En Stridsmand
Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
III.
Allerede i Slutningen af Februar smeltede Sneen, og straks var Søren Brander ude med sit Favnemaal. Han maalte paa kryds og paa tvers, overvejede og inddelte. Han gjorde det paa den ene Maade og paa den anden Maade. Ogsaa oppe i de høje Klitter, som tilhørte ham, vandrede han længe om og stod og spejdede til alle Sider.Han var ikke stor, vist heller ikke særlig stærk, men enhver af hans Bevægelser vare ejendommelige, snare og spændige, og i det noget blege Ansigt, der indrammedes af brunt, kruset Kindskæg, lyste et Par vaagne Øjne, der blinkede af Energi.
En Søndag kort efter, før Frosten endnu rigtig var af Jorden, ilede to Mænd med Digearbejde i Skellet paa Søren Branders Lod. Det var aarle Morgen, køligt og taaget, og hvidt Pudder hang endnu i Lyngrisene. Solen brød dog stærkere og stærkere igennem, glimtede paa Rimens tusinde Krystaller og drev Damp og Ange op af den rygende Jord. Kampen mellem Natten og Dagen, Vinteren og Vaaren, en Fødselsfest for det ny. Nu gryede det ogsaa over Sørens Fremtidsplaner, som han i Dag troede mere fast paa end nogen Sinde. Lethændet førte han sit Redskal, og Tanken syntes at være langt forud for Haanden.
Arbejdsmanden Jens Bjærg, som hjalp Søren. var en tungere Natur, der brød tvers paa. Han havde saa bred en Ryg med krydsede Seler over en blaastribet Bluse. Hans Spade gik med eet Sæt lukt gennem Rødderne, og rundt om ham væltede Jorden op som fra en Gravemaskine. Han var nemlig en overhaands stærk Mænd.
»Har Peter Vibe ikke ogsaa lovet at hjælpe dig?« spurgte han og hvilede sine Arme paa Spaden. De knoklede Hænder vare laadne af lange, mørke Haar. Et stærkt Fuldskæg groede over hele Ansigtet, og tykt og tæt og langt hang Haaret ham som en Manke ned i Panden. Mellem al denne Haarvækst sad et Par godmodige Øjne og smilede i godt Lune.
»Jo, jeg tænker, at han snart skulde være her!« svarede Søren og lod Blikket strejfe Diget.
»Han ligger vel paa Reden endnu, Viben!«
»Aa, han er ellers en tapper Slider; han er saamænd saa stiv som et Stykke Træ. Men siden han kom paa Sognet, er han jo som lidt ligeglad!«
»Ja, han har jo ogsaa den store Skade nedenom«, bemærkede Jens og spyttede i Hænderne. »Og han har kanske ogsaa haft en vel ringe Indendørs-Besætning«, tilføjede han og trykkede Spaden ned med sin Træsko.
»Jeg tror endelig, hun har været flink nok, Konen. En Krones Penge om Dagen til en halv Snes Mennesker, det er saadan henved en cirka 10 Øre til hver; der kan egentlig ikke være meget at fedte hen ved det, Jens!«
»He! Nej, det er s'gu sandt og vist, he!« Jens hev en vældig Spadefuld op.
»Der har vi Manden«, udbrød Søren og smilede. »Og han ta'er ogsaa nok Ordet med det samme!«
»Ja, Peter!« Jens skubbede Huen ned i Nakken og lo »han er ikke naadig. Han bruser s'gu lige saa højt, som han plejer, den arme Rad, og fører saa stort et Sprog som nogen Proprietær, he! Men det lader til, at han holder Humøret ved det samme, og hvad saa -!«
Peter Vibe nærmede sig med sit Redskab over Akselen. Et Hul paa hans ene Træsko var bødet med en Lap af et gammelt Støvleskaft, og hans blaa Hvergarnsbukser bar paa Knæerne store, sorte Klude paasyede med lange, hvide Sting. Men Peter nynnede fornøjet og lod til at være i den lyseste Stemning.
»Naa, hvad er egentlig Meningen med dette her, Søren?« spurgte han og brystede sig.
»Jeg vilde jo forsøge, Peter, om jeg kunde faa Lodden indhegnet og kulegravet til nogle Træer her for Vesten, - at begynde med!« svarede Søren Brander og pegede med Haanden.
