Ajax
Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Husker De, da De første Gang kom ud for den Utrolighed, som hedder »stående Hund«? Det blev min gæve Ven Mejeribestyrerens sorte Ajax, der førte mig ind i den Oplevelse.
Ud sprang vi af Bilen og ind i Kartoffelmarken, hvor Hunden pludselig stivnede og i en forvreden Stilling stod som en Hustru til Lot. Jeg troede, den var blevet syg, måske »slåen« af en Hugorm, om det kunne virke på den Måde, men Rasmussen lo ad min Pattebarnssnak og forklarede mig overbærende, at det betød, at dér lå Agerhøns. »Lad os da så løbe derhen,« råbte jeg lige vantro og ivrig, men i Stedet gav han sig til at snakke med Kartoffelopsamlerne, om de havde set Høns der, om hvormange der var, om hvor de plejede at flyve hen. Imens holdt Hunden,sin krampagtige Stilling, som var den af Sten. Omsider begav vi os hen til den, og tænk! det passede virkelig, en 12-14 Agerhøns buldrede op, næ nu havde man da aldrig kendt Mage, jamen det måtte da være et rent Vidunderdyr!
Nå, det var gamle Ajax for Resten. Apportere brød han sig ikke om; men var der andre Hunde til Stede, gjorde han også det. Og ellers var der ingen Kunst, man med Billighed kan forlange af en »all-round-Hund«, uden at han mestrede den. Når Ajax trak an, så vidste man: »Nu vil der komme en Agerhøne, en Urfugl, en Sneppe, en Bekkasin, en liden langøret Mis.« Støde Vildt kendte han ikke til. Var Hønsene for nervøse i det, ringede han dem. Og han havde et nydeligt Tag på med høje Råb at servere Harerne ud af Småplantagerne til den rigtige Side. Forsigtigt gik han på Agerhøns, men på Urfugle hårdt. Han kendte sit Speciale så godt som nogen Professor sit. Ja, det var, som om han på Lugten kunne fornemme sig til, ikke blot af hvad Art Dyret var, men også af hvad Karakter - hvordan hvert enkelt Tilfælde skulle behandles. En ung Jæger, der skulle indvies i hele det Mysterium, som hedder Jagten, kunne ingen bedre Læremester og Fører have end Ajax. Jeg havde selv ingen Hund dengang og lånte den derfor af og til. Jeg er en god Jæger, hvormed jeg mener, at jeg oftest skyder udenom, og min Færdighed heri var naturligvis dengang betydeligt større end nu. Oppe på Højen tager Ajax Stand; op kommer en Høne; jeg får den min Sandten; ak, det var den gamle; nu flyver 14 Kyllinger op og kaster sig atter i Roemarken; dem rejser så Hunden for mig, alle 14, en for en; i Begyndelsen stirrer den forbløffet og vantro på mig, når Skuddet falder og Hønen fortsætter uanfægtet; efterhånden opgav den mig; d. v. s. den søgte godt nok videre, tog Stand, avancerede, rejste, men den ikke så meget som så efter Fuglen, når jeg skød, men var allerede i Gang med at søge efter den næste. Til sidst havde jeg kun Rævehagl tilbage, men det var umuligt at kalde Hunden fra Roerne, før alle 14 var ekspederet på Vingerne.
Den sidste Jagttur, den gjorde med os, var en Dag ind under Jul. Uden for en af Gårdene lå et Par Læs Risbrænde, og som Hunden blev tosset her! Den borede sig ind i Brændet, gravede i Kvistene, bed i Grenene, skrabede i Stammerne. »Lad dog Katten sidde,« sagde jeg utålmodig og gik; men Rasmussen stolede på sin Hund, Så kom min lille Gravmand til Hjælp, og de to holdt et Spektakel af den anden Verden. Vi var 4 Jægere, og de 3 af os havde givet op og den fjerde stod dårligt for, da Ræven omsider tumlede ud og for til Skovs med Hundene og 4 Par måbende Menneskeøjne efter sig.
Nu er Ajax død af den ubarmhjertige Alderdom, der ikke gør Forskel på Fæ og Geni. Men hver Gang jeg mindes den, føler jeg noget i Retning af, som når jeg tænker på Georg Brandes eller Olfert Ricard eller en anden af min Ungdoms store Afdøde, hvem jeg står i Gæld til for meget.