En Stridsmand

---

Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Til den danske Husmand!


Du Husmand, som ørker den stridige Jord
og vover din Arm og din Bringe,
som drager Kulturens det første Spor
med Plovjærnets sølvblanke Klinge,

- mer Bidder du er med din barkede Haand
end mange, der pyntes med Stjerner og Baand
og tripper paa bonede Gulve.

Du rydder til Samfundet bredere Grund
derude paa Lyngen og Sandet,
du vinder dig Ager hver Arbejdets Stund
og lægger din Vinding til Landet.

Men stille du øver din Dont og din Daad.
Hvor andre kun kender en Kugle til Raad,
du krummer til Tag dine Næver.

Du lærer, hvorledes man bygger sig Hjem,
du gamle og bøjede Slider,
- det lære du mig, og det lære du dem,
der trætte ad Asfalten glider -

og Manddom, den banende Villies Vægt,
du sanker i Arv til den kommende Slægt,
der fostres i Udmarkens Hytter.

Du Stridsmand, du stille Kulturens Soldat,
som ikke har Rang iblandt Helte,
som regnes for intet mod den Akrobat,
der springer i Gøglernes Telte,

- for dig mine Døre jeg aabner til Fest!
Kom, hvil dig og vær du min hædrede Gæst,
min Dug jeg - den bedste - dig breder!

Og segner en Gang du paa Valpladsen ned -
en fremmed blandt Menneskevrimlen,
og lyder ej anden Tale derved
end Trækfugleflugt under Himlen

- jeg søger din Grav og jeg rejser dig Sten,
en Bauta paa Heden, et Minde fra én,
som kendte dit Liv og forstod det.

I.

