Åbent Brev til en Minister

---

Kaj Munk: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Hvad De aldrig forstår, Hr. Minister,
skønt hos Dem selv et Hjerte har Hvælv:
at et Menneske hellere mister
sit Liv, end det mister sig selv.
Ja, det regner De højst for en Frase,
og De vender Dem iskold bort.
Thi for Dem har kun Livet een Fase:
at spille klogt sine Kort.

Å, I kloge, hvor er I dog dumme,
så Enfoldighed ad Jer må le -
som om Jorderig kun skulle rumme
en macadamiseret Chaussé.
Det slår til på det flade at regne,
og det tamme kan klares med Kløgt.
Men Vulkanernes trodsige Egne
har Ministeren aldrig besøgt.

Det er muligt, at Panden kan bæres
i en Luft, der er kølig som Sne.
Jamen Hjertet er skabt til at næres
af en Lue, (som ingen kan se).
Til Kaptajn kan De selv Dem forfremme
ved Sejlads på et fersk Ocean.
Men Gud nåde Dem, går det i Glemme,
at det ender en Dag med Orkan!

Ja, smil De kun spodsk, Hr. Minister
og kald mig for Pøbel og Nar.
For »Intelligens« jeg mig drister
til at vælge mit Hjertes Barbar.
Nar er De, vil De Livsilden kue,
og så mene, det aldrig kan ske
at en Dag slår Vulkanen sin Lue
gennem alle Betænkelsers Sne.

Ak, De får det ret aldrig i Hodet
ja, De kan vel slet ikke forstå,
at rødt er i Hjerter os Blodet,
men Hjernens Celler kun grå.
Og aldrig blev Samson Filister.
Før sprænger han Templets Hvælv
for Fjenden at knuse, Minister,
om så han skal knuse sig selv.