Den gamle Husmand står ved Gavl
og stirrer over Vænget.
Vel er han kun en fattig Skravl,
på alle Sider stænget,
men nu han retter krøget Krop
og ryster af sin Tynge;
han lytter til, han vågner op,
han hører Lærken synge.
Han fatted ej i lange År
dens glade Toneflagren,
fordi han Sommer, Høst og Vår
stod krummet over Agren.
Nu vågner han for første Gang,
der før var stum og stille;
han nynner med, hans Røst får Klang
ved Lærkens glade Trille.
Han så kun Furen, som han drog
bag sine dorske Stude,
ej Tidens store Tanketog
i Horisonten ude.
Nu føres Hånden over Bryn;
hen over Jordens Skygger
han skuer ud; et Fremtidssyn
sig for hans Tanke bygger.
Det Syn er Løn for flittig Færd,
for ondt, han før har døjet;
det løfter sig i Morgenskær
og lægger Smil i Øjet;
det viser ham, hvad Ret og Tro
i Kærlighed kan avle;
der vil forvist en Nytid gro
rundt om ved Husmandsgavle.