En Stridsmand
Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XII.
Nu var det store Spørgsmaal, hvor Pengene skulde komme fra. Hvis han vendte tilbage til Jens Norgaard, havde han Følelsen af at gaa under Aaget som et Trældyr, og denne Tanke pinte ham. Vel skulde han aldrig ømme sig ved at lægge sig i Selen, naar han selv maatte afgøre, hvor Tømmen skulde hvile, men at hoppe efter Nørgaard-Mandens Piskeknald, fandt han uudholdeligt.Saa klædte Søren Brander sig paa og begyndte Tiggergangen om Laanet.
»De Penge kan Jens Nørgaard jo sagtens lade staa i Huset!« svarede den første, han henvendte sig til.
»Jo, mon ....«
»Og det er ogsaa noget, han aldrig nægter!«
»Ne-j, saamænd, men ....«
»Desuden er det jo ogsaa det eneste naturlige, da han har solgt dig Jorden!«
»Jo, men ....«
»Hvad?«
»Vi er bleven en Smule uens, Jens og mig!«
»Ha! ha! - Ja, naar du har Raad til det, saa er du ikke saa meget at ynke. - Hvad er der i Vejen?«
Søren fortalte det.
»Ja - he! Saadan en Krumm' maa du s'gu finde dig i. Naar du er stillet, som du er, saa gaar det heller ikke an at være for stivhalset!«
»Om ogsaa En skylder en Mand nogle Skillinger, saa skulde En endda alligevel have Lov at bære sit Hoved, som En selv tykkes. Det har jeg da i al Fald most Lyst til!«
»Du er ikke grov gammel, Søren! - Nej gaa du bare hen til Jens Nørgaard, saa slipper du allernemmest ud af den Klemhærke!«
Men Søren stilede sine Fødder mod den næste Mand, hos hvem der kunde være Haab.
Hele Dagen gik han sin Fattigmands Gang fra Gaard til Gaard. Og uagtet han, hver Gang han stod med Haanden paa Dørklinken, ønskede sig langt, langt borte, saa faldt det ham dog ikke ind at opgive Ævret, thi han dreves frem af sit unge, higende Blod.
Sidst paa Dagen traf han Møller-Jens i Huggehuset, hvor han sad med Messing-Brillerne dinglende paa den yderste Næsetip og snittede.
Mølleren forandrede hverken Mine eller Stilling, men vedblev at bruge Tollekniven, indtil Søren havde fremført sit Ærinde med saa varme og veltalende Ord, som hans pinlige Stilling tilskyndede.
Da løftede Møllor-Jens et Par kolde Tinøjne over Brillerne og sagde med en Gravrøst: »Jeg har fattige Folk nok i min egen Slægt!«
Dermed tillukkedes hans tynde Læber for enhver yderligere Ytring. Kun de kolde Tinøjne hæftedes paa Søren og ligesom skød ham baglængs ud af Huggehuset.
Tre Dage i Rad gennemgik Søren Brander den Smerte, som det er at gaa fra Menneske til Menneske og faa Nej alle Vegne, Tiggergangens Lidelse.
Tung i Sindet, træt og ør, vendte han tilbage til sit Hedehus. Langsomt flyttede han sin Fod.
Men da han kom ud paa den aabne Slette og mærkede Søluftens friske Sus om sit unge Hoved, bortvejredes de triste Tanker. Fugleskaren sang jo til Arbejde og Virksomhed, for hans Øje bredte sig de udyrkede Flader, der ventede paa hans Arms Kraft, og op mellem Vinterens visne Blade tittede Foraarets grønne Spirer. Han kunde ikke sørge, thi i hans Sjæl følte han Vaarens spirende og skydende Liv.
Og dog, - hvor Pengene skulde komme fra, det var endnu det store Spørgsmaal, som han alligevel ikke kunde blive kvit ....
- - Et Par Dage efter, da Jens Bjærg sad hos Søren og taltes ved om en Akkord paa Tørvegravning, de havde sluttet med et Teglværk, fortalte Søren, at Niels Pind havde lovet ham de manglende Penge. »Og jeg kunde jo aldrig have tænkt det, - saadan en Skindskraver! Kan du forstaa det?«
»Jo, jeg kender mine Lus paa Gangen«, svarede Jens. »Niels Pind er af den Slags Folk, der vrider den yderste Drip af enhver Stakkel, han har med at gøre, men til den anden Side, - gør han Folk en Tjeneste, saa husker de det gerne!«
»Ja, ja!« sagde Søren med straalende Øjne, »nu er vi da over det for den Gang .... Nu skulde der helst lidt Fut paa' en!«
»Ja, vi kan tage fat i Morgen for min Skyld. - Og naar Ane vil med, saa kan jo de mindste Børn komme over til vores!« -
Tidlig næste Morgen drog den lille Skare ud, væbnede med skarpslebne Redskaber. Hver af Mændene kørte en Trillebør, Ane bar en Kurv med Pandekager og Mellemmader, og et Par Smaadrenge, der næppe havde faaet Søvnen af Øjnene, trippede ved Siden, mens Lærkerne, hvor Toget skred frem, svang sig syngende fra Tuer og Risbuske.
Det flade, lynggroede Klitland gik jævnt over i den vidtstrakte Mose mod Nordøst, hvor Udsynet lukkedes langt borte i Himmelbrynet af Tørveskruernes utallige, sorte Smaakegler, bag hvilke de rødmende Skyer lyste af Løfter og Forjættelser.
Som Solen steg højere og højere, kastede Mændene Halsklæde og Vest, og Spaden skar sig gennem, den glatte, fedtede Mosejord, mens Børnene læssede paa og læssede af de Tørv, som Ane trillede fra Graven til Udlægnings-pladsen.
Og som Lag paa Lag bænkedes op, og Søren mærkede Kræfterne strømme gennem sin unge Krop, nikkede han og sagde som for sig selv: »Det stejle, Jens Nørgaard! Nej, det skal du ikke være Mand for at ta' af Søren Brander!«