Nu plasker Forårets Kilder
i Hjulsø langs Dynæs Vej,
de pibler, pibler og rinder fra Væld
og fra Bakkehæld.
Og over de skrånende Skrænter
de springer i Dalen ned
med Ungdommens kådeste Latter og Leg
langs med Dynæs Vej.
Ved Nat jeg ikke kan sove
for Længsel mod Sommerliv,
for Kildernes rislende, syngende Gang,
det er Vårens Sang.
Den ene nynnende minder
så ømt om min Elskedes Røst,
den anden fremstyrter så bred og stærk
som mit Manddomsværk.
En tredie leende klukker,
en fjerde er ganske løbsk;
en femte hulker så dybt af sit Bryst
både Sorg og Lyst.
Det er den strømmende Uro,
der kommer igen hvert År,
at Mennesket aldrig dets Ungdom må
af Glemme gå.