WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

En Stridsmand




(1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


V.

Det unge Husmandsbrug med Bygning og Besætning krævede foreløbigt mere, end det gav, saa Søren visse Tider paa Aaret maatte ud paa Erhverv. Men han søgte ikke de Pladser, hvor kun en almindelig Dagløn kunde opdrives. Han var et hurtigt Hoved og fik snart Sans til at spore en Akkord op, der kunde give godt Udbytte. Dog var det jo kun i Snuptag, han paa denne Maade huggede sig Vinding til; thi ret længe kunde han jo ikke være borte, uden at Huset forsømtes. Og det derhjemme var som hans Øjesten; alt, hvad han kunde skrabe sammen, kastede han i Bruget og Driften, thi han troede paa Fremtiden, Sejren, Høsten og de gyldne Agre.
   Men i de første Aaringer, paa de Tider Søren saaledes var ude, og Ane sad tilbage i det enlige Klithus som en fremmed midt paa Marken, da var Forladthedsfølelsen bleven hendes Gæst. Ensomheden var kommen sivende ind til hende ude fra de øde Lyngflader og de tomme Klitter. Alt, hvad hun gjorde for at holde den tilbage, var som kastet i Strømmen; den bare sivede og sivede og steg som Vand i Mørke. Da var hun mange Gange løben op paa Bakkerne mod Syd, hvorfra hun kunde se Kirketaarnet i sin Fødeby. Her stod hun saa og stirrede med Haanden over Brynet og lyttede, naar Solen ringedes ned, thi ud i Klitten naaede ikke Klangen af nogen Kirkeklokke.
   Den fremmede, som slaar sig ned herude, gribes nemlig, naar han eller hun sidder ene i et tomt Hus, af en uimodstaaelig Længsel efter Menneske-Samfund, uagtet den storslaaede Natur her har sin særegne Skønhed. Vel ere Klitterne graa og triste, Lyngbakkerne tunge og mørke, og Mosset ved Ens Fod ser vissent ud. Men en Sommerdag bringer Forvandling. Herude gælder Belysningen mere end noget andet Sted. Naar Solen staar højt, vælder Straalerne ned over det aabne Landskab og vokser til et Hav af Lys, der vugger sig mellem Synsrandens vide Kyster. Den raakolde Jord indsuger som i missende Vellyst det varme Sollys, der glitrer og blinker paa alle Kanter, paa Vinduesruder og hvidkalkede Husvægge, paa alt, hvad der kan kaste Genskin. Ilende Varmebølger jage hinanden, hvorhen Øjet vendes, og rundt om ses gennem et flimrende Straalenet fjerne Banker, Huse og Vejrmøller flydende oppe i den lyse, tindrende Luft. - Men, naar Solen synker, og Lyset dæmpes, da er Tiden til at se dette Land i sin fulde Skønhed, da bliver Formerne bløde og yndefulde, Farverne blide og lækre, da bliver Mosset til Fløjl, hvor man træder, Bakkesiderne mod Syd falder i svære Folder som kæmpemæssige Plydstæpper, og mod Nord ligger Klitterne langt borte som lette Dynger af crême-gul Silke ....
   En saadan Sommerdag færdedes Ane i sit Underskørt mellem Kør og Faar. Søren var ude paa Kanalarbejde. Men om hun end savnede ham stærkt, saa havde hun nu ikke længere Rum for hin Længsel efter Menneske-Samfund som i tidligere Dage. Henne ved Husgavlen sad jo den gamle Brander med Messingbrillerne paa Næsen og huggede paa det ny Udhus, mens Børnene legede med Spaanerne, som krummede sig paa Jorden. Og desuden havde hun jo travlt med Kreaturerne.
   Hun undredes over, at de kunde finde Føden paa disse golde Agre, thi i hendes Fødestavn naaede Græsset til Køernes Knæ, og Kornet stod dér saa tæt, at en Orm knap kunde vride sig igennem det.
   Alligevel, her var Ens egen Grund og ligesom et Fodfæste for hende og Søren, syntes hun. Men Ploven stod i denne Tid og ventede, de spæde Træplanter langs Skellet hang med Bladene, og Marken laa kold og død, thi Søren var borte ... . Blot han dog maatte beholde Helsen, saa kunde det dog være, de kunde naa frem til det, de havde tænkt sig ... ., men hun turde næsten ikke tænke derpaa, for hun forstod godt, hvor fin en Traad, det hang i, hvor varsomme, de skulde fare, at det skøre ikke skulde briste, og ofte ængstedes hun for, at den lille Ting skulde indtræffe, som kunde forstyrre det hele .,..
   Det var hendes Tanker.
   Imidlertid brændte Solen lige ned paa Ryggen af Dyrene, der pilede af Sted i alle Retninger med Halen til Vejrs. Alle af Familien, der kunde flytte Foden, kom i Bevægelse. Den gamle kastede Brillerne og Træskoene, thi naar de tunge Klove gik over Rugen, var det, som de traadte paa hans Hjærte, for paa hvert lille Straa kunde der dog være bleven nogle Kærner til Sønnens fattige Bord.
   Efter et Maaltid af Kartofler og Meldyppelse og efter Middagsluren fik den Gamle atter Øksen fat. Mens han huggede, tænkte han paa ethvert venligt Ord, ethvert mildt Øjekast og enhver Overbærenhed, de unge havde vist ham, med hver Nagle, han slog i, fæstede han et godt Ønske for deres Fremtid, og ethvert Stykke blev sammenføjet under Oldingens Velsignelse, mens Dagens Skygger bleve længere og længere.
   Da stode Husene og Vejrmøllerne mod Øst klart tegnede paa den faste Jord, og Bankerne mod Vest laa i blaalig Dis under en purpurfarvet Himmel. Den gamle Mand hvilede sine Arme, saa paa den synkende Sol og tænkte paa Aftenen, som kvælder over ethvert Liv.


Kapitel VI >