WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Alle Fronters Gud




: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Jeg er Herren. Ingen ydermere.
Løgn hver Magt, I ellers kommer ud for.
Luften, Jorden, Havet er jeg Gud for.
Jeg er Herren, alle Fronters Gud.
Bild jer ind, jer er det, der regerer!
Guddomsmagt har ene Kærligheden.
Derfor, derfor er jeg Gud for Vreden,
når I håner Kærlighedens Bud.

Mod jer længes Dag og Nat mit Hjerte,
mine Børn, mig alle dyrebare.
Gerne ville jeg jer om mig skare,
vise Vej jer gennem al Fortræd
Men I spytter ad min Godheds Kerte,
vil jer selv, og søger kun jert eget,
har i onde Hjerters Mistbænk plejet
uden Skam vor Fjendes Dragesæd.

Trampes Kærligheden ned for Fode,
vil I Livet til et Helved gøre
for hverandre, vil I ikke høre,
er jeg Gud for Nidkærhedens Harm.
Triumfer en Tid! vær vel til Mode!
Hvad du sår - du høste skal det samme.
Grib til Sværd, og Sværdet skal dig ramme
Langsom løfter jeg min tunge Arm.

Værgeløse Abessiniens Byer,
I, der kvastes midt i Fredens Virke,
mens jer Kejser knælte i sin Kirke,
løfted Bønner mod det stumme Hvælv!
de, der sendte jer de Bomber, flyer
nu fra deres knuste Hjem og skriger.
Han, der Fyrster jog fra deres Riger,
er nu Flygtning hjemme hos sig selv.

Jeg er Gud for Luften, Jorden, Havet;
alle Fronters Gud. Jeg gi'er mig Stunder,
Men jeg læger altid Retfærds Vunder,
slår med Knythånd Uret i dens Syn.
Spot mig, dræb mig, få mig vel begravet!
Se, jeg står her atter. Min er Dommen.
Endnu er min Time altid kommen -
med Gengældelsernes hvasse Lyn.