WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

En Stridsmand




(1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VIII.

Paa en rasende Storm af Nordøst holdt Vinteren, barsk og bidende, sit Indtog over den nøgne Kyst og herskede med knugende Haand over de lave Huse bag Klitterne.
   Saa snart en bar, optøet Plet var at se paa de hvidfrosne Ruder, lod Vinteren den strax fryse til igen, at ikke en Solstraale skulde trænge ind i Hytterne, og naar nogen viste sig under aaben Himmel, piskedes han i Ansigtet af Sne og Hagl, eller Kulden sved den nøgne Hud, der ikke var beskyttet af uldne Lag, alt følsomt og levende søgte Ly for Vinterens haarde Vælde.
   Klitboen færdedes i Stald og Stue, i Lo og Lade som i dunkle Kældergange, mens Vinteren tærede paa Saltmad og Foder. Naar han røgtede om Aftenen ved Lygtens Skær, stængede han Døre og Lemme, skudrede sig og sukkede: »Gud hjælp den arme, der hverken har Hus eller Hjem!«    - Søren Branders Hustru maatte holde Sengen. Hun saa næsten aldrig Solen i denne Tid. De korte Dage vare kun som et Tusmørke paa nogle faa Timer, men Nætterne vare saa uendelig lange.
   Naar hun ikke kunde sove, lyttede hun til de mange Aandedræt i den lille Stue og ængstedes for, at de smaa skulde fryse. Ganske vist var næsten alt Gangtøj foruden Dækkener anvendte til Sengklæder, der ikke var øget i samme Grad som Børnetallet, men her var saa koldt, at hun gyste, hver Gang hun stak en nøgen Arm frem i Natteluften. Og nu, det ikke var nødvendigt at vaage med hende mere, kunde det ikke gaa an at fyre om Natten, thi Ildingen var dyr.
   Søren sov fast ved hendes Side; han havde nemlig vaaget hver Nat i lang Tid og omtrent en Maaned ikke været af Tøjet, kun blundet i Ny og Næ, naar Søvnen overvældede ham.
   Hvor inderlig god han havde været, tænkte hun, og dækkede ham kærligt til .... Mon hun nu ikke snart kunde komme op igen! Der trængtes saa haardt dertil. Den Smule, de havde i Saltkarret, var sikkert svunden alt for stærkt. Og Mælken! og Smørret! - Der var dog ingen synderlig Skik paa nogen Ting ... Maren Vibe var saamænd villig og flink til at se over til dem, men det var saa maadelig bevendt med hende til saadan noget .... Og Renligheden! At hun ogsaa skulde ligge midt i alle disse Ting, som hver Dag kaldte paa hende, det var forfærdelig pinligt ....
   Og dette maatte jo være stort Tab for dem! Stakkels, kære, gode Søren! - hun strøg ham uvilkaarligt over Haaret .... Ja, ja, Vorherre kunde da ogsaa hjælpe!
   Enten det nyttede eller ikke, kunde hun ikke lade være med at fortælle ham al Verdens Ting, som trykkede og pinte. Og naar de alle sov, og hun laa ene vaagen, saa syntes hun egentlig bedst, hun kunde ligge og snakke med ham .... Naturligvis forstod hun jo nok, at hun ikke var saadan saa troende, som hun skulde være, og som saa mange var, men hun kunde ikke gøre det bedre, og nu det paa saa mange Kanter lukkede sig om hende, syntes hun, det var det eneste aabne Sted for en Lysning ....
   Naar hun blot kunde blive rask, saa vare de jo unge Folk, og det kom vel nok til at gaa for dem paa en Maade. Alle kunde jo ikke have det lige godt, og Livet var jo ikke altid saa lige ud ad Vejen, - det var der jo heller ingen, der havde lovet hende .... Ak ja! Hun var saa træt og kunde dog ikke lade være at tænke paa saa mange, mange Ting, for Nætterne vare saa uendelig lange ....
   Naar Dagslyset skimtedes, krøb Søren af Sengen og fik tændt i Kakkelovnen. Saa skulde der laves Mad og hundrede andre Smaating var der at udrette.
   De fulde Fade stode inde i Stuen paa Bordet og paa Dragkisten, og endda var Mælken frossen. Dens Overflade var pudret med Støv, der havde fundet Vej derhen, uagtet Fadene vare dækkede med gamle Aviser. Mælken sugede Dag og Nat al den Os og daarlige Luft, her var, og Fløden stod gammel og vreden i en Krukke under Kakkelovnen.
   Den gamle hjalp trolig Søren med alskens Gerning, og som utydelige Skikkelser glede de ud og ind i den halvmørke Stues Taage, der rejste sig af Støv fra legende Børn, fra Sengehalmen, naar den rystedes, og Røg fra den utætte Bilæggerovn.
   Hver Dag snurrede Benene under Søren af den evindelige, hvileløse Trippen, som er forbunden med det kvindelige Arbejde i et Hus, og undertiden mørknedes hans Blik af Træthedens Gnaveri og Utilfredshed. Men saa kiggede han til Ane, hvis blege, magre Ansigt laa paa det snavsede Pudevaar, og hendes Smil lyste saa varmt imod ham, at han mærkede i sit Sind som en rindende Strøm af Glæde, der skyllede det gnavne Væsen bort. Og Benene flyttede sig atter let og villigt.
   Naar det randt ham i Hu, at det Lys, der her brændte for ham, for nylig havde været saa nær ved at slukkes, steg Lykkens Følelse i hans Bryst, og han maatte give hende et Kys.
   Men strax kaldte mangeartede og mangfoldige Ting ham igen ind i den daglige Optagethed af de allerførste og allernødvendigste Fordringer til Livs Opholdelse.
   Der var saaledes ikke megen Tid for Søren til at tænke paa noget andet end at holde Ilden ved lige paa Arnen.
   Og dog kunde der nok have været Anledning for ham nu i Terminstiden til at bryde sit Hoved, men dels havde han ikke Tid, dels var han træt og udvaaget, og desuden skyede han at fæste Tankerne ved Pengesager i denne Tid. Vel vidste han, at der forestod on Opgorelsns Stund; det skonnede han, som man efter visse Tegn skonner, at Uvejret kommer, - men endnu sejlede Skyerne i det fjerne.


Kapitel IX >