Sophus Schandorph

---

Af Jeppe Aakjær (1900)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Saadan som han der fødes ikke mange
      mer paa vor Kyst.
Latter og Taarer kjæmped i hans Sange
      som i hans Bryst.
Tit med de bedste stredes han om Ringen,
førte blandt Brødre Viddets Marchalstav,
      og hans Pile ingen
      Saarfeber gav.

Der hvor en Krans af brede, grønne Agre
      favner en By,
knirked hans Vugge bagom lave. fagre
      Tegltages Ly.
Saadan som Rugen duver dér mod Aften,
saa vi den duve langsomt i hans Digt,
      bøjet under Saften,
      vippetungt, rigt.

Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
      Fløjten var Pans;
trindt mellem Bøgens midjeslanke Piller
      bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden,
den - alle var tvungne af hans Latters Magt,
      maatte trampe Grunden
      pænt til hans Takt.

Bedst dog at se ham i en Venneskare,
      bred i sin Stol;
da blev hans Latter høj som en Fanfare,
      Øjet som Sol;
Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler,
Satyr og Faun med Gubben bytted Plads,
      medens Lampens Straaler
      gløded hans Glas.

Altid med Haanden paa Naturens Hjærte
      indtil sin Grav.
"Dørene op mod Os fra Altrets Kjærte i"
      saa var hans Krav.
"Blindhedens Trælle bør for Stær vi skjære,
bort med hvert trøsket Dogmes Hjertedunst!"
      Saadan var hans Lære,
      saadan hans Kunst.

Som naar om Høst et Ax for Seglen synker
      tøvende ned,
saadan hans Hoved med de skjælmske Rynker
      bagover gled.
Smilet forsvandt. De muntre Øjne sove.
Pan sin Discipel atter til sig tog;
      mod de store Skove
      bort han ham drog.