WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Du Husmand




: Dynæs Digte (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Du Husmand, som ørker den stridige Jord

og vover din Arm og din Bringe,

som drager det første Kulturens Spor

med Plovjernets sølvblanke Klinge,

mer Ridder du er med din barkede Hånd

end mange, der pyntes med Stjerner og Bånd

og tripper på bonede Gulve.

 

Du rydder til Samfundet bredere Grund

derude på Lyngen og Sandet,

du vinder dig Ager hver Arbejdets Stund

og lægger din Vinding til Landet,

men stille du øver din Dont og din Dåd;

hvor andre kun kender en Kugle til Råd,

du krummer til Tag dine Næver.

 

Du lærer, hvorledes man bygger sig Hjem,

du gamle og bøjede Slider!

Det lære du mig og det lære du dem,

der trætte ad Asfalten glider,

og Manddom, den banende Viljes Vægt,

du sanker i Arv til den kommende Slægt,

der fostres i Udmarkens Hytter.

 

Du Stridsmand, du stille Kulturens Soldat,

som ikke har Rang iblandt Helte,

som regnes for intet mod den Akrobat,

der springer i Gøglernes Telte,

for dig mine Døre jeg åbner til Fest,

kom, hvil dig og vær du min hædrede Gæst!

Med Hynder skal Bredbænken prydes.

 

Og segner en Dag du på Valpladsen ned,

en fremmed i Menneskevrimlen,

og lyder ej anden Slags Tale derved

end Trækfugleflugt under Himlen,

jeg søger din Grav og jeg rejser dig Sten,

en Bauta på Heden, et Minde fra en,

der synger en Sang om dit Virke.