WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

En Stridsmand




(1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VII.

Hedens Hulveje og vildsomme Spor gennem dybt Sand og over knudrede Tuer var den eneste Forbindelse mellem Klitten og Omverdenen.
   Dog hørte man aldrig nogen komme til Skade ved at vælte, thi der er ingen, der, som en Klitbo, forstaar at liste sig frem med et Par Stude over ufarbare Steder, ingen, der som han i Nattens Mørke forstaar at famle sig frem i al Sindighed og naa netop derhen, hvor han skal.
   Men naar Jordemoderen skulde hentes, tyede man gerne til Niels Pind, Klittens Krøsus og ældste Nybygger. Han havde altid et Par velnærede Heste, og ved saadanne Lejligheder var der aldrig Nej i hans Mund, hvor tvær end ellers denne forsigtige Pengepuger kunde være.
   En Efteraarsaften var Niels Pind paa Farten efter Madam Hansen til Søren Branders Kone. Da Niels var til Aars, var Jens Bjærg fulgt med for Mørkets Skyld. Det var nemlig saa begsort, at man som en blind hvert Øjeblik frygtede at løbe imod noget. Alligevel skred Vognen rask frem ad en Hulvej, der var saa dyb, at det var umuligt at komme ud af Sporet. Men med ét standsede Hestene.
   De vare ikke til at drive af Stedet.
   Niels gik rundt om Køretøjet uden at opdage noget usædvanligt.
   Madam Hansen begyndte at paakalde Vorherre, men Niels spurgte Jens, om han ikke havde Staal i Lommen. Jo, han havde en Kniv, som »Mirakkelsmeden« havde lavet, men han vilde ikke garantere for, hvor meget Staal den indeholdt.
   Imidlertid maatte den prøves. Niels huggede Kniven i Forenden af Vognstangen og søgte paany at tvinge Dyrene frem. Umuligt.
   I dette kritiske Øjeblik muslede det i Lyngen forude, hvor nogle brægende Faar og Lam krøb op af Vejsporet, og saa travede Hestene villigt frem. - Niels Pind udstødte nogle vrissende Lyde, mens Jens Bjærg lo, saa han hoppede i Agestolen.
   - Imidlertid var der Uro ude i Søren Branders Hytte. I den eneste Stue stod der en Dragkiste, to umalede Sengesteder og en Foldebænk, hvor Børnene hvilede om Natten. Peter Vibes Kone, Maren, var til Stede i Anledning af den forestaaende Begivenhed. Søren og hans Fader gik ængstlige ud og ind og lyttede efter Lyden af Vognhjul.
   Det viste sig efter en Stunds Forløb, at Jordemoderen fandt det uundgaaelig nødvendigt, at der kom Bud efter Lægen.
   Søren løb tværs over Grøfter og Banker til Jens Bak paa »den brede Sande«; han var den nærmeste, som holdt Heste, og dog boede han over en Fjerdingvej borte. Blodet bankede som Trommeslag for hans Øren. Tre Mil til Lægen - og han kunde være ude! - Tre Mil tilbage - og hun kunde være død! .... Han løb, saa han snublede og faldt. Seks Mil! Seks lange Mil! - Disse Veje! - Dette Mørke! - Maaske otte, ti, maaske tolv Timer .... »Herregud i Himlen!«, raabte han højt, »hvis hun dør fra mig og de smaa!« og saa løb han, som naar det er Livet om at gøre .... Og Jens Bak er saa evindelig langsom i Vendingen! .... Seks Mil! .... Han kunde ikke tænke paa andet, mens Rædslen jog ham frem i den bælgmørke Nat ....
   Da Jens Bak var kommen af Sengen, havde faaet sig et Par Mellemmader, havde faaet Seletøjet paa Øgene og Vognen smurt, satte Søren sig ned paa en Trillebør, der stod i Gaarden, segnende træt og gennemvaad af Sved, mens Tankerne dundrede gennem hans Hoved i summende Vilderede, som naar mange Mennesker tale i Munden paa hverandre.
