traffelini staar derhenne og hugger efter, dersom jeg skulde føre den ind i et beskrivende Katalog .... Herre du Godeste! Nr. 77. En ung Dame i Negligée staar tænksomt paa sine Ben og veed ikke hvad hun skal gjøre med en Drueklase. - Hun skulde mase den Klase Druer, dersom jeg maatte raade, rigtig saadan at den røde Saft løb hende ned ad Brystet, hvad? ikke? har jeg ikke Ret?« og hun greb i barnlig Ivrighed fat i Frithiofs Ærme og næsten ruskede i det.
»Jo,« indrømmede Frithiof, »jo, det vil jeg ogsaa nok sige, der mangler dette - Friske - Umiddelbare - - -.«
»Aa, der mangler det Naturlige, og Herre Gud, hvorfor kan vi nu ikke være naturlige? Aa, jeg veed det saa godt, det er bare Mod, der mangler. Hverken Kunstnerne eller Digterne har Mod til at være Mennesket bekjendt som det er, - Shakspeare, han havde.«
»Ja, det veed De nok,« sagde Erik bagved sin Figur, »Shakspeare, ham kan jeg ikke komme ud af det med, han gjør mig formeget af det, jeg synes han jager rundt med En, saa man tilsidst ikke veed hvad, der er hvad.«
»Det vil jeg ikke sige,« indvendte Frithiof dadlende, »men,« tilføjede han med en undskyldende Smilen, »jeg kan rigtignok ikke kalde den store, engelske Digters Bærsærkegang for virkelig bevidst og forstandigt Kunstnermod.«
»Ikke! - aa Gud, hvor De er morsom!« og hun lo alt hvad hun le kunde, idet hun rejste sig og gik hen i Atelieret. Pludselig vendte hun sig, strakte Armene ud mod Frithiof og udbrød: »Gud velsigne Dem!« og krummede sig saa næsten helt ned mod Jorden af Latter.
Frithiof var lige ved at blive fornærmet, men det var saa omstændeligt at gaa vred bort, desuden havde han jo fuldstændig Ret i det han havde sagt, og saa var Fruen saa smuk ogsaa. Han blev og gav sig i Tale med Erik, idet han, med Tankerne henvendt paa Fru Boye, søgte at lægge et Udtryk af moden Overbærenhed i sin Stemme.
Fruen strøg imidlertid om i den fjærnere Ende af Atelieret, med en lille betænksom Nynnen, hvorfra hun snart jog op i et Par raske, latterlignende Triller, snart svævede langsomt frem i et højtideligt Recitativ.
På en stor Trækasse stod der et ungt Avgustushoved; det gav hun sig til at viske Støvet af, og saa fandt hun sig noget Ler og lavede deraf Knebelsbarter og Hageskjæg til Hovedet og ogsaa Ringe, som hun satte det i Ørerne.
Mens hun havde travlt med det, var Niels, under Paaskud af at betragte Hylderne med Afstøbninger, kommet helt ned til Fruen. Hun havde slet ikke vendt sine Øjne den Vej han var, men hun maatte alligevel vide ham nær, for uden at se sig om rakte hun Haanden henimod ham og bad ham hente Eriks Hat.
Niels gav hende Hatten i den stadig udstrakte Haand, og hun tog og satte den paa Avgustushovedet.
»Gamle Shakspearesen,« sagde hun kjælende, og klappede den travesterede Buste paa Kinden, »gamle dumme Fyr, som ikke vidste hvad det var han gjorde. - Sad han der og tjattede i Blækket, hvad, og tværede et Hamlets-Hovede frem, uden at tænke over det, hvad, gjorde han det?« Hun lettede Bustens Hat og lod Haanden moderligt glide over dens Pande, som vilde hun stryge den Haaret bort fra Øjnene. »Gamle, heldige Karl, med Alt det! Gamle, ikke uheldige Digterfyr! For, ikke sandt, Hr. Lyhne, det maa man da sige, at han var en ikke uheldig Literat, Shakspeare.«
»Ja, jeg har nu min egen Mening om den Mand,« svarede Niels lidt stødt og rødmede.
