Vi mødes atter her fra Dal og Banke;
fra Klitter, Kær, fra Hede, Skov og Strand
vi stævner sammen, Tanke møder Tanke.
Velkommen hid til Stævnet, alle Mand!
Vor Far drog tung og ene før i Tiden
ad Arbejdsstien ind til Bondens Gård;
vi under Sang os har forenet siden;
vor Fanes friske Dug i Vinden slår.
Vi glemmer ej en lille fattig Stue
med nøgne Vægge, Gulv af stampet Ler,
med sparsomt Brændsel kun på Ovnens Grue,
i Dynen Hø og Halm for Dun og Fjer.
Endnu vi hører Stormene derude,
hvor Udmarkshytten Uvejrsdåben fik,
igennem Sprækker eller utæt Rude
den Blæst, der var vor Barnetids Musik.
Vel har vi der vor Barndomsglæde drukket,
men stundom var der trist og fattigtyst,
når Mor med bøjet Hoved sorgfuldt sukked,
mens hun den mindste trykked til sit Bryst.
Her sad vor Far så tavs og tung i Blikket,
og mørke Skygger over Panden lå -
da standsed Legen, kun Pendulet dikked;
vi vidste alle, hvad han tænkte på.
Det Hytte-Minde i vort Hjerte brænder,
det slukkes aldrig, før vi går i Grav;
derfor vi nu vil knytte vore Hænder
til Kamp for Hyttens Børn og Rettens Krav.
Nu bør den Småmand ikke længer lide;
den gamle Samfundsbygning skal i Grus;
vi stiller os i Kamp på Lysets Side
og bygger Danmarks nye Folkehus.