   Imens sade Jordemoderen og Maren Vibe og drak Kaffe, da den syge syntes at slumre. Foldebænken med strittende Halmstraa langs Randen var som en Rede, hvor Ungerne laa og sparkede i Fjerene. Stuens Luft, der var kvalm af de mange Menneskers Aandedræt, blev ophedet fra den næsten glødende Kakkelovn, saa den brændte paa Kinden. En Petroleumslampe, hvis Flamme osede op af et revnet Glas, oplyste Stuen.
   »Nej, naar jeg ikke kan faa en Taar Kaffe«, sagde Maren Vibe og tyggede paa Sukkeret, »saa kan jeg ikke være tilpas«.
   Jordemoderen nikkede bifaldende og blæste paa den rygende Drik.
   »Her var saamænd ikke saa mange Bønner, En kunde lave en Kop ordentlig Kaffe af«, vedblev Maren hviskende.
   Saa rejste den gamle Brander sig fra Sengen, hvor han havde kastet sig med Tøjet paa, og spurgte sørgmodigt: »Hvad tror du om det, Line?«
   Jordemoderen haabede det bedste, naar Lægen snart kunde komme.
   Da han gik ud, bøjede Jordemoderen sig tæt til Maren og spurgte, hvorledes det gik med den gamle nu om Tider.
   »Naar han kan faa Drammen, saa er det vel omtrent ved det samme, men her er jo ikke stort tilovers, kan du nok forstaa. - Jeg vadskede et Korn for dem den anden Dag«, vedblev hun hviskende, »og Søren har saamænd ikke uden tre Skjorter, og de er læmpelige, kan du tro, det ved Gud de er. Men stort skal det jo være alligevel. Han bygger Lade, og han planter Træer, men Folk siger ogsaa, at det er nok for, at han noget før kan gaa paa Sognet .... En bitte Taar til?«
   Ane vaagnede og klagede sig.
   »Det sølle Menneske!« sagde Jordemoderen, »nu kommer det nok!«
   »Guds Vilje ske! maa vi vel sige«, tilføjede Maren Vibe med Blikket skraat op efter og foldede Hænderne over Maven.
   Den syge Kvinde udstødte de Jammersraab, der ere hjerteskærende frem for nogen anden Lyd.
   Den gamle traadte til Sengen og strøg hendes Haand, der laa paa Dynevaaret. Han strøg den Gang efter Gang og sagde hele Tiden: »Bitte Ane! Bitte Ane!«
   Rundt om var der sort Nat. Kun ud fra den lille Stue blinkede Lyset, der brændte for det Vagthold, der vaagede, hvor Liv og Død snart skulde holde Brydetag.
   Henad Morgenstunden kom Lægen. Han saa sig hjælpeløs omkring i det overfyldte Rum, for han syntes næsten ikke, her var et Sted, han kunde hænge sin Pels.
   Søren og Faderen gik ude i Laden med Børnene, der klynkede og græd, og der hørte de Véraab og Smertensskrig, der skælvede i Dødsens vilde Angst. Og da hændte noget underligt med Søren. Det var, som han var ganske alene med Gud i Himlen, og saa syntes han, at et helt nyt, hidtil overdækket Lag i hans Indre, brød igennem, noget, han aldrig havde vidst at eje, og det vandt Skikkelse, traadte frit frem for Guds Aasyn og sagde: »Du faar lade mig beholde hende, Vorherre! ellers gaar det galt!«
   Siden blev han saa sælsom rolig.
   En Time efter aandede et nyt Liv under Sørens Tag. »Men«, sagde Lægen: »Ro og Diæt! - Og saa maa De virkelig sørge for at faa nogle flere Sengeklæder, for dette her kan Konen ikke være tjent med«.
   Om Morgenen, da Lampen slukkedes, og Dagens Graalys sivede ind ad de duggede Ruder, kom Peter Vibe og spurgte, hvorledes det stod sig.
   Han fik en Taar Kaffe, og Maren sagde til ham, at de kunde vel gerne tage nogle af Børnene hjem mod sig, da Ane skulde have Ro.
   Jo, det var der da ingen Ting i Vejen for.
   »Vi faar dem vel nok stablet sammen, - og saa kan Ane vel ogsaa laane vor Underdyne«.
   »Det byder sig selv!« svarede Peter og slubrede Kaffen i sig.
   Morgenens Døsighed efter en Vaagenat, fuld af Spænding og Bekymring, sænkede sig over Husets Beboere, der toge sig en lille Hvile.


Kapitel VIII >