»Herre Gud! har De ogsaa en egen Mening om Shakspeare! - hvad mener De da? Er De med os eller mod os?« Hun stillede sig i det Samme smilende hen ved Siden af Busten og lagde sin Haand om dens Nakke.
»Jeg skal ikke kunde sige om den Mening, som det forundrer Dem, jeg har, er saa heldig at faa nogen Betydning ved at falde sammen med Deres, men jeg troer nok den maa siges at være for Dem og Deres Protegée, ialtfald er det min Mening, at han har vidst, hvad han gjorde, vejet, hvad han gjorde og vovet, hvad han gjorde. Mange Gange har han vovet det i Tvivl, saa Tvivlen er at se endnu, mange Gange har han ogsaa kun vovet det halvt, og slettet det ud med nye Træk, som han ikke turde lade staa som det var« ....
Og saadan blev han ved.
Mens han talte, blev Fru Boye efterhaanden urolig, hun saae nerveust, nu til een Side, nu til en anden, og spillede utaalmodigt med Fingrene, medens et bekymret og tilsidst lidende Udtryk, mer og mer formørked hendes Ansigt.
Endelig kunde hun ikke tvinge sig længer.
»Glem ikke, hvad De vilde sige!« sagde hun, »men jeg beder Dem, Hr. Lyhne, lad være med at gjøre det med den Haand, - den Bevægelse ligesom De skulde trække Tænder ud; hvad! gjør det! og lad Dem saa ikke forstyrre, nu er jeg opmærksom igjen; og jeg er ganske enig med Dem.«
»Ja, men saa er det jo ingen Nytte til at sige mer.«
»Hvorfor det?«
»Nej, naar vi er enige.«
»Ja, naar vi er enige!«
Der var ingen af dem, der mente noget Særdeles med deres sidste Ord, men de udtalte dem med en betydningsfuld Betoning, som om der var en Verden af Finhed skjult deri, og de saae paa hinanden med et aandrigt Smil paa Læberne, - det dvælende Skjær fra det Vid, der nys havde lyst, - idet de begge grublede paa, hvad det dog var den Anden kunde have ment, lidt ærgerlige over at være saa tungnemme.
De fulgtes langsomt op til de Andre, og Fruen satte sig atter til Sæde paa den lave Stol.
Erik og Frithiof havde talt sig lidt trætte af hinanden og var glade ved at blive flere. Frithiof nærmede sig derfor straks Fruen og var meget elskværdig, Erik holdt sig med et Slags Værtbeskedenhed tilbage.
»Dersom jeg var nysgjerrig,« sagde Frithiof, »vilde jeg spørge om, hvad det var for en Bog, der havde gjort Dem og Refstrup uenige, den Gang vi kom.«
»Spørger De?« spurgte Fruen.
»Jeg spørger.«
»Ergo?«
»Ergo,« svarede Frithiof med et ydmygt, indrømmende Buk.