»Træer!« tog Peter paa. »Hum! - Her kan sandten aldrig gro Træer i sine Dage! Gud forstaar, hvordan Mennesker kan komme paa saadanne Tanker!« Han spyttede foragteligt Skraaen ud og hug Spaden i Jorden, som han vilde sønderhakke al den Dumhed, der var til paa denne taabelige Klode.
Derefter løsnede han et uldent Halsklæde og stoppede frisk Kardus i Munden. »Ha! ha! To den Grøft er minsæl ikke bredere, end en Frø kan skræve over den!«
Jens Bjærg løftede sit buskede Hoved og svarede: »Jeg tror sikkert, at en Vibe mageligt kan ligge her, Peter, om ogsaa don breder Vingerne!«
Saa fløjtede Peter Vibe en Visestump og tog fat med de andre. -
Efter en anstrængende Dag samledes de tre Arbejdere om Aftenen i Sørens Stue. Umalet var Bohavet, og nøgent og fattigt saa det lille Rum ud. De eneste Vægprydelser vare to forgyldte Nürnberg-Billeder med bibelsk Indhold, som Ane i et letsindigt Øjeblik havde købt af en omvankende Kræmmer, thi det var vel tvivlsomt, om Sørens Ragekniv, der hang i en Vinkel paa et Stykke broderet Sækkelærred over Kakkelovnen, skulde henregnes til Pynt.
Mændene toge forventningsfulde Plads ved Bordet. En god Beværtning var nemlig den eneste Løn, de to Husmænd ventede for det Villighedsarbejde, de havde ydet Søren. Først kom et Sigtebrød til 25 Øre, saa en Flaske Brændevin og en rygende varm Flæskepandekage i en sort Staalpande, der omhyggeligt blev sat paa en sammenfoldet Avis for ikke at snavse den hvidskurede Bordplade.
»Dette her er sandten en god Levemaade, Folkens!« sagde Peter Vibe og tørrede Fedtet af Mundvigene.
Søren skænkede: »Held den Drip i Næbet, Peter, saa skal du se, hvor hun læsker!«
»Ah! - Saadan en god dansk Dram, den ligger saa roligt i Maven. Det er noget helt andet end al den Cognak og Fut-Sprit, Prokuratoren bællede sig med, for det maatte da absolut æde Indvoldene, skulde En tykkes!«
»Hvor længe tjente du egentlig Prokurator Vindfeldt, Peter?« spurgte Jens Bjærg, for at bringe Peter ind paa Emnet.
»8 Aar! - siger og skriver otte Aar! - Det var det sidste Aar, vi havde den store Sag med Justitsraaden!« lagde han til. »Om Prokuratoren duede!?« Peters Miner bleve som forstenede af Forbavselse. »Om han duede! - Du kan lige bande paa det. Justitsraaden til Eksempel, han havde sin soleklare Ret, derom var der ingen Spørgemang, men gu maatte han alligevel krybe til Korset!« sagde Peter ivrig og satte Knoerne i Bordet. Derefter hældede han sig frem og hviskede, idet han blinkede med Øjnene: »Vi kendte jo Finterne, forstaar I!
»Du skulde ha' taget Eksamen dengang!« ytrede Jens Bjærg lumsk.
»Ja, jeg skulde! Men Ungdommen, Jens!« svarede Peter med et beklagende Skuldertræk, »og saa Visdommen, du ved! - Nej, men jeg takker Gud for mine juridiske Kondevitter et cetera!« Dermed var han inde paa den Periode, der havde været det højeste Moment i hans Liv.
Mens Flasken tømtes, herskede et Skælmeri og en Lunhed, et Liv og et Humør, der var sundt og henrivende, fordi det hvilede paa et flittigt Arbejde som Grundlag. - -
»Nej, men at du skulde kunne sætte alt det igennem med Plantning et cetera, som du taler om, nej gu .... ja var du en Mand som Prokuratoren eller en af de andre Kreaturer! Men du er jo alligevel ikke andet end en sulten Lus, Søren, hvad!« sagde Peter senere og sugede Glasset.
Men Søren udviklede sine Tanker med en Fyrighed og en Varme, som rev de to andre Husmænd med. Sluttelig sagde Peter Vibe dog i en temmelig sikker Tone: »Det er det samme! Den Dag gi'er jeg en rød Ko og hundrede Daler!«
»Det er en Prøve værd! - Det er en Prøve værd!« gentog Søren og nikkede. -
Efter saaledes at have tilbragt Hviledagen, krøb de tre Slidere i Sengklæderne for atter næste Morgen at stille paa Arbejdsmarken.