En Stridsmand

---

Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IX.

Den strænge Vinter havde jaget ethvert levende Væsen i sin Hule. Men nu var Naturens Orden atter oprettet. Solen herskede paany, Markens springende Vildt viste sig igen, og enkelte Jægere strejfede i Bakkerne. Klittens Folk krøb ud af Hytterne, og hen over don blændende Sneflade trak de hver med sin Kælke til Mølle med Sække, mons Grisene derhjemme gjorde et Spektakel, som de ikke havde faaet Mel i fjorten Dage.
   Sørens Hustru kunde atter tage sig af Husvæsenet, hvorfor hans Tanker bleve mere fri, og løsslupne tumlede de gennem hans Hoved uden at komme til Ro.
   Han gik udenfor og saa paa Ladebygningen, paa Digerne, Læbælterne, alle disse smaa Begyndelser, som nu laa tilsneede. Mon han skulde faa Lov til at fortsætte dem, naar Foraaret kom? - Det var vel rimeligst, at han til den Tid maatte pakke sammen, flytte bort med Hustru og Børn og sige Farvel til denne Plet, hvor han dog havde slaaet Rod. For alle de Fordringer, der nu strømmede ind paa ham, vare over Evne .... Købmanden! Doktoren! Apothekeren! Renter .... og næsten intet havde han at sælge til en kontant Skilling. - At han skulde kunne klare de Béter nu, det kunde ikke ske uden Mirakler! .... Det eneste. der kunde springe, var Grisen. Den var ganske vist bestemt til Saltkarret, men nu blev det ikke denne Gang. Men hvad forslog saa ogsaa det! .... Der var ingen Slags Arbejde at tjene Penge ved. Jorden laa frossen til alle Sider ....
   Saaledes tumlede Tankerne Nætter og Dage, Dage og Nætter, og jo længere Tiden gik, des mere indfiltrede de sig til et uigennemtrængeligt Vilderede. - I saadanne Stunder er det, at Fattigfolks Ansigt fures og ældes, naar Bekymringerne liver Time i Døgnet behersker dets Nerver og Muskler. -
   Søren gik vel ved sit daglige Arbejde, men der var ingen Glæde at finde, thi det laa paa ham i denne Tid som en ulidelig Tvang og Byrde og forekom ham at være ganske haabløst og uden Spor af Mening.
   Under disse Omstændigheder sank hans Hoved.
   Det, der skete i hans Ungdomsaar efter hin Skovfest ved Kratholm, var som et skabende Bliv over Sindets øde Grunde, som skød Urter og Blomster, en ny Verden opdukkede af Sjælens Dyb.
   Siden den Tid havde hans Evner og Kræfter samlet og ordnet sig om et fast Midtpunkt, det Maal, han havde sat sig. Det havde givet ham den ranke Holdning, og derom havde hans Tanker kredset, det havde fastholdt og ligesom taget i Tjeneste det i hans Personlighed, som vilde frem, som vilde kæmpe og vove. Men det i hans Natur, som vilde vige, Lysterne og det lave, sad uvirksomt tilbage, glemt og uænset for Livets travle Fremadhigen.
   Men nu vaagnede det glemte paany. Nu, han var ved at tabe Troen, nu Enheden og Sammenholdet flød ud med det synkende Maal, nu kom det mylrende fra Krogene i mange Skikkelser hver med sin lokkende Stemme.
   Da var der ikke længere eet, han vilde frem for alt. Da kendte han igen i sit Bryst de gamle gyngende Strømninger fra sin Ungdomstid, Trangen til sorgløst susende Lyst ....
   I denne Stemning og Sindstilstand stødte han en Aften paa Bolle-Mettes Hytte. Haanden paa Klinken og derind, før han næsten vidste af.
   Denne Kvinde, hvis tykke, sanselige Læber og læderagtige Hud gjorde et grovt Indtryk, og hvis sorte, urolige Rotteøjne skinnede af Begærlighed, forstod altid at trække Kunder til Huset, der var en velkendt Smugkro. Sin meste Søgning havde hun dog fra en fastere Kreds af Omegnens tvivlsomme Eksistenser, som her havde et Tilholdssted efter deres Sind.
   Siden kom han her oftere. Dagen efter angrede han det bitterligt. Men uagtet han vidste, at hans Hustru sad grædende hjemme, og Tanken herom skar ham i Hjertet, uagtet han bag sig syntes at høre en kærlig Stemmes bløde og inderlige Kalden, saa dreves han dog af Sted af en overvældende Magt, der var Farten i hans Tanke, Ilden i hans Puls og Styrken i hans Vilje. Og snart efter sad han bænket mellem Bolle-Mettes Stamgæster.
   Der var »Svenskeren«, en Slagsbroder med et Høgeansigt, et glubsk Blik og en uforholdsmæssig lang Næse. Der var »Kludesamleren«, hvis glinsende, kobberrøde, oppustede Ansigt var som en Svamp med blaa-sorte Porer. Og der var »Faare-Frederik«, hvis Tyverier Herredsfogden aldrig kunde faa ham til at bekende.
   De saa alle gerne Søren, naar han kom stormende ind ad Døren, som han havde nogen i Hælene paa sig, for saa vidste de, at Krudtet vilde fænge.
   »Ta' mig hundred', ta' mig tusind', ta' mig hundred' Tusind' brunstegte Jævler öppe fra Sverrigs Rike!« brølede Svenskeren og slog i Bordet.
   Snart var Sviren i fuld Gang. Kludesamleren sang en af Kartemagerens Viser, hvori det hed:

