Niels Lyhne

---

J.P. Jacobsen (1880) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XI

   Tre Aar er forløbne, Erik og Fennimore har været gifte i to, og de bor i et lille Landsted ved Mariagerfjord. Niels har ikke set Fennimore siden den Sommer i Fjordby. Han lever i Kjøbenhavn og kommer meget ud imellem Folk, men har ingen intim Omgang med Nogen, uden med Doktor Hjerrild, der kalder sig gammel, fordi der begynder at vise sig graa Stænk i hans mørke Haar.
   Det var et haardt Slag for Niels denne uventede Forlovelse, og han er bleven lidt sløvet deraf, ogsaa lidt bitrere og mindre tillidsfuld; han har ikke mer saa megen Begejstring heller at sætte imod Hjerrilds Mismod. Han er stadig i sine Studier, men de er mere planløse, og Tanken om at blive færdig til at træde frem og tage fat, har kun et usikkert, flakkende Liv. Han lever meget mellem Folk, men han lever ikke med dem, de interesserer ham nok, men han bryder sig ikke det Mindste om, at de skal have nogen Interesse for ham, og svagere og svagere, mærker han, bliver den Magt i ham, som skulde drevet ham frem til at gjøre Sit, med de Andre eller imod dem. Han kan vente, siger han, selv om han skal vente, til det bliver for silde. Den, som tror, haver ingen Hast, det er hans Undskyldning. For han har Tro nok, føler han, naar han endelig skal gaa til Bunds i sig selv, Tro nok til at flytte Bjærge, men han kan ikke overkomme at faa Ryggen sat til. Engang imellem vælder det op i ham med Trang til at skabe, med Længsel efter at se en Part af sig selv gjort fri i et Arbejde af hans, og i hele Dage kan hans Væsen være spændt af glade, titaniske Anstrengelser med at age Leret sammen til hans Adam; men han faar aldrig dannet til i sit Billeds Lignelse; den Selvkoncentrering, som dertil udfordres, har han ikke Udholdenhed nok til at holde ved lige. Han er Uger om at opgive Arbejdet, men han opgiver det dog, og spørger irritabel sig selv, hvorfor han skulde blive ved: hvad har han mere at vinde? han har nydt Undfangelsens Lykke, Opfostringens Møde er tilbage, at hæge, nære og bære det fuldt - hvorfor? for hvem? han er ingen Pelikan, siger han. Men han kan sige, hvad han vil, han er dog misfornøjet og føler, at han ikke har gjort Skjel for de Fordringer, han har til sig selv, og det hjælper ham ikke, at han gaar i Rette med disse Fordringer og forsøger paa at tvivle om, at deres Krav paa ham er begrundet. Han staar overfor et Valg, og han maa vælge; for det er jo saadan, at naar den første Ungdom er forbi, sent eller tidligt, efter som Naturgrunden er i et Menneske, sent eller tidligt, saa gryr der en Dag, hvor Resignationen kommer til En som en Frister og lokker for En, at man skal sige Farvel til det Umulige og nøjes. Og Resignationen har saa meget for sig, thi hvor ofte er ikke Ungdommens idealske Fordringer bleven vist tilbage, dens Begejstring bleven beskæmmet, og dens Haab lagt øde! - Idealerne, de lyse, de fagre, de har vel ikke tabt noget af deres Glands endnu, men de vandre ikke længer paa Jorden, midt iblandt os, som i vor Ungdoms første Dage; ad Verdensklogskabens bredt baserede Trappe er de, Trin for Trin, bleven ledet tilbage til den Himmel, hvorfra vor enfoldige Tro havde hentet dem ned, og der sidde de, straalende, men fjærne, smilende, men trætte, i guddommelig Uvirksomhed, medens en daadløs Tilbedelses Virak stødvis hvirvler sig op mod deres Throne i festlige Bugter.
   Niels Lyhne var træt; disse idelige Tilløb til et Spring, der aldrig blev sprunget, havde mattet ham, Alting blev hult og værdløst for ham, forvrænget og forvirret, og saa smaat desuden; det syntes ham naturligst at stoppe sine Øren og stoppe sin Mund, og saa sænke sig ned i Studier, der ikke havde noget med Verdenskvalmet at gjøre, men var som et stille Havdyb for sig selv, med fredelige Tangskove og kurieuse Dyr.
   Han var træt, og det var fra hans fejlslagne Elskovshaab, at Træthedens Rod var rundet, det var derfra, at den hurtigt og sikkert havde bredt sig gjennem al hans Væsen, alle hans Evner og al hans Tanke. Nu var han kold og lidenskabsløs nok, men i hin første Tid, da Slaget havde ramt ham, var hans Kjærlighed vokset, Dag for Dag, med en Febersots ustandselige Magt, og der havde været Stunder, hvor hans Sjæl, trængt af afsindig Lidenskab, havde svulmet til som en Bølge i uendelig Længsel og fraadende Higen, havde rejst sig og var bleven ved at stige og stige, til hver en Fiber i hans Hjærne, hver Stræng i hans Hjærte havde været strammet til Spændingens yderste Grændse. Saa var det Trætheden var kommen, sløvende og lægende, og havde gjort hans Nerver døve imod Smerten, gjort hans Blod for koldt til Begejstring, hans Puls for svag til Handling. Og mer end det, den havde værnet ham mod at falde tilbage, ved at give ham hele en Rekonvalescents Forsigtighed og Egoisme, og naar han nu tænker tilbage paa Dagene i Fjordby, saa er det med den samme Følelse af Tryghed, som den, der nys har gaaet en svær Sygdom igjennem, finder i den Tanke, at nu, da han har lidt sin Liden og Feberen har brændt sig selv til Aske i hans Legeme, nu vil han være fri for lange, lange Tider. -
   Saa var det, da Erik og Fennimore, som sagt, havde været gift i to Aar, at han en Sommerdag fik et halvt ynkeligt, halvt pralende Brev fra Erik, hvori han anklagede sig selv for at have spildt sin Tid nu paa Sidstningen, men han vidste ikke, hvordan det var, han fik ingen Ideer mere. Det var meget friske, muntre Folk, dem han omgikkes der paa Egnen, slet ikke snerpede eller vrøvlede, men de græsseligste Dromedarer overfor Kunst. Der var ikke et Menneske, han kunde snakke ordenlig med, og han var kommen ind i en Døs af Dovenskab og Uoplagthed, som han ikke kunde faa Bugt med, for han saae aldrig en Idé eller Stemning, saadan som før, eller blev inspireret, saa han tidt var baade angst og bange for, at det var sluppet op for ham, og at han aldrig skulde komme til at gjøre Noget mer. Men det kunde dog umuligt vare saadan ved bestandigt, det maatte komme igjen, han havde været altfor rig, til at det kunde ende saaledes, og da skulde han vise dem, hvad der var Kunst, de Andre, som gik der og malte væk, som om det var Noget, de havde lært udenad. Foreløbig var det imidlertid, som om der var en Trolddom over ham, og det vilde være et Venskabsstykke af Niels at komme til Mariagerfjord, han skulde faa det saa godt som Omstændighederne tillod, og han kunde jo ligesaa gjærne holde Sommer der som et andet Sted. Fennimore hilste og vilde blive meget glad.
   Det lignede Erik saa lidt det Brev, og der maatte virkelig være noget Alvorligt i Vejen, siden han kunde klage saaledes. Det saae Niels straks, og han vidste ogsaa godt, hvor lidet mægtig Kilden var til Eriks Produktion, - en spinkel Bæk kun, som ugunstige Forhold nemt kunne udtørre. Han vilde rejse straks, hvad der end var sket, Erik skulde finde ham en fuldtro Ven, og hvad saa end Aarene havde løsnet af Baand og rykket op af Illusioner, hint Venskab fra deres Barndomsdage, det i det Mindste, skulde han vide at værne. Han havde støttet Erik før, han vilde støtte ham nu. En fanatisk Venskabsfølelse betog ham. Han vilde give Afkald paa Fremtid, paa Berømmelse, ærgjerrige Drømme, Alting, for Eriks Skyld. Alt, hvad han ejede af ulmende Begejstring og af gjærende Skaberkraft, vilde han sætte ind paa Erik, han vilde gaa op i Erik, hans Selv og hans Ideer, det var Altsammen rede, Intet skulde være hans, og han drømte sig den stor, der havde grebet saa ublidt ind i hans Liv, og sig selv slettet ud, overset, fattig, uden aandelig Eje, og han drømte videre, hvordan det, Erik havde faaet, omsider ikke blev et Laan mere, men virkelig hans, ved det Stempel, han gav det, ved at mønte det ud i Daad og Værk. Erik i Højhed og Ære, og han blot en af de mange, mange Almindelige, virkelig ikke mer; nødtvungen fattig til sidst, ikke frivillig; virkelig Stodder og ingen Prinds i Pjalter .... og det var sødt at drømme sig saa bittert ringe.
   Men Drøm er Drøm, og han lo ad sig selv og tænkte paa, at Folk, der forsømmer deres Eget, altid har saa godt Raad til at offre en Uendelighed af Interesse paa Andres Arbejde; og han tænkte ogsaa paa, at Erik, naar de stod Ansigt til Ansigt, naturligvis vilde fornægte sit Brev, slaa det hen i Spøg, og finde det uhyre komisk, hvis han virkelig der kom og meldte sig parat til at hjælpe ham til hans Talent igjen. Alligevel rejste han; inderst inde troede han, han kunde gjøre Nytte, og hvordan han saa søgte at forklare det bort og sætte det i Tvivl, han kunde dog ikke blive fri for at føle, at det virkelig var det gamle Drengevenskab, der var vaagnet igjen i hele sin Naivitet og al sin Varme, Aarene til Trods og hvad Aarenes var.
   Landstedet ved Mariagerfjord tilhørte et Par ældre Folk, der af Sundhedshensyn var bleven nødt til, paa ubestemt Tid, at fæste Bo i Syden. De havde ikke ventet at komme til at leje Stedet ud, da de, den Gang de rejste, troede, de kun skulde blive et Halvtaarstid borte, og de havde derfor ladet Alting staa, saa da Erik lejede Huset fuldt meubleret, var dette i saa bogstavelig Forstand Tilfældet, at han fik det med Nips, Familieportraiter og det Hele, ja, om det saa var med et Pulterkammer, fuldt af Skramleri, og med gamle Breve i Skrivebordsskufferne.
   Erik havde opdaget Stedet, da han efter sin Forlovelse rejste fra Fjordby, og da her var Alt hvad de behøvede, og mere til, og da han tænkte paa, naar et Par Aar var gaaet, for en Tid at bosætte sig i Rom, havde han faaet Konsulen til at opsætte at kjøbe Udstyr, og de var taget ind paa Marianelund ligesom paa et Hotel, blot at de havde lidt fler Kufferter end Rejsende i Almindelighed.
   Stedet laa med Façaden mod Fjorden, ikke ti Alen fra Vandet; det var af et meget almindeligt Udseende, med Altan foroven og Veranda forneden, og havde en ung Have bag sig, hvis Træer ikke var meget tykkere end Spadserestokke, men til Gjengjæld gik man saa fra Haven lige ud i en prægtig Bøgeskov med aabne Lyngpletter og side Kløfter mellem Hvidlersbakker.
   Saadan var Fennimores nye Hjem, og en Stund var det saa lyst, som Lykke kunde gjøre det, for de var jo unge og forelskede, sunde og friske, og uden Bekymringer for deres Udkomme, det aandelige saa lidt som det legemlige.
   Men hvert Lykkeslot, der rejser sig, det har Sand blandet ind i den Grund, hvorpaa det hviler, og Sandet vil samle sig og rinde bort under Murene, langsomt maaske, umærkeligt maaske, men det rinder, rinder, Korn for Korn ... Og Kjærligheden? - ikkeheller Kjærligheden er en Klippe, hvor gjærne vi saa vil tro det.
   Hun elskede ham af hele sin Sjæl, med Angstens Heftighed og sitrende Glød; og han var hende mer end en Gud, langt nærmere, - en Afgud, hvem hun tilbad, uden Forbehold og over Maade.
