Den hvide Dame på Heden

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

   Skuepladsen en vestjydsk Plantage.
   Jorden velsignet værdiløs; snart er den for lav og sur, og snart hæver den sig i kåde Flyvesandsklitter. Gammel, jævn tyklynget Hede skifter med fyrrebeplantede mørke Dale og bratte knokkelhvide Kløfter. »Gold er den Jord, som Lyngen bær«, lyver Digteren; for Heden er netop fuld af Vækster. Er det ikke selve Pulsatilla vernalis, der løfter sit Anemoneansigt i det ødeste øde allerede i Marts-April? Og sidenhen - Ulvefod lister rundt mellem Lyngen, og Ensian står på Tå og spørger udfordrende Himlen: »Tør du virkelig kalde dig blå?« Eller skal vi tale om Mosserne, gådefuldt grønne og fyldigt bløde som Tæpperne i Cairos Moskeer, og de sære Lav, der er mønstrede, som var de gjort i Java? Efteråret kommer og griber i sin Kurv om Halsen og strør Bærrenes Millioner ud mellem Lyngen, Tyttebær, Blåbær, Sortebær, Tranebær. Så går vi rundt om en Enebærbusk; den gynger i Snefoget og leger Italien midt i den danske Vinter. Og atter glider vi frem mod Påske, og lige yndefuld skær og rødmende overrasker os Vårkobjældens Prinsessefornemhed i Ødemarken igen.
   Meget Vildt er der ikke herude; men mange Slags er her, og kongeligt er det tillige. Jeg smed mig plat på min Mave i Sandet en Aften i Sommer, og ikke mindre end 7 mangetakkede Gevirer gled mig forbi over Brandbæltet fra Træerne ud i Heden til Græsningen. Gork, gork, gork, siger det, og du snurrer rundt og ser Urkokkens gnistrende Lyre forsvinde bag Bakkekammen. Her står der et halvtudvisket Harespor i Sandet, og er det ikke en Grævlingefod? Brede Svømmehudslabber er jappet ind i den gamle Rævegrav, der altså er konstitueret som Fødeklinik for en Gravand. Solen er ved at synke, Kragerne skriger op mod en lydløst svævende Ugle, Agerhønsene kalder til Samling, Gæssene rejser sig under heftig Meningsudvekslen fra den ensomme Ager i Ørkenen, får sig ordnet i Kileform og styrer mod Lavvandssøen imellem Indlandsklitterne. Hjejlen kroner Ensomheden herude med sin tungsindige Klage, som Viberne bare ler af. Fra de sorte Tørvegrave i Nord kaster Gråænderne sig op til et hastigt Rekognosceringstogt; så lyner det for mine Øjne og buldrer ind i mit Ansigt, så Hjertet slår hårdt - Fasanen; men hvad er det, der pludselig farer frem - nå, det er sandt, det er ikke i Aften, det er først et Par Måneder senere.