Fra Skagerak slynger sig ind over fladt Land langstrakte Flyvesandsbjerge, der samles i Knuder og spredes i Kæder. Paa Fladerne mellem disse Sandmiler stiger Røgen op fra ensomt liggende Hytter, og her gaa Nybyggeres Plove.
   Her er et urgammelt, udyrket Land for ungt Mod og unge Arme, for dem, der ikke eje Guldnøglen, som aabner Indgangen til de fede Marker, hvor Kløveren gror. Her er ingen Menneskehaand til at lede Vandet, der siver og rinder, hvor det vil gennem Klittens golde Sand, afsættende rølket Rust paa Græssets Stængler, som svaje i den stille Strøm. Et herreløst Land for Jordens Kryb og Markens Dyr.
   Fjernt fra kommer en enlig Vandrer hen over en saadan Klitfladning. Indtrykket af ham synes næsten at forsvinde i denne Natur, hvor Menneskets Spor ere smaa og faa. Men han træder saa fast og sikkert i Jorden, som han ikke tvivlede om at kunne undertvinge den. Der er Ungdommens kække Spænding i hans Holdning og Livsmodets friske Takt i hans Gang. Og naar man ser det frejdige Blik i denne Nybyggers brune Øje, saa forstaar man, at her blinker en Natur, der er mægtigere end hin.
   Hen mod det lyngtækkede Hus, hvor han har rejst sin Arne, styrer han sine Trin. Og der bukker han sig ind gennem den lave Dør.
   »Naa, hvad sagde saa Jens Nørgaard?« spurgte Konen.
   »Jo«, svarede Søren, idet han trak sin Vadmelstrøje af og hængte den paa et Søm i Bjælken, »han vilde nok lade Pengene blive staaende, til vi kunde faa et ordentligt Kreditforeningslaan!«
   »Det var jo godt!«
   »Jo«. Han lod Haanden fare gennem Haaret og saa ud af Vinduet. »Jo, det forstaar sig!«
   »Jeg tykkes, ligesom der er noget i Vejen for dig, Søren!«
   »Mig! - Nej! - Der kan jo altid være saadan et og andet. Nej ellers ... .«
   »Der er noget, du tænker paa, Søren! - Hvad?«
   Han saa venligt til hende; »Er der noget jeg tænker paa!«
   Hun flyttede sig tæt til ham og sagde indtrængende: »Der er noget!«
   Han smilede. Derefter sagde han hastigt afbrydende: »Hvad var det, jeg vilde sige - æ - har Niels Pind ikke været her i Dag? - Naa, for han snakkede om, at han vilde have mig til at grøfte for sig«.
   »Nej, men ... .«
   »Det er sandt! Gamle Ane Sofie har da hængt sig i Nat, spurgte jeg oppe i Byen!«
   »Har hun hængt sig?«
   »Lus og Mog og Sult var jo ved at æde hende op, og i Dag skulde hun have været i Fattiggaarden. Dér har hun jo aldrig villet hen, og saa i Nat hængte hun sig i Sengebaandet!«
   »Herregud! Det sølle, gamle Skrog! Hun var da ellers saa skikkelig«.
   »Hellig-Per mente rigtignok, at hun brænder i Helvede, og paa ham at tykke var det helt rosomt, men ....«
   »Naa, Ane! jeg maa ud at grave et Stykke inden Aften!« udbrød han og sprang rask op.
   »Er det saa ikke bedst, du trækker dine daglige Bukser paa, bitte Fa'r! ... . Hm! Det sølle, gamle Skrog!« sluttede hun tankefuld.
   - Da Solen luende rød var sunken ned bag Havets Klitter, kom Søren Brander ind fra Arbejdet med Blodet bankende i alle Aarer, med Sveden dryppende fra Øjenhaarene, og satte sig træt paa Bænken.
   Der var stille ude og stille inde. En rigtig Mørkningsstilhed, hvor al Livsvirksomhed aander ud i Aftenhvile, og Tankerne let blive til Drømme, - især for en Mand, der sidder i sit Nybyggerhus og lytter til Hustruens Sang over Vuggen, hvor den førstefødte ligger.
   Han blev længe siddende. Tonerne tyktes ham saa fulde af Haab. Og der var ligesom Andagt i at høre paa, syntes han, alligevel det var ikke andet end en Vise.
   Da Sangen hørte op, rørte ingen sig længe, - som vare de ængstlige for at skræmme noget bort.
   Endelig sagde han lavt: »Jeg snakkede da ogsaa med min Fa'r i Dag!«
   Han tav med, at han havde truffet ham dinglende paa Gaden, og at han havde hjulpet ham i Hus, thi han mærkede endnu Skammen brænde paa sin Kind efter Spidsroden forbi de mange nysgerrige Øjne.
   Han saa tydeligt for sig det sørgelige Billede af den gamle, forfaldne Mand, der sank holdningsløs ned paa Stolen, med det dorske Blik, de syge Klynk og den fuldes letfældte Taarer ned ad slappe, posede Kinder. Men tillige følte han dybere end før, at denne Mand var hans Fader, og at de to hørte sammen.
   »Hvordan staar det sig?« spurgte hun deltagende.
   »Aa, - hva' -«
   »Han bo'r vel ved Svenskeren endnu?«
   »Ja, og Brød-Karen er der ogsaa«, svarede han med Øjnene mod Gulvet. - »Det er ikke saa godt for saadan et gammelt Menneske, Ane!«
   »Nej, det er jo ikke saa godt.«
   »Jeg vilde endda nødig, han skulde paa Fattiggaarden; det vilde gøre ham gruelig ondt, den gamle!« Sørens Røst skjalv og havde den rene og ægte Klang, som altid følger de Ord, der kommer fra et varmt og godt Hjerte.
   Hun rejste sig uvilkaarligt, satte sig paa hans Knæ, lagde sin Arm om hans Hals og legede med hans Haar. Nu vidste hun, hvad det var, der før havde optaget hans Tanker.
   Efter en Stunds Forløb, efter en lang Række Forestillinger og Overvejelser, ytrede hun: »Jeg véd ikke, Søren! skulde vi prøve at tage ham ud til os!
   Han svarede glad: »Tykkes du, bitte Ane! saa vil jeg da ikke have imod det!«
   »Vi kommer vel over det«, mente hun.
   »Ja, det er jo ikke for det meget, han spiser, men ....«
   »Det værste er snart med Sengeklæder, - men lad os i Guds Navn prøve det!«
   Han knugede hende til sig. - -
   »Hvad sagde Jens Nørgaard ellers?« spurgte hun.
   »Jo, han var meget ferm. Jeg skulde da se hans Besætning og saadan ... . og saa vilde han sælge mig en Moseparcel!«
   »Naa!«
   »Men der kan jo blive nok at rykke i foruden. Vi skulde jo have bygget en Smule til Sommer, - det kan den gamle hjælpe ved! - og saadan. - Naar vi saa kunde faa et Par stærkere Stude og en Ko eller to til, se saa kunde vi faa det godt, Ane!« udbrød han og gyngede hende.
   »Mon vi saa ikke kunde faa lidt mere inden Døre ogsaa?«
   »Jo, jo! - Og som vi faar mere dyrket, vi har jo Jord nok, saa kunde vi maaske faa os en Hest, du, og hvad siger du til en Fjedervogn, naturligvis en meget billig en ....«
   »Ja, lad os nu se! Lad os give os taalmodige til det, Søren! - Lad os ....«
   »Det var da ikke saa urimeligt, om vi fik en Hest; vel?«
   »Nej, saamænd!« Hun smilede. »Men jeg synes ligegodt ....«
   Han lukkede hendes Mund med Kys.
   »Det var kanske slet ikke saa galt endda, at vi kom i Klitten; - der var da for Resten heller ingen andre Steder, der vilde give sig!« bemærkede Søren, idet han krængede sin Vest af, da de skulde til Ro.
   Da de havde ligget noget, sagde han: »Ane! Jeg var tilfreds, vi havde ham herude, den gamle!«