Kvinden

---

Johan Skjoldborg: Dynæs Digte (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


(KVINDE-DELEGERETMØDE I RANDERS)

Jeg husker end, skønt det er længe siden,

en Mørkningsstund, jeg sad på Moders Knæ;

vor Hytte gav sig under Suk og Vriden;

det rusked i det gamle Piletræ;

så vildt og farligt Fjordens Brænding brølte,

for Døren skreg uhyggeligt en Ravn;

men Verden kunde briste, thi jeg følte

mig tryg og rolig i min Moders Favn.

 

Og grant jeg mindes Ellen, Engens Datter,

til hvem jeg plukked gule Blomster små,

og hendes lyse, klingre Barnelatter,

som jeg endnu så ofte tænker på;

af grønne Siv hun fletted mig en Krone

og om min Tinding svalt den glide lod;

jeg syntes stolt, det var en Kongekrone,

og at min Dronning ved min Side stod.

 

Jeg mindes også sødt en herlig Sommer,

der drog med lyse Nætter over Strand;

så ung og dejlig duftende der kommer

vel aldrig mer en Sommer til vort Land;

da gik der to langs Strandens våde Stene,

mens Bølgen lulled sig så blidt i Blund;

ak, intet er som dette ungdomsrene,

det allerførste Kys af Pigemund.

 

Jeg fandt en Ven, ja Livet til mig smiler,

en Ven, der trofast ved min Side står;

i hendes Hånd min Hånd så roligt hviler,

og hendes Tale til mit Hjerte når;

gi’r Tiden Rynker, Striden nok så drøje

og dybe Hug, og Rifter Rævens Klør,

jeg ser i hendes store, klare Øje

og bliver ung og rank igen som før.

 

Se derfor synger jeg til Kvindens Ære,

ja, hende vil jeg elske til min Død.

Vor bedste Kammerat, det skal hun være;

hun nænsomt hele skal, hvad vi forbrød.

Derfor en Gang, når hun er fri, jeg tænker,

med mange Ting det bliver bedre fat;

den Dag, da løst er alle hendes Lænker,

jeg svinger glad og højt min Kunstnerhat.