En Stridsmand
Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
IV.
Foderet i Søren Branders Laderum sank foruroligende, og de knoklede, langhaarede Høveder brølede, naar nogen gik med Dørene; men mest hang de med Hovederne og stirrede sløvt ned i de tomme Krybber.Men en Dag sivede der ind gennem det utætte Hus en egen Luft, der fik Drøvtyggerne til at rejse Nakken og gjorde dem urolige i Baasene. Endelig gik da Døren op for det mørke Tørvehus, og Vinterstrikkerne løsnedes.
Den brogede Kalv stak Næseborene til Vejrs og inddrak den rusende Duft af Markens spæde Urter, saa den dinglede paa sine skæve Ben, mens Blikket svømmede i Vellyst, og Savlet drev fra Mulen.
Alle Vegne var der som en Spaadom om noget, som skulde komme. Smaafuglene, der byggede i Lyngen, fløj hastig frem og tilbage og samlede til Reden.
Da besluttede Søren sig til at prøve, om Købmanden vilde borge ham Materialer til et Udhus.
Studeaaget med Halmpuderne, det ny Dræt, han ved Faderens Hjælp havde lavet om Vinteren, kom frem. Helligdagstøjet kom frem og blev hængt paa Bjælkesømmene, og de stive Støvler fik Tran om Aftenen, for at alt kunde være klart om Morgenen tidlig, naar Rejsen skulde gaa for sig.
Om Natten laa han paa Lejet og sparkede Dynen af sig; han kunde ikke bjærge sig for Varme, syntes han. De Udregninger, Planer og Ængstelser, som hver af Vinterens Dage havde haft sin Gang gennem hans Hoved, det var dem, der gjorde ham urolig. Nu ved Afgørelsens Stund kom de alle paa een Gang og pressede sig som en hed Strøm gennem Hjærnen .... Tørvehuset var alt for lille og uhensigtsmæssigt; det kunde desuden ikke staa længere. Og han maatte have Tag over Dyr og Avl, om det hele ikke skulde falde sammen om ham ... . Maaske han ikke burde have taget fat paa bar Bund her uden en Øre paa Lommen, men han havde ikke kunnet modstaa den drivende Uro, der ikke vilde unde ham Fred, før han var gaaet i Vej med Sagen .... Nej, igennem maatte han, om han saa skulde knække Halsen. Her var den eneste Vej for ham og hans at bjærge sig frem paa.
Han havde jo ganske vist nogle sammensparede Kroner, men ti Alen Hus med Tømmer og Tag og Arbejdsløn! Han maatte gøre stor Gæld..... Men hvis det vilde gaa efter Flanen og lykkes nogenledes for ham, og han maatte beholde Helsen og Kraft til at faa Stil og Skik paa Sagerne, og intet ellers skulde støde til, og han kunde faa et stort Kreditforeningslaan, - se saa kunde det jo ogsaa nok gaa .... Der var jo rigtignok seks Munde om Brødet, og naar enhver saa skulde have sit, saa .... Dog, nu vilde han sætte alt ind og vove Spillet.
Men skulde han tabe, skulde den Stund oprinde, da ubetalte Regninger og brudte Løfter skulde omringe ham, saa syntes han, at han ingen Steder kunde vende sig for sorte Skygger ....
Tilsidst tog Søvnen ham og bar ham derind, hvor Drøm og Virkelighed flyder sammen, og Indbildningsevnen bygger de dejlige Slotte, der ikke ere gjorte med Hænder.
Ved Solens Frembrud satte han Studene i Gang. Hen i Lyngen gik mange Vejspor ved Siden af hinanden, men Søren Brander kendte det rette og fandt ud til den sandede Indkastvej, som førte til Maalet. Solen gennemstraalede den kølige Luft, der rundt om fyldtes med Fuglenes Morgensang. Ellers hørte man intet uden den fygende Lyd af løbende Sand om Hjulenes Gang og Eger.
Under den søvndyssende Fremgliden hensank Søren paany i Udregninger.
»God Morgen, Søren!« raabte Jens Peter Klit, der trak sine Køer paa Græs og lige havde fæstet den sidste. »Skal Du til Købmanden?«
Søren fo'r op. Ja, - Trr! - Ja-a, jeg har tænkt at bygge mig et Stykke Hus i Sommer!
»Held og Lykke med det! - Ja, nu er jeg ved at være ligesom en Smule træt af det .... Hjo-ov! En bliver bra' hen ad Aarene, og saa duer En ikke til at være i Klitterne. Nu har jeg slaast med den Lyng og de Siver i en fyrretyve Aar, og jeg har endelig kunnet kommanderet det hidtil, me-n saasnart En gi'er et bette Korn Fir, saa tager det Magten, det Skidt! .... Hvem har beslaaet den Vogn? - Skræm Smed! - Du skulde faa Mirakkelsmeden til det, han er saa Fandens bekant til at faa dem til at gaa let. - Ja, de unge Dage, det er en dejlig Tid, Søren!« sluttede Jens Peter. »Lykke paa Rejsen!«
Nu var det store Spørgsmaal, om Søren kunde faa paa Borg. Han stod i Butikken og skottede til Kontordøren, hvor den mægtige Mand skulde vise sig. Dér kom han ogsaa til Syne, men han var væk igen med det samme; han fo'r ud og ind og logrede omkring en Storbonde fra Hagerup, - Konkurrencen voldte jo Vanskeligheder. Husmanden fra Klitten ænsede Købmanden næppe, og Søren kunde ikke faa sagt, hvad han vilde, for Ordene bleve til en Klump i Halsen.
Saa traf det saa heldigt, at Jens Nørgaard fra Lendum, af hvem Søren havde købt sin Huslod, kom til Stede, og ved hans Mellemkomst ordnedes Sagen let. Snart skyndte Søren sig at læsse paa under en befriende Følelse af, at nu var han over den Pine.
Det blev en træls Hjemkørsel med de magre Stude, der næsten krøbe frem i det dybe Sand. Engang imellem stode de stille og pustede, men fremad gik det dog ud i det ensomme Moseog Klitlandskab. Solen gik under, og Dagen sov ind, alle Lyde stilnede af, kun Naturens Aandedræt hørtes, mens Køretøjet skred langsomt længere og længere ud i Stilheden.
Studene dinglede af Slaphed; tilsidst kunde de ikke flytte en Fod. Han saa medlidende paa dem og tænkte, at han gærne vilde tage et Tag for dem, om det kunde have nyttet. Saa lokkede han dem med venlige og opmuntrende Raab et Stykke frem igen.
Endelig svingede han ind paa sin egen Hedelod, hvor han skimtede sit Hus i Sommernattens lette Taage.
Det var underlige og mangfoldige Tanker, der rørte sig hos ham, da han kom dragende med dette Læs til sit Fremtids Hjem.
Der var mange Læs tilbage.