Den Sommer og den Sø

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

   Noget af det bedste ved at komme i Himlen engang skal blive ind imellem at få Lov at besøge Jorden. Det første, jeg vil foretage mig, efter at jeg har indrettet mig og er faldet lidt til deroppe, skal være at opsøge H. C. Andersen. Når jeg har fået sagt ham, hvem jeg er, og hvor inderligt jeg holder af ham, vil jeg bede ham gøre mig den Glæde at tage en Tur med mig ned til Aabjerg Sø. »Hvor ligger den henne?« vil Andersen spørge; og når han hører, at der ikke er langt fra den til Nørre Vosborg, hvor noget af hans prægtige »En Historie fra Klitterne« blev til, vil han ikke være længe om at få Hanke i Paraplyen. Og enten vi nu har Vinger på til den Tid eller ikke, så vil jeg have fat i en Båd, når vi først er kommet derned. Vi prøver at låne Vedersøpræstens; det giver Anledning til at gå en Tur i den hundredårige Have, der med sine Ahorn, Elme, Bøge og Ege er en Sjældenhed så nær ved Havet og derfor befolket med en Vrimmel af Sangfuglearter, så alle Forsommerens Dage er kimende Kor.
   Jeg standser ærbødigt ved Linden og spørger: »Hvor kan det være, Andersen, at der er sådan en Forståelse, en-en-en Samhu mellem Træ og Menneske? Det første, Kolonihaveejeren gør, er jo at plante et Træ. Og i et lykkeligt Vers siger Bull det så rigtigt: »Se bare den birken dær, hvor vor den er!«« Andersen snyder Næsen og smiler: »Det kunne jo være en ældgammel Historie, stamme helt fra den Tid, inden vi endnu fik Ben og lærte at jage og jages, dengang vi selv var Træer og slet ikke tog os andet til end at stå Året rundt med udbredte Arme og tage mod de vekslende Vejr af Himlens Nåde. Men spørg Jensen om det! Hvor er Båden?« Den finder vi, og jeg får ham anbragt i Bagstavnen, hvor han ikke skal bestille andet end samle Indtryk, mens jeg hiver i Årerne.
   I Begyndelsen virker han lidt forstemt; jeg har ham mistænkt for, at han allerede har fortrudt, at han er taget med; at han nok hellere ville være blevet hjemme og siddet i Skyggen af et Palmetræ og læst »Den grimme Ælling« højt for Englene. Men da de første gule Åknapper strækker Hals for at se Eventyrdigteren, og da der går en Hvisken igennem Sivene: »Ss, det er Andersen! Ss, det er min Salighed Andersen!« tøer han op. Da vi er nået tværs over til Kølsholmen, hvor Engene kaster sig ud i den blå Sø, grønne og med brogede Ungkreaturer på Odden, mens Kirke og Mølle stiger til Siden midt mellem frugtbare Vange og bag os Præstegårdsbøgen spejler sin Top i Bølgen blå, slår han ud med Hånden og kalder en Vandlobelia en Alfetelefonmast og ler ad en »cyklende« Blishøne.

   Og vi styrer frem mod Åen, den eventyrlige Å, der præsterer det Kunststykke at danne Skel imellem to Søer. Naturens Fagerhed bliver så overvældende, at den gør den store Digter stum. Pileblads røde Blomster breder et Tæppe ud over Vandet, som Båden varsomt gynger sig hen over. Så bliver der pludselig dybt helt inde ved Land, men Mosesøens hæslige Mudderbund rækker Verdener af Skønhed op imod Lyset. Midt mellem Bund og Overflade kigger Krebseklo på os med blanke, uskyldige Øjne. Vandaks slår sine grønne Havfruearme om Årerne, som for at holde på os: »Hvad vil I videre efter? Hvad højere kan I nå?«
   Og jeg falder i Tanker ved dette Spørgsmål, stillet mig af en lille svævende Vandplante i en afsides ukendt Sø. Jeg ser for mig Europas og Amerikas Rastløshed, New Yorks Skyskrabere, Paris' rasende Tempo, Londons Ufremkommelighed, jeg hører Drønet af de Millioner Fabrikker og ser den blege Fabrikspige, den nervesønderslidte, stålmaskede Direktør. Jeg ser Milliardærens sammenbidte Spilleiver for at skaffe sig endnu en Rekordmillion og den luvslidte Lærer Mortensens Savn og Bekymringer for at få købt den Fordbil, han alligevel ikke har Råd til at holde. Jeg ser den hvide Races Plyndringstogter ud over Kloden og indbyrdes Nød og Mordlyst og dens Kvinders Jernbanefragter af Pudder - også for at erobre. Vor Virkesyge, vort Babelstårn, vor uhyre Afstand fra Sommerstilhed over blå Vande, hvor grønne Siv rokker under den lune, lette Brise, frem og tilbage, som Muselmænd og gamle Jøder, der holder Andagt, og hvor Nøkkerosen hviler sin Nakke mod Bølgerne og vender sit hvide, dejlige Ansigt mod Solen i enfoldig, hellig, ubevidst Tro på, at Meningen med Livet er denne simple, skønne: at være til.
   Og jeg hører den gamle Digter derhenne hviske - og der er ligesom et forklarende Lys over hans grimme, smukke Ansigt: »Jeg skal digte et Eventyr om alt dette, så der skal komme Tårer i den kære Guds Øjne, når jeg læser det op.«