   Altså en Sommeraften, stille og lun. Rådyret blev mig slet ikke var, skønt jeg kom lige imod det; men jeg havde den lave Sol bag mig, og den blændede det, så det ikke så mig, skønt dets Blik var rettet imod mig. Jeg lagde mig på Knæ og kravlede frem imod det, ubevægelig, hver Gang det kigger op, og fremad, hver Gang det nipper en Græstot. En Sandrevle er os imellem; nærmere når jeg og endnu nærmere. Nu kan jeg snart stikke en Finger i Klemme ind i dets ene Klov. Så snubler jeg over en Ujævnhed, og se! Derfor har han skabt Døden, den store Skønhedselsker heroventil; for uden Frygten var ikke Nervøsitetens og Flugtens alt overgående Ynde.
   Jeg hælder grove Hagl i min Bøsse, sørger for Modvind og stiller mig op mellem Træerne. Afdækker du dig nu, Fader Hjort, og vil ud gennem Kløften syv Alen fra mig, præsenterer jeg mig. Der er Plads på Væggen derhjemme til endnu et flot Gevir, foruden det 8-endede, jeg fik af den Kronhjort, jeg skød 8 Dage efter dens Død. Men hvad i Alverden er det for et Dyr, der lister ud af Snogdal Plantage på den anden Side Heden? Det er skinnende hvidt som en nykalket Væg, for lille til at være en Kvie og af en Gangart, der ikke er en Hunds. Hvilket Dyr i de danske Skove er kridhvidt? Jeg er ved at sprænge Øjnene med at stirre og Hovedet med at spekulere. Fænomenet derovre står stille nu, eller bevæger det sig lidt frem og tilbage? Men hvad er nu det? det er jo ikke hvidt over det hele; noget mørkt anes bag det lyse, ja, det har to Kulører, skiddengråt i den ene Ende og lagenhvidt i den anden. Oho, nu har jeg Løsningen, det er to Hunde, Sommerkvælden har overlistet på en Hedetur til at hengive sig i Forelskelsens Opgåen i en Enhed. Men nej, det er det heller ikke; for nu går det frem imod mig, så jeg kan se, der kun er eet Dyr. Og nu forsvandt det naturligvis ude i Lyngen. Det var et Spøgelse. Som Herregårdene flotter sig med deres »hvide Dame«, rummer min Hede nu - o Stolthed! - iblandt sine talrige Skatte også et Stykke Gengangervildt.
   Men lige ved Siden af mig ude på Brandbæltet knejser en yndig bitte buttet Ræv. Den er intet Steds kommet fra, så den må være skabt i dette Sekund af en Tue. Jeg løfter Bøssen og tager Sigte; det er min Pligt at skyde; Ingvar mistede forleden på een Nat 23 Høns; Kre Smidt har i Sommerens Løb måttet skatte over 50 til Fru Mikkel. Det er uudholdeligt. Altså må du dø nu, dit søde lille spidssnudede Asen. Du er allerede stor nok til at klare dig selv; måske du har været med på Røveriet i Forgårs; så bøder du nu for dine egne Synder; det trøster mig lidt. Den sætter sig ned og gnasker en Loppe, tager så et Par Spring og snuser til en Lyngtot, sætter sig atter, lægger Halen sirligt om Forbenene, slikker sig om Munden og ser sig listigt omkring. Jeg tager Bøssen fra Kinden; den rejser sig og tøfler hen imod mig og vil ind i Træerne. »Nå«, siger jeg til den højt og tydeligt, »vil du derind?« Den spidser Øren og opdager mig; jeg står urørlig; den kigger længe, ryster så på Hovedet, som om den sagde: »Sikke noget, dér er stillet op!« Og spanker over mine Fødder ind i Plantagen.
   Madum Kirkeklokke begynder at visselulle for Solen, og i det samme dukker det hvide Dyr atter frem fra en Lavning. Det jager Rædslen foran sig på sin Fart. En Urkok hæver sig skyndsomt og forsvinder, lidt efter en And ligeså; en Hare tumler op af sit Leje og tager Flugten. Gespenstet har Retning over mod mig; og ved de sidste Stråler fra Solen i Havet ser jeg, hvad det er: Ræven med en Høne i Gabet. Endnu efter mit Skud ind i Døden holdt den fast ved sit Bytte, som ikke var en Høne, men to friskslagtede, nydeligt behandlede Hanekyllinger, der smagte elegant næste Middag på Præstegårdens Bord. Og naturligvis - ak! - var det Rævemor selv, forpjusket, radmager, med Halen slidt af af Sommerens Møje for Føden og Leg med de små; hun var ikke til andet end at grave ned under Blommetræet, og på Frugterne har jeg kendt hende i September. Kylling à la Mikkel og Ræveblommer, er det ikke et genialt Supplement til Madam Mangor: Man tager en gammel Hunræv - ikke sandt?