   Hans Kjærlighed var stærk som hendes, men den mangled den fine, mandige Ømhed, der værner den elskede Kvinde mod hende selv og vaager over hendes Værdighed. Det mindede ham vel som en dunkel Pligt, kaldte som en sagte Røst, men han vilde ikke høre, for hun var saa bedaarende i sin blinde Elskov, og hendes Skjønhed, der var af en Slavindes ubevogtede Yppighed og ydmyge Ynde, ægged og spored ham til en Lidenskab, uden Grændser og uden Naade.
   I den gamle Mythe om Amor, staar der ikke der etsteds, at han lægger sin Haand over Psyches Øjne, før de, sødt berusede, suse hen i den glødende Nat?
   Stakkels Fennimore! om hun havde kunnet fortæres af Ilden i hendes eget Hjærte; den, der skulde have beskjærmet hende, vilde have pustet til Flammen, thi han var lig hin drukne Hersker, der, med Mordbrandsfaklen i Haand, jubled ved at se sin Kongestad brænde, fordi han øged sin Rus ved synet af de spillende Luer, indtil Asken gjorde ham ædru.
   Stakkels Fennimore! hun vidste ikke, at Lykkens svulmende Hymne kan synges saa tidt, at der hverken bliver Melodi eller Ord tilbage, men kun et Bavl af Trivialitet; hun vidste ikke, at den Rus, der løfter idag, den tager sin Kraft fra Imorgens Vinger; og da omsider Ædrueligheden tungt tog til at gry, da begyndte hun skjælvende at forstaa, at de havde elsket sig ned til en sød Foragt for sig selv og for hinanden, en sød Foragt, der Dag for Dag blev svagere i Sødme, og bedsk tilsidst. De vendte sig bort fra hinanden saa langt, det lod sig gjøre, han for at drømme om et sveget Ideal af haanlig Højhed og kølig Ynde, hun for med fortvivlet Længsel at stirre mod sine Pigedages blege, stille, nu saa uendeligt fjærne Kyst. Dag for Dag blev det tungere for hende, Skammen brændte vildt i hendes Aarer, og en kvælende Lede ved sig selv gjorde Alting ulykkeligt og haabløst for hende. Der var et lille, øde Kammer, hvor der ikke fandtes andet end de Kufferter, hun havde havt med fra Hjemmet, og der sad hun ofte, Time efter Time, til Solen sank derude over Verden og fyldte Kammeret med rødligt Lys; der martred hun sig selv med Tanker, stindere end Torne, og slog sig selv med Ord, langt hvassere end Svøber, til hun forvirredes af Kval og Pine og søgte en døvende Trøst i at slænge sig henad Gulvet som en Ting, for fuld af ækel Raaddenskab og Bærme, et Aadsel af sig selv, for væmmeligt til Sæde for en Sjæl. - Sin Mands Skjøge, den Tanke var aldrig af hendes Hjærte, med den smed hun sit Selv foragteligt ned i Støvet under hendes Fødder, med den stænged hun ude hvert Haab om Gjenoprejsning, med den forstened hun hvert Lykkeminde.
   Efterhaanden kom der en haard, en brutal Ligegyldighed over hende, hun holdt op med at fortvivle som hun var holdt op med at haabe, hendes Himmel var styrtet sammen, og hun følte ingen Trang til at drømme den i Hvalv igjen, hun gjorde ingen Fordring paa Salighed, hun var ikke for god til Jorden og Jorden ikke til hende, de var hinanden værd; hun kasted intet Had paa Erik, ikke heller trak hun sig i Rædsel tilbage for ham, hun tog mod hans Kys tværtimod, thi hun havde altfor megen Foragt for sig selv til at hun skulde unddrage sig dem, hun var jo hans Kone, en Mands Kone!
   Ogsaa for Erik var det bittert at vaagne, skjøndt han med en Mands prosaiske Fremsynethed havde sagt sig selv, at det nødvendigvis vilde komme saaledes en Gang. Men da det kom, da Kjærligheden ikke længer var Bod for alle Savn, og det tindrende Guldslør, hvori den var steget ned paa Jorden til ham, da det var viftet bort, da fornam han det som en Slappelse af alle Livsaander, en Synken af alle hans Evner, der gjorde ham fortrydelig og bange, saa han med en feberagtig Ivrighed vendte sig imod sin Kunst, for at faa Vished om, at der ikke ogsaa var Andet, han havde sat til, end Lykke. Men han fik ikke det Svar, han havde haabet, han kom ind paa et Par uheldige Ideer, han ikke kunde komme afsted med, og som han dog ikke kunde bekvemme sig til helt at opgive. Han kunde ikke rigtig faa Noget ud af dem, men alligevel blev de ved at beskjæftige ham, og hindrede andre Ideer i at trænge sig frem og drage ham til sig, og han blev modløs og misfornøjet, og faldt hen i grublende Lediggang, fordi Arbejdet var saa dræbende vrangvilligt, og fordi han tænkte, at han bare behøvede at vente, saa vilde Aanden nok komme over ham igjen. Men det trak ud og trak ud, hans Talent blev ved at være goldt, og her ved den stille Fjord var der Intet i hans Omgang, der kunde indvirke befrugtende paa ham, og her var heller ingen Kunstfæller, ved Synet af hvis Sejre han kunde ægges, enten til Kappestrid eller til skabende Opposition. Denne Uvirksomhed blev uudholdelig for ham, og han længtes hidsigt efter at føle sig selv, ligemeget hvordan eller ved hvad; og da intet Andet frembød sig, begyndte han at søge sammen med en Kreds af ældre og yngre Landboere, der, under Anførsel af en tredsindstyveaarig Jagtjunker, mildnede Landlivets Tristhed ved saadanne Udskejelser, som deres ikke altfor rige Fantasi kunde komme efter, stærkt begrændset som den var af deres temmelig eensidige Smag. Adspredelsernes egenlige Kjærne var Drik og Kortspil, og saa nogenlunde ens, hvad enten den Skal, der omgav den, kaldtes for en Jagttour eller for en Markedsrejse. Heller ikke gjorde det nogen synderlig Forskjel, at man nu og da henlagde Scenen til en af de nærmere liggende Kjøbstæder, og der i Løbet af en Eftermiddag indledte virkelige eller indbildte Forretninger med Kjøbmændene, thi Afgjørelsen fandt altid Sted om Aftenen paa Gjæstgivergaarden, hvis Vært med stor Skjønsomhed viste alle Folk af den rigtige Farve ind til dem paa Nummer Sikker. Var der omrejsende Skuespillere i Byen, lod man Kjøbmændene slippe, for Skuespillerne var meget mer omgængelige, ikke saa tilbageholdne overfor Flasken, og i Almindelighed villige til at underkaste sig den, desværre sjældent med fuldstændigt Held gjennemgaaede, Mirakkelkur, at lade sig drikke ædru, nemlig, i Genever, efter at man var blevet drukken fuld i Champagne.
   Kredsens Hovedstamme var Proprietairer og Smaaherremænd af alle Aldre, men der fandtes ogsaa en massiv, ung Laps af en Brændevinsbrænder og en hvidhalset Huslærer, der ikke havde været Huslærer i de sidste tyve Aar i det Mindste, men var gaaet paa Omgang som Gjæst tilligemed en Sælskindsvadsæk og en graa Kule, som han skjæmtvis sagdes at have stjaalet hos en Hesteslagter. Han var en tavs Dranker, stor Virtuos paa Fløjte, og antoges at kunne Arabisk. Til hvad Jagtjunkeren kaldte sin Stab hørte ogsaa en Prokurator, der altid fortalte nye Historier, og saa en Doktor, der kun kunde en eneste, fra Anno Seks om Lybeks Belejring.
   Meget vidt strakte denne Kreds sig, og det traf sig vel saa godt som aldrig, at de Alle var samlede, men dersom Nogen altfor længe svigtede Kompagniet og holdt sig hjemme, udstedte Junkeren et Opraab til alle Trofaste, at man tog da hen at se den Frafaldnes Stude, hvorved der forstodes, at man for et Par Døgn eller tre indkvarterede sig paa den Ulykkeliges Gaard, og saa vidt muligt satte den paa den anden Ende med Svir og Spil og saadanne andre landlige Løjer, hvortil Aarstiden kunde indbyde. Under et saadant Straffebesøg var det en Gang, at hele Selskabet sneede inde saalænge, at Kaffe, Rom og Sukker efterhaanden slap op for Værten, saa man tilsidst maatte nøjes med en Kaffepunsch, kogt af Cikorie, sødet med Sirup, og gjort stærk med Brændevin.
   Det var i det Hele taget en slem grovkornet Bande, Erik kom i Lag med, men Folk af en saa jætteagtig Livskraft kunde ganske vist ikke faa Luft i mere civiliserede Fornøjelser, og det uopslidelige Humeur, de havde, og deres brede, bamseagtige Gemytlighed tog virkelig meget af Raaheden bort. Havde Eriks Talent blot været i Slægt med Brouwers eller Ostades, saa vilde denne udsøgte Samling Sviregaster have været en ren Guldmine for ham, men saadan som det var, blev Udbyttet for ham som for de Andre, kun det, at han morede sig fortræffeligt. Alt for meget, thi snart blev denne kaade Sviren ham ganske uundværlig, og optog lidt efter lidt næsten al hans Tid, og om han ogsaa nu og da bebrejdede sig sin Uvirksomhed og lovede sig selv, at det skulde have en Ende, saa dreves han dog af den Tomhed og den aandelige Afmagt, han følte, hver Gang han forsøgte at arbejde, stadig tilbage til det gamle Liv.
   Det Brev han havde skrevet til Niels, en Dag, da hans evindelige Goldhed, ved det at den aldrig vilde holde op, havde gjort Indtryk paa ham af at være ligesom en Tæring, der havde angrebet hans Talent, det Brev angrede han saasnart det var sendt afsted, og haabede, at Niels vilde lade hans Klager gaa ind ad det ene Øre og ud ad det andet.
   Men Niels han kom, Venskabets vandrende Ridder i egen Person, og fik da ogsaa den halvt afvisende, halvt ynksomme Velkomst, som vandrende Riddere altid har faaet af dem, for hvis Skyld de har trukket Rosinante ud af den lune Stald. Da Niels imidlertid var forsigtig og ventede, tøede Erik snart op, og den gamle Fortrolighed imellem dem vaktes igjen til Live. Og Erik trængte til at tale ud, til at klage og til at bekjende, trængte med en næsten fysisk Trang dertil.
   En Aften, det var over Sengetid og Fennimore var gaaet til Ro, sad de over deres Kognaksvand i den mørke Dagligstue. Kun Gløden af deres Cigarer viste hvor de var, og saa en enkelt Gang imellem, naar Niels helt læned sig tilbage i sin Stol, saa kom hans opadstirrende Profil hel sort imod de dunkle Ruder. De havde drukket en Del, navnlig Erik, imens de talte om gamle Dage paa Lønborggaard, den Gang de var Drenge. Nu var der ved Fennimores Bortgang bleven en Pavse, som ingen af dem syntes at have Lyst til at bryde, for Tankerne kom rullende saa behagelig blødt imens de døsigt lytted til at Blodet, varmt af den gryende Rus, sang for deres Øren.