Fruen holdt Bogen i Vejret, og sagde højtideligt forkyndende: »Helge. Øehlenschlägers Helge. - Og saa hvad det var for en Sang? - Det var: »Havfruen besøger Konning Helge.« - Og saa hvad det var for Vers? - Det var dem, hvor Tangkjær har lagt sig ved Helges side, og han ikke længer kan styre sin Nysgjerrighed, men vender sig
- - - - og bliver vaer,Og det er Alt det, vi faar at se af Havfruens Dejlighed, og det var det, jeg var misfornøjet med. Jeg vil have en yppig, glødende Skildring der, jeg vil se Noget saa blændende skjønt, at det tager Vejret fra mig. Jeg vil indvies i saadan et Havfruelegemes ejendommelige Skjønhed, og nu beder jeg Dem, hvad skal jeg kunne gjøre ud af hvide Arme og dejlige Lemmer med et Stykke Spejlflor over? - Herregud! - Nej, hun skulde være nøgen som en Bølge, og Havets vilde Skjønhed skal gaa igjen i hende. Der maatte være noget af Sommerhavets Fosforskjær over hendes Hud, noget af Tangskovenes sorte, forfiltrede Rædsel i hendes Haar. Ikke? - Jo, Vandets tusinde Farver maa gaa og komme i blinkende Skiften i hendes Øjne; det blege Bryst maa være koldt af en vellystigt kølende Kulde, Bølgerne risle deres vuggende Gang gjennem alle hendes Former, og der er Malstrømmens Sugen i hendes Kys og der er Skummets bristende Blødhed i Favntaget af hendes Arme.«
Med Arme svulmende hvide,
Den største Skjønhed, Jorden har,
At slumre ved hans Side,
Den sorte Kofte sig meer ej snoer,
Og Pigens Yndighed gjemmer,
Et tyndt og flagrende Sølvermor
Indhyller de dejligste Lemmer.
Hun havde talt sig ganske varm, og stod nu dér, endnu helt bevæget af sit Emne, og saae paa sine unge Tilhørere med store, spørgende Barneøjne.
Men de sagde Ingenting. Niels var ganske rødmende rød og Erik højst forlegen. Frithiof han var helt betaget og stirred paa hende med den aabneste Beundring, og dog var han den af dem, der mindst saae, hvor bedaarende smuk hun var, som hun stod der for dem, bag sine Ord.
Der var ikke gaaet mange Uger, inden Niels og Frithiof var ligesaa stadige Gjæster i Fru Boyes Hus som Erik Refstrup var det. Foruden Fruens blege Søsterdatter, traf de her sammen med en Del unge Folk, vordende Digtere, Malere, Skuespillere og Arkitekter, allesammen Kunstnere paa deres Ungdom mere end paa deres Talent, allesammen fulde af Haab, modige, kamplystne og saare lette at begejstre. Der var vel enkelte iblandt dem af disse stille Drømmere, der bræge vemodigen mod en svunden Tids svundne Idealer, men de fleste af dem var opfyldte af det, der den Gang var det Nye, drukne af det Nyes Theorier, vilde af det Nyes Kraft og blændede af dets Morgenklarhed. Nye var de, forbitret nye, nye indtil Overdrivelse, og det maaske ikke mindst, fordi der inderst inde var en sælsom, instinktstærk Længsel, der skulde overdøves, en Længsel, det Nye ikke kunde stille, verdensstort som det Nye var, Alt omfattende, Alting mægtigt, altoplysende.
Men det er det Samme, der var en Stormgangs Jubel i de unge Sjæle, og der var Tro paa store Tankestjærners Lys, og der var Haab som der er Have, Begejstring bar dem som paa Ørnevinger, og Hjærtet blev dem stort af tusind Mod.
Livet sled det vel ud siden, tyssed det bort det Meste, Klogskab brød vel ned af det, og Fejghed bar Resterne bort sagtens, men hvad saa! Den Tid, der er gaaet med Godt, kommer ikke tilbage med Ondt; og Intet i det Liv, der leves bagefter, kan visne en Dag, eller slette en Time i det Liv, der er levet.
For Niels kom Verden i de Dage til at se ganske anderledes ud. Det, at høre sine hemmeligste, vage Tanker klart udtalte af ti forskjellige Munde, at se sine underlige, ejendommelige Anskuelser, der for En selv laa som et diset Landskab med taagetabte Linier, med ubestemte Dybder og med tyste Toner, at se det Landskab uden Slør, i skære, skarpe, dagklare Farver, aabenbart i alle Enkeltheder, gjennemfuret af Veje, og Folk i Sværm paa disse Veje, - der var noget sælsomt fantastisk i at det Fantastiske var bleven saa reelt.
