En Stridsmand

---

Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

XXI.

En Efteraarsdag svang Søren Brander Plejlen over den ny Sæderug, der dansede paa Logulvets Fjæl. End ikke i sin Stue havde han saadant Gulv, men han skyede hverken Udgift eller Umage over for det, der kunde fremme Renligheden i hans Tærskelo. Hver Gang han betraadte dette Sted, hvor Markens Velsignelse skæppedes op i Tøndemaal, trak han først sine blankslidte Skifte-Træsko paa. I glad Alvor færdedes han her, og under Ansvar vaagede han husholderisk over, at intet spildtes.
   Her stod han lunt inden Døre i den raakolde Efteraarsdag og frydede sig ved de modne Kærner, der sprang frem under »Slagvollen«. - Hvis Avlen saaledes vedblev at tiltage, var der Sandsynlighed for, at han til næste Aar blev nødt til at bygge et nyt Stykke Hus igen. - Ja, saamænd, Guds Velsignelse var saa meget! .... Bare han kunde holde ud at slide med det! I den senere Tid havde han faaet det saa slemt med Stikken i Brystet og Værk over Lænderne. Men det forstaar sig, det var jo Synd at klage, som han her stod med Huset fuldt af Guds Gaver, ligefrem stoppende fuldt af dejlige Kærve i hver en Krog og Udskur! - - - Han troede nu ogsaa nok, han avlede bedre end de andre Klitboere - tænkte han videre og smilede - se, Driftsmaaden gjorde jo saa meget, og de andre, de havde ikke rigtig ....
   I det samme kom hans Smaadrenge løbende og sagde forpustet ind ad Lugen, at Øget laa og spjættede i den store Skelgrøft og kunde ikke bjærge sig selv.
   Med et Udbrud kastede Søren Plejlen og løb paa bare Sokker til Stedet. Rask greb han fat i Øgets Manke og rykkede til af alle Kræfter, - men det kendtes ikke.
   Børnene joges hjem efter Reb og Redskaber, og Ane stod paa det opkastede Grøftemudder, vuggede med Overkroppen og sagde: »Hvad skal vi dog gøre! Hvad skal vi dog gøre!«
   Saa blev der hevet og halet af al Magt, men forgæves.
   »Hum! hum!« sukkede hun.
   »Bare hun ingen Skade har taget!« sagde han. »Vi maa prøve igen!«
   Men efter hvert nyt Forsøg sank Dyret magtesløst sammen, hældede Hovedet mod Grøftesiden og vaandede sig i lange Pust.
   Søren saa sig omkring som efter Hjælp og sukkede.
   Ruskregnen sivede og sivede ned gennem den tykke, taagede Luft og klistrede Øgets lange Hale ind mod Skindet, saa Ribbene traadte frem som Tøndebaand. Og hver Gang Søren flyttede en Fod, kvasede Vandet ud af hans med Vadmelsklude forsaalede Hosefødder.
   »Havde vi bare haft et Par Mænd til!« tænkte Søren. Men han sagde ingen Ting, lod blot Øjnene og Tankerne løbe i Retning af Klithusene. Hans Aasyn mørknedes mere og mere.
   Noget efter klagede Ane: »Vi mægter det ikke, Søren, - ene to«.
   Ved disse Ord fo'r han ivrig op og raabte med lynende Øjne: »Fat igen! Nu skal hun op!« og saa spændte han sig krum i fortvivlede Tag.
   Og han, som ellers var saa varm en Ven af alle umælende, lod det hagle med vrede Ord og haarde Slag ned over sit eget skindmagre Øg.
Men det blev liggende med Kroppen halvt i Vand, skælvende af Kulde og Skræk og Udmattelse.
   Da Søren ligesom havde raset Kraften ud, dirrede hans Lemmer af Overanstrængelse, og han følte Graaden i sit Bryst.
   Saa faldt Mørket paa.
   Flere Timer senere fandtes de her endnu i den sorte Nat. En Dreng holdt i sin rystende Haand en Lygte, hvis Skin kastede et højst sparsomt Lys over de to dunkle, gravende Menneskeskikkelser og stundom et Glimt paa Spadernes blanke Metal. Der arbejdedes uden Ord. Kun Redskabernes Muslen i Jorden.
   Ved umaadelig Møje lykkedes det endelig at faa Dyret slæbt ovenfor til Hvile paa nogle sammenrevne Kartoffeltoppe.
   »Saa var det, om vi havde en Smule, hun kunde faa ind!« sagde Søren og vred Regnen af sin Hue.
   »Jeg véd skam ikke«, svarede Ane, »jeg tror ikke, vi har flere Skorpionolie!«
   »Ja, da skulde det endelig være noget, der kunde rive og kradse!«
   Ane holdt Lygten frem: »Ok, sølle Dyr! Det løber saamænd af Øjnene paa den!«
   »Ja, bitte, gule Øg, nu er du en slap Karl!« sagde Søren stille og klappede dets vaade Skind. Derefter trak han sin tykke Trøje af og hyllede over det.
   »Mon hun staar det igennem?«
   »Gud véd det!«
   »Det er sandt!« udbrød hun, »vi har da en Slant Petroleum, om den kunde gøre noget godt?«
   »Lad os prøve det; det kunde endda være, at det kunde komme til at rumstere i Livet af hende!«
   - - Ingen af dem fik Søvn den Nat. De gik og puslede om det syge Dyr. Eller de stode tavse og stirrede paa det, gysende i den kolde Natteluft.
   Hen paa Morgenstunden sagde Søren med eet: »Nu drawer hun!« og saa lukkede det gule Øg for stedse sine Øjne.
   »Det var en stor Forlis!« sagde Ane med Taarer i Øjnene.
   »Og hun var endda saa møj den skønnest af de to!« tilføjede Søren sørgmodigt.
   Saa blev der ikke talt mere om det. -
   Da Søren Dagen efter kastede en Grav til det døde Skrog, kom Niels Pind med Bud om, at Søren til Foraarsterminen maatte skaffe ham hans Penge, da hans Datter skulde giftes.