   »Hvor man var tosset, da man var tyve Aar!« lød det omsider med Eriks Røst. »Gud veed, hvad det var man ventede, og hvor man havde faaet sat sig i Hovedet, at saadant Noget var til? Vi havde jo nok de samme Navne til det, som de virkelige Ting har, men det vi mente, det var Noget saa helt ovenud i Sammenligning med den tamme Gudsvelsignelse vi fik. Der er ikke meget ved Livet, egenlig. Synes du?«
   »Aa, jeg veed ikke, jeg lader det gaa for det, det er. I Almindelighed lever man jo ikke saadan videre. Det meste af Tiden er man bare til. Naar man kunde faa sig Livet udleveret i en hel, stor, appetitlig Kage, som man kunde hugge løs paa ... men saadan billingvis! - det er ikke morsomt.«
   »Sig mig, Niels - det er kun dig man kommer til at tale med om saadanne løjerlige Ting, men jeg veed ikke, du er saa underlig i det. Sig mig - har du Noget i dit Glas? - Godt! - Har du nogensinde tænkt paa Døden?«
   »Jeg? aa ja, har du?«
   »Jeg mener ikke ved Begravelser, du, eller naar man er syg, men ellers naar man sidder allerbedst, saa kan det komme over mig, ligesom en ..... ligesom en Fortvivlelse ligefrem. Jeg sidder der og maaber og faar Ingenting gjort, kan Ingenting faa gjort, og saa er det, saa ligesom mærker jeg, hvordan Tiden glider fra mig, Timer, Uger, Maaneder! med Ingenting i sig kjører de forbi mig, og jeg kan ikke nagle dem til Pletten med et Arbejde. Jeg veed ikke, om du forstaar, hvad jeg mener, det er jo bare saadan en Følelse af mig, men jeg vilde have Tag i den med Noget, jeg havde gjort. Seer du: et Billede jeg maler, den Tid, det tager, den bliver altid min, eller den har jeg Noget ud af, den er ikke forbi, fordi den er gaaet. Jeg kan blive syg, naar jeg tænker over Dagene som de gaar - ustandselige. - Og jeg har Ingenting, eller jeg kan ikke komme til det. Det er en Pine; jeg kan blive saa tindrende, at jeg maa gaa op og ned ad Gulvet og synge et eller andet Idiotiskt, for at jeg ikke skal græde af Arrigskab, og saa er jeg ved at blive gal, naar jeg standser igjen og tænker paa, at Tiden er gaaet imens, og gaar imens jeg tænker, og gaar og gaar. Der er Ingenting saa usselt, som at være Kunstner, her staar jeg sund og stærk; jeg kan se; mit Blod er varmt og rigt; mit Hjærte banker, der er Ingenting i Vejen med min Forstand og jeg vil arbejde, men jeg kan ikke alligevel, jeg kæmper og griber efter noget Usynligt, som ikke vil lade sig gribe, som ingen Anstrængelse kan hjælpe mig til, om jeg saa sled, saa Blodet sprang ud af mine Neglerødder. Hvad skal man gjøre for Inspiration, for at faa en Idé? Jeg kan tage mig sammen saameget jeg vil, jeg kan forsøge paa at lade som Ingenting og gaa ud og se mig om, uden at søge, men nej! aldrig, aldrig Nogetsomhelst, bare Fornemmelsen af, at nu staar Tiden derude i Evighed til midt paa Livet, og haler Timerne til sig, saa de rutscher forbi, tolv hvide og tolv sorte, uden Ophør, uden Ophør. Hvad skal jeg gjøre, der maa være Noget man gjør, naar det er saadan fat, jeg kan da ikke være den Første, hvad? veed du Ingenting?«
   »Rejse.«
   »Nej ikke det, hvor falder du paa det? Du tror da ikke, jeg er forbi!«
   »Forbi! nej, men jeg mente de nye Indtryk ...«
   »De nye Indtryk! det er netop det. Har du aldrig hørt tale om Folk, der havde fuldt op af Talent, saalænge som de var i deres første Ungdom og de var friske og fulde af Haab og Planer, men saa, da det tabte sig, saa var deres Talent borte ogsaa - og kom aldrig igjen.«
   Han tav længe.
   »De rejste, Niels, efter nye Indtryk. Det var deres fikse Idé. Syden, Orienten, det var Altsammen forgjæves, det gled af dem ligesom af Spejle. Jeg har set deres Grave i Rom. To af dem, men der er mange, mange. - Han blev gal den ene.«
   »Jeg har aldrig hørt det om Malere før.«
   »Jo. - Hvad troer du det kan være? En hemmelig Nerve, der er gaaet itu? eller man er selv Skyld i det? Noget, man har svigtet, eller forbrudt maaske, hvem veed! En Sjæl, det er saadan en skrøbelig Ting, og Ingen veed hvorlangt at Sjælen gaar i et Menneske. - Man skulde være god ved sig selv. - - Du!« hans Stemme var bleven lav og blød. »Jeg har ogsaa somme Tider denne Længsel efter at rejse, fordi jeg føler mig saa tom; jeg har den i en Grad, du ikke gjør dig nogen Forestilling om, men jeg tør ikke, synes jeg, for sæt nu det hjalp ikke, og at jeg var en af dem, jeg talte til dig om. Hvad saa! Tænk, om jeg kom til at staa Ansigt til Ansigt med den Vished, at jeg var forbi, ikke havde det Bitterste, Ingenting, ikke kunde, tænk dig: ikke kunde; en Pjalt af et Menneske, den fordømteste Hund af en Krøbling, en sølle Kastrat! - Hvor vilde jeg synke hen, tror du? Og ser du, det var jo ikke umuligt; den første Ungdom er man jo af med, og Illusioner og den Slags, dem har jeg sku ikke mange af. Det er svært som man sætter til af dem, og jeg har dog aldrig været af de Folk, der er glade ved at blive dem kvit, det var ikke med mig, som med Jer andre, der kom hos Fru Boye, I havde saa travlt med at nappe Pyntefjedrene af hinanden, og jo mere skaldede I blev, jo kryere var I. Men det er jo ligemeget for Resten, een Gang gaar man alligevel i Fjedertab.«
   Saa tav de. Luften var bedsk af Cigarrøg, vammel af Kognak, og de sukkede tungt af den Kvalm derinde, og saa af deres meget tunge Hjærter.
   Der sad han nu, Niels, som var rejst tredsindstyve Mil for at hjælpe, sad og maatte skamme sig for den koldere Del af hans Natur. For hvad kunde han gjøre, naar det kom til Stykket? Skulde han give sig til at tale malerisk til Erik, mange Ord med Purpur og Ultramarin, dryppende af Lys og vadende i Skygge! der havde været en Drøm om saadan Noget i hans Hjærne, den Gang han rejste. Hvor det var latterlig! Hjælpe! - Man kunde maaske jage Gudinden med de lukkede Hænder bort fra en Kunstners Dør, men det er virkelig ogsaa det Allermeste; man kan ikke mere hjælpe ham til at skabe, end man, hvis han var lam, kunde hjælpe ham til selv at løfte hans Lillefinger. Ikke om man saa var aldrig saa fuld af Hjærte og Medfølelse og Beredvillighed til Offre, og alt Andet hvad genereust er. - Passe sig selv, det var det man skulde, det var sundt og det var nyttigt, men det var jo ganske vist lettere at være Hjærtemenneske ud i Luften, helt op til de højeste Himle. Der var blot det, at det var saa grændseløst upraktisk og saa bedrøvelig resultatløst. - Passe sig selv, og gjøre det godt, det blev man ikke salig paa, men man behøvede ikke at slaa sine Øjne ned for Nogen saa, hverken for Gud eller Mennesker.
   Niels fik rig Lejlighed til at anstille mismodige Betragtninger over det gode Hjærtes Afmagt, thi al den Nytte han gjorde, var at holde Erik mere hjemme end sædvanligt en Maanedstid eller saa. Imidlertid havde han ikke Lyst til at tage tilbage til Kjøbenhavn saadan lige midt i den varme Tid, men han holdt heller ikke af at blive ved at være Gjæst i det Uendelige, og lejede sig derfor ind hos en Familie udenfor Bondestanden ovre paa den anden Side Fjorden, ikke længer borte, end at han i et Kvarterstid kunde ro over til Marianelund. Han kunde jo lige saa gjærne være her, som et andet Sted, nu var han desuden kjendt med Egnen, og han var af de Folk, som Stedsomgivelserne let faa Hold paa, og saa havde han jo sin Ven her, og sin Kousine Fennimore; der var Grunde nok, især da der ikke var det Menneske til i Verden, der vented paa ham nogetsteds.
   Den Gang, da han rejste derover, havde han nøje overtænkt, hvordan han vilde stille sig overfor Fennimore, navnlig hvordan han skulde vise, at han havde glemt saa fuldstændigt, at han ikke en Gang erindrede, at der var Noget at glemme; fremfor Alting: ingen Kulde, en hjærtelig Ligegyldighed, en overfladisk Imødekommen, en høflig Sympathi, saadan skulde det være.
   Det blev imidlertid overflødigt Altsammen.
   Den Fennimore han traf, var en helt anden end den han havde forladt. Hun var smuk endnu, hendes Skabning var yppig og skjøn som før, og hun havde de samme lade, dvælende Bevægelser, han fordum havde beundret; men der var en sørgelig Tankeløshed i Udtrykket om hendes Mund, som hos En, der har tænkt altfor meget, og der var en stakkels, kummerlig, forpint Grusomhed i hendes blide Øjne. Han forstod det slet ikke, men det blev ham i alt Fald tydeligt, at hun havde havt Andet at gjøre, end at mindes ham, og at hun var fuldstændig følelsesløs overfor de Minder, han nu kunde vække. Hun saae ganske ud som En, der havde taget sit Parti og gjort det Værste ud af det hun kunde.
   Lidt efter lidt begyndte han at stave og lægge sammen, og en Dag, de spadserede sammen ved Stranden, begyndte han at forstaa.
   Erik var ved at gjøre Orden i sit Atelier, og mens de gik der langs med Vandet, kom Pigen ned med et helt Forklædefuldt Opryd, og kastede det i Stranden. Gamle Pensler var det, Brokker af Afstøbninger, brækkede Spateler, skaarede Olieflasker og tomme Farveblærer, en stor Dynge. Niels sparkede om i den med Foden, og Fennimore saae til, med den vage Opdagelseslyst, Folk altid føler overfor Skrammel. Med Et trak Niels Foden til sig, som om han havde brændt sig, tog sig i det straks og kjørte hurtigt rundt i Bunken.
   »Aa, lad mig se den,« sagde Fennimore og lagde Haanden paa hans Arm, som for at standse ham.
   Han bukkede sig og trak en Gibsafstøbning frem, en Haand, der holdt et Æg. »Det maa være en Fejltagelse,« sagde han.
   »Nej, den er jo i Stykker,« sagde hun roligt, og tog den ud af Haanden paa ham. »Se, Pegefingeren er borte,« viste hun, men da hun i det samme blev vaer, at Gibsægget var skaaret igjennem og at der var malt Blomme i det med gul Farve, blev hun lidt rød, og hun bøjede sig forover og huggede ganske langsomt og sindigt Haanden i smaa Stykker med en Sten.
   »Kan du huske den Gang den blev støbt?« spurgte Niels for at sige Noget.
   »Jeg kan huske, jeg blev gneden ind i grøn Sæbe, for at Gibsen ikke skulde hænge ved min Haand. Er det det, du mener?«
   »Nej, jeg mener den Gang Erik lod Afstøbningen af din Haand gaa rundt ved Thebordet, husker du ikke, da den saa kom til din gamle Tante, hvordan hun fik Taarer i Øjnene, og at hun i den dybeste Medlidenhed med dig trykkede dig ind til sig og kyssede dig paa Panden, som om der var bleven gjort dig Fortræd.«
   »Ja, Folk er saa følsomme.«
   »Aa nej, vi lo saamænd nok af hende, men der var noget Fint i det alligevel, uagtet det var saa meningsløst.«
   »Ja, der er meget til af denne meningsløse Finhed.«
   »Du vil i Klammeri med mig, tror jeg.«
   »Nej jeg vil ikke, der er blot Noget, jeg gjærne vilde sige dig. Du bliver vel ikke vred over en Smule Aabenhjærtighed! - Naa, saa sig mig da, tror du ikke, naar nu en Mand for Exempel vil fortælle Noget, der er lidt grovt, i sin Kones Paahør, eller ogsaa ellers, efter hvad du nu kunde mene, er vel lidt hensynsfuld over for hende, tror du saa ikke, det er overflødigt, at du protesterer derimod ved at vise dig outreret delikat og ganske forskrækkelig ridderlig? Man maa jo dog antage, at Manden bedst kjender sin egen Kone og veed, at det ikke kan gjøre hende Fortræd eller saare hende; ellers vilde han jo ikke gjøre det. Ikke sandt?«
   »Nej, det er nu ikke sandt, saadan i sin Almindelighed, men her og paa din Avtoritet kan jeg jo gjærne sige ja.«
   »Ja, gjør det, du kan være overbevist om, at Kvinderne ikke er saa ætheriske Væsner, som mangen god Ungersvend drømmer; de er virkelig ikke sartere end Mændene, og de er slet ikke anderledes end Mændene er; tro mig, det har været lidt snavset, det Ler, hvoraf de er dannet begge to.«
   »Kjæreste Fennimore, du veed Gudskelov ikke, hvad du selv siger, men du er meget uretfærdig mod Kvinderne, mod dig selv; jeg tror paa Kvindens Renhed.«
   »Kvindens Renhed, hvad mener du med Kvindens Renhed?«
   »Jeg mener .... ja ...«.