Han var da ikke mere en ensom Barnekonge, der hersked over Lande, han havde drømt sig til, nej, han var En i Flokken, en Mand i Flokken, Soldat i Ideens, i det Nyes Sold. Der var et Sværd i hans Haand, og en Fane var der for ham.
Hvilken forunderlig, forjætningsfuld Tid var det ikke, hvor sælsomt ikke med Øren at høre sin Sjæls utydelige, løndomsfulde Hvisken klinge frem i Virkelighedens Luft, som vildt udfordrende Lurtoner, som Brag af Kølleslag paa Tempelmure, som Hvin af Davidsstene paa Flugt mod Goliathspander og som sejerssikker Fanfare. Det var som at høre sig selv tale i fremmede Tunger, med fremmed Klarhed og fremmed Magt om det, der var Ens dybeste, inderste eget.
Ikke blot fra Jevnaldrendes Læber klang det Nyes Evangelium om at opløse og om at fuldkomme, der var ogsaa ældre Folk, Mænd med Navne af en vis Vægt, som havde Syn for det Nye og dets Herlighed, og de ejede bredere Ord end de Unge, festligere var de i deres Opfattelse, svundne Aarhundreders Navne fulgte dem, de havde Historien med sig, Verdens Historie, Menneskeaandens Historie, Ideens Odyssee. Det var Mænd, som i deres Ungdom havde været grebne paa samme Maade som de, der nu var unge, og som havde vidnet om den Aand, af hvilken de nu var grebne; men da de havde hørt af deres Røster, det man hører af et Raab ud i Ørkenen, det at man er ene, saa var de forstummede. Men de Unge tænkte kun paa, at disse Mænd havde talt, ikke paa, at de havde tiet, og var rede med Lavrbærkrandse og Martyrkroner, villige til at beundre, lykkelige ved at beundre. Og de, hvem Beundringen gjaldt, de afviste ikke denne sildigfødte Paaskjønnelse, men satte i god Tro Kronerne paa, saae stort og historisk paa sig selv, digted det mindre Heroiske ud af deres Fortid, - og deres gamle Overbevisning, som Tidens Ugunst havde svalet, den deklamered de i Glød igjen.
Niels Lyhnes Familie i Kjøbenhavn, navnlig den gamle Etatsraads, var slet ikke glade ved den Omgang, den unge Student havde valgt sig. Det var ikke saameget de nye Ideer, der voldte dem Bekymring, som den Ting, at nogle af de unge Mennesker fandt at langt Haar, store Jagtstøvler og en let Malproperhed var til Baade for Ideerne, og skjøndt Niels selv ikke var fanatisk i den Retning, saa var det dem dog ubehageligt at møde ham, og endnu ubehageligere, at deres Bekjendte skulde møde ham i Selskab med saaledes karakteriserede Ynglinge. Men det var dog kun en Biting imod det, at han kom saameget hos Fru Boyes, og gik i Theateret med hende og hendes blege Søsterdatter.
Det var ikke, fordi der med Bestemthed kunde siges Fru Boye Noget paa.
Men man talte om hende.
Paa mange Maader.
Hun var af god Familie, en født Konneroy, og Konneroyerne var en af de ældste og allerfineste Patricierfamilier i hele Byen. Alligevel havde hun brudt med dem. Nogle sagde, i Anledning af en udsvævende Broder af hende, som man havde sendt af Vejen til Kolonierne. Vist var det, at Bruddet var fuldstændigt, og der var endogsaa bleven hvisket om, at den gamle Konneroy havde forbandet hende, og derefter faaet et Anfald af sin slemme Foraarsasthma.
Alt dette var skeet, efter at hun var bleven Enke.
Boye, Manden, havde været Apotheker, Asessor pharmaciae og Ridder. Da han døde, var han Treds, og Ejer af halvanden Tønde Guld. Saavidt man vidste, havde de levet meget godt sammen. I Begyndelsen, de første tre Aar, havde den aldrende Mand været meget forelsket, senere levede de meget hver for sig, han beskæftiget med sin Have og med at vedligeholde sit Ry som en stor Mand i Herreselskaber, hun med Theatret, med Romancemusik og tydsk Poesi.
