En Stridsmand
Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
X.
En Morgen vaagnede Søren, efter at han om Aftenen var kommen sent hjem fra Smugkroen. Der var fejet og rent i Stuen, men tyst og tomt, kun regelmæssig Knippen af det gamle Stueuhr var den eneste Lyd. Han vaagnede ikke til Hjemmets Liv med Børnenes glade Pludren, thi der var ingen Mennesker derinde. For ham var det en Stilhed, der satte ham ene. Den betød nemlig, at han fjernede dem, der stod hans Hjerte nærmest, mere og mere fra sig, saa der blev et bredere og bredere Bælte af Tomhed og Dødsstille mellem ham og dem.Han rødmede, som han laa og tænkte efter. - - Han vendte sig mod Væggen, og Angerstaarer trillede ned ad hans Kinder .... Nu skulde der være Slut! - Og dog, hvor ofte havde han ikke tænkt det samme, og hvorofte var ikke det gode Forsæt henvejret! .... Men nu! ....
Saaledes brødes Tankerne, mens Urets ensformige Tik! - Tak! mindede ham om Tiden, der ligegyldig og ufølsom for Kampen i Menneskets Bryst, gaar sin evige Gang, enten Livet eller Døden sejrer.
Han sprang rask op og klædte sig paa.
Der blev ikke talt mange Ord i Dagens Løb. Endda han gik saa ydmygt og bøjede af og gjorde sig lille, blev der tavst omkring ham, og naar der taltes, selv om de mest dagligdags Ting, havde Ordene en sørgmodig Klang som i et Hus, hvor et Menneske ligger for Døden.
Dagen efter gik ligedan. Da syntes Søren, at det gik for vidt. Han trak Brynene sammen og traadte fastere i Gulvet.
Ude i Loen traf han Faderen, der havde gaaet og mimret med Munden, som han havde noget paa Sinde.
»Hum! Du er vel ikke bleven i Lyst for Drik?«
Søren blæste lidt af det.
»Ja, det er meget farligt at blive i Lyst for det, min Søn!« vedblev Faderen med Taarer i de rødrandede Øjne.
»Aah!« trak Søren paa Akslerne og gik.
»Ak, ja! Det er jo ikke saa godt!« sukkede den gamle.
Men Søren sagde til sin Hustru: »En skulde næsten tro, her var Lig i Huset! Hvad er der i Vejen?«
Med stor Alvor, men roligt Udtryk, svarede hun: »Det ved du vel ligesaa godt som jeg. Og jeg gruer for Fremtiden. - Ja, det gør jeg, Søren!«
»Fremtiden! - Den har jeg vist tænkt lige saa meget paa som du!«
»Vil du leve den i Selskab med dem, du kommer sammen med hos Bolle-Mette?«
»Det er - saa bandte han - da ikke heller noget at gøre saa megen Væsen af!« svarede Søren og saa bister ud.
»Det er ikke ad den Vej, du bliver til den Mand, du har tænkt!«
»Hvad skal jog blive til, - hum!«
»Du har engang tænkt anderledes ... . Søren! Ved du, at jeg har været stolt af dig. Naar jeg hørte paa dig og saa dig gaa i Lag med Sagerne, saa har jeg syntes, at du var don raskeste Mand, der var til! - Jeg har kanske aldrig sagt dig det for!«
Ved disse Ord kom et Blink i Sørens brune Øjne. Han saa hen for sig og sagde ligesom i Tanker: »Vi ere for fattige! Vi reder os aldrig ud af det!«
»Tror du, jog er ræd for at blive en fattig Kone, saa tror du fejl!«
Han saa opmærksom paa hende. »En arm og ussel Stymper, der kommer paa Sognet, maaske paa Fattiggaarden! En foragtet Stakkel, en haanet Skabning uden Ret og Magt! - Er du ikke ræd for det!?«
»Nej, det gor mig ikke ulykkelig, det forstaar jeg nu, naar vi kan dele med hverandre. Men, hvis du vil gaa til den Side, hvor Bolle-Mette er, saa vil jeg græmme mig!«
Han fo'r op: »Har du haft nogen Grund til at skamme dig over mig endnu!« raabte han med lynende Øjne og traadte truende hen til hende.
Ane saa vist paa ham: »Du skrækker mig ikke, Søren! - Der er ingen Ting i Verden, der kan skrække mig!« sagde hun med løftet Hoved, »uden een Ting. Om du skulde blive en .... . et Menneske, som - som jeg ikke kunde agte; det er det eneste, jeg bærer Rædsel for!«
Som et Lyn var Søren ude af Døren.
