Hjemkomst
Johan Skjoldborg: Dynæs Digte (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Nu står jeg her, hvor jeg så ofte stod,
ved Laven grønne Landingssted,
hvis Bolværk Hjulsø skvulper mod ...
Der ligger Dynæs!
Endnu det i mit Hoved tumler,
Ekspres-Spektaklet, Hjul, der rumler
evindeligt svabakki - bakki - bakki,
og jeg har Støv og Lugt af Kul i mine Klæder,
i Sind de døde Pletter, Rejse-Rusten æder ...
Hvad har jeg med til Hjemmets stille Kyst?
Min Længsel, ak, kun den jeg har,
kun denne Sugen i mit Bryst,
Dynæs!
Min Båd den ligger klar, og rask ombord jeg springer;
jeg hastig hejser Sejl og Hatten svinger.
II
Min Båd mig bærer over dybe Vande,
som Fuglen af sin Vinge løftes
igennem den høje Luft,
hen, bort fra Verdens Larm mod stille Strande,
så blidt, som Græssets Strå af Vinden vugges
i dunkle, urtidsfjerne Drømme
ved Hjulsøens stille Bred,
hvor det af Bølgestænk på Dynæs dugges.
Når blev jeg sådan, let og fri for Sorgen
og Døgnets tunge Skygger båret
som gennem en hellig Luft?
Det var i Barnetidens skønne Morgen.
Min Båd herefter Moders Navn skal bære,
fordi du bar mig ved dit Hjerte
og siden i Kærlighed,
min lille gode, elskte Moder kære.
III
Du var en lille, stille Kvinde
med Hvergarnskjole på,
og over Håret Sirtseshuen
så smukt om Panden lå.
I vore to små, pæne Stuer
du færdedes omkring;
dit Virke øved du så stille,
som var det ingenting.
Du satte dig om Dagen trolig
til Vinduet hen at sy;
i Kone-Selskab kom du aldrig
og aldrig fjernt af By.
De mange små og store Skibe,
du så bag Fjordens Strand,
så eventyrlig svandt derude
ved Mors og Himmerland.
De hvide Sejl du langsomt fulgte
med Længslen i dit Bryst
og drømte om en ukendt, herlig,
vidunderdejlig Kyst.
Når jeg kom hjem, jeg så bag Ruden,
du sad i Bænkekrog
så stille for dig selv og læste
den gamle Salmebog.
Du løfted, kære Mor, dit Øje
og stirred over Jord,
hvor nu omkring i vide Verden
vel dine Sønner for.
Så folded du, min gode Moder,
der hvor du sad i Løn,
de knokkeltørre, kære Hænder
og bad så fast en Bøn.
Og dine dybe, rene Øjne
jeg glemmer heller ej.
De siden leded mig og lyste
som Stjerner på min Vej.
Ak Mor, hvad er vel Sønnens Sange?
Kun Blomster på din Grav.
Men Kærligheden i mit Hjerte,
den blomstrer aldrig af.
IV
Min Far, min frie, stolte Far,
der bar så højt din Pande
op over Mængdens jævne Med
og Tidens stride Vande,
fordi du havde i dig selv
så fri og glad og høj en Sjæl,
der løfted dig mod Himlen.
Du åbnede din Hyttedør
for -ismer og for -aner,
for Præster, Rigsdagsmænd såvel
som Landevejs-Kumpaner;
de var dig alle lige kær,
når ved vort Bord de sad dig nær
og Skæmt med Alvor skifted.
Da gik din Tale stundom dybt,
og var den mørk til Tykke,
du hented dog til Lyset op
så mangt et ædelt Smykke,
og af din rige, lyse Ånd
du strøede med så rund en Hånd
dit Guld til alle Sider.
Til Tider var din Tale hvas,
i Hjertets Flamme hærdet;
da skar den gennem Lavsinds Værk
så kæk og uforfærdet.
Du en usynlig Krone bar;
man følte straks hos dig, du var
en Konge i en Hytte.
V
Se, de har Flaget hejst, de ved, jeg kommer;
så festligt vajer det og vinker
højt over Hjemmets Tag ...
Å, hvad i Verden er som Dynæs Sommer!
Det gamle Æbletræ har lyst sin Krone
med forårs-skære Blomster smykket,
og oppe fra Kuplens Top
ud til mig klinger Droslens klare Tone,
mens Båden over Bølgekamme skrider,
som Buen over spændte Strenge,
og Søernes friske Sus
i Sommertoner stryger Stævnens Sider.
Det også festligt i mit Hjerte synger;
ti under høje Popler ser jeg
mit lille, mit hvide Hus,
hvor Roser tæt sig op ad Muren slynger.
De blanke Ruder gennem Løvet smiler
med Solskinsblink og Velkomsthilsen;
og gennem den åbne Dør
min lille Edith ned mod Broen iler.
VI
Bølgerne nynner ved grønklædte Strand.
Her har jeg drømt og har leget i Græsset,
leget med Edith der ude på Næsset.
Grønklædte Strand!
Bølgerne nynner ved grønklædte Strand.
Her har vi siddet de Tusinde Gange,
lyttet til Søens og Fuglenes Sange.
Grønklædte Strand!
Bølgerne nynner ved grønklædte Strand.
Her har de yndigste Blomster vi plukket,
her har vi Sommerens Sol-Glæde drukket.
Grønklædte Strand!