   Men nu hendes lille Datter, hvordan er det siden gået hende? Hun er blevet til et kønt, forslagent Pigebarn, der i Søndags begik et Fejltrin, som førte hende ned i den Lastens Hule, Gravmand og jeg kom forbi Mandag Morgen. Der var Tegn udenfor på, at Natten just ikke var gået med lutter Forsagelse af Kødets Lyst, men Galanerne havde nået at salvere sig, inden Ordenspolitiet i Gravmands røde, forbidte, ørelasede Skikkelse tonede frem. Hun besvarede hans »Anholdt!« med en Hånlatter, og der udspandt sig i det dybe en Times Samtale, som jeg var en højst interesseret, overjordisk Tilhører til. Så var hun pludselig ude, opdagede mig og snurrede rundt, inden det gik op for min Bøsse, hvorfor den var med. Hun mødte Gravmand i Døren, men ville forbi ham og ind igen; de kom i Klemme ved hinanden og bedes forfærdeligt, men Pigen fik sin Vilje, og han måtte give sig. Og Samtalen fortsattes i Gravkammeret inderst inde. Jeg tilbragte to Timer ovenfor i nagende Sult og knirkende Sne og biderhvas Østenvind, uden Læ; men Eksjomfruen lod sig ikke mere til Syne. Tilsidst var der kun een Tanke i mit Hovede, et sløret og svullent Ønske om, at Vorherre for en anden Gangs Skyld ville se at få indlagt Centralvarme i Verdensrummet.
   Grave en Ræv ud er kun hæderligt, når den er anskudt. Men selv et hæderligt Menneske kan gøre uhæderlige Ting. Hvor mange Krigsfanger var det, Napoleon lod slagte i Ægypten, fordi han ikke kunne føre dem med sig? Mine gæve Naboer ville ikke tilgive mig, om jeg lod denne lille Morderske gå fri for Tiltale; dertil har Ræverædselsregimentet herude været for hårdt. Jeg tager altså med Malurt i Sindet Beslutningen om at skride over Skellinien mellem Rævejæger og Ræveslagter og kalder Ingvar og Kresten til Hjælp; og de er mere end villige til at møde på Pladsen for Udbetalingen og prøve på at få gjort gammelt Regnskab op. Tre Timers Gravearbejde i hårdfrossen Jord. Man begynder med Vittigheder og ender med Håbløshed. Og pludselig ramler Spaden på Røret i tre Alens Dybde. »Der sidder hun inde«, siger Gravmand rasende, og den medbragte Ståltråd tilføjer lidenskabsløst, at der er endnu fire Alen til Bunden.
   Solen er ved at gå ned, vi er alle trætte. Skal hun da virkelig nå at pudse os? Det er Synd for de mange små Kyllinger i Moders Liv, der allerede så småt er begyndt at drømme om Sommerens Glæder. Hvad, om man prøvede Oles gamle Husråd med at lave en Løkke på Ståltråden! Og sandelig har vi Lykken med os, Der kommer hun glidende ud og lader sig fire op som en Spand af en Brønd. Hun spiller »død« på Jorden et Minut og vover så Forsøget med et næsten usynligt Trav, og Skuespillet bliver til Virkelighed.

Jeg tager hende under Armen, og vi følges ad til Bilen, og undervejs henvender hun til mig disse varme og forstandige Ord: »Tak, fordi De lod mig leve dengang, og Tak, fordi De skød mig i Dag. Foråret modtog mig ved min Fødsel, jeg fik en munter Sommer og et dejligt Efterår, endogså Sneens pudsige Højtidelighed nåede jeg at opleve; og midt i Elskovens svimlende Besættelse blev jeg altså kaldt bort. Hvad mere godt havde Livet at byde på? Hvad højere kunne jeg ønske mig? Hannens Troløshed, Ungernes Egoisme, Slid og Slæb og Bekymringer og Alderens Gigt og Tandløshed blev jeg nu sparet for. Må jeg bede om Lov til som et lille Udtryk for min Erkendtlighed at lade mit Lig beskærme Deres Kones Hals mod Katarrh?«