WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den skjulte Ånd




: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Vi tror i Dag på Danmarks skjulte Ånd.
Alt det der viser sig for vore Blikke
af Eftergivenhed, det tror vi ikke,
men på den Trods, der smiler under Bånd.
Vi tror i Dag på Danmarks skjulte Ånd.

Regering, Rigsdag, Domstol, Politi,
alt det, der just i Mørket skulle lyse
men straks lod i et Musehul sig kyse
og står de fremmede mod Landsmænd bi,
er ikke Danmarks Ånd til Stede i.

Han snorker i sit Kronborgs Lejested,
tror en. En anden ved sin Spot i Munden,
at dengang Stauning solgte Undergrunden,
gled Holger Danske tyst i Købet med:
vort Folk begærer nu kun Slavefred.

Men Holgers Venner ved, det er Bedrag.
Vi lytter og vi spejder ind i Tågen:
jo sandelig, nu er den gamle vågen
og færdes blandt os skjult. Ved Nat og Dag
vi sporer hist og her hans Håndelag.

Der er et Danmark, der skal gå i Grav.
Det Danmark, der for Livet blot at bjerge,
gav hovedkulds sig hen i fremmed Værge
og lader hånt om Tro og Ærens Krav,
Gud være priset, det skal gå i Grav.

Thi så er Loven? nå til Målet hen
skal den, der løfter Blikket mod det fjerne
og sætter Kursen efter Himlens Stjerne.
I Sumpen, kun i Sumpen ender den,
der løber efter Mosens Lygtemænd.

Det Folk, der nu som gennem tusind År
har Mod at sætte Livet ind for Livet
og for sin Kærlighed sig selv har givet,
det Danmark ved vi Gudskelov består,
sålænge Stjerner over Himlen går.