   »Du mener - jeg skal sige dig det, du mener Ingenting, for det er ogsaa en af disse meningsløse Finheder. En Kvinde kan ikke være ren, hun skal ikke være det, hvor skulde hun kunne det! hvad er det for noget Unatur? Er hun fra Vorherres Haand bestemt til at være det? Svar mig! - Nej, og titusinde Gange nej. Hvad er det saa for Vanvid? hvorfor skal I saa med den ene Haand kaste os op imod Stjærnerne, naar I dog med den anden maa trække os ned. Kan I ikke lade os gaa paa Jorden ved Siden af Jer, Menneske ved Menneske, og ikke det mindste mer. Det er jo umuligt for os at træde sikkert til paa Prosaen, naar I gjør os blinde med Jeres Lygtemænd af Poesi. Lad os være, lad os for Guds Skyld være!«
   Hun satte sig ned og græd.
   Niels forstod meget, Fennimore vilde have været ulykkelig ved at vide hvor meget. Det var jo til Dels den gamle Historie om Kjærlighedens Festret, der ikke vil blive til dagligt Brød, men bliver ved at være Festret, kun fadere, Dag for Dag vamlere, mindre og mindre nærende. Og den Ene kan ikke gjøre Miraklet, og den Anden kan ikke heller, og der sidder de endnu i deres Højtids-Klæder, og passer paa at blive ved at smile til hinanden og at bruge festlige Ord, men i deres Indre er der Pine af Hunger og Tørst, og deres Blikke begynde at blive bange for hinanden, thi Naget spirer i deres Hjærter. Var det ikke først det, og var det saa ikke den anden, ligesaa triste Historie om en Kvindes Fortvivlelse over, at hun ikke kan tage sig selv igjen, naar hun opdager, at den Halvgud, hvis Brud hun saa gladelig var, kun er en ganske almindelig Dødelig? Først Fortvivlelsen, den unyttige Fortvivlelse, og saa den nyttige Sløvhed, var det ikke det? Han troede, det var det, og han forstod det Altsammen, Haardheden hos hende, den bedske Ydmyghed og hendes Raahed, den, der var hende den bedskeste Draabe i det hele Bæger. Efterhaanden begreb han ogsaa, hvordan hans Hensynsfuldhed, hans ærbødige Hylding, maatte være hende til Besvær og irritere hende, fordi det for en Kvinde, der fra sine Drømmes Purpurseng er blevet styrtet ud paa Stenbroen, ligger saa nær næsten at hade hver den, der vil lægge Tæpper over Stenene, for i den første Bitterhed vil hun netop føle Haardheden i hele dens Styrke, hun vil ikke nøjes med at gaa Vejen paa sine Fødder, hun vil krybe den paa sine Knæ, og det just der, hvor den bedst er brat og hvor Stenene er de spidseste. Hun vil ingen Haand eller Hjælp, vil ikke løfte sit Hoved, lad det tynge til alt, hvad tynge vil, hun vil have sit Ansigt helt ned i Støvet og smage det med sin Tunge.
   Niels havde saa ondt af hende, men han lod hende i Fred, saadan som hun vilde.
   Det var saa tungt at se hende lide, ikke at maatte hjælpe, sidde langt borte og drømme hende lykkelig i dumme Drømme, eller i kølig Lægekløgt vente og beregne, sigende sig selv, saa trist og saa klogt, at før blev der ingen Lindring, før hendes gamle Haab til Livets fine, funklende Rigdom havde forblødt sig helt, og en dorskere Livsstrøm havde faaet Gang gjennem alle hendes Væsens Aarer, og gjort hende sløv nok til at glemme, tung nok til at nøjes, og endelig, endelig grov nok til at glædes ved en Tyklufts Salighed, mange Himle lavere end den, hun havde havt i Forventning, og som hun havde bedt om, saa bønligt og saa bange, at faa Vinger til at naa. - Han blev saa fuld af Lede til Alverden, naar han saadan tænkte paa, at hun, for hvem han en Gang i sit Hjærte havde knælet ydmyg og tilbedende, at hun skulde tvinges ned saa dybt, stædes i Trællekaar, staa ved Leddet og fryse, mens han red forbi hende, højt til Hest, med Livets store Penge ringlende i hans Lomme.

   En Søndageftermiddag sidst i Avgust roede Niels over Fjorden. Fennimore fandt han ene hjemme, hun laa paa en Sofa, da han kom, inde i Hjørnestuen, og klagede sig ved hvert Aandedrag med den korte, regelmæssige Stønnen, der synes at lette En Smerterne, naar man er syg. Hun havde saadan en frygtelig Hovedpine, sagde hun, og der var slet Ingen hjemme til at hjælpe hende; Pigen havde faaet Lov til at gaa hjem til Hadssund, og lidt efter at hun var gaaet, var der kommen Nogen og havde hentet Erik; hun kunde ikke begribe, hvor de var kjørt hen i det Regnvejr. Nu havde hun ligget her i et Par Timer og forsøgt paa at sove, men det var der slet ikke til at tænke paa for Pine. Hun havde aldrig havt det før, og det var kommet saa pludseligt, - i Middags fejlede hun Ingenting, - først i Tindingen og saa længere og længere ind, ligesom det var bagved Øjet; - blot det ikke var noget Farligt. Hun var slet ikke vant til at være syg, og var meget forskrækket og ulykkelig.
   Niels trøstede hende det Bedste, han kunde, sagde, hun skulde ligge stille, lukke sine Øjne og tie stille; han fandt et tykt Shawl til at svøbe om hendes Fødder, hentede Eddike i Buffeten, og fik et vaadt Omslag lavet i Stand, som han lagde paa hendes Pande. Saa satte han sig stille hen ved Vinduet og saae ud paa Regnen.
   Fra Tid til anden listede han sig paa Taaspidsen hen til hende og skiftede Omslaget uden at tale, blot nikkende til hende, naar hun taknemmeligt saae op til ham mellem hans Hænder. Somme Tider vilde hun tale, men han afværgede alle Ord med en tyssende Mine, rystende paa Hovedet. Saa gik han hen paa sin Plads igjen.
   Omsider faldt hun i Søvn.
   En Time gik og een endnu, og hun blev ved at sove. Det ene Kvarter gled langsomt over i det andet, mens det sørgmodige Dagslys mer og mer tog af, og Stuens Skygger voksed lidt og lidt og groed ud fra Meubler og fra Vægge. Og Regnen blev ved derude, jævn og stadig, dæmpende Alt, hvad der leved af Lyd, med sin rislende Susen.
   Hun sov endnu.
   Eddikedampene og Vanillelugten fra Heliotroperne i Vindueskarmen gik sammen til en syrlig Vinduft og fyldte Luften, som, kun af deres Aande, drog en tættere og tættere Dug over de graalige Ruder, alt som Aftenens Kølighed tog til.
   Han var langt borte nu i Minder og Drømme, mens dog hele Tiden en Del af hans Bevidsthed holdt Vagt ved den Sovende og fulgte hendes Søvn. Lidt efter lidt, som Mørket drev paa, blev Fantasien træt af at nære de stadigt opblussende, stadigt hendøende Drømme, ligesom et Jordsmon bliver træt af evindeligt at bære den samme Afgrøde frem; og Drømmene blev mattere, mer golde, uden frodige Enkeltheder, og stive, misted deres langt henskydende, sælsomt bugtede Ranker. Og Sindet slap det Alt, det Fjærne, og vendte hjem. - Hvor der var stille! var de ikke der, baade han og hun, som paa en Ø af Tavshed, der løfted sig op over Regnens ensformige Lydhav? og deres Sjæle var stille, saa stille og trygge, medens Fremtiden syntes at sove i en Vugge af Fred.
   Gid den aldrig maatte vaagne og Alting blive som nu, ikke det mindste mer Lykke end den, der var i Freden, men saa heller ingen Kummer, ingen rullende Uro. At det kunde lukke sig sammen, dette Livsnu, som en Knop er lukket sammen om sig selv, og der saa ingen Vaar vilde komme!
   Fennimore kaldte; hun havde ligget vaagen en Stund, saa lykkelig ved at finde sig fri for Smerte, at hun ikke havde tænkt paa at tale. Nu vilde hun rejse sig og tænde Lys, men Niels blev ved at være Doktor og nødte hende til at blive liggende. Hun havde ikke godt af at komme op endnu; han havde Svovlstikker, og skulde nok finde Lampen.
   Da han havde tændt den, stillede han den hen paa Blomstertrappen i Krogen, saadan at den runde, hvidtlysende Kuppel halvvejs var skjult af en Akasies fine, slumrende Løv, og der blev just saa lyst derinde, at de kunde se hinandens Ansigter.
   Han satte sig hen foran hende, og de talte om Regnen, om hvor godt det var, Erik havde sin Regnkappe med, og om hvor vaad den stakkels Trine vilde blive. Saa gik Samtalen istaa.
   Fennimores Tanker var lidt søvnige endnu, og den Mathed, der var over hende, gjorde det saa behageligt at ligge saadan og halvtænke uden at tale, og Niels var heller ikke snaksom stemt, han var endnu under Indflydelse af Eftermiddagens lange Tavshed.
   »Kan du lide det Hus her?« sagde Fennimore endelig.
   Aa ja, han kunde.
   »Kan du! husker du Meublerne hjemme?«
   »I Fjordby? - ganske tydeligt.«
   »Hvor jeg holder af dem, og hvor jeg somme Tider længes efter dem! Dem, vi har her, det er jo ikke vores, de er bare lejede og kommer os slet ikke ved, de har ingen Minder for os om nogen Ting, og vi skal heller ikke leve med dem længer end vi bliver her. Du synes nok, det er underligt, men jeg forsikkrer dig, jeg føler mig tidt saa ensom mellem alle de fremmede Meubler, der staar her saa ligegyldige og saa dumme og lader mig gaa for den, jeg er, uden at bryde sig det Mindste om mig. Og da de ikke skal følge mig, men bare blive, til der kommer Andre og vil leje dem, saa kan jeg slet ikke slutte mig til dem heller, eller interessere mig for dem, som jeg kunde, naar jeg vidste, at mit Hjem altid skulde være deres Hjem, og at hvad der saa vilde komme af Godt og Ondt, det vilde komme til mig midt imellem dem. Er det barnagtigt, finder du? Maaske det er det, men jeg kan ikke gjøre for det.«
   »Jeg veed ikke, hvad det er, jeg kjender det fra mig selv den Gang, jeg blev ene i Udlandet. Mit Uhr vilde ikke gaa, og da jeg saa fik det fra Uhrmageren og det gik igjen, saa var det ... det, du mener. Jeg kunde godt lide det, der var noget Eget i den Følelse - rigtig noget Godt.«
   »Ja, ikke sandt! aa, jeg vilde have kysset det, havde jeg været dig.«
   »Vilde du?« -
   »Sig mig,« sagde hun pludseligt, »du har aldrig fortalt mig Noget om Erik som Dreng. Hvordan var han egenlig?«
   »Alt, hvad der var godt og smukt, Fennimore. Prægtig, brav, en Drengs Ideal af en Dreng i enhver Henseende, ikke just en Moders eller en Lærers Ideal, men det andet, som er saa meget bedre.«
   »Hvordan kom I ud af det, holdt I meget af hinanden?«
   »Ja, seer du, jeg var aldeles forelsket i ham, og han havde ikke Noget imod det, saadan var det omtrent; vi var saa forskjellige, skal jeg sige dig. Jeg gik nu altid og skulde være Digter og blive berømt, men veed du, hvad han sagde, han helst vilde være, en Dag jeg spurgte ham om det? - Indianer, en rigtig rød Indianer, med Krigsmaling og det Hele! Jeg kunde slet ikke forstaa det, husker jeg, jeg begreb ikke man kunde ønske at være en Vild, saa civiliseret var nu jeg.«
   »Men var det saa ikke underligt, at han vilde være Kunstner?« sagde Fennimore, og der var noget Koldt og Fjendtligt over den Tone, hvori hun spurgte.
