WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Majsang




: Dynæs Digte (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Hvad er det, der lysner i Skovbrynet frem

og blinker på Bølgen ved Kyst?

Hvad er det, der smiler for Øje og Kind

og jubler og ler i mit Bryst?

Det er Maj, der er kommen til Danmarks Land

med Sol over Bakker og Dale,

med Blink til hvert Øje og Lys til hvert Sind

og Glans til hver Sang og hver Tale.

 

Hvad er det, der ånder fra bristende Knop

og damper fra Markernes Muld?

Hvad er det, der dufter fra Jomfruens Hud

af Sødme så underfuld?

Det er Maj, der er kommen til Danmarks Land

med frodige, knopfulde Ranker,

med Grøde til Ungkarlens Skulder og Lænd

og Krydder til Pigernes Tanker.

 

Hvad er det, der nynner fra blånende Fjord

og suser i Havsøen højt?

Hvad er det, der klunker ved Skovbækkens Bred

og klinger i Solsortens Fløjt?

Det er Maj, der er kommen til Danmarks Land

med Toner, der liflige strømme,

med Klange til Længsler og lysende Håb

og livsdybe Menneskedrømme.