„Vi vil os fryde, imens det er Sommer,
Bladene falde saa hastelig af Træ,
og det skal være, før Alderdommen kommer,
og førend Gigten den gaar i vort Knæ.

Pigerne smile, naar Verden er sur.
Vin er den bedste af alle Slags Kur.

Mangen bær' Navn, som de aldrig fortjener,
mangen er stolt, for de ejer lidt Guld.
Jeg tør knap sige rent ud, hvad jeg mener:
Verden den er jo af Tiggere fuld!

En tigger Nøgler, en anden tigger Baand,
flere tigger Stjerner af den kongelige Haand."

   Svenskeren akkompagnerede ved at tromme-lomme paa Bordet, og Faare-Frederik blæste Tuba med Læberne ....
   - Men hjemme sad Sørens Hustru med Angsten dirrende i alle Nerver. Selv, naar han var hende nær med venlige Ord og bønfaldende Blikke, saa var Angsten over hende alligevel.
   Hendes mange Bekymringer bleve nu borte i Sorgens Mulm, som en Skare mørke Fugle forsvinder mod en voksende kulsort Sky. Opad Mulmet steg alle hendes Tanker, og tilbago i dette Mulm sank de igen.
   I Førstningen var Ulykken kommen over hende som en flængende Kniv i Hjertet. Senere var det, som Sten efter Sten brødes ned af det Hjemmets Værn, deromgav dem, og saaledos, syntes hun, vilde det blive ved, indtil de paa de sammenfaldne Rester i al deres Nøgenhed vilde blive et Bytte for ynksomme og medlidende Øjne. Det var, som hun hele Tiden kunde høre Lyden af den Grunds Hensmuldren, hvorpaa hun havde bygget sin Lykke.
   Og som Angsten steg, vidste hun hverken Vej eller Sti, og ingen Steds var der trygt at træde, men rundt om var alt som en hængende Gunge.
   Og Tiden randt kun draabevis. -
   Naar hun sad ene i Hytten, havde hun kastet sig paa Knæ og raabt til Himlens Gud om Hjælp. Dog, hendes Kvide voksede med Dagenes Tal, og Livet blev mere og mere vildsomt for hende.
   Men hun blev ikke træt af Bønnen, som hun bad gennem Dage og Uger; alle hendes Tanker, hele hendes Væsen samledes til en Bønnens Suk og Anraabelse.
   Og da var det, hun efterhaanden mærkede en Sindshvile, hun aldrig før havde kendt. Da var det, hun lidt efter lidt vandt et Fodfæste, der mangefold øgede hendes Bæreevne.
   Saa var Vejen bleven til at vandre. Men Sorgen fulgte hende dog Dagen igennem, og om Natten sad den ved hendes Seng og stirrede paa hende, naar hun vaagnede.