   Niels mærkede det og studsede. »Aa nej,« sagde han saa, »det er egenlig sjældent, at Folk bliver Kunstnere paa hele deres Natur. Og netop saadanne frejdige, livsvante Mennesker som Erik, de har tidt en uendelig Længsel efter hvad der er sart og fint: det fine, jomfrueligt Kolde, det søde Høje, jeg veed ikke, hvad jeg skal kalde det. Udadtil kan de være robuste og fuldblodige nok, ja endogsaa grove kan de være, og Ingen aner hvad for underlige, romantiske og følelsesfulde Hemmeligheder de har med sig selv, fordi de er saa blufærdige, sjæleligt blufærdige mener jeg de er, disse store, haardtrinede Mandfolk, saa ingen bleg lille Jomfru kan være mere bly over sin Sjæl end de. Forstaar du, Fennimore, at saadan en Hemmelighed, der ikke kan fortælles med jævne Ord ud i den almindelige, dagligdags Luft, at den kan stemme et Menneske til Kunstner? Og de kan ikke sige det, hører du, de kan ikke, man maa tro paa, at det er der og lever stille derinde, ligesom et Løg nede i Jorden, for en Gang imellem sender det jo sin duftende, farvefine Blomsterskat op i Lyset. Forstaar du, forlang intet af Blomsterkraften for dig selv, tro paa den, vær glad ved at nære den og ved at vide, at den er til. - Bliv ikke vred, Fennimore, men jeg er bange for, at du og Erik ikke er rigtig gode mod hinanden. Kan det ikke blive anderledes? Tænk ikke paa, hvem der har Ret, eller paa Urettens Størrelse, du skal ikke være retfærdig mod ham, for hvor vilde de Bedste af os komme hen med Retfærdighed, nej, men tænk paa ham som han var den Time, du elskede ham højest, tro mig, han er det værd. Du skal ikke maale, ikke veje, der er Øjeblikke, veed jeg, i Kjærligheden fulde af en lys, højtidelig Exstase, da man vilde give sit Liv hen for sin Elskede, om det forlangtes. Ikke sandt? Husk paa det nu, Fennimore, glem det ikke, baade for hans Skyld og for din egen.«
   Han tav.
   Heller ikke hun talte, hun laa stille hen, med et tungt Smil om sine Læber, bleg som en Blomst.
   Saa rejste hun sig halvt, og rakte sin Haand ud imod Niels.
   »Vil du være min Ven?« spurgte hun.
   »Det er jeg, Fennimore,« og han tog hendes Haand.
   »Vil du, Niels?«
   »Altid,« svarede han og førte ærbødigt hendes Haand til sine Læber.
   Saa rejste han sig, rankere syntes det Fennimore, end hun havde set ham nogensinde før.
   Lidt efter kom Trine ind og meldte, at hun var kommen hjem, og saa var der The, og endelig en Rotour gjennem den triste Regn.

   Hen paa den lyse Morgen kom Erik hjem, og da Fennimore i det kolde, sandru Dagsskjær saae ham lave sig til at gaa i Seng, tung og usikker af Drik, glasøjet af Spil og skidenbleg af den gjennemvaagede Nat, da blev de fagre Ord, Niels havde talt, helt fantastiske for hende, og de lyse Løfter, hun i sit stille Sind havde lovet, daaned blegnende hen for den voksende Dag, Drømmegjøgl og Tanketant: en Adelsflok af Løgne.
   Hvad kunde det hjælpe at stride imod, med den haabløse Tyngsel, der var over dem begge. Det var saa unyttigt at lyve sig let, deres Liv kom dog aldrig mer til at gaa paa Fjere. - Frosten havde været der, det Brus af Ranker og Rankers Ranker, med Klynger af Roser og Bedre endnu, som havde slynget sig om dem og bundet dem til hinanden, det havde fældet hvert lille Løv og mistet hver Blomst, der var kun tilbage de nøgne, seige Vidier, der holdt dem sammen i et uopløseligt Tøjr. Hvad kunde det hjælpe, at hun ved Mindernes Varme vakte Følelser fra fordums Dage op til et kunstigt Liv, og fik sin Afgud op paa hans Sokkel igjen, og fik Beundringens Glands i sine Øjne, Tilbedelsens Ord paa sine Læber, og Lykkens Rødme paa sine Kinder, hvad kunde det hjælpe, naar han ikke vilde tage sig paa at være Afgudens Præst og hjælpe hende med et fromt Bedrag! Han! han kjendte ikke en Gang hendes Kjærlighed igjen, der var ikke eet af hendes Ord blevet tilbage i hans Øre, ikke en Dag af deres Dage gjemt hen i hans Sjæl.
   Nej, død og stille var deres Hjærters svulmende Elskov; Duften, Lyset og de sitrende Toner, det var vejret hen Altsammen, og der kunde de sidde, af gammel Vane, han med Armen om hendes Liv, hun med sit Hoved lænet mod hans Skulder, saadan sad de tungt nedsænkede i Tavshed, glemmende hinanden; hun for at mindes hint Herlige, han dog aldrig havde været, han for at drømme hende om til det Ideal, han nu altid saa straale i Sky, højt over hendes Hoved. - Det var deres Samliv, og Dagene kom og gik igjen, og bragte ingen Forandring, og Dag efter Dag stirred de ud over Livets Ørken, og sagde til sig selv, at det var en Ørken, at der ingen Blomster var og heller ingen Udsigt til Blomster, til Kilder eller grønne Palmer.
   Jo mere Efteraaret skred frem, desto hyppigere blev Eriks Svirearter. Hvad kunde det nytte, sagde han til Niels, at han sad hjemme og ventede paa Ideer, der aldrig kom, indtil Tankerne blev til Sten i Hovedet paa ham. Forøvrigt havde han ikke megen Trøst af Nielses Selskab, han trængte til Folk med Krummer i, Folk, som var brølende Kjød og Blod, og ikke Spilleværk af spæde Nerver. Niels og Fennimore sad derfor ofte ene sammen, thi Niels tog hver Dag over til Marianelund.
   Den Venskabspagt de havde sluttet med hinanden, og de Ord, der var faldet imellem dem, hin Søndagaften, havde gjort dem mer utvungne og helt trygge i deres Forhold til hinanden, og de sluttede sig sammen, ensomme som de begge var, i et varmt og inderligt Venskab, der snart fik stor Magt over dem og optog deres Sind saaledes, at deres Tanker, enten de var sammen eller de var adskilte, altid bar hen imod dette Venskabsforhold, ligesom Fugle, der bygger paa den samme Rede, ser paa Alting, baade det, de samler, og det, de forkaster, med det ene hyggelige Maal for Øje, at gjøre Reden rigtig lun og blød for hinanden og for dem selv.
   Kom Niels over og Erik var ude, gjorde de næsten altid, enten det saa regnede eller blæste, lange Toure rundt i den Skov, der stødte op til Haven. De havde forelsket sig i denne Skov, og alt som dens Sommerliv mer og mere sluktes, blev den dem mer og mere kjær. Der var jo ogsaa tusinde Ting at se der. Først hvordan Løvet det blev gult og rødt og brunt, saa hvordan det faldt af, en Blæstdag, fygende i gule Stimer, naar det var stille, Blad og Blad og Blad, svagt raslende imod og ned imellem de stive Grene og de svaje, brune Kviste. Og som nu Løvet faldt af Træer og af Smaaris, hvor kom da ikke Sommerens lønligste Hemmeligheder frem i Rede paa Rede, og hvad laa og sad der ikke rundt omkring af sirligt Frø og farverige Bær, brune Nødder, blanke Agern og nydelige Agernkopper, Duske af Koral paa Berberissen, blanksorte Vrietornsbær og Hybenrosens skarlagensrøde Urner. De bladløse Bøge var Prik ved Prik af piggede Boghuse, og Rønnen luded tung af røde Klaser, syrlige af Duft som Most af Æbler. Sildige Brombær laa sorte og brune i Vejkantens vaade Løv, der var Tyttebær i Lyngen, og det vilde Hindbær bar for anden Gang frem af sine matrøde Frugter. Bregnerne, de havde vel hundrede Farver som de visnede, og saa Mosset, det var en hel Opdagelse, ikke blot det kraftige Stormos i Lavninger og paa Skrænter, det, som kunde ligne baade Graner og Palmer og Strudsfjer, men ogsaa det fine Mos paa Træstammerne, det, der var som man kunde tænke sig Alfernes Kornmarker, saadan skød det op i fine, fine Straa, med mørkebrune Knopper, ligesom Aks, oppe i Spidsen.
   Paa kryds og tværs strejfede de Skoven igjennem, ivrige som Børn efter at finde dens Skatte og Mærkværdigheder, og de havde delt den imellem sig, ogsaa ligesom Børn gjør, saadan at det, der var på den ene Side Kjørevejen, var Fennimores, det paa den anden Side Nielses, og de sammenlignede tidt deres Riger og stredes om, hvis der var størst i Herlighed. Det havde ogsaa Navne, Alting derinde, Kløfter og Bakker, Stier og Stenter, Grøfter og Damme; og var der hist og her et særligt stort eller prægtigt Træ, saa havde det ogsaa Navn. Saadan havde de taget den i Besiddelse paa hver mulig Maade, og saadan havde de faaet sig skabt en lille Verden for dem selv, som ingen Andre kjendte og som Ingen kunde færdes i saadan som de, og dog havde de ikke en Hemmelighed sammen, som ikke Alverden maatte have hørt.
   Endnu havde de det ikke.
   Men Kjærligheden var i deres Hjærter, og var der dog virkelig ikke, ligesom Krystallerne er i en overmættet Opløsning, og er der dog ikke, ikke før en Splint eller blot et Fnug af det Rette sænker sig i Vædsken, og ligesom med et Trylleslag skiller de slumrende Atomer ud, saa de fare imod hinanden til Møde, kilende sig sammen, Nit i Nit, efter usporlige Love, og er i et Nu Krystal ..... Krystal.
   Saadan var det ogsaa en Ubetydelighed, der lod dem føle, at de elskede.
   Der er Ingenting at fortælle, det var en Dag som alle andre, de var ene i Dagligstuen som hundrede Gange før, og deres Samtale havde været ganske ligegyldig, og det der skete udadtil var saa sædvanligt og hverdags som muligt, det var ikke andet, end at Niels stod ved Vinduet og saae ud, og Fennimore kom hen og saae ud ogsaa, det var det Hele, men det var nok, for ligesom i et Lynglimt forvandledes Før og Nu og Fremtid for Niels Lyhne, ved Bevidstheden om, at han elskede den Kvinde, der stod der ved hans Side, ikke som noget Lyst og Sødt og Lykkeligt og Fagert, der kunde hæve ham til Salighed og til Henrykkelse, saadan var hans Kjærlighed ikke; som det der var ligesaa umuligt at være foruden, som Livsens Aande, saadan elskede han hende, og han greb som En, der er ved at drukne, griber for sig, og trykkede hendes Haand imod sit Hjærte.
   Og hun forstod ham. Næsten med et Skrig og i en Tone, fuld af Rædsel og af Jammer, raabte hun til ham som et Svar og en Bekjendelse: »o ja, Niels!« og rykked Haanden til sig i det Samme.
   Saa stod hun bleg og flygtende et Øjeblik, sank saa med det ene Knæ ned paa en udpolstret Stol, skjulte sit Ansigt mod dens fløjelshvasse Ryg, og hulkede højt.
   Niels var som blind i nogle faa Sekunder, og hans Hænder famled imellem Zwiebelglassene efter Støtte.
   Det var kun meget faa Sekunder, saa traadte han hen til Stolen, hvor hun laa, og bøjede sig over hende, uden at røre hende, med den ene Haand støttet mod Stolens Ryg.
   »Vær ikke saa fortvivlet, Fennimore, se op og lad os tale sammen. Vil du, vil du ikke? Du skal ikke være bange, lad os bære det sammen, min elskede Egen, lad os! Forsøg om du kan.«
   Hun løftede Hovedet lidt, saa hun saae op paa ham. »Aa Gud, hvad skal vi gjøre! - Er det ikke frygteligt, Niels! Hvorfor skulde det gaa mig saadan her i Verden? Og hvor dejligt det kunde have været - saa lykkeligt!« og hun hulkede igjen.