Saa døde han.
Da Sørgeaaret var ude, gjorde Enken en Rejse til Italien, og levede et Par Aar dernede; mest i Rom. Der var slet ikke Noget om, at hun her havde røget Opium i en fransk Klub, ligesaalidt som om den Historie, at hun skulde have ladet sig modellere paa samme Maade som Paulina Borghese, og den lille russiske Fyrste, som skød sig, mens hun var i Neapel, skød sig ingenlunde for hendes Skyld. Men sandt var det, at de tydske Kunstnere var utrættelige i at bringe hende Serenader, og det var ogsaa sandt, at hun en Morgenstund, iført albansk Bondepigedragt, havde sat sig paa en Kirketrappe oppe i Via Sistina, og af en nysankommen Kunstner havde ladet sig engagere til at staa Model med en Krukke paa Hovedet og en lille brun Dreng ved Haanden. Saadan et Billede hang der i alt Fald paa hendes Væg.
Paa Rejsen hjem fra Italien traf hun sammen med en Landsmand, en bekjendt dygtig Kritiker, der hellere vilde have været Digter. En negativ skeptisk Natur kaldte man ham, et skarpt Hoved, der tog haardt og ubarmhjærtigt paa sine Medmennesker, fordi han tog haardt og ubarmhjærtigt paa sig selv, og troede sin Brutalitet retfærdiggjort ved dette fordi. Men han var ikke ganske det, Folk gjorde ham til; han var ikke saa ubehagelig helstøbt, eller saa hensynsløst konsekvent, som det saae ud til, for uagtet han altid var paa Fejdefod overfor Tidens ideale Retning, og benævnte den med andre fordømmende Navne, saa havde han dog overfor dette Ideale, Drømmende, Ætheriske, dette blaablaa Mystiske, dette ubegribeligt Høje og forsvindende Skære en Sympathi, som han ikke følte overfor den mere jordbaarne Retning, for hvilken han kæmpede, og paa hvilken han for det Meste troede.
Modstræbende forelskede han sig i Fru Boye, men han sagde hende det ikke, for det var ingen ung og aaben, ingen haabende Forelskelse. Han elskede hende som et Væsen af en anden, finere og lykkeligere Race end hans egen, og der var derfor et Nag i hans Kjærlighed, en instinktmæssig Forbittrelse mod det, der var Racen i hende.
Med fjendtlige, skinsyge Øjne saae han paa hendes Tilbøjeligheder og Meninger, hendes Smagsretning og hendes Livsanskuelse, og med alle Vaaben, med fin Veltalenhed, med hjærteløs Logik og barsk Avtoritet og medlidshyllet Spot kæmpede han sig hende til, vandt han hende over til sig og til sit Syn. Men da nu Sandheden havde sejret, og hun var bleven som han, da saae han, at der var vundet alt for meget, og at det var med hendes Illusioner og Fordomme, hendes Drømme og hendes Fejlsyn, han havde elsket hende, og ikke som den hun nu var.
Utilfreds med sig selv, med hende og med Alt derhjemme, rejste han bort og blev borte.
Men da var hun netop begyndt at elske ham.
Dette Forhold kunde Folk naturligvis gjøre meget ud af, og det gjorde de da. Etatsraadinden talte om det til Niels, saadan som gammel Dyd taler om unge Fejltrin, men Niels optog det paa en Maade, som baade fornærmede og forfærdede Etatsraadinden, for han tog til Gjenmæle, og talte i høje Toner om Samfundets Tyrani og den Enkeltes Frihed, om Mængdens plebejiske Retskaffenhed og om Lidenskabens Adel.
Fra den Dag kom han kun sjeldent til sine omhyggelige Slægtninge, men fru Boye saae ham des tiere.