Danmarkssang

---

Kaj Munk: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Danmark, Land af Hav og Himmel,
Blæst og Bygers Bo,
dine Øers muntre Vrimmel,
Jyllands mørke Ro!
Gøded tusind År din Have
med vort Blod, vor Gråd -
nu gror Korn på Fædres Grave,
Dåd af deres Dåd.

Sangen stiger fri og fager.
Tankens Baun står tændt.
Ven er Bonden med sin Ager,
Sindet opadvendt.
Havet helt til Verdens Ende
fører fra din Dør
ud til Togter dine Svende
rask som altid før.

Blæsten Dannebroge hæver,
Friheds Åndedræt!
rødt og hvidt vort Blod det kræver,
jamen kun for Ret.
Som med Sejr det stjerneblinked
frem for Danskens Lejr,
har det altid siden vinket
os til Dåd og Sejr.

Dansk var Moders Røst, der byssed
os for Stød og Rift,
og den Pigemund, der kyssed
frem os til Bedrift.
Dansk hvert Ord, der Hjertet ildner
og gør Synet klart,
og den Bøn, som Sjælen stilner
i før sidste Fart.

Lidet Land. Men stort er Norden.
Hil vor Fremtids Hjem.
Fast på fagrest Del af Jorden
bor vi Brødre fem.
Lang Tid skilt af Bagateller
rækker vi nu Hånd.
Ud af Prøvelserne vælder
Broderskabets Ånd.

Hvad vi virked, drømte, digted,
Moder, alt er dit.
Selv når vi dig dybest svigted,
tilgav du os blidt.
Aldrig mer skal Sværd i Skede
prisgi'e Fædres Stavn.
Selv til Døden er vi rede,
Danmark, for dit Navn.

Løft mod Himlens Morgenrøde,
I på Mark og Hav!
ja, og alle Danmarks døde,
løft fra jeres Grav
af vor Tak kærminderandet
Bønnens Offerskål:
Gud bevare Fædrelandet,
Folk og Modersmål!