   »Skulde jeg have tiet,« klagede han, »stakkels Fennimore, vilde du ønske du aldrig havde faaet det at vide?«
   Hun løftede Hovedet igjen og greb efter hans Haand. »Jeg vilde ønske jeg vidste det og var død, gid jeg laa i min Grav og vidste det, det vilde være saa godt, aa, saa rart og godt .. !«
   »Det er bittert for os, Fennimore, at det første vor Kjærlighed skal bringe os, er ene Angst og Taarer. Synes du ikke?«
   »Du maa ikke være haard imod mig, Niels, jeg kan jo ikke Andet. Du kan ikke se det som jeg, det er mig der skulde være stærk, fordi det er mig der er bunden. Gid jeg kunde tage min Kjærlighed med Magt og stænge den inde i det hemmeligste Dyb i min Sjæl og være døv for al dens Jamren og dens Bønner, og saa sige til dig, at du skulde rejse langt, langt bort; men jeg kan ikke, jeg har lidt saa meget, jeg kan ikke lide det ogsaa, jeg kan ikke, Niels. Jeg kan ikke leve uden dig, se, kan jeg? tror du jeg kunde?«
   Hun rejste sig og knugede sig ind til hans Bryst.
   »Her er jeg, og slipper dig ikke, jeg vil ikke lade dig gaa og selv blive siddende tilbage i det gamle Mørke. Det er som et bundløst Dyb af Lede og af Pine, jeg vil ikke kaste mig ned i det, før springer jeg i Stranden, Niels; og om ogsaa det ny Liv vil bringe Smerter, saa er det dog nye Smerter, som ikke har de gamles sløve Braad, og som ikke kan træffe saa sikkert som de gamle, der kjender mit Hjærte saa grusomt nøje. Taler jeg vildt? - ja vist, men det er saa godt at kunne tale til dig uden Forbehold, uden at jeg behøver at vogte mig mer for alt det meget, det ikke var Ret at sige dig. Men nu har du jo Ret fremfor Alle! Gid du kunde tage mig helt, saa jeg var ganske din, og jeg ikke det Mindste var nogen Andens, gid du kunde løfte mig ovenud af hvert et Forhold, der hegner om mig.«
   »Vi maa bryde igjennem dem, Fennimore. Jeg skal indrette det saa godt, vær blot ikke bange, en Dag, inden Nogen aner det Mindste, er vi langt borte.«
   »Nej, nej, vi maa ikke løbe bort, bare ikke det, heller alt Andet, end at mine Forældre skulde høre, at deres Datter var løbet bort, det er umuligt og jeg gjør det aldrig, ved Gud i Himlen, Niels, jeg gjør det aldrig.«
   »Aa, men du maa, min Pige, du maa, ser du ikke al den Styghed og Lavhed, der rejser sig om os paa alle Sider, hvis vi bliver, al den modbydelige List og Falskhed og Forstillelse, der vil snære os, og tynge os ned og gjøre os elendige! Jeg vil ikke lade dig plette af Alt det, det skal ikke æde sig ind paa vor Kjærlighed som en giftig Rust.«
   Men hun var ubevægelig.
   »Du veed ikke, hvad du fordømmer os til,« sagde han bedrøvet, »det var langt bedre, om vi nu traadte til med Jærnhæle, i Stedet for at skaane. Tro mig, Fennimore, naar vi ikke lader vor Kjærlighed være os Alting, det Eneste og det Første i Verden, det som maa frelses før alt Andet, saa vi hugger til, hvor vi heller vilde læge, og sender Sorg, hvor vi saa langt heller vilde holde hver Skygge af Sorg borte, dersom vi ikke gjør det, saa skal du se hvor alt det, vi bøjer os ind under, vil læsse sig tungt paa vore Skuldre og tvinge os i Knæ, saa ubarmhjærtigt og ubønhørligt. - En Kamp paa Knæ, du veed ikke hvor den er tung at kæmpe. - Du maa ikke græde. Skal vi kæmpe den alligevel, min Pige, Side om Side, op imod det Altsammen.«

   I de første Dage blev Niels ved med sine Forsøg paa at overtale hende til Flugt, saa begyndte han at udmale sig, hvor voldsomt det vilde ramme Erik, om han kom hjem en Dag og fandt Ven og Kone borte med hinanden, og lidt efter lidt fik det helt et unaturligt, tragisk Umulighedspræg i hans Øjne, og han vænnede sig af med at tænke paa det, som paa saa meget Andet, han ønskede anderledes, og gav sig med hele sin Sjæl hen til Forholdene, som de var, uden noget bevidst Forsøg paa at digte dem om, eller paa med fantastiske Festons og Guirlander at lyve Manglerne bort. Men hvor var det ikke ogsaa sødt at elske, elske en Gang den virkelige Livets Elskov; for det var jo ikke Kjærlighed, det, han havde troet var Kjærlighed, før, hverken den Ensommes tungt svulmende Længsel, eller Fantastens glødende Savn, eller Barnets anelsesfulde Nerveusitet; det var Strømme i Kjærlighedens store Ocean, enkelte Reflexer af dens fulde Lys, Splinter af Kjærligheden, ligesom Meteorerne, der rase gjennem, Luften, er Splinter af en Klode, for det var Kjærligheden: en Verden, der var hel, noget Fyldigt, Stort og Ordnet. Der var intet forviltret, meningsløst Jag af Følelser og Stemninger; Kjærligheden var som en Natur, evigt skiftende og evigt fødende, og der døde ikke Stemning, der visned ikke Følelse, uden for at give Liv til den Spire, de bar i sig, til Noget endnu fuldkomnere. Roligt, sundt og med dybe Aandedrag, saadan var det skjønt at elske, elske udaf hele sin Sjæl. Og Dagene faldt ny og blanke ned fra selve Himlen nu, kom slet ikke trækkende selvfølgeligt efter hinanden som de forslidte Billeder i en Kukkasse: hver af dem var en Aabenbarelse, thi paa hver af dem fandt han sig selv større og stærkere og mere stor i Stilen. Han havde aldrig kjendt en saadan Følelsens Inderlighed og Vælde, og der var Øjeblikke, hvor han syntes sig selv titanisk, langt mer end Menneske, saadan en Uudtømmelighed fornam han i sit Indre, saa vingebred en Ømhed svulmed fra hans Hjærte, saa vidt var hans Syn, saa kæmpemilde var hans Domme.
   Dette var Begyndelsen og Lykken, og de var lykkelige længe.
   Den daglige Falskhed og Forstillelse, den Luft af Uære, hvori de færdedes, alt det havde ingen Magt endnu, det kunde ikke naa dem i den exstatiske Højde, hvortil Niels havde hævet deres Forhold og dem med det, for han var ikke simpelthen en Mand, der forførte sin Vens Kone, eller rettere han var det, han sagde med Trods, han var det, men han var ogsaa den, der derved havde frelst en skyldfri Kvinde, som Livet havde saaret, stenet og besudlet; en Kvinde, der alt havde lagt sig ned for at lade sin Sjæl dø, hende havde han givet Tillid til Livet igjen, og givet hende Tro igjen paa dets bedste Magter, løftet hendes Aand til Adel og til Højhed, givet hende Lykken. Hvad var saa bedst, hin skyldfri Elendighed eller det, han havde vundet hende? Han spurgte ikke om det, han havde jo gjort sit Valg.
   Helt mente han ikke dette. Mennesket bygger sig saa tidt Theorier, som det dog ikke vil bo i, Tankerne gaa saa tidt langt længer frem end Følelsen for Ret og Uret har Lyst til at følge dem. Men den var til for ham, denne Forestilling, og betog den stadigt nødvendige Trædskhed, Falskheden, Lavheden, Stygheden meget af deres evindelig ædende Eddergift.
   Omsider maatte det dog mærkes, det aad paa alt for mange fine Nerver til, at det ikke snart skulde gjøre Skade og volde Smerte, og Tiden fremskyndedes meget ved at Erik lidt efter Nytaar mente, at han havde faaet en Idé, Noget med en grøn Særk, fortalte han Niels, og en truende Position. Kunde han huske det Grønne i Salvator Rosas Jonas? Noget der henad. -
   Skjøndt nu Eriks Arbejden mest kom til at bestaa i at ligge paa Sofaen i Atelieret og ryge Shag og læse Marryat, holdt det ham dog for en Tid meget hjemme, tvang dem derved til ny Forsigtighed, og gjorde nye Paafund og nye Løgne nødvendige.
   Det at Fennimore var saa opfindsom i den Retning, satte den første Sky paa Himlen. Den var som Ingenting i Begyndelsen, ikke Andet end en fnugflygtig, forbijagende Tvivl hos Niels, om hans Kjærlighed ikke var ædlere end den, han elskede. Men det var ikke rent og klart denne Tanke, blot en uklar Anelse, der pegede den Vej hen, en utydelig Svigten i hans Sind, synkende til den Side.
   Men det kom igjen og med mere i Følge, først ogsaa vagt og ubestemt, saa skarpere og skarpere Gang for Gang. Og det var forbavsende, med saadan en rivende Hastighed som det kunde undergrave, gjøre lavt, og tage bort af Glansen. Deres Kjærlighed blev ikke mindre, tværtimod, alt som den sank, blev den mere lidenskabelig og glødende, men disse Haandtryk, stjaalne under Tæpper, disse Kys i Entréer og bag Døre, disse lange Blikke lige under den Bedragnes Øjne, det tog helt den store Stil bort. Lykken stod ikke mere stille over deres Hoveder, de maatte rapse dens Smil og dens Lys, hvor bedst de kunde, og Listen og Snedigheden blev ikke sørgelige Nødvendigheder mer, men fornøjelige Triumfer, Falskheden blev deres rette Element og gjorde dem saa usle og saa smaa. Der var ogsaa nedværdigende Hemmeligheder, de før havde sørget over, hver for sig, holdende sig uvidende i hinandens Øjne, dem maatte de nu dele, for Erik var ikke bly af sig, og det kunde tidt falde ham ind at kæle for sin Kone i Nielses Nærværelse, kysse hende, tage hende paa Skjødet og omfavne hende, og Fennimore turde ikke afvise eller havde ikke Myndighed til at afvise disse Kjærtegn, saadan som før; Bevidstheden om hendes Skyld gjorde hende usikker og bange.
   Saadan sank og sank deres Kjærligheds høje Slot, det, fra hvis Tinder de havde skuet saa stolt ud over Verden, og hvor de havde følt sig saa stærke og saa store.
   Men de var glade mellem dets Ruiner.
   Naar de spadserede i Skoven nu, saa var det mest paa mørke Dage, hvor Taagen hang i de brune Grene og tætted til imellem de vaade Stammer, saa Ingen kunde se dem, naar de kyssedes hist og favnedes her, og Ingen kunde høre dem, naar deres letsindige Tale klang hen i kaade Latterfanfarer.
   Det Præg af Evighedens Melankoli, der havde været over deres Elskov, var slettet ud; idel Smil og Skjæmt var der mellem dem nu, og der var saadan en Feberhast over dem, en Gridskhed efter Lykkens ilende Sekunder, som om de skulde skynde sig at elske, og ikke havde hele Livet for dem.
   Det bragte ingen Forandring, at Erik efter en Maanedstids Forløb blev træt af sin Idé og atter begyndte paa sine Farter, saa ivrigt, at han kun sjeldent var hjemme to Døgn i Træk. Hvor de var faldne hen, der blev de. Maaske de en enkelt Gang, i ensomme Timer, med Beklagelse stirred tilbage til den Højde, hvorfra de var faldne, maaske de undredes kun paa, hvor anstrængende det maatte have været at holde sig deroppe, og følte sig lunere lejret der, hvor de var. Der kom ingen Forandring. Ikke da ad gamle Dage til, men den slappe Gemenhed, der var i, at leve som de levede, og saa dog ikke løbe bort med hinanden, blev dem mer og mere bevidst, og kobled dem tættere og laveligere sammen i en fælles Følelse af Skyld; for ingen af dem ønskede Tingene anderledes, end de var. Heller ikke skjulte de dette for hinanden, thi det var kommet til en cynisk Fortrolighed imellem dem, saadan som den gjærne vil opstaa mellem Medskyldige, og der var Intet i deres Forhold, som de var bange for at røre ved med Ord. De nævnte med en sørgelig Frejdighed Tingene ved deres rette Navn, og saae dem i Øjnene, sagde de, saadan som de var.

