WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

En Stridsmand




(1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XXIV.

Søren Brander laa nu hele Tiden i Sengen, klagede sig for Brystet og hostede og harkede Blod og Slim og grønne Væsker, - og kunde ikke komme til Ro. - Naar Øjet nu ikke mere kunde se denne Verdens Lys? - Hvorledes vilde Mørket blive? - Naar Døden havde suget den sidte Smule Marv, og kun de hule Knokler var tilbage, og hans Legeme var bleven et Aadsel? ....
   Det blev en hel Række ny Spørgsmaal, som holdt paa at bore sig ind hos ham, og som han ikke kunde blive kvit.
   Ane bad i Løndom enfoldig for hans Sjæl, og hver Dag læste og sang hun for ham i Salmebogen og talte ogsaa til ham om Gud, som skænker Liv og Død og alle Ting, og som har et godt Sted og et blødt Leje til alle dem, der ere udslidte, trætte og besværede. Han syntes, det var kønt og rart at høre de gamle, højtidelige Ord og Toner, - men der var intet sikkert Svar for ham deri.
   Saa kom der en sælsom Nat.
   Han mærkede over Sjælen ligesom et Pust, der vakte hans aandelige Evner til en ukendt Klarhed. Det var Suset af Dødsengelens Vinger.
   Og det var, som han fik sit Liv paa Afstand og kom ud paa den yderste Livets Pynt.
   Her fra saa han i et eneste Overblik alle sit Livs Oplevelser. Der laa det for ham alt, hvad der var sket siden den Tid, han først kunde mindes, og ind til denne Stund, det smaa og det store og det, som han forlængst troede sænket i Glemsel som Sten i Vand: et helt Livs Minder, mylrende frem i et Nu.
   Og disse Minder fik Mæle. Men de talte Bebrejdelsens tunge Ord, det forfærdelige Sandhedssprog, de anklagede, forbandede og fordømte, og der var som tusinde Tunger, der raabte imod ham ....
   Slaaet af Rædsel vendte han sig bort til den anden Side, - men dér saà han fra Livets yderste Pynt kun Dødens sorte, glidende Strøm. Og af alle hans Livs Minder var der ikke eet, som kunde bære ham over.
   Da forstod han, at der gives et eneste stort Livsspørgsmaal. Han sank i Knæ for den tusindtungede Anklage og skælvede for Dommen.
   Saaledes laa han den ganske Nat.
   Saa begyndte hans Barnealders Klokker at ringe, og der blev saa stille i hans Indre som i en Kirke, hvor Menigheden sidder med bøjet Hoved. Nede fra Sjælens Krypt, hvor Barneminderne havde siddet gemte i mange, mange Aar, tonede de nu som en hellig Sang gennem Stilheden, og hans Moders Røst sagde disse faa Ord: »Fader vor! Du som er i Himlen!«
   Uvilkaarligt foldede han sine Hænder, og da disse gamle Ord paany bleve levende paa hans Tunge, saa stod det saa fast og sikkert for ham, at naar han skulde glide ud over Dødens Vande, saa vilde en kærlig og almægtig Haand gribe ham og holde ham fast. - -
   Om Morgenen sagde han til sin Hustru: »Det bliver snart Flyttedag for mig!«
   Hun hældede sig over ham og sagde, at han jo godt kunde komme sig igen.
   »Nej, der har været Bud efter mig! .... Det er, som jeg har været ude at tjene og skal nu hjem igen. Hvis jeg skulde prøve det een Gang til, Ane, saa vilde jeg lægge mere Mærke til, at der er en Himmel oven over Jorden, for ....« Han blev afbrudt af et Hosteanfald.
   Hun kunde intet sige for Bevægelse. Hun rettede paa Puderne. Taarerne dryppede fra hendes Øjne.
   »Aa, ja!« - sagde han igen - »hver har jo sin Tjeneste; jeg har haft min. Vi er i Grunden Tjenestefolk alle sammen! Og saa en Gang kommer den store Flyttedag!«
   Han tog hendes Haand og blev ved at holde den fast; det skulde være det sidste, han vilde slippe her.
   For sidste Gang lod den gamle Stridsmand saa i Tankerne Blikket glide ud over sine Agre, der bølgede bag grønne Hegn, det lille Kongerige, han havde erobret fra den raa Klit. Og saa sagde han til Sønnen: »Lad mig se, min Dreng, at du aldrig giver dig fortabt. Jeg skal fornemmelig sige dig, hvad du gerne kunde tænke ved imellem Stunder: den, der vil noget, han kan ogsaa noget!«
   Han døde en let og rolig Død.
   Rundt omkring hans Plantning ere andre voksede op. Og naar Vestenvinden farer hen over de jydske Klitter gennem Naaletræernes Toppe, saa suser det højtidsfuldt og sørgmodigt om Søren Branders Eftermæle.