En Stridsmand

Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VI.

Det drømmende, violette Skær fra den blomstrende Lyng i September havde frydet Øjet ved sin indtagende Ynde. Men nu laa Hedefladen falmet med visne Græstotter stikkende op mellem afblomstrede, rødbrune Ris, forpjuskede af Blæst og Regn. Langhaarede Kreaturer tradskede løse omkring over nysaaet Rug og pløjede Stubbe, søgende Erstatning for det svindende Huld. Faareflokkene drev, hvorhen Vejret førte dem, og hver Dag løb Børn omkring og spurgte efter bortløbne Vædre.
   Ude i Klitterne var der Travlhed med at dæmpe de aabne Sande, der truede Markerne, hvorpaa Befolkningen skulde nære sig, - en Kamp mod Flyvesandet, hvis Saga indeholder mange Optrin om vidtstrakte Hærgninger, magtløs Modstand og rømmet Jord.
   Søren Brander hentede Lyng, og Jens Bjærg lagde den ned i de flyvende Klitter, Børn rykkede Tag, som nogle Kvinder, anførte af Peter Vibe, plantede paa udsatte Steder.
   Ude fra Havet suste Vinden ind mellem Sandbjergene og hvislede gennem Marehalmens blaagrønne Blade. Efteraarsrusk sivede ned fra mørke Skyer og dryppede fra Kvindernes Skørter, der vare trevlede forneden. Børnene bankede de af Kulde og Fugtighed hovnede Hænder. Peter Vibe tog sig en Ekstra-Skraa og rettede paa Kvinderne, der under drilagtig Spøg og Munterhed gjorde ham Førerstillingen pinagtig nok.
   Banker og Flader bredte sig i storslaaet Udstrækning som et Bjærglandskab med udbrændte Kratere og Kegletoppe, hvorover Stormen fo'r og piskede Slud og fygende Sand til Taage, mens Havet dundrede mod den skumklædte Strand, og Efteraarshimlen var som en aaben Sluse for alskens Uvejr.
   Ved Middagstid blev det en ren Orkan, og enhver søgte at vinde hjem til sit, hvor Stumper af Mønningstørv og gammelt Tag, som Stormen ruskede af Huset, røg dem om Ørene. Der var nok at gøre med at afstive de rystende Hytter, der bævede som angstfulde Dyr.
   Efter at have bundet Huerne fast, hjalp Mændene hinanden at faa alt, hvad der havde Tynge og Vægt, op paa Tagene, og alt, hvad der havde Styrke, anbragt til Stivere. Men Kvinder og Børn sade skræmte i Stuerne og skælvede for det Herrens Vejr, som bragede gennem Husene. -
   Søren Brander havde sat al Kraft ind paa sit ny Udhus, saa Agrene laa vanddrukne som en Svamp og ventede paa Udgrøftning; dog havde han ikke faaet det helt færdigt, - og nu kom Orkanen.
   Den tudede i Skorstenen, slog Døre op og hug Døre i, saa Kalken raslede fra Lervæggene, den klamrede med alle løse Genstande og førte nogle tomme Baljer, der stode ved Brønden, ud i Heden. Den bøjede sig ind gennem Aabningen paa den halvfærdige Bygning og stemmede sig mod Taget fra den indvendige Side, saa det bølgede paa Lægterne, og man hvert Øjeblik kunde vente det revet bort, spredt til alle Sider, og det blotte Træværk brase sammen som et tørt Skelet.
   Søren, Ane og Faderen tumlede ivrige af Sted, men vidste vel næppe, hvad de gjorde, saa rædselslagne følte de sig i deres Afmagt over for den utæmmede Naturens fremfarende Vælde, der hensynsløst syntes at ville knuse det, som endelig møjsommeligt var rejst under Ængstelser og bange Haab.
   Granderne kom slæbende med Træer, Fjel og andre anvendelige Ting. Folk løb ilfærdige frem og tilbage, nogle vidste næppe, hvor de skulde gribe fat. Peter Vibe gjorde Tegn og Fagter og raabte og kommanderede, men ingen kunde i Bulderet høre, hvad han sagde, ingen brød sig heller derom. Løse Straa hvirvledes rundt i Luften. Huset knagede uafbrudt i alle Sammenføjninger og vaandede sig under Stormens mægtige Tag.
   Ane kom ud en Gang imellem, men Skørterne snoede sig om hende, saa hun næppe kunde flytte Foden, og knapt kunde hun staa paa Jorden, især under de Omstændigheder, hvori hun for Tiden befandt sig.
   Da hendes Mand løb forbi hende, udbrød hun med graadkvalt Stemme: «Aa, Herregud, Søren!» Han hørte intet, saa hende ikke, skyndte sig op paa Taget med et Tov. Den gamle, der havde Møje med at holde sig paa Benene, gik omkring og klagede sig, mens han tørrede de rindende Øjne.
   Stormen rasede som et buldrende Hav, hvori enhver anden Lyd og Larm druknede. I stigende og faldende Bølger brusede den mod Hytten, der gav sig som et Skib i Havsnød. Oppe paa Tagrygningen sad Søren med revne Klæder, bart Hoved og vildt flagrende Haar om det kridhvide Ansigt - som paa den sidste Planke.
   - Saa kom Natten, da ingen kunde udrette noget. Men ingen kunde heller ligge rolig i Sengen. De sorte Skikkelser arbejdede sig langs de rystende Husvægge, lyttende, spejdende og følende sig for. I den mørke, stormfulde Nat vaagede Beboerne over de faldefærdige Huse, som var deres eneste Rigdom.
   Næste Morgen saas Ødelæggelsen. Nedstyrtede Skorstenspiber, oprevne Tage, knuste Vinduer, faldne Mure, væltede Tørvestakke, - dette var Stormens triste Spor. Ogsaa hos Søren Branders var Skaden ikke ringe.
   Og Vinteren stod for Døren.

Kapitel VII >