- - - Den gamle Brander gik stille med Dørene i Sønnens Hus. Og det var tunge Tanker, han bar paa. Han saa tilbage over sit Liv og fandt let det mørke Punkt. Og saa spurgte han sig selv, om slige Lyster ogsaa kunde arves? Om den Ulykke, der nu truede Sønnens Hjem, ogsaa maatte komme som Forbandelso over lians hvide Haar?
Da samlede han de sidste Rester af Sindets Styrke og Haandens Kraft for at hjælpe til at holde Ødelæggelsen borte. Haandsnild, som han var, havde han ikke tjent saa ganske lidt ved at flette Haandkurve af Klitvæksternes Rødder, som han afbarkede og tørrede. I den senere Tid havde han ogsaa bundet store Tørvekurve af Enebærris. Nu sad han og jagede med dette Arbejde fra tidlig Morgen til ud paa Vinternatten. Kulde, Alderdomssvaghed og gammel Synd rystede det, skrøbelige Legeme, men det var som noget af Farten fra hans Ungdomstid paany blussede i hans Blod, og som han nu skulde oprette et helt Livs Forsømmelse.
Da der ikke var længe imellem, at han kunde give de unge nogle Kroner, blev Søren opmærksom paa denne Husflid. Her var maasko en Redningsplanke, tænkte han. Risene lod jo Gud gro gratis op af Jorden, og naar de nu alle, baade Ane, han og Børnene hjalp til, saa maatte der vel egentlig kunne tjenes dygtigt.
Snart var den lille Stue forvandlet til et helt Værksted. Over det sorte Lergulv laa strøet visne og grønne Snitlevninger mellem hinanden, og Enebærrens Smaabunker fyldte det snevre Rum med sin ejendommelig ramme og syrlige Duft.
Medens de andre Klitboere døsede paa Bænken i denne Vintertid, kunde Søren Brander køre det ene Læs Kurve til Købmanden efter det andet .... Det viste sig at være en ikke ubetydelig Indtægtskilde, som sprang, just som Pengenøden var størst.
Glæden spillede i den gamles Øjne herover. Men det kom snart paa det sidste med ham. Den sidste Tids Anstrængelser havde taget haardt paa ham, saa han blev mere og mere affældig, og da Vaarens første Tegn var i Luften, døde han.
Da han laa paa sit yderste, havde han haget sine Knokkel-Fingre i Sønnens Haand og sagt: »Lov mig! Lov mig, at ....«
»Jeg skal nok!« Søren trykkede hans Haand.
»Ja for - han trak Vejret dybt - »jeg er ræd, det kan slægte!«
Saa havde han vinket Sønnekonen hen til sig og givet hende den anden Haand. Dermed var Livets Lys slukket i hans Øje.
Men disse Ord om, at det kunde slægte, udaandet af en døende, der vel tog det sidste Overblik over sit Livs Regnskab, hvisket af en Aand, der ligesom holdt sig svævende over det mærkelige Livets Grænseskel, og som maaske derfor saa og hørte, hvad andre ikke saa og hørte, disse Ord vakte mange Tankor i Sørens Sind om Livets Alvor og dets Sammenhæng med andres, den Slægt, der gaar forud, og den, der kommer efter.
Sjældnere og sjældnere kom han nu i Smugkroen, især siden den store Samtale med Ane. Under hin Ordveksel havde han skønnet, at han ikke kendte hende til Bunds, thi da hun hin Dag sagde, at intet i Verden kunde skrække hende, da syntes han, hun groede i Vejret for hans Øjne og blev større, end han havde troet, hun var. Det Blik, hvormed hun da saa paa ham, var ligesom Lyset fra et indre Liv, han hidtil ikke rigtig havde kendt, skønt de havde levet saa længe sammen ....
End nu ham selv? - Ja, hvor ofte havde han ikke mærket nye Lag af ondt og godt bryde frem af Sindets dybe Grund, - ligesom der hver Stund viser sig nye Lag, naar mankuleg raver Jorden ... . Maaske det kunde blive vod nedefter. Og kanske der slet ingen Bund var i et Menneskes Sjæl ....
- Der var een Ting, Ane bar Rædsel for, men hun skulde ikke ængste sig, det skulde der nok blive sat en Bom for. Han vilde ogsaa nok vise, at han ikke var bare Melgrød.
Og saa gik han og rullede sin Spændkraft sammen som en Fjeder.