En Stridsmand
Johan Skjoldborg (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XXII.
Ved aarelang Udholdenhed var det lykkedes Klitboerne at tvinge Sogneraadet til at bygge en Skole ude paa Sandene. Det var en enestaaende Tildragelse, og Sejrens Glæde voksede med Murene paa Skolehuset, der var dem et Civilisationens Tegn midt i Ødemarken.Der var imidlertid ogsaa noget andet, som samtidigt tog til at vokse: Søren Branders Anseelse.
Ingen havde glemt, at det dog var ham, der oprindelig havde sat Skolesagen i Gang, og nu, da Sejren var vunden, huskede man det for saa vidt bedre, som Glæden gør Menneskets Hjerte velvilligt.
Det afgørende var dog de grønne Træer, der virkede saa frisk mellem Klitten og Lyngens graa og brune Masser, og som hele Tiden vilde drage Opmærksomheden til sig, - de bleve et uomstødeligt Bevis, som daglig groede for Klitboernes Øjne.
Ingen kunde nægte, at Plantningen nu stod i Flor, at Flyvesandsbankerne vare dækkede paa den bedste og smukkeste Maade, at Læbælternes Række lunede for Sæden, at Søren dels paa Grund heraf og dels for sin Driftsmaades og Dygtigheds Skyld var den forreste Avismand. Alt dette kunde Beboerne ikke nægte i deres stille Sind. Men dertil kom, at Vurderingsmændene ved Omordningen af Kreditforeningslaanet fandt hans Husmandsbrug saa veldreven, at det nye Laan rigeligt dækkede Niels Pinds Fordring ud over det oprindelige Laan, og at de lode sig forlyde med, at Træplantningen i ikke ringe Grad øgede Ejendommens Værdi, samt, at Søren samme Sommer blev tildelt Diplom og en Sølvstob med følgende Indskrift: »Søren Brander for Træplantning fra Hjørring Discontobank«, hvilket stod paa Tryk at læse i Amtstidenden.
Se saa var der jo ikke længere nogen Grund til at dølge det, som man tænkte.
- En Dag traadte Jens Bjærg og tre andre Mænd langsomt ind i Sørens Stue. Langt om længe kom det frem, om Søren ikke vilde være saa god at retlede dem en Smule, for nu vilde de ogsaa til at prøve.
Deres Miner og hele Adfærd røbede en vis Tilbageholdenhed og Usikkerhed, de varsomme Ord ligesom følte sig frem. Derimod talte Søren med en Fasthed, der ingen Tvivl lod tilbage, og Ordene ledsagedes af et Blik, der ingen Hindring syntes at ænse. Hvad han i lange Aar havde gennemlevet, gjorde hans Ansigt udpræget frem for de andres. Livets Kampe havde gjort ham til en moden og myndig Mand.
»Naa, I vil ogsaa til at tage fat!« sagde han og saa vist paa Mændene.
Ja, det skulde da forsøges.
»Se, for det første skal I i Plantningsforeningen, og siden skal jeg nok sige Jer, hvordan I skal bære Jer ad. - Men det, I planter, skal lyses i Hegn!«
Ja, det skulde jo saa. -
»Naar bareste det nu vilde gro ude hos mig!« ønskede Anders Bak.
»Lad os blive fri for den Snak!« svarede Søren af færdigende.
»Ja, men Bunden er saa nederdrægtig sur, Søren!«
»Ser du, Anders Bak! Dersom nogle Trær gaar ud, saa maa der jo andre i Stedet. Gaar de halve ud for Eksempel, saa maa du plante efter, og hvis de gaar ud allesammen, saa maa du jo om igen; saadan gaar det jo til. Men tilsidst kommer de ligegodt til at staa der, hvis du vil!« sagde Søren med Vægt .... »Stop Piben, vær saa god! - Og saa kunde vi gaa en bitte Tur udenfor«. - -
»Det er s'gu en Fornøwels at se det!« bemærkede Jens Bjærg, da de kom ud i Marken.
Søren vendte sig og sagde halvt spøgende over Akslen: »Jeg har altid syntes, at det var skønt, om Folk kunde se noget nær, hvor En boede, he!«
»Nu har du til visse et skønt Hus!«
»Det kan jo gerne gaa an .... Men vil I nu ikke se!« vedblev Søren og pegede paa Sivene, der stak frem langs Agerrenerne, og Lyngen, der kom listende. »Det er straks kendt, naar En ikke justement kan hænge i Selen hele Tiden. Og siden jeg fik det lede Hold i Ryggen, saa kan jeg ikke holde ud saadan som før .... Og meget er her jo ogsaa til eet Menneske at overfare!« sluttede han og slog en Bue i Luften med Pibespidsen.
»Klitten er jo baade ond og god!« sagde Jens og strøg sit lange Skæg. »Men to vi hugger os igennem li'esaadanne!«
»Hvor der er en Villie, der er jo ogsaa en Vej!« svarede Søren. »Ja, der er. - Men for Resten kunde det være, det var klogest, har jeg sommetider tænkt, om hele Klitten blev plantet til, og vi fik et Hjørne god Jord et andet Sted!«
»Den var saamænd aldrig en Kærne for god til det!« sagde Anders Bak og spyttede, »aldrig s'gu det mindste!«
»Nej, en Mærsk er den jo ikke!« tilføjede Trine-Lars og rømmede sig.
»Vi kan jo nok leve her,« tog Søren igen Ordet, »men - æ - hvis vi samlede alt det Arbejde, vi nu spreder over det store Areal, sammen paa en bitte Plet rigtig god Jord, vil jeg sige, saa skulde En tykkes, det kunde frugte, saa det basked' til noget - hvad?«
»Jo, men det er med at faa Kløerne i den!«
»Ja, det er jo det! Og saa véd vi nok, her har vi det jo saadan mere rummeligt!« ....
»Sikke Byg! Sikke Byg! du har Søren!« sagde Trine-Lars og vuggede med Hovedet.
»Det er rigtignok ogsaa bedst her inde i Læ af Træerne«, svarede Søren, »men det kan rigtig godt gaa an li'esaadanne!«
- Efter at have sét paa alle Herlighederne, efter fra det højeste Punkt i Plantagen at have sét flere Mil over Land og Hav og talt mange Kirker paa Himmerland og helt nede i Højvendsyssel, vendte de tilbage til Sørens Stue, hvor Ane trakterede med Kaffe. Søren gik til sit Hængeskab, tog Sølvstobben, der var omhyggelig indpakket i Papir, og satte den frem paa Bordet.
Og Mændene eftersaa den nøje baade indvendig og udvendig, den ene efter den anden.
Ved Aftenstid, da de fremmede vare gaaede, sagde Ane: »Aa, jeg er saa glad og godt tilpas, Søren!«
»Der er jo baade ond' Daw' og god' Daw' til, min Pige!« svarede han og kyssede hende, hvorefter han begyndte at klæde sig af.
»To jeg bliver saa stind som en gammel Helmus! - Jeg kunde nok trænge til noget Benmel, he! he! - Ja, det er noget styv Straa, der gror paa Sandet, he! .... - Du kommer mins'æl til at tage ved mine Bowser, Ane! .... Det Hold gør da ogsaa nedersaksisk ondt i Aften!«
Snart efter sænkede den lyse Sommernat sig som en smuk Drøm over Jorden.