   Det havde set ud i Februar, som om Vinteren skulde være forbi, men saa kom Martsmoer i sin hvide Kappe med dens løse Foer, og Snefog paa Snefog dækked Jorden til med tykke Lag. Længer hen blev det saa Stille med skingrende Frost, og Fjorden lagde til med kvartertyk Is, der blev liggende længe.
   Sidst i Maaneden, en Aften efter Thetid, sad Fennimore ene i sin Dagligstue og ventede.
   Der var meget lyst derinde, Fortepianoet stod aabent med tændte Lys, og Sløret var taget af Lampen, saa Guldlisterne og hvad der hang paa Væggene traadte tydeligt og aarvaagent frem. Hyacintherne var ryddet af Vinduerne og sat hen paa Skrivebordet, og stod nu der, en Klynge af skære Farver, og fyldte Luften med deres rene, ligesom køligt stærke Duft. I Kakkelovnen brændte Ilden med en dæmpet, velfornøjet Snurren.
   Fennimore gik op og ned ad Gulvet, næsten ballancerende paa en af Tæppets mørkerøde Striber. Hun havde en lidt gammeldags, sort Silkekjole paa, der, tung af Garneringer, slæbte efter hende, og lagde sig fra den ene Side til den anden, alt som hun gik.
   Hun nynnede, og havde med begge Hænder fat i den bleggule Krans af store Ravperler, hun bar om Halsen, og naar hun vaklede paa sin røde Stribe, holdt hun op at nynne, men blev ved at holde fast i Kransen. Maaske hun tog Varsel af sin Gang, saadan, at hvis hun kunde gaa saa og saa mange Gange over Gulvet, uden at komme udenfor Striben og uden at slippe med Hænderne, saa vilde Niels komme.
   Han havde været der om Formiddagen, da Erik tog bort, og var blevet til henimod Aften, men han havde lovet at se over igjen, saasnart Maanen kom frem og det blev lyst nok til at han kunde vare sig for Vaagerne derude paa Fjorden.
   Fennimore var færdig med sin Spaadom, hvad Resultatet saa var blevet, og traadte hen til Vinduet.
   Det saae slet ikke ud til, der skulde komme nogen Maane i Aften, saa sort som Himlen var, og der var meget mørkere ude paa den graablaa Is end inde paa Land, hvor Sneen laa. Det var vist bedst, om han blev borte. Og hun satte sig med et resigneret Suk hen til Klaveret, men rejste sig igjen for at se paa Taffeluhret. Saa kom hun tilbage og satte resolut en stor, tyk Bog med Noder op foran sig, men hun spillede alligevel ikke, hun bladede aandsfraværende i Bogen, og faldt i Tanker.
   Om han alligevel nu stod derovre ved den anden Strand og spændte sine Skøjter paa, og saa var her om et Øjeblik! Hun saae ham saa tydeligt, han aandede lidt tungt efter Løbet, og missede med Øjnene ad Lyset herinde ovenpaa al det Mørke. Der kom saadan en Kulde ind med ham, og hans Skjæg var ganske fuldt af smaa bitte, blinkende Draaber. Saa vilde han sige - hvad vilde han sige?
   Hun smilte og saae nedad sig.
   Og der var ingen Maane endnu.
   Hun gik hen til Vinduet igjen og blev staaende og saae ud i Mørket, til det blev fuldt af hvide, smaa Gnister for hendes Øjne, og af regnbuefarvede Ringe. Men de var der saa ubestemt. Hun vilde ønske, der var et Fyrværkeri derude, Raketter, der gik tilvejrs i en lang, lang Stribe og saa blev til smaa Orme, der borede sig ind igjennem Himlen og blev borte med et Blaf; - eller ogsaa en stor, stor, mat Kugle, der sitrede op i Luften og saa langsomt daled ned i en Regn af tusindfarvede Stjærner: se! se! saa blødt og rundt ligesom en Nejen, ligesom en Guldregn, der nejed - Farvel, Farvel! det var de sidste. - Herregud ogsaa, at han ikke kom! - og hun vilde ikke spille. I det Samme vendte hun sig mod Klaveret, slog haardt en Oktav an, og blev ved at holde Tangenterne nede, til Tonen var døet helt, helt hen, og igjen, igjen og igjen. Hun vilde ikke spille. Ikke spille, ikke spille. - Men danse derimod! - Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne og brusede i Tankerne hen igjennem en umaadelig Sal af Rødt og Hvidt og Guld. - Hvor det vilde være dejligt at have danset, være varm og tørstig og drikke Champagne! Saa kom hun til at tænke paa, at den Gang, hun gik i Skole, havde en Veninde og hun lavet Champagne af Sodavand og Eau de Cologne, og var blevet saa syge af at drikke det.
   Hun rettede sig og gik hen i Stuen, instinktmæssigt ordnende paa sin Kjole efter Dansen.
   »Og om vi saa blev fornuftige!« sagde hun halvhøjt, tog sit Arbejde, og satte sig til Rette i en stor Lænestol henne ved Lampen.
   Men hun var ikke flittig, Hænderne sank snart ned i Skjødet, og lidt efter lidt gjemte hun sig, med smaa Bevægelser, lunt i den store Stol, rundede sig ind i den, med Haanden under Kind og med Kjolen trukket svøbende hen om hendes Fødder.
   Hun tænkte nysgjerrigt paa, om de andre Koner var ligesom hun, om de havde taget fejl og havde været ulykkelige, og saa havde elsket en Anden. En for en tog hun Damerne hjemme i Fjordby for sig. Saa tænkte hun paa Fru Boye. Niels havde fortalt hende om Fru Boye, og hun havde altid været en pirrende Gaade for hende, dette Fruentimmer, som hun hadede og som hun følte sig ydmyget af.
   Erik havde ogsaa fortalt en Gang, at han havde været rasende forelsket i Fru Boye.
   Hvem der vidste Alting om hende!
   - Hun lo ved Tanken om Fru Boyes nye Mand.
   Og hele Tiden, mens hun var beskjæftiget med alt dette, længtes og lyttede hun efter Niels, og tænkte sig ham kommende, stadigt kommende derude over Isen. Hun anede kun lidet, at allerede i to Timer havde nu en sort, lille Prik, en helt anden Vej fra, arbejdet sig hen over de snehvide Marker med helt andre Bud til hende end dem, hun ventede over Fjorden. Det var kun en Mand i Vadmel og Fedtlæder, og nu bankede han paa Køkkenvinduet og gjorde Pigen forskrækket.
   Det var et Brev, sagde Trine, da hun traadte ind til Fruen.
   Fennimore tog det; det var en Depeche. Roligt rakte hun Pigen Kvitteringen og lod hende gaa, hun var slet ikke ængstelig, Erik havde flere Gange i den sidste Tid telegraferet til hende, at han den næste Dag kom hjem med et Par Fremmede.
   Saa læste hun.
   Hun hvidnede med Et, foer forviltret op fra sit Sæde ud paa Gulvet, og stirrede med ventende Rædsel imod Døren.
   Hun vilde ikke have det ind, hun turde ikke, og i et Spring havde hun kastet sig mod Døren, holdt nu paa den med sin Skulder, og drejede om paa Nøglen, til det skar i hendes Haand. Men den vilde ikke gaa rundt, hvor stærkt hun saa tog. Saa slap hun. Det var jo ogsaa sandt, - det var slet ikke her, langt borte fra hende i et fremmed Hus.
   Hun kom til at ryste, hendes Knæ kunde ikke bære hende længer, og langs med Døren gled hun ned paa Gulvet.
   Erik var død. Hestene var løben løbsk, havde kastet Vognen ved et Gadehjørne, og slængt Erik med Hovedet ind mod Muren. Hovedet var knust, og nu laa han død i Aalborg. Saadan var det gaaet til, og det Meste af det stod i Telegrammet. Der havde ikke været Andre med ham paa Vognen end den hvidhalsede Huslærer, Araberen, og det var ham, der havde telegraferet.
   Hun laa og jamrede stille der paa Gulvet, og med begge Hænder stemmet fladt mod Tæppet, med Blikket nedad, udtryksløst og stivt, vuggede hun Overkroppen hjælpeløst fra Side til Side.
   - Blot for et Øjeblik siden havde det været saa lyst og duftende omkring hende, og hun kunde ikke slippe det straks Altsammen for Sorgens og Angerens begsorte Nat, hvormeget hun saa end vilde. Det var ikke hendes Skyld, men i hendes Bevidsthed spøgte det endnu med usikre, blændende Glimt af Elskovs Lykke og Elskovs Lyst; og stærke, taabelige Ønsker vilde hvirvle sig frem, higende efter en Salighed af Glemsel eller efter med krampevilde Tag at rykke Begivenhedernes rullende Hjul tilbage.
   Men det var snart forbi.
   I sorte Sværme, alle Steder fra, kom de flyvende ligesom Ravne de mørke Tanker, lokkede af hendes Lykkes Lig, og hugged i det, Næb ved Næb, endnu mens Livets Varme tøved i det. Og de flænged og flaaede og gjorde det modbydeligt og ukjendeligt, hvert Træk blev vansiret og forvrænget, til det var helt en Aadselhob af Ledagtighed og Rædsel.
   Hun rejste sig og gik omkring, støttende sig som en Syg til Stole og Borde, og hun saae fortvivlet op som efter et Spindelvæv af Hjælp, blot et Blik af Trøst, et lille Kjærtegn af Medlidenhed, men hendes Øje mødte kun de stærktoplyste Familieportraiter, alle disse Fremmede, som havde været Vidner til hendes Fald og hendes Brøde, døsige, gamle Herrer, snerpmundede Matroner, og saa det evindelige Gnomebarn, som de havde allevegne, Pigen med de store, runde Øjne og det udbulnede Pandebjærg. Den havde faaet Minder nok omsider al denne fremmede Ejendom, det Bord der, den Stol der, Skammelen med den sorte Puddelhund paa, og den slaabroksagtige Portière, hun havde mættet det med Minder Altsammen, Boleminder, som det nu spyede fra sig og slængte efter hende - o, det var rædsomt at være stænget inde med alle de Spøgelser af Synd og med sig selv; hun gøs for sig selv, hun truede ad hende, denne æreløse Fennimore, som krøb sammen ved hendes Fødder, hun trak sin Kjole bort imellem hendes bedende Hænder. Naade! nej, der var ingen Naade, hvor kunde der være Naade for hine døde Øjne i den fremmede By, de, som, nu de var brustne, saae, hvor hun havde kasted hans Ære i Skarnet, løjet ved hans Læbe, været troløs ved hans Hjærte.
   Hun kunde føle, hvor de var fæstet paa hende, disse døde Øjne, hun vidste ikke hvorfra, hun vred sig under dem for at undgaa dem, men de blev ved at følge hende, glidende som to isnende Straaler henover hende; og mens hun saadan stirred ned, og hver Traad i Tæppet, hvert Sting paa Skamlerne blev unaturligt tydelige for hendes Øjne i det stærke, skarpe Lys derinde, da mærked hun, hvordan det gik omkring hende med døde Mænds Skridt og strøg grangiveligt mod hendes Dragt, saa hun skreg op i Rædsel og foer til Side; men saa var det der foran hende som Hænder, og dog ikke som Hænder, Noget, der langsomt greb efter hende, greb haanligt og hoverende efter hendes Hjærte, dette Vidunder af Falskhed, denne gule Perle af Troløshed! og hun veg tilbage, til hun stødte mod Bordet, men det var der endnu, og hendes Bryst var intet Værn imod det; det greb igjennem Hud og Kjød som ... Hun næsten døde af Angst idet hun stod der, værgeløst krummende sig tilbage over Bordet, mens alle Nerver krøb sig korte i Forventning og Øjet stirrede som om det skulde myrdes i sin Hule.
   Saa var det forbi.
   Hun saae sig med et utrygt Blik omkring, sank saa ned paa Knæ, og bad længe. Hun angrede og bekjendte, vildt og hensynsløst i stedse voksende Lidenskabelighed, med ganske det samme fanatiske Had til sig selv som det, der bringer Nonnen til at hudflette sit nøgne Legeme. Hun søgte begejstret efter lave Ord, og berusede sig i Selvfornedrelse og i en Ydmyghed, der brændte efter Ringhed.
   Omsider rejste hun sig. Hendes Bryst bevægede sig stærkt og uroligt og der var en svag Glans over hendes blege Kinder, der syntes at være blevet ligesom fuldere under Bønnen.
   Hun saae sig omkring i Stuen med et Blik, som om hun svor Noget stille hos sig selv, saa gik hun ind i det mørke Sideværelse, lukkede Døren efter sig, stod et Øjeblik stille for at vænne sig til Mørket, og famlede sig saa frem til den Dør, der førte ud til den lukkede Glasveranda, og gik derud.
   Der var lysere der, Maanen, som nu var kommet frem, skinnede ind gjennem den tilfrosne Glasvægs Gnidder af Krystaller, gulligt gjennem selve Ruderne, rødt og blaat igjennem de Rektangler af farvet Glas, der danned Ramme om Ruderne.
   Hun tøed Hul etsteds paa Isen med sin Haand, og tørred omhyggelig Vandet bort med sit Lommetørklæde.
   Endnu var der Ingen at se derude paa Fjorden.
   Saa begyndte hun at gaa frem og tilbage i sit Glasbur. Der var ikke andre Meubler derude end en Rørsofa af svejfet Træ, og den laa fuld af visne Vedbendblade fra Rankerne deroppe under Loftet. Hver Gang hun gik forbi den, raslede Bladene sagte i Lufttrækket, og nu og da fandt hendes Kjole ogsaa et Løv paa Gulvet og trak det med en kradsende Lyd efter sig henover Fjælene.
   Frem og tilbage gik hun der paa sin triste Vagt, med Armene foldede over Brystet, gjørende sig haard imod Kulden.
   Han kom.
   Med et Ryk havde hun Døren oppe, og traadte med sine tynde Sko ud i den isnende Sne.
   Hun undte sig det, hun kunde have gaaet barfodet til det Møde.
   Niels var standset i sin Fart ved Synet af den sorte Skikkelse mod Sneen og kom med tøvende, undersøgende Kast langsomt imod Land.
   Det var ligesom den brændte hende i Øjnene denne snigende Skikkelse. Hver Bevægelse, hvert Træk, hun kjendte igjen, slog hende som en skamløs Forhaanelse, ligesom pralede med nedværdigende Hemmeligheder. Hun sitrede af Had, hendes Hjærte svulmede med Forbandelser, og hun kunde neppe styre sit Sind.
   »Det er mig,« raabte hun haanende ud imod ham, »Skjøgen Fennimore.«
   »Men i Guds Navn, du Søde?« spurgte han forundret, nu kun et Par Skridt borte fra hende.
   »Erik er død.«
   »Død! hvad Tid?« han maatte træde ind i Sneen med sine Skøjter for ikke at falde. »Men saa sig dog!« og han traadte ivrig et Skridt nærmere.
   De stod nu Ansigt til Ansigt, og hun maatte holde sig for ikke at slaa med sin knyttede Haand i disse blege, forstyrrede Træk.
   »Jeg skal nok sige dig,« sagde hun, »han er død, som jeg siger, han kjørte løbsk i Aalborg, og fik sit Hoved knust, mens vi gik her og bedrog ham.«
   »Det er skrækkeligt,« stønnede Niels, og tog sig til Tindingerne, »hvem kunde ogsaa have anet .... aa, gid vi havde været ham tro, Fennimore, Erik, stakkels Erik! - gid det havde været mig!« og han hulkede højt, krummende sig af Smerte.
   »Jeg hader dig, Niels Lyhne!«
   »Aa, pyt med os,« stønnede Niels utaalmodigt, »blot vi havde ham igjen. Stakkels Fennimore,« rettede han sig saa, »bryd dig ikke om mig. Hader du mig, siger du? Du maa godt, ja, du maa.« Han rejste sig pludseligt. »Lad os gaa ind,« sagde han, »jeg veed ikke, hvad jeg selv siger. Hvem var det, der telegraferede, du sagde?«
   »Ind!« skreg Fennimore, som blev hidsig ved, at han saa lidt lagde Mærke til hendes Fjendtlighed, »derind! aldrig skal du sætte din fejge, æreløse Fod mer i det Hus. Hvor tør du tænke derpaa, din Usling, du falske Hund, som kom snigende hertil og stjal din Vens Ære, fordi den var for daarlig gjemt. Hvad, stjal du den ikke lige under hans Øjne, fordi han troede, du var ærlig, din Hustyv!«
   »Tys, tys, er du gal! hvad gaar der af dig? hvad er det for Ord, du bruger!« Han havde taget hende haardt i Armen og draget hende nærmere, og saae forbavset lige ind i hendes Ansigt. »Du maa fatte dig,« vedblev han i en mildere Tone, »hvad kan det hjælpe, Barn, at slaa om sig med stygge Ord.«
   Hun rev sin Arm fra ham, saa han vaklede i sit usikre Fodfæste.
   »Kan du da ikke høre, at jeg hader dig,« hvinede hun, »og er der ikke saa meget blot af en ærlig Mands Hjærne hos dig, at du kan begribe det. Hvor jeg maa have været blind da jeg elskede dig, du sammenløjede Menneske, mens jeg havde ham ved min Side, som var titusinde Gange bedre end du. Jeg skal hade og foragte dig til mit Livs Ende. Den Gang, du kom, var jeg retskaffen, jeg havde aldrig gjort noget Slet, men saa kom du med din Poesi og dit Skarn og løj mig ned i Sølet til dig. Hvad havde jeg gjort dig, at du ikke kunde lade mig være, mig, der skulde være dig hellig fremfor alle Andre. Dag for Dag maa jeg nu leve med den Skamplet paa min Sjæl, og aldrig kan jeg træffe sammen med Nogen saa ringe, at jeg jo ikke maa vide med mig selv, at jeg er ringere endnu. Alle mine Ungdomsminder har du forgiftet. Hvad har jeg at tænke tilbage paa, der er rent og godt, nu! Det er plettet til af dig, Altsammen. Det er ikke blot ham, der er død, Alt, hvad der har været mellem os af Lyst og Godt, det er dødt ogsaa og raaddent. Aa, Gud hjælpe mig, er det retfærdigt, at jeg ingen Hævn kan faa over dig, efter alt det, du har gjort mig. Gjør mig retskaffen igjen, Niels Lyhne, gjør mig pletfri og god igjen. Nej, nej, - men det burde være saadan, at du kunde pines til at gjøre din Uret god. Kan du, kan du lyve det tilbage? Staa ikke der og kryb ind under din Hjælpeløshed, lid her for mine Øjne, vrid dig i Pine og Fortvivlelse og vær elendig; lad ham være elendig, Vorherre, lad ham ikke stjæle Hævnen fra mig ogsaa. Gaa, din Usling, gaa, jeg kaster dig fra mig, men jeg slæber dig med mig, kan du tro, gjennem alle de Pinsler, jeg kan hade ned over dig.«
   Hun havde rakt Armene truende ud mod ham, nu vendte hun sig og gik, og Verandadøren klirrede sagte efter hende.
   Niels stod og saae forbavset, næsten vantro, den Vej, hun gik; det syntes ham, som om det var der foran ham endnu, dette blege, hævngjerrige Ansigt, saa forunderlig lavsjælet og raat i sin Lidenskabelighed, helt berøvet sin sædvanlige formfine Skjønhed, som var det bleven pløjet op i alle Linier af en unænsom og barbarisk Haand.
   Han stavrede forsigtigt ned til Isen, og begyndte at løbe langsomt udefter ad Fjordmundingen til, med Maaneskjæret for sig og med Vinden paa Ryggen. Efterhaanden løb han stærkere til som Tankerne tog hans Opmærksomhed fra Omgivelserne bort, og Isspaanerne fra hans Skøjtejærn rislede klingrende med ham henover den blanke Flade, førte af den stadigt voksende Frostvind.
   Saa det var Enden! Saa det var saadan, han havde frelst den Kvindesjæl, og hævet den og givet den Lykken! Hvor det var skjønt, hans Forhold til den døde Ven, hans Barndomsven, for hvem han vilde ofret Fremtid, Liv og Alt! Han med hans Ofren og hans Frelsen! - Himmel og Jord skulde se paa ham, saa kunde de se en Mand, der holdt sit Liv paa Ærens Højder, uden Plet og uden Lyde, for at han ikke skulde kaste Skygge paa den Idé, han tjente, og som han var kaldet til at forkynde.
   Afsted foer han.
   Det var nu ogsaa en af hans stortalende Tanker, at hans sølle Liv skulde kunne sætte Pletter paa Ideens Sol. Herre Gud, han skulde nu altid tage det saa højt, det var ham i Kjødet baaren; kunde han ikke blive noget Bedre, saa skulde han da i det Mindste være en Judas og kalde sig Iscariot i storslaaet Skummelhed. Det lød da af Noget. - Skulde han altid gaa saadan og skabe sig, som om han var ansvarlig Minister hos Ideen og Medlem af dens Gehejmestatsraad, havende Alting, Menneskeheden anbelangende, fra første Haand! - Mon han da aldrig kunde lære i al Tarvelighed at stræbe efter at gjøre sin Pligt i Ideens Garnisonstjeneste, som Menig af en meget underordnet Klasse?
   Der var røde Blus ude paa Isen, og han kom dem saa tæt forbi, at en kæmpelang Skygge et Øjeblik skød ud fra hans Fødder, drejede sig fremefter og forsvandt.
   Han tænkte paa Erik og paa den Ven, han havde været Erik. O, han! Barndomsminderne vred deres Hænder over ham, Ungdomsdrømme hyllede deres Hoveder til og græd over ham, hele hans Fortid stirred efter ham med eet langt Blik, fuldt af Bebrejdelse. Han havde sveget det Altsammen for en Kjærlighed, saa lav og lille som han selv. - Der havde været Højhed i den Kjærlighed alligevel; og han havde sveget den ogsaa. Hvor skulde han fly hen for disse Tilløb, der altid endte i Grøften. Hele hans Liv havde ikke været andet, og det vilde ikke blive anderledes i Fremtiden, han vidste det, han følte det saa sikkert, og han sygnede ved Udsigten til al denne unyttige Møde, og ønsked af hele sin Sjæl, at han kunde undfly og blive fri for denne meningsløse Skjæbne. Blot at Isen vilde briste under ham, som han nu foer frem, og Alting blive gjort forbi i en Gispen og en Trækning nede i det kolde Vand.
   Han standsede udmattet af Løbet og saae sig tilbage. Maanen var gaaet bort, og Fjorden laa mørk og lang imellem Landjordens hvide Bakker. Saa vendte han om og arbejdede sig op mod Vinden. Den var saa stærk nu, og han var træt. Han søgte indefter for at komme i Læ af det høje Land, men som han saadan stred frem, kom han ud paa en Vindvaage, dannet af Svøftet fra Bakkerne, og den tynde Is gav sig under ham med en sejg og knitrende Knagen.
   Hvor han dog følte sig let om Hjærtet alligevel, da han kom paa fast Is igjen! Det meste af Trætheden var gaaet bort i Angsten, og han stevnede kraftigt fremad.

   Mens han nu stred derude, sad Fennimore i den stærkt oplyste Stue, skuffet og forpint. Hun følte sig bedraget for sin Hævn, hun vidste ikke, hvad hun havde ventet, men det havde været noget helt Andet; der havde foresvævet hende noget Ophøjet og Mægtigt, Noget som Sværd og røde Flammer eller ikke det, Noget der bar hende og satte hende paa en Trone, og nu var det faldet saa smaat og dagligdags ud, og hun havde følt sig mere som en Skjændegjæst end som En, der forbander ....
   Hun havde dog lært Noget af Niels.

   Tidlig den næste Dags Morgen, mens Niels endnu sov, overvældet af Træthed, rejste hun bort.