   Da giver det et Sæt i mig: Derhenne langs med Åkandebladet lurer et frygteligt Alligatorfjæs. Bundgræsset gror så frodigt her, at det rækker helt op til Båden; en Ål bliver synlig og bugter sig nok så nydeligt igennem det med små Vridninger af Kroppen som efter en lille moderne Melodi, og Krokodillen farer frem med et skvulpende Plask, og vips er Ålen forvandlet til en Bestanddel af en Kæmpegedde. Nu havde vi det lige så rart. Men til min Forundring ler Andersen bare: »Det var såmænd kun en lille Digter; han duede ikke til andet end til at fede Kritikken med. Nej, men Mennesker, de laver Giftgas og organiserer sig; så er det først, det bliver slemt! Men se nu den vævre Sivsanger derovre; tænk at kunne flyve fra Siv til Siv og sidde og gynge på Bladene!«
   Og vi glider videre ned ad Åen; ved den ene Side står Rør og Siv Æresvagt, ved den anden bygger Engene sig helt ud til os ved Hjælp af Broer af Bukkeblad. For hver Smule Sving kommer nye Herligheder til Syne; snart er det en lun Krog, hvor gule og hvide Åkander mødes med blå Kærminder, snart er det en Vildandemor, der stolt og med moderlig Omhu fører et sildigt Kuld Ællinger frem ad Livets skønne og farefulde Vej. Et Steds inde på Engen spiller et Fløjteorkester finske Folkeviser for os, og da Sivbræmmen åbner os et Kig derind, ser vi Geled på Geled af store, ubevægelige Regnspover.
   Dagen begynder at hælde. Varm har den været og tyst, nu bliver den sval og endnu tystere. Jodlende Stemmer fra badende Børn blander sig med Fløjtet fra de lettende Spover. Åen vider sig ud, blank hilser os Søens udspændte Flade. Rygge af mægtige Brasen, der på de varme Dages Aftener stiger op fra deres Bundliv, tegner sig på den, en enkelt Helt slår et Kraftspring oven over den. Bedeslagene fra Kirkerne rundt om blander sig; det er Tegn for Kærkonen til at begynde sin Brygning; snart er det, som om de solskinstoppede mørke Klitter i Vest har lukket op for Havet og ladet dets rolige hvide Vande lejre sig over Engene. Gårdenes Ruder i Øster bliver gyldne, blinkende Stjerner; også de himmelske Ruder begynder at lyse frem.
   Horsegummen hvirvler for anden Gang i År sin Elskovsdans oppe imellem dem og laver Looping the loop til medbragt Musik. Et Par Brushaner stryger os så nær forbi, at vi skimter den orientalske Farvepragt på de brusende Kraver; med lange, alvorlige Vingeslag søger store Måger hen mod den hjemlige Holm. »Gau, gau!« lyder det; Kærhøgen lægger ud på en Inspektionsrejse; Lappedykkeren slår advarende sin Jernpæl i mellem Sivene, og med søde, plystrende Lyde søger Ungerne til deres Mor og tier kvær.
   Pludselig stiger der Røgskyer op over Søen og vifter hid og did: Det er Døgnfluekarneval, Døgnfluerne, der hellere end at leve borgerligt en lang Sommer vil danse een Nat og så dø. Blidere og tættere lægger Mørket sin Kappe om os; så lyder der Brus i Natten; det er de første Svaners Træk. Gennem Sivenes Gitter aner vi de lyse Nætters Vesthimmel i sølvgylden Glans; Himlens Stjerner og Søens Nøkkeroser går i eet for os; det er, som vi selv sad imellem Stjernerne; ikke en Lyd høres, al Jorden har samlet sig i en Andagt til den Evige.
   Så når et lidet Bølgeskvulp Båden som et Amen. Jeg griber om Årerne: »Vi skal vel til at hjemad, Andersen.« Og Andersen, der er langt inde i sit nye Eventyr, svarer på sit Fynske: »Ka' vi ikke